Summertime Of Our Lives -Cody Simpson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Det er kun sommer en gang om året, og det er en årstid, hvor alt kan ske. 15 årige Olivia er på ferie i Italiens land med sin familie. Det skulle, for Olivias vedkommende, have været en ferie uden sine venner og internet. Men at rende rundt på en Campingplads i Italien helt mutters alene med sin familie er ikke noget, enhver teenager drømmer om. Deriblandt Olivia, som går en dødssyg familieferie i møde... Eller måske ikke!

Jeg har valgt at lave en lille movella med Cody, da jeg har fået inspiration fra hans sang Summertime Of Our Lives. Det var meningen, at det skulle være et One Shot, men nu bliver det altså en lille movella i stedet.
Læs hvis I vil eller lad vær:)

23Likes
15Kommentarer
1339Visninger
AA

14. Epilog

Julen nærmede sig med hastige skridt. Det havde den gjort længe. Jeg havde endelig fået juleferie, og nu er der ikke mere end to dage til jul, og julen i år skulle holdes i udlandet. Godt nok har jeg ikke ligefrem været i den sædvanlige julestemning, som jeg plejer. Måske fordi julen indeholder så meget kærlighed, som jeg ikke kan rumme lige nu og her. Sandheden er nok bare den, at jeg ikke kan andet end at savne Cody. Også Alli, men mest Cody. Siden Italien har jeg ikke lavet andet end at stå op, gå i skole, stirre ud i luften, sove, stå op, gå i skole, stirre, sove, ifølge min mor. Det passer bare ikke. For jeg har også hørt Codys sang og hans andre. Men mest Summertimes Of Our Lives. Så tag den, mor! Savnet er bare så stort, at jeg ikke rigtig orker noget overdrevent. Kun de gange hvor vi har skypet, har været noget overdrevent. De få samtaler med mine elsklinger på den anden side, har været højdepunkterne i efteråret. De samtaler som holdte mig oppe og gjorde glæden fri i mit sind.

☼ ☼ ☼

Men nu havde jeg juleferie, og at bruge tiden i en propfyldt lufthavn, var ikke lige det der trak mit humør op, nej. Min familie og jeg havde fløjet hele natten, og ventede tålmodigt på vores bagage. Noget der kan føle som flere år i fængsel. Taler af erfaring. Engang stod jeg i en time og ventede på min fucking kuffert. Noget som virkelig gør en lykkelig. Nå men vi var virkelig heldige her til jul, for vores kufferter kom efter fem minutter, og på alle kufferter var der placeret et kæmpe fint juleklistermærke. Jeg griner meget.

Nej, men der må være en, som har kedet sig i arbejdstiden. Vi fik rullet hver vores kuffert mod ankomsthallen. Noget jeg virkelig aldrig har glædet mig så meget til før. De store dobbeltdøre gik op, og vi fulgte strømmen ud. Havde vi noget valg? Nej, bestemt ikke. Egentlig gjorde det mig ikke noget, for jeg skulle bare ud. Det kunne kun gå for langsomt, hvilket det faktisk gjorde. Jeg skulle bare finde, der hvor jeg hører til.

☼ ☼ ☼

”Oliviaaaaaaaaa!” febrilsk scannede jeg hele ankomsthallen for at se, hvem der kaldte på lille mig. Jeg havde dog en anelse. En anelse, der viste sig at være rigtig. Jeg vendte mig om i slowmotion, for at være filmagtig. Ej, jeg vendte mig om, og så en hel familie. En hel familie med åbne arme og glade ansigter. Stemmen som havde råbt på mig, var let at genkende, så hurtigt slap jeg min kuffert og spurtede i armene på en alt for savnet sjæl, og straks følte jeg mig hel og tryg. En sjæl, jeg ikke havde set i det, der føles som 300 år. ”Jeg har savnet dig, angel!” mumlede Cody mod mit hår, og kyssede det let. Jeg trak mig lidt ud og kiggede op på ham. ”Jeg har i hvert fald også savnet dig!” fastslog jeg og førte mine hænder op på hans kinder og nussede dem stille. Cody løftede mig op og pressede grådigt sine læber md mine. Noget jeg havde ventet længe på. Det slog gnister alle vegne i min krop, og jeg følte mig for en gangs skyld totalt lykkelig. I armene på Cody. Julen var reddet.

”Må vi andre få lov til at sige hej til Olivia, eller hvad Cody?” akavet alligevel. Imens Cody og jeg havde stået og omfavnet (kysset igennem) i noget tid, havde resten af vores familier hilst på hinanden. De havde også savnet hinanden, men i hvert fald manglede jeg og Cody at sige hej til de andre. Ups! Derfor gav jeg slip på Cody og hoppede i armene på Alli. ”Jeg har savnet dig sådan, din lille bæ!” hvinede jeg og kyssede hendes kind. ”Hvem kalder du lille? Jeg er højere end dig, hundelort. Men gud du har været savnet!” hun krammede mig et stort bamsekram mere, inden jeg landede i favnen på Angie. Efter det tog Brad kærligt imod mig, og til sidst fik Tom og jeg lavet vores superkolofantalistiske håndtegn.

”Skal vi så ikke komme hjem, og få gjort klar til jul, kære venner?” Brad gned sine hænder mod hinanden og hjalp min mor og far med kufferterne. Jeg selv tog mine bitches i hånden og førte dem mod udgangen. Denne jul kan kun blive fantastisk. Det er jo i selvskab med The Simpsons. Takket være Italien er disse to familier blevet til en, og julen er reddet. Jeg er ved min Codybasse igen, som faktisk kigger ned på mig. ”Glædelig jul, angel!”

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...