My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
12562Visninger
AA

5. Kayla | Drunk


Jeg skubbede mig endnu engang igennem dobbeltdørene, der førte ind til Tonys restaurant. Ligesom dagen før, sad de fleste andre allerede samlet omkring det sædvanlige bord. Den eneste der manglede, var Chris.

Med det samme de andre lagde mærke til mig, kiggede de op og smilede hver i sær til mig. Penny, der var i færd med at lægge en rød neglelak på sine korte negle, gjorde sig færdig og lukkede den lille bøtte. Jeg kunne tydeligt fornemme den stærke lugt af neglelakken, da jeg bevægede mig hen til bordet og trak en stol ud.

Marco sad med en lille bordtennisbold og lod den falde ned på bordet, hvorefter den hoppede tilbage op i hans hånd. Han stoppede et kort sekund for at hilse på mig, men lod den derefter falde ned i bordpladen igen.

Lidt længere væk stod Lee. Han lænede sig op af en af de mange pæle, der støttede loftet i den lille restaurant. Lee var en af de bedste koreografer i The Mob. Det var som regel ham, der havde ansvaret for det meste af dansen, men selvfølgelig kom vi alle med detaljer og trin, vi gerne ville have med. Han var bare ligesom overhovedet, fordi han var så dygtigt og kreativ.

Han svingede sine lange, mørke dreadlocks om på ryggen og bevægede sig over mod os. Han bar et par tunge, løse bukser og en tanktop, der blottede hans lange arme. På hovedet havde han en rød bandana. Det var hans varemærke, for han viste sig aldrig uden bandana. ”Er vi samlet?” spurgte han med sin behagelig accent, jeg egentlig ikke vidste, hvor stammede fra. Han havde bare altid talt lidt anderledes end os andre.

Marco rystede på hovedet. ”Vi mangler Chris, han er sendt på den igen.” Marco slog utålmodigt hånden ned i bordpladen. ”Han kommer altid for sent,” beklagede han sig.

”Giv ham nu lidt tid,” indskød Penny, som den overbeskyttende elsker hun var. ”Den er kun ti minutter over et.”

”Præcis – det er ti minutter for meget. Han skulle være kommet nu!” Marco rejste sig irriteret op, idet dørene igen gik op, og Chris kom hastende ind med sin computer under armen.

”Beklager, guys!” Han stillede computeren og smed sin jakke fra sig på ryggen af stolen. ”Jeg er her nu!”

Marco lagde armene over kors. ”Det var så sandelig også på tide.”

”Men nu er jeg her,” sagde Chris og kiggede småfornærmet op på Marco. ”Så lad os komme i gang, ikke?”

”Jo.” Marco satte sig ned på ryglænet af sin stol, i stedet for sædet, og tog styringen. ”Nogle idéer?”

Penny rakte energisk hånden op. ”Hvad med en zoologisk have?” foreslog hun og hoppede nærmest op og ned på stolen. ”Jeg kender en, der ikke ligger ret langt væk fra, hvor jeg bor. Vi kunne lave en eksotisk jungledans!”

”Og hvordan har du tænkt dig, at det skal være noget specielt? Vil du danse med girafferne, eller hvad?”

Penny sank en lille smule sammen og rynkede panden. ”Nej, det lyder farligt. Men pingvinerne kunne da være meget søde? Eller pandaerne!”

”Pandaer er truede, vi skulle nødigt stresse dem til døde,” indskød jeg bedrevidende og slog Pennys håbløse idé til side. ”Det duer ikke.”

”Hvad med et hospital?” Jeg sendte Chris det samme blik, jeg lige havde sendt Penny.

”Det er jo samme princip, ikke? Jeg er ikke sikker på, alle de indlagte vil overleve et besøg af os. Og vi skulle nødigt være skyld i at forhindre folk i at blive tilset og alt det der.” Jeg hævede et øjenbryn af hans dumhed. ”Tænk dog lige lidt realistisk her!”

”Parken kan altid bruges.” Det var Marco, der kom med et bud.

Jeg rynkede utilfredst på næsen, og det lod til, at Lee delte mine meninger, for han blandede sig pludselig. ”Det er for kedeligt. Vi kommer direkte fra en spolering af en parfumelancering, og så var det oven i købet et af nutidens største boybands. Vi bliver nødt til at tænke større.”

”Lige mine ord,” stemte jeg i.

Marco vendte sig køligt om mod Lee og slog ud med hånden. ”Så hvad foreslår du?”

Et smil bredte sig i Lees ansigt. ”London Eye,” sagde han med en form for stolthed i stemmen. ”Vi angriber London Eye.”

 

Jeg sparkede ud, hoppede og gled ned på gulvet, hvor jeg drejede en enkelt gang rundt og derefter lå helt stille med hjertet bankende helt oppe i halsen. Min vejrtrækning var hurtig, og sveden havde sat sine spor i mit ansigt. Mine kinder var varme og en smule røde, mens sveden havde gennemblødt min hårgrænse. Jeg satte mig op og hev lidt ud i min tynde t-shirt, så jeg fik lidt luft ind under.

Træningen havde været hård i dag, og da alle de andre gik hjem, var jeg blevet tilbage for at danse lidt for mig selv. Min krop var efterhånden godt og grundigt smadret.

Jeg kom med en smule besvær på benene og bevægede mig hen til væggen, hvor min vandflaske ventede på mig. Jeg havde kun taget en enkelt slurk, da jeg hørte døren til lokalet blive åbnet.

Jeg vendte mig om med vand i munden, men sank det hurtigt, da jeg så, hvem det var. ”Robert?” sagde jeg overrasket og bevægede mig over mod ham. ”Hvad laver du her?”

Han trak på skuldrene. ”Må jeg nu ikke have lov til at komme og se min smukke kæreste danse?” Han smilede. ”Jeg har mad med.” Ganske rigtigt havde han i hånden en hvide pose med take away.

”Hvad er det?” spurgte jeg forventningsfuldt. ”Kinesisk?”

”Selvfølgelig,” svarede han og stillede det på et lille bord, der befandt sig tæt ved døren. ”Som du bedst kan lide det.”

”Hvor er du sød,” sagde jeg med et smil og skyndte mig hen til ham. ”Jeg er faktisk også skrupsulten.” Jeg satte mig op på bordet og begyndte hurtigt at pakke maden ud. Jeg åbnede en boks med nudler og lidt efter fandt jeg forårsruller. Jeg tog en rulle med fingrene og proppede den i munden.

Vi spiste lidt i stilhed, men så gjorde jeg en ende på den. ”Du plejer da ellers aldrig og komme her?” sagde jeg og kiggede kort op på Robert.

Han kiggede rundt i rummet. ”Det var også det, jeg tænkte. Du bruger jo al din tid her, så det er vist meget rimeligt, jeg kommer forbi et par gange. Du har vel ikke noget imod det?”

Jeg rystede på hovedet. ”Overhovedet ikke,” sagde jeg med mad i munden. ”Så længe du har mad med.”

 

”Er du klar?” Robert låste sin mobil og lagde en hånd på mit bare knæ.

”Selvfølgelig, det her skal jo fejres.”

Jeg åbnede døren til den lille taxi og steg ud i den kolde aftenluft. Mørket var allerede så småt begyndt at lægge sig, men Tonys restaurant var godt oplyst. Jeg glattede nænsomt min kjole ud og sikrede mig, at mit hår stadig sad, som det skulle. I aftenens anledning havde jeg taget en kort og stram kjole på, som dog ikke afslørede for meget.

Tony havde en tradition om, at hver gang et angreb var afsluttet og endt i succes, holdt han fest. Han sørgede simpelthen for drikkevarer og lagde selv lokale til de vilde optøjer. Festerne plejede at blive ret vilde, og jeg havde også taget en lur på sofaen, inden jeg tog af sted, så jeg var ladet op igen efter træningen.

Da vi trådte ind af dørene, kørte musikken allerede for fulde drøn, og massevis af de velkendte dansere fyrede deres trin af på dansegulvet. Jeg smilede af synet. En ting var at se en flok fulde unge danse på en natklub, noget helt andet var et se professionelle, fulde dansere fyre den af sammen. Det var et vidunderligt syn.

Varmen slog mig i møde som en usynlig mur, og jeg krængede med det samme min jakke af. Den behøvede jeg nok ikke mere i aften.

Jeg mærkede Robert slække taget om min talje, da han langsomt slap mig. ”Jeg går herover,” halvt mimede han på grund af den høje musik. Jeg nikkede hurtigt for at vise, at det var okay med mig.

Da Robert var væk, stillede jeg mig på tæer for at kigge rundt i lokalet. Jeg ledte efter Pennys stramme frisure, men hun var ikke lige umiddelbart at se. Dog fandt jeg Chris, og ham plejede Penny som regel at være i nærheden af.

Jeg skyndte mig igennem mængden og over til baren, hvor jeg satte mig ved ham. ”Hej, Kayla.” Chris smilede venligt, og jeg kunne konstatere, at han ikke var helt væk endnu, Han plejede som regel heller ikke at drikke så meget. ”Du kommer sent,” konstaterede han.

Jeg nikkede. ”Tiden løb fra os.”

”Så Robert er her også? Hvad har du gjort af ham?”

Jeg trak på skuldrene og bad bartenderen om en drink. ”Han fandt vist nogle bekendte, han skulle snakke med.” Jeg tog en tår af mit glas. ”Har du set Penny?”

”Har jeg set hende? Ja. Ved jeg, hvor hun er? Nej. Hun løber forvildet rundt som en eller anden høne. Jeg tror, hun har fået for meget at drikke. For lidt siden fortalte hun mig, at jeg havde sexede ører.”

Jeg gryntede fornøjet og var ved at få alkoholen galt i halsen. ”Sagde hun det? Hun må være langt væk!”

”Det håber jeg,” sagde Chris med en rynke i panden. ”Der er aldrig nogen, der har refereret til mine ører som sexede.”

”Det tror jeg på,” bekendtgjorde jeg og mærkede pludselig noget støde ind i mig bagfra. Jeg kiggede mig over skulderen, og minsandten om det ikke var Penny, der var kommet forbi.

”Kayla!” råbte hun højt og kastede sig om halsen på mig. ”Du lugter godt,” sagde hun, da hun endelig slap mig. Jeg hævede det ene øjenbryn.

”Og du lugter af alkohol,” gav jeg igen.

”Årh,” sagde hun og slog det hen med den ene hånd, ”jeg har bare fået et par glas. Det er ingenting.”

Mit blik flakkede hen over hendes skulder, hvor Chris holdte sine fingre i vejret. ”Fem,” mimede han lydløst, så jeg brød ud i et grin. Det var tydeligt, at Penny havde fået alt for meget at drikke allerede. ”Sætter du dig ikke ned?” spurgte jeg hende. Hun tøvede lidt, men satte sig så en smule modvilligt ned.

”Jeg har bare alt for meget energi til at sidde stille,” fortalte hun mig og hoppede lidt på stolen.

Jeg rystede på hovedet af hende og løftede mit glas op til læberne. ”Du kan da i det mindste holde mig lidt ved selskab,” sagde jeg.

”Okaaay,” sukkede hun tungt og flettede fingre med sig selv. Så vendte hun sig energisk over mod Chris, som sad på hendes anden side. ”Du Chris,” sagde hun og strøg en tot at det korte hår væk fra ansigtet. Hun var helt svedig. ”Jeg synes, du er lækker, og jeg har altid gerne ville-”

Jeg kvalte resten af hendes sætning ved at lægge hånden over hendes mund. Hun mumlede og prøvede febrilsk at fjerne mine fingre, men jeg tog dem ikke væk, før jeg havde ført hende lidt væk fra Chris.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte hun irriteret og slog voldsomt ud med armene. ”Jeg skulle jo lige til at fortælle ham, hvor hot han er!”

”Præcis,” sagde jeg og trak hende ud på dansegulvet. ”Og det havde du overhovede ikke gjort, hvis du var ædru. Jeg har lige redet dig fra at ydmyge dig selv.”

”Jeg er ikke beruset,” snøvlede Penny småfornærmet og bevægede sig en smule til musikken. ”Ikke ret meget i hvert fald.”

Jeg rystede på hovedet af hende, for det var tydeligt, at hun ikke vidste, hvad hun talte om. Men sådan havde Penny altid været. Hun ville aldrig indse, at hun var beruset, så på den måde, var hun faktisk ret farlig at have med i byen.

Jeg lod mit blik glide væk fra den dansende Penny. Lokalet var kun svagt belyst, men det var muligt at skimte personer ud fra deres skikkelser. Mine øjne gled hen over de mange små borde, der stadig var sat op i restauranten, og pludselig genkendte jeg en person. Det kunne umuligt være andre end Robert. Jeg kunne genkende ham på hans næse og specielle holdning. Jeg trådte et skridt væk fra Penny, for at gå over til Robert, da en anden skikkelse fangede mit blik. Overfor ham sad en pige, med langt hår og høje hæle. Jeg stivnede, da jeg så på deres ben. Hun havde strakt sine ben så langt ud, at hun kunne nå Roberts. Hun strøg dem langsomt op og ned, kærtegnede ham med sine fødder.

Jeg kneb vredt øjnene sammen.

Robert sad der bare, med et stort smil spillende om læberne. Han gjorde ingenting for at stoppe hende.

”Jeg bliver lige nødt til at gå, Penny,” mumlede jeg hurtigt og forsvandt ind i mængden. Jeg styrede helt ubevidst hen mod baren, hvor jeg ikke længere kunne finde Chris, men det passede mig også fint. Jeg havde bare lyst til at være lidt alene.

Jeg bestilte et glas og hang sløvt ind over bordet, da det gik op for mig, at der sad en bekendt ved siden af mig. ”Louisa?” sagde jeg forundret. Og det var ganske rigtigt Louisa.

Da hun vendte ansigtet over mod mig, genkendte jeg hendes bløde læber, lange hage og brede næse. Jeg havde aldrig rigtigt talt personligt med Louisa. Vi havde bare øvet en masse sammen inden angrebet på One Directions parfume, da hun også havde været en af de dansere, der gik op på podiet.

”Jeg har tænkt på noget,” sagde hun pludselig med en sløv og snøvlet stemme, så jeg ikke var et sekund i tvivl om, at hun havde drukket – meget endda. ”Hvorfor er livet så uretfærdigt? Kan man ikke få lov til selv at bestemme, hvad man vil med sit liv?”

”Øh,” sagde jeg og tøvede. Det spørgsmål havde jeg ikke regnet med at få.

Da Louisa ikke sagde mere, forsøgte jeg i stedet at starte på et nyt emne. ”Du gjorde det godt i det sidste angreb,” roste jeg hende. ”One Direction kommer aldrig til at glemme os.”

Det overraskede mig at høre hende fnyse højt. ”De narrøve,” mumlede hun. ”De er en flok narrøve hele bundet!”

Jeg kiggede mærkeligt på hende. I den tid vi havde øvet sammen, havde jeg aldrig hørt hende tale på den måde. Hun havde altid været den søde pige, der holdt styr på alting og aldrig mistede fatningen. Hun måtte være virkelig langt nede.

”Hvorfor tror du det?” spurgte jeg hende.

”Det er noget, jeg ved,” svarede hun med en dyster stemme. ”Jeg ved mere om One Direction, end du tror.”

”Hvad ved du da?”

”Jeg ved, at Liam Payne aldrig har sunget på deres andet album. Han har ikke sunget en eneste tone, fordi hans stemme var helt smadret. Men de kunne ikke fortælle hele verden, hvad der var sket, så derfor fik de en til at synge for ham og ændrede det lidt i studiet, så det lød akkurat som ham. De ville miste tusindvis af fans, hvis verden fik at vide, at Liam Payne ikke længere kan synge.”

Min åbnede sig med et overrasket plop. ”Men Louisa,” sagde jeg og prøvede at tage mig lidt sammen, ”hvordan kan du være sikker på det der? Det ville jo ruinere deres karriere, hvis det slap ud. Og hvor har du overhovedet opsnappet det? Det ville hvem som helst ikke vide.”

”Jeg er heller ikke hvem som helst,” svarede Louisa hårdt og bankede sit tomme glas ned i bordpladen, hvorefter hun forsvandt ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...