One Direction || Ella

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Alle elsker Ella. Hun er smuk, sjov og populær. Desuden hænger hun ud med de fem hotteste drenge, Harry, Liam, Louis, Niall og Zayn. Alle ved at Ella har en søster, men ingen lægger mærke til hende. Det er først, da Ella føler sig nødsaget til hjælpe sin søster, at folk kender hendes ansigt. Jenna. Men det er svært at være populær, bare fordi ens søster er lækker. Jenna begynder at hænge ud med Ella og hendes klikke. Problemet er bare, at de kun hænger ud med hende fordi hun er Ellas søster. Niall får øjnene op for Jennas skønhed, med lidt hjælp fra Ella. Samtidig begynder Jenna at udvikle et crush på Louis, der allerede har en kæreste. Det gør det heller ikke bedre af, at Ella er den kæreste. Bliver Jenna afsløret? Lykkes Ellas mission?

37Likes
54Kommentarer
1866Visninger
AA

6. Wake Me Up

Jennas synsvinkel

Mit syn var mere eller mindre tåget, og jeg var træt og forvirret. Alkoholen var ved at tage af, mine øjne var ved at lukke i og min hjerne ved at lukke ned. Jeg havde brug for søvn. Jeg havde brug for at ligge under min dyne og have ondt af mig selv, mens jeg slugte en hovedpinepille og så gamle episoder af The Lying Game på min computer. Det var bare ikke tilfældet for mig.

For fjerde gang i de tidlige morgentimer trak jeg min mobil op af lommen for at sende en sms til Ella. Hun havde stadig ikke svaret, og vi havde endnu ikke fundet hende. Jeg blev grebet af lysten til at læne hovedet tilbage og lukke øjnene, bare i et øjeblik, men jeg modstod det. Det var med al min kraft og beslutsomhed, at jeg ikke gjorde det. For Gud hjælpe mig, om jeg havde lyst. Var det ikke for Ella, ville jeg i dette øjeblik ligge trykt i Louis’ seng og sove.

Så heldig var jeg bare ikke. Et suk forlod mine læber, da jeg for titusinde gang ringede til hendes mobil. Jeg ventede stille. Efter det fjerde bip forventede jeg Ellas stemme fortælle mig, at hun desværre ikke var tilgængelig, og at jeg måtte ringe igen senere. Jeg skulle til at sukke tungt af frustration, da hun tog den.

Hun tog den. Hun fucking tog den. ’’Louis!’’ gispede jeg højt. Vi havde efterhånden brugt flere timer på at køre rundt i Londons gader. Under hele turen havde vi haft kontakt til Liam og Zayn, men de havde heller ikke fundet hende.

’’Jenna, hvad laver du oppe så sent? Er festen stadig i gang?’’ spurgte hun forvirret. Jeg kunne ikke lade være med at sukke lettet. Med hurtige bevægelser fik jeg sat mobil på højtaler, så Louis også kunne høre, hvad hun havde at sige.

’’Ella!’’ sagde jeg glad. Mit blik gled over uret i bilen. Den viste halv fem om morgnen. Efter det her skyldte Ella mig en ordentlig forklaring, samt flere dages forkælelse. I telefonen var tydeligt, at hun fattede en skid.

’’Hvor fanden er du henne?’’ spurgte Louis højt. Han stemme havde ændret sig fra bekymret til irriteret på meget kort tid. Jeg kendte udmærket godt det stadie. Man er bekymret ad helvedes til, lige indtil man finder en forklaring – eller hvad man nu leder efter -, og så bliver man ellers irriteret. Irriteret over at man skulle spilde så lang tid på at finde det, uanset hvor vigtigt det er.

’’Jeg har lige låst mig ind i opgangen,’’ forklarede hun lettere irritabelt. Hun brød sig højst sandsynligt ikke om hans hårde tone, ellers synes hun bare, at vi var latterlige, fordi vi havde brugt tid på at lede efter hende, når hun åbenbart ikke havde brug for, at blive fundet.

’’Så lang tid kan det da ikke tage at komme hjem?’’ spurgte jeg forvirret. Det tog kun en halv time med undergrunden fra den station, vi stod af på da vi ankom tidligere, og der var gået flere timer nu.

’’Harry var så fuld at jeg fulgte ham hjem først og sørgede for, at han ikke blev kvalt i sit eget bræk i nat,’’ sagde hun utålmodigt. I baggrunden kunne man høre hvordan hun gik op af trappen. Stille, og dog. Hendes irritation var tydelig at spotte i hendes skridt.

Hendes forklaring lød helt oprigtig. Man kunne ikke sætte spørgsmålstegn ved hendes handlinger. De fleste af os ville have gjort det samme. Ingen af os satte spørgsmålstegn ved hendes forklaring. Var der nogen grund til at lyve? Hvem ville overhovedet lyve omkring sådan noget? Jeg mente i hvert fald selv, at jeg kendte Ella godt nok til at vide, at det ikke var hende, der var først til sådan noget.

’’Jeg bliver nødt til at smutte nu, mor er i forhørets tegn,’’ hviskede Ella hurtigt, og kort efter var bip-lyden, der sluttede alle opkald, jeg nogensinde havde haft, det eneste der fyldte bilen. Mit blik søgte Louis’, men hans var alt for optaget af vejen. Vi kørte et par minutter, indtil vi fandt et sted at parkere. Først da mødte hans blik mit.

I et intenst øjeblik delte vi de mange bekymringer, udbrud af irritation og lettelse, der havde strømmet igennem os i løbet af de sidste timer. Jeg havde ikke lyst til at afbryde øjenkontakten, men blev nødt til det, da han rømmede sig højt. Mit blik søgte ned i mit skød, og blev liggende lidt.

Alle spor af træthed havde forladt min krop, og i stedet havde lettelsen overtaget. Et sted i det fjerne lød der høje råb, hvilket blot fik lettelsen til at virke større. London var en farlig by om natten, ingen tvivl om det.

’’Lad os tage hjem,’’ sagde Louis endelig. Jeg gjorde mig hurtig enig, og tillod mig selv at læne mig tilbage. Da jeg slappede af, kom trætheden hurtigt tilbage. Jeg mærkede hovedpinen true, ivrig efter at skifte plads med trætheden. Det ville komme i morgen. Det vidste jeg med sikkerhed.

Alle mine tanker ville så gerne have lov til at flyde rundt i min trætte hjerne, men jeg ville ikke tænke på noget. Min nat havde været lang. Jeg havde oplevet flere underlige ting i går og i dag. Ting, som jeg slet ikke havde overskud til at tænke igennem. Det måtte vente. Om end til i aften. Man kunne vel nødig kalde det i morgen aften, kunne man vel?

Jeg lukkede mine øjne og ønskede mig langt væk i søvnen. Ikke på grund af de underlige ting, men på grund af hovedpinen der truede med at bryde frem. Det var en velfortjent hvile jeg fik lige nu. Jeg gled ligeså stille over i søvnen med lyden af Louis’ stemme i baggrunden. Han snakkede nok med Zayn eller Liam, det var også lige meget. Så længe jeg kunne sove.

**

Jeg missede med øjnene i lyset. Solen stod ind af en sprække i gardinet og legede med mig. Som forventet havde jeg en dundrende hovedpine. Det tog mig et par minutter at opfatte hvor, jeg var og hvem, jeg var sammen med.

Mit blik søgte rundt i lyse værelse. Jeg var hos Louis, hvilket måtte betyde, at benene på gulvet tilhørte ham. Det var ikke helt den store romantiske scene, jeg havde håbet på, men det var heller ikke min kæreste at vågne op med. Dette øjeblik fik mig til at savne Scott. Han havde været den slags ven man sagtens kunne putte med, uden det var akavet dagen efter. Min bedsteven gennem alt.

Jeg knugede dynen tæt ind til mig og lukkede øjnene igen. Det værste ved at sove hos nogen var, at jeg altid vågnede først. Alle andre dage ville jeg have det fint med det, men i dag/aften), havde jeg den største hovedpine længe, og havde desperat brug for en pille.

I hvad der føles som lang tid lå jeg og prøvede at falde i søvn igen. I hvert fald indtil Louis vågnede. Til sidst blev det for meget. Så lavt som muligt puffede jeg dynen væk og rejste mig op. Jeg fik et chok da jeg så, at jeg havde fået t-shirt og nat shorts på. Mit blik flakkede over til Louis, der lå og trak vejret stille. Han havde ikke…? Nej, det var absurd. Jeg var sikker på, at jeg selv havde skiftet i nat.

Min hovedpine led mine tanker væk fra mit tøj, og gjorde mig opmærksom på, at jeg havde brug for en hovedpine pille med det samme. Jeg listede mig hen til døren og åbnede den forsigtigt. Med et sidste blik på Louis forsvandt jeg ud gennem den og lukkede den bag mig så stille som muligt. Der måtte være en pille i det her hus.

Jeg huskede ikke husket fra i nat. Det var en ren labyrint, jeg gik igennem. Et helt nyt sted, endnu uset af mine øjne, og aldrig før betrådt af mine fødder. Med usikre skridt gik jeg mod noget, jeg ville antage, var fjernsynet.

Inde i et rum med sofaer – som nok var stuen – sad en blond pige. Umiddelbart ville jeg sige, at det var Louis’ søster, men man kunne aldrig vide, og det bare var en ven af en søster. Hun må have hørt mig komme, for hun vendte sig om og kiggede på. Først overrasket, og så underligt. Jamen goddag til dig også, tænkte jeg sarkastisk.

Jeg prøvede med et lille smil.

’’Hej,’’ mumlede jeg og stillede mig i døren. Et smil gled over hendes kønne ansigt. Hun havde de samme blå øjne som Louis, formen på pigens var bare større. De var helt klart søskende. ’’Søster, ikke?’’ prøvede jeg nervøst.

’’Jo, hej,’’ sagde hun og vinkede mig ind. Langsomt gik jeg hen mod hende, hvor jeg satte mig akavet i en sofa.

’’Du er ikke Ella,’’ smilede hun og studerede mig et øjeblik. Jeg rystede på hovedet.

’’Jeg hedder Jenna,’’ sagde jeg og rakte hånden frem. Den rystede. Shit, hvor pinligt. Jeg var så fandens dårlig til det her. Nye mennesker og mig var som appelsinjuice med cola – ikke en god kombination. Mit blik flakkede rundt i stuen i håb om, at jeg måske ville synke ned i sofaen.

Pigen tog min hånd og grinede. ’’Hej Jenna, jeg hedder Lottie,’’ præsenterede hun sig selv. Fjernsynet kørte i baggrunden. Efter hvad jeg kunne høre – jeg har rimelig godt øre for tv-serier -, var hun i gang med at se et gammelt afsnit af Gossip Girl. Sikkert et jeg selv havde set en million gange.

’’Ehm, jeg er Ellas søster,’’ mumlede jeg og så på Lottie. Hun lignede en der, var noget yngre end jeg.  Hun slog en let latter op, hvilket fik min hovedpine til at træde frem igen. Jeg havde ikke glemt den, men høje lyde gjorde det værre.

’’Flot, Louis. Bare tag begge søstrene,’’ grinede hun. Jeg rynkede øjenbrynene.

’’Jeg tror du har fået en forkert opfattelse. Vi er ikke, og har ikke, været sammen på nogen måder,’’ forklarede jeg så overbevisende jeg kunne. Hun nikkede og undskyldte. Jeg trak på skuldrene, det ville jeg vel også gøre, hvis jeg var hende.

’’Har i en hovedpine pille?’’ spurgte jeg et par minutter efter. Endnu engang nikkede hun og rejste sig. Jeg skyndte mig at følge efter hende. Vi gik i tavshed ned gennem den gang, jeg var kommet af, og ind i et stort, lyst køkken. Hun gav tegn til, at jeg kunne sætte på en af de barstole, der stod ved en høj disk af en art.

Jeg til mens hun hentede pille og et glas, som hun fyldte med vand. ’’Tak,’’ mumlede jeg da hun lagde to piller foran mig og et glas vand.

’’Jeg tænkte, at du nok hellere måtte få to,’’ sagde hun venligt. Jeg nikkede taknemligt og slugte dem. I et øjeblik stirrede jeg frem for mig. Forsøgte at finde et eller, der var okay ved denne her situation. Det lykkedes ikke.

’’Så, hvad laver du så her? Var det ikke meningen, at Ella også skulle sove her?’’ spurgte hun nysgerrigt og satte sig ned foran mig.

’’Jo, men hun tog hjem,’’ smilede jeg træt.

’’Hvorfor tog du så ikke også hjem?’’ spurgte Lottie forundret.

’’Fordi hun sagde til mig, at jeg bare skulle tage med Louis hjem som vi aftalte. Desuden, så var jeg slet ikke klar til at forlade festen,’’ jeg smilede skævt. Hun grinede og nikkede ivrigt.

’’Du gå ikke til fest vel?’’ spurgte jeg en anelse bekymret.

’’Nej nej, selvfølgelig ikke,’’ forsikrede hun mig om. Jeg nikkede forstående.

’’Når du endelig skal, så lov mig at du starter langsomt op, og vender dig til alkohol. Ellers ender du som mig,’’ grinede jeg lavt.

Det var hyggeligt at snakke med Lottie. Alting var federe end at ligge og glo på et værelse med dundrende hovedpine. På et tidspunkt rykkede vi ind i stuen. Denne gang havde jeg fået en smule appetit, og sad med en skål Cornflakes i hånden. I baggrunden kørte et nyt afsnit af Gossip Girl. Vi havde bondet over forskellige serier, hvilket var helt cool.

Efter en time eller to kom Louis ind til os. Han så helt smadret ud, men det ville alle vel efter sådan en nat. Jeg var sikker på, at jeg selv lignede lort. Lottie var sikkert bare alt for venlig til at sige det. Fair nok, jeg ville heller ikke have nosser til at fortælle en person, jeg netop havde mødt, at den lignede lort. It was all good.

’’Hvor lang tid har du været oppe?’’ spurgte Louis og dumpede ned i en lænestol.

’’Et par timer, tror jeg,’’ svarede jeg fraværende. Der var stilhed i noget tid. Ikke en akavet stilhed, mere sådan en to-af-os-har-været-oppe-hele-natten-og-er-pisse-smadret-stilhed.

’’Få noget tøj på, så kører jeg dig hjem,’’ mumlede han og rejste fra stolen igen.

’’Jamen så hej, Jenna. Jeg håber vi ses igen,’’ sagde Lottie og trak mig ind i et hurtigt kram. Akavet gengældte jeg krammet, og kom så på benene. Jeg fulgte efter Louis tilbage ind på hans værelse, hvor jeg fandt nogen joggingbukser og en v-neck fra Victoria’s Secret frem fra tasken, jeg havde haft med fra Zayn.

Jeg greb hurtigt min tandbørste og hårbørste med mig, og gik så ud på badeværelset. Da jeg så mig selv i spejlet forventede jeg det værste, og ganske rigtigt. Jeg havde mascara rester under øjnene blandet med rester fra øjenskyggen. Desperat prøvede jeg at vaske det af med lidt toiletpapir og vand. Det lykkedes halvt, og jeg besluttede mig til sidst for, at jeg bare bedøvende ligeglad.

Søvnigheden kom igen så snart, jeg ikke længere var omringet af snak og glæde. Min hovedpine havde taget en smule af, men jeg havde det alligevel ad helvedes til. Sådan var det generelt med tømmermænd. Det var det bedste, jeg vidste. Næst efter græsk salat, selvfølgelig.

Det var et sværere arbejde at redde mit hår. Jeg havde tilsyneladende sovet rimelig uroligt i nat. Ud kom jeg at nattøjet, og hev min hvide t-shirt over hovedet. På ryggen var der vinger af falske diamanter, og på forsiden stod der ’Victoria’s Secret Angel’, også med falske diamanter. Jeg hev de grå joggingbukser fra Primark over nummeren og gik så ellers ud til Louis, der nu også havde skiftet til noget mere belejeligt tøj.

Som en tornado samlede jeg mine ting sammen og smed dem ned i tasken, hvorefter jeg fik mit uregerlige hår op i en høj hestehale. På vej ud råbte jeg farvel til Lottie. Det var en træt Jenna, der satte sig ind i den velkendte bil, hun havde tilbragt natten i, den aften. Love me some dramatic stuff.

Jeg sneg mig til at lukke øjnene lidt, mens vi kørte. Ikke fordi, nogen havde lyst til at sige noget, så det var slet ikke noget problem. Turen hjem tog omkring tyve minutter, og hvert minut vi kom tættere på, var et minut tættere på mentalt sammenbrud. Bare tanken om, at jeg havde bunkevis a tanker og ting, jeg skulle tænke igennem, var helt udholdelig.

’’Nu sagde Lottie ikke noget, der gjorde dig ubehageligt tilpas, vel?’’ spurgte han bekymret, uden at tage blikket fra vejen. Jeg trak på skuldrene. Hvorfor skulle hun det? Jeg tænkte nærmere over det.

’’Kun én ting,’’ mumlede jeg med lukkede øjne. Louis rykkede uroligt på sig i sædet, kunne jeg mærke. Hvorfor.

’’Hvad var det?’’ spurgte han. Jeg rystede på hovedet.

’’Det er lige meget,’’ svarede jeg bare, alt for træt til, at gide fortælle om det. Den måtte vi tage en anden dag.

Et spørgsmål poppede op i hovedet på mig. Hvorfor tog han sig overhovedet af det? Han kunne vel være ligeglad. Han havde Ella. Burde han ikke være mere bekymret for, om Lottie sagde noget ubehageligt til hende? Jeg rystede tanken af mig. Den måtte gå om bag i køen.

’’Hjemme,’’ halv-råbte jeg og lukkede forsigtigt døren. Jeg hørte skridt i gangen, og et øjeblik efter stod Ella med armene over kors. Hun så lettere tvær ud. Like I care.

’’Hvorfor er du først hjemme nu?’’ spurgte hun skarpt. Jeg kiggede på mit ur og blev overrasket over, hvor mange klokken alligevel var. Shit, man. Havde jeg virkelig sovet så længe? Ikke underligt at Louis gerne ville have mig hjem.

’’Fordi jeg vågnede, og så skulle jeg jo vente på, at Louis vågnede, så jeg kunne komme hjem,’’ svarede jeg og gik forbi hende. Med hurtigt skridt gik jeg mod mit værelse. Jeg kunne ikke komme i seng hurtigt nok.

’’Og du kunne ikke tage hjem selv?’’ spurgte hun strengt. Jeg trak på skuldrene. ’’Jo, jeg gad bare ikke. Jeg minder dig lige kort om, at det altså ikke var dig der oppe hele natten, syg af bekymring for din søster, mens du kørte rundt i London,’’ svarede jeg flabet. Jeg orkede ikke hendes pis lige nu. Det ville du heller ikke, hvis du var mig.

’’Hmpf,’’ udstødte hun og gik ud af mit værelse.

’’Jaja,’’ mumlede jeg opgivende og kravlede under tæppet. Lige nu skulle der soves. Måske jeg skulle tisse først? Det havde jeg egentlig ikke gjort hele dagen. At tisse lød som en god idé. Jeg kæmpede mig op af den ellers så behagelige seng, og gik ud på gangen og direkte ind på badeværelset.

Derefter smuttede jeg direkte tilbage i seng. For mindre end ti minutter siden havde klokken vist kvart over syv, så det var et godt tidspunkt at gå i seng, hvis jeg ikke ville for sent op i morgen. Bare tanken om i morgen gjorde mig træt. Det var søndag, og derfor sidste chance for at have en ordentlig weekend dag. Desuden var søndag den eneste dag, hvor min mor havde fri. Vi havde altid lækker morgenmad om søndagen.

Med tanken på lækker søndagsmorgenmad lukkede jeg øjnene i. Jeg begyndte at tælle får, sådan som jeg altid gør, inden jeg sover.

**

’’Søde?’’ min mors stemme vækkede mig fra min ellers så gode søvn. ’’Jenna?’’ prøvede hun igen. Denne gang rullede jeg rundt, så jeg vendte ansigtet mod hende. I hænderne havde hun en lille bakke med brød, the og æg. Morgenmad, yum!

’’Hej,’’ sagde jeg hæst. Morgenstemme, knap så yum. Hun smilede et glædeligt smil til mig. ’’Hvad sker der med morgenmad på sengen?’’ spurgte jeg forvirret og gned mig i øjnene. Det var en dårlig idé, eftersom jeg altid fik ondt i øjnene af det, men det var den eneste måde, jeg kunne vågne ordentligt op på.

’’Jeg tænkte bare, at du er så træt, siden du jo har været ude hele natten i går,’’ smilede hun. Jeg nikkede taknemligt. Sød tanke. Det er noget af det, jeg elsker ved min mor. Uanset hvad hun har gang i, ser hun altid til, at man har det godt.

Har jeg været ude hele natten? Så laver hun morgenmad til mig, eller lader mig ligge i sengen hele dagen. Har jeg stor opgave jeg skal skrive til skolen? Så frigøre hun mig fra alle huslige pligter, som jeg ellers skulle have udført. Er jeg stresset? Så sørger hun for, at alting er klart til mig. Hun er seriøst den bedste mor.

’’Tak mor, bare sæt den på natbordet,’’ mumlede jeg og lukkede mine øjne igen. Hvis der var noget jeg elskede, så var det at vågne, bare for at lukke øjnene i igen.

’’Jenna!’’ lød Ellas stemme faretruende tæt på. Jeg åbnede mine øjne utilfredst. Hvad var hendes problem?

’’Hvordan gik det med Niall?’’ spurgte hun smilende og lod sig dumpe ned i fodenden af min seng. Jeg hev mig op på albuerne og missede med øjnene mod det sollys, der havde sneget sig ind på mit værelse.

’’Hvad mener du?’’ spurgte jeg forvirret. Morgener var ikke min ting.

’’Til festen, selvfølgelig! Du sad med ham, da jeg kom hen til dig,’’ forklarede hun ivrigt.

’’Gjorde jeg det?’’ spurgte jeg, endnu mere forvirret end før. Jeg kunne absolut ikke huske noget som helst om, at jeg havde siddet sammen med Niall på noget som helst tidspunkt.

Ella så ærgerligt på mig. Hvad havde hun forventet? En hed historie om, hvordan han kyssede? Selvom det lige skal siges, at jeg aldrig har kysset med ham. På den anden side… Jeg vidste ikke, hvad fanden jeg havde lavet til den fest. Så i princippet, kunne jeg sagtens have givet ham et snav eller to.

Snav. Hvad fanden er det egentlig for et ord?

Wake Me Up - Avicii

________________________________________________________________________

Klokken er 02:14 i dette øjeblik. Jeg har skrevet som en gal siden klokken ti, for at få det her færdigt til jer. Men jeg gør det glædeligt! Elsker at skrive på den her historie, og jeg håber, at I nyder at læse den xx Undskyld for fejl (retter dem på et senere tidspunkt), som sagt er klokken mange, og jeg er ved at dø af træthed. Jeg er Jenna i øjeblikket. Sov godt x
 

Hvad synes I om Ella og hendes forklaring?

Jenna og hendes hukommelse?

Lottie?

Like endelig og kommentér gerne! 

Elisa. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...