Dear Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2013
  • Opdateret: 29 okt. 2013
  • Status: Igang
Da den ellers usynlige Melody Paper kommer i kontakt med Louis Tomlinson kommer der drama i hendes liv. Melody har en dagbog som alle hendes hemmeligheder ligger i, og Louis' ven Harry Styles som hader Melody vil gøre alt for at blotte hendes hemmeligheder. Men vil han selv lege med hendes følelser? Louis træder ind for at beskytte Melody og hendes hemmeligheder, men hvordan kan det være muligt at vælge mellem sin bedste ven - og en pige som han faktisk nære følelser for?

4Likes
4Kommentarer
707Visninger
AA

2. Can you see me?

 

Onsdag d. 1 Maj - Klokken 06.30

 

 

Jeg blinkede et par gange for at vågne helt. Hadede morgner, de var så fulde af had, morgensurhed, og dårlig morgenmad. Kræsen har man vel lov til at være. Men hvorfor skulle jeg overhovedet op? Ingen i skolen ville savne mig, de ved ikke engang hvem jeg er? Men så kunne jeg jo udspionere dem. Nej Melody! Du udspionere ikke..du observere. Okay så. Jeg ville rejse mig op, men min fucking vindueskam syntes lige at den skulle hamre sig mod min pande. 

- "For helvede," mumlede jeg surt og rejste mig op, hvor jeg undveg vindueskammen. Jeg skulede til min vindueskam og slog den. Bitch! Jeg følte forsigtigt på min pande, der hvor det dunkede. Jeg skar tænder og sukkede opgivende. Jeg så på mit digitalur.. kun halv syv? Min mor kunne godt have givet mit en halv time mere da jeg ikke bruger en time foran spejlet som alle de andre piger på min alder gør. Ej okay, måske ikke alle. Men alle på min årgang. Og dette måtte også være nok. Jeg skulede mod døren og da begyndte jeg at blive morgensur. 

- "Hvad laver du mor?" spurgte jeg irriteret og kom på benene. Ad, havde fået g-streng. Jeg hev ud i mine trusser så de sad godt igen. Lækker viden ikke? Back to real life. Min mor stod og så glad på mig.

- "Godmorgen skat," smilede hun og observerede alle mine bevægelser. Jeg rynkede brynene. 

- "Har ikke haft en god morgen, og det får jeg ikke," brokkede jeg mig og åbnede mit tøjskab. 

- "Op med humøret skatte pigen," grinte hun og gik hen af gangen. Dejligt hun gik. Om morgnen orkede jeg ikke mennesker. Jeg ledte i tøjskabet efter noget ikke alt for varmt. Aha! Jeg fandt et par jeans med en masse huller i. De var skiftevis blå og hvid. Jeansne, ikke hullerne. Jeg tog en random bluse i min skuffe med t-shirts. Det kunne jo være ligemeget hvad jeg havde på? Ingen lagde jo mærke til mig. Så havde jeg da også ro og fred til at skrive i min dagbog, hvor alle mine tanker var i. Det var befriende at skrive dagbog, at komme ud med alle sine frustrationer. Der var jo ikke andre der lyttede. Betragtede lidt min dagbog som en ven - den eneste ven. Havde endda givet den navn - Brenda, kaldte jeg den. Opkaldt efter min skytsengel. Havde en lille statue af min skytsengel på mit skrivebord. 

Jeg hev hurtigt bukserne på, og blusen derefter. Jeg gav mig selv et glimt i spejlet, da opdagede jeg at jeg havde taget en rød v-halset t-shirt på. Mh, var egentlig ligeglad med hvad jeg havde på, det var alle. 

Jeg sad ved spisebordet i køkkenet og spiste en omgang cornflakes. Havde ingen appetit, men spiste alligevel for ikke at ende med at få anoreksi. Selvom jeg var en loner, og mit liv sucks behøver jeg ikke at få psykiske problemer. Et gab undslap mig og rodede lidt med skeen. Skeer var egentlig ret mærkværdige. Når man kiggede på sig selv på den ene side var det som et spejl, men på den anden side vendte man på hovedet. Genialt. Liam fra min årgang var bange for  skeer. Sikke en svagpisser, de er jo ikke klovne? Klovne, de er noget at være bange for. Især hvis man har set 'It', som er en gyser med en klam klovn. Jeg kastede et blik på uret - kvart i syv. I only used a quarter? Well, så havde jeg da bare mere tid til at slappe af i. Doven er vi jo alle sammen. Min far kom gående med et stort smil. Hvorfor var alle i min familie lalleglade? 

- "Hey min prinsesse," smilede han og tog min skål med morgenmad.

- "Er du færdig?" spurgte han og hentydede til maden. Jeg nikkede kort og så spørgende op på ham. 

- "Er ikke din prinsesse. Er mere din.. ensomme skuffelse af en datter af være," mumlede jeg. Skulle da dreje mit hoved meget, da min far var 2 meter høj. Mountain, please. 

- "Du er da ikke en skuffelse?" sagde han stille og satte sig over for mig. Han så på mig med et sad face. Oh please, do you mind?

- "Vil du tale om noget?" spurgte ham bekymret og rakte ud efter min hånd. Jeg fnes og kiggede væk, mens jeg tog min hånd til mig.

- "Niks. Jeg har det fint," mumlede jeg ironisk. Skulte ironien da han ikke måtte vide hvordan jeg havde det. Jeg havde det.. surt. Hvis man kunne sige det. Jeg havde en negativ synsvinkel på tilværelsen kan man sige.. om morgnen. Ellers var jeg vel bare en normal ensom pige? Jeg rejste mig og bevægede mig ind mod stuen hvor min lillebror sad på sofaen og så Ramasjang. Jeg satte mig ved siden af ham og smilede svagt.

- "Hvad ser du Jonas?" spurgte jeg og prøvede at lyde interesseret. Han kiggede kort på mig med åben mund. Pas på du ikke savler dreng. 

- "Kika og Bob," indskød han og smilede stort. Begges vores blikke rettedes mod tv'et der kørte på fuld oplysning. Det var en lille pige med rødt hår i rottehaler, en fed brandmand med solskoldet hud, der var i Australien. Wtf? 

- "Æhh. Jonas? Hvad er det for noget lort?" grinte jeg og fulgte lidt med. Han rynkede brynene og så surt på mig.

- "Det er ikke lort. Det er faktisk lærerigt," surmulede han og lagde armene i kors. Folkens, han er 12 år. Og se hans opførsel? I love my family! Ej okay, nu må jeg ikke blive for ond. Selvom jeg havde en weird, sindsyg irriterende familie, elskede jeg dem højt. Endnu engang kiggede jeg på klokken, endelig var klokken syv. Og skolebussen kom fem minutter over syv.

- "Jeg må gå. Vi ses Jonas," grinte jeg og rodede ham i håret. Idet jeg rejste mig op og begyndte at gå mod døren, fór Jonas op og krammede mig hårdt. 

- "Farvel Melody," sagde han roligt og slap mig igen. Jeg smilede til ham og vendte mod døren. Havde min mobil i lommen, penge til mad i tasken, havde ... ikke min taske. Jeg drejede søgende rundt og ledte efter tasken. Dér! Den lå bag døren. Det var en mørkegrøn sjasket en, med en masse dimser på. Jeg tog på den ryggen og åbnede døren forsigtigt. Jeg vendte mig om og så mine forældre stå bag mig. Sig mig, hvordan listede de sig ind på mig? 

- "Vi ses mor og far," smilede jeg og hævede hånden, som et lamt vink.

- "Farvel min pige," sagde de i munden på hinanden. Jeg smilede og gik udenfor. Jeg lukkede døren efter mig og så bussen komme. Efter et suk drog jeg hen til vejen hvor jeg stod og ventede. 

Bussen stoppede, og dørene åbnede. Jeg gik ind og kiggede rundt. Alle sad på de forreste pladser og snakkede. De ansede mig ikke, så jeg satte mig bare ned bagerst, hvor ingen sad. Nede bagerst satte jeg mig henne ved vinduet og stenede. 

- "Hej," mumlede en stemme. Jeg vendte mig om og så Louis Tomlinson sidde et par sæder væk. Kunne han seriøst se mig?

- "Hey," smilede jeg og vendte tilbage til vinduet. Det gik bare så hurtigt så jeg ikke nåede at se særlig meget. Jeg vendte mig om igen, og så Louis der sad og stirrede på mig. Louis Tomlinson, og jeg kendte ham fordi jeg ligger mærke til alt. Han er i en lille drengegruppe bestående af Zayn Malik, Liam Payne, Niall Horan, Harry Styles, og så Louis. Louis var den sjove, meget sjove.

- "Du er Louis Tomlinson," invendte jeg og grinte over hans reaktion. Han rynkede brynene og så uforstående på mig. 

- "Hvordan ved du det?" spurgte han og så underligt på mig. Jeg trak bare skuldrene. 

- "Jeg ved hvad alle hedder," smilede jeg. Hans underlige ansigtsudtryk blev erstattet med et smilende. 

- "Hvad hedder du så?" spurgte han glad og så forventningsfuldt på mig. 

- "Melody Paper," svarede jeg og gav ham et svagt smil. 

- "Melody.. Du har et rigtig smukt navn," smilede han stort. 

- "Tak du." Jeg smilede jeg og fik store øjne. 

- "Du plejer ikke at sidde her? Eller se mig," kommenterede jeg og så på Louis der rynkede brynene. 

- "Længe har jeg villet snakke med dig.. har bare ikke haft mod før nu," mumlede og smilede svagt. Dafuq? 

- "Du er nok den eneste der ligger mærker til mig," mumlede jeg koldt også ud af vinduet. 

- "Mine venner kender dig også," indvendte han. Og med de ord så jeg underligt på ham. Af hvad sagde drengen?

- "Seriøst? Hvorfor?" spurgte jeg forundret og sukkede træt. 

- "Altså.. de andre siger at du er underlig og.. ensom," mumlede han og så undskyldene på mig. De kunne squ da være lige glade med mig, de kender mig jo ikke? Idioter.

- "Nå, synes du også det?" hviskede jeg surt. Han lavede store og så inde i mine.

- "Nej, nej. Jeg kender dig jo ikke, og jeg dømmer ikke folk jeg ikke kender. Desuden virker du sød, bare lidt genert," grinte han. Jeg så vredt på ham. How dare he! But it's true. Jeg er genert.. 

- "Det er da altid noget," smilede jeg og røg fremad da bussede stoppede brat op. 

Vi gik sammen ud af bussen og hen mod skolen. Louis var faktisk rigtig sød. 

- "Kan virkelig ikke forstå folk der synes du er mærkelig," smilede han, og det smittede. Dammit. 

- "Tak," grinte jeg og bed mig i læben. Min opmærksomhed blev rettet mod Harry Styles - Louis' ven - komme over.

- "Loouu!" råbte han glad og smilede over hele ansigtet. 

- "Hazzaaaa!" råbte Louis igen og smilede også. Da Harry kom helt over til så han underligt på mig og rynkede brynene. 

- "Hvad laver du med hende?" hviskede han til Lou som fik et forarvet udtryk. 

- "Problem Styles?" vrissede jeg og kneb øjne sammen. Han så overrasket på mig.

- "Du kender mig?" sagde han forarvet. Jeg himlede med øjne og sukkede.

- "Nej, jeg gættede," vrissede jeg ironisk og smilede svagt til Louis der stod og flakkede fra mig og Harry.

- "Nå. Lou?" spurgte han og så ventende på Louis. 

- "Harry, jeg snakker bare med hende. Hun er faktisk rigtig sød når du lære hende at kende," smilede han stort. Ey, jeg er her faktisk douchebags? 

- "Jeg har ikke brug for at lære hende at kende," mumlede han surt og stirrede på mig. 

- "Kommer du?" spurgte han og begyndte at gå baglæns, stadig med blikket rettet stift mod mig. 

- "Desværre, jeg er nød til at gå," sagde Louis og kiggede undskyldene på mig. Jeg nikkede kort og kiggede hånligt på Harry. 

- "Dårlig hårdag?" spurgte jeg og smilede hånligt. Han kneb øjne sammen og vendte sig om. Louis og Harry forsvandt langsomt, og jeg bevægede derpå mig indenfor. 

 

                                                                      *  *  *

 

- "Onsdag d. 1 Maj - 

Dear Diary

Normally i'm invisible u know? No one notice me, and i'm just a shadow. But today in the bus, Louis Tomlinson started to talk with me!? Wauw, thats big. I found out that Louis is really sweet and cute, and funny, and nice. He could become my bigbrother.. or a kind of. He's friend Harry Styles came over, and destroyed  my day. Why has such a sweet guy, such an idiot as friend? Well, Harry dosn't seems like the nice guy, he said i was WEIRD?! Bullshit. 

But i found out that i'm maybe not invisible at all. Maybe it's just super awesome people who notice me. No wait, Harry isn't super awesome. He's super annoying. Super, super annoying. 

But Louis' has certainly forgot me tomorrow. I guess we'll found out soon. 

Night night Brenda<3" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...