My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

148Likes
102Kommentarer
12824Visninger
AA

8. Kayla | Detective work


 ”Penny!” kaldte jeg og lagde den avis, jeg havde siddet med i hånden fra mig. Jeg sad alene om det lille, runde bord i Tonys restaurant, mens de andre rendte rundt alle mulige andre steder i bygningen. Pennys hoved dukkede op bag bardisken, hvor hun havde været i færd med at tørre Tonys hylder af.

”Ja? Hvad er der?”

”Kom lige herover.”

”Jamen jeg er lige ved at gøre rent.”

Jeg sukkede. ”Hylderne kan vente, du får jo ikke penge for det alligevel.”

Penny tænkte sig om. ”Nej, det er rigtigt. Hvad er det så?” Hun havde bevæget sig over ved siden af mig og kiggede med over min skulder. Jeg foldede avisen op igen på den side, der havde interesseret mig.

”Burhøns kræver mere plads?” Penny kiggede mærkeligt på mig.

”Nej, Penny,” stønnede jeg og pegede tydeligt den artikel ud, jeg ville have hende til at se. Under overskriften var et billede af London Eye, og hvis jeg ikke tog meget fejl, dansede jeg selv rundt i en af kuplerne. ”Læs det her.”

Hun kørte noget af sit lyse hår om bag øret og lænede sig forover for at læse. Jeg ventede tålmodigt på, at hun blev færdig. Penny havde altid været en langsom læser. Så rettede hun sig op og kiggede på mig med sammenknebne øjne. ”Det er det sidste, ikke?”

Jeg nikkede. ”Jo, lyder det ikke mærkeligt?”

I det samme kom Chris ind i rummet, og Penny kiggede hurtigt hen på ham, hvorefter hun så væk med røde kinder. ”Hvad laver i?” spurgte han.

Jeg smed avisartiklen hen til ham. ”Det er bare noget om vores angreb, men til sidst står der, at Harry Styles overfaldt en af danserne, der var på vej væk. Ved du, hvem det var?”

”Harry Styles ...” mumlede han eftertænksomt. ”Det var da ham, du stiftede bekendtskab med ved vores forrige angreb, var det ikke?” Han grinede af mig.

Jeg rullede med øjnene og kastede min lange hestehale om på ryggen. ”Jo,” svarede jeg. ”Det var ham, jeg dansede op af.”

Chris trak en stol ud og satte sig ned. Han havde selvfølgelig sin elskede og faste computer under armen, og den stillede han ved siden af sig på bordet. ”Står der ikke, hvem det var?”

”Nej,” svarede Penny hurtigt og satte sig ned overfor ham. ”Journalisten har jo nok ikke ligefrem kunnet få en udtalelse fra Harry Styles. Men hvad vil han os?”

”Godt spørgsmål,” mumlede Chris helt udvidende om, at det frembragte en let rødmen i Pennys kinder. Hun kiggede hurtigt ned på sine negle. ”Hvorfor vil verdenskendte Harry Styles banke en af os?”

En kort stilhed bredte sig mellem os, da vi alle tre tænkte over svaret. Selv havde jeg ikke noget realistisk bud. Dog synes jeg, det var en smule ubehageligt, at han forsøgte at komme i kontakt med os på den måde. Var det på grund af det med deres parfumelancering? Var det hans hævn? Da ingen af os sagde noget, besluttede jeg at bryde stilheden.

”Men han var en af os, ikke? Så burde vi kunne finde ham. Måske kan han svare på vores spørgsmål?”

Chris nikkede. ”Men hvordan skal vi finde ham? Der er hundredvis af os!”

Jeg smilede. ”Det kan være din opgave, Chris. Gå ud og find ham til os!”

”Og hvordan skal jeg gøre det?” spurgte han skeptisk og lagde armene over kors. Ud af øjenkrogen så jeg Penny kigge beundrende på ham. Jeg havde lyst til at slå hende, men lod være.

”Det ved jeg ikke – brug dine detektivevner eller sådan noget!”

Chris kiggede længe og afventende på mig, men til sidst overgav han sig og rejste sig op. ”Okay,” sagde han, ”jeg går ud og leder efter ham. Jeg ringer, hvis jeg finder ud af noget.”

 

Jeg sad og dinglede let med benene ud over kanten på køkkenbordet, mens Penny sad overfor mig ved det lille spisebord, jeg engang havde købt på et loppemarked. Mange af møblerne i min og Roberts lejelighed var genbrug, da jeg bedst kunne lide det sådan. Jeg havde ikke lyst til at bruge alt for mange penge på noget, jeg alligevel blev træt af efter et par måneder. For sådan var jeg. Jeg havde min månedlige rundtur i huset, hvor jeg rykkede rundt på alle nipstingene og fandt nye pladser til møblerne. På den måde fandt man hurtigt ud af, hvilket stykke der havde det bedst hvor. For eksempel skulle sofaen ikke stå tæt ved døren – det fungerede bare ikke.

Mellem hænderne havde Penny en kop te, mens jeg selv bare sad med et glas juice. På bordet stod en dåse med småkager, jeg havde fået at min bedstemor sidste jul. Godt nok var det julesmåkager, men de smagte godt, så hvorfor ikke bare spise dem alligevel. Og desuden var det snart jul.

”Det er lidt skræmmende at tænke på, synes du ikke?” Penny kiggede op fra sit krus og suttede sine fingre af for kagekrummer. ”Det kunne have været en af os, han havde banket.”

Jeg rystede på hovedet og en rynke dukkede op i min pande. ”Harry Styles slår ikke på piger,” sagde jeg selvsikkert.

Penny trak overgivende på skuldrene. ”Hvis du siger det. Det er jo dig, der kender ham bedst.”

”Hvad mener du?” Jeg hoppede ned fra køkkenbordet, greb to småkager fra dåsen og kravlede tilbage på den varme plet, hvor jeg havde siddet.

”Det som jeg sagde.”

Jeg kiggede undrende på hende. ”Jeg kender ham jo ikke,” forsvarede jeg mig. ”Jeg dansede op af ham én gang. Det betyder ikke, at jeg kender ham.”

”Du er alligevel den af os, der kender ham bedst,” fastholdt Penny. ”Slut.”

Et smil dukkede op på mine læber, og jeg hoppede ned igen for at sætte mig ved bordet i stedet. Mit glas var tomt, men Pennys dampede stadig, og hun var ikke engang halvt færdig.

”Hvordan går det forresten med dig og Chris?”

Pennys ansigt ændrede sig på få sekunder, og jeg måtte bide mig i læben for ikke at bryde ud i latter. Det var virkelig hendes svage punkt.

”Det er overhovedet ikke sjovt!” udbrød hun, da hun så mit ansigt. ”Han lægger overhovedet ikke mærke til mig!”

Jeg smilede stort og lænede mig tilbage i stolen, så den vippede op på to ben. Robert hadede, når jeg gjorde det. Han sagde, han var bange for, at jeg tippede hele vejen bagover og slog hovedet, men jeg mistænkte ham nu bare for at bekymre sig om stolene og gulvet. Så længe jeg ikke ridsede gulvet eller brækkede stolene, var han glad. ”Åh jo, han lægger mærke til dig. Hver gang du rødmer, kan han ikke undgå det!”

”Gud, hvor er du irriterende,” mumlede hun forfjamsket og rejse sig op. ”Jeg går nu!”

Jeg vendte mig smilende mod hende, da hun hurtigt trak sine sko og jakke på. Hun sagde hverken farvel eller vinkede, men jeg vidste, at hun bare var en smule fornærmet. Det var typisk hende. Jeg ville råbe farvel efter hende, men da hun hev døren op, stod der allerede en på den anden side. Hun trådte forskrækket tilbage og kiggede op.

”Robert!” udbrød jeg og rejste mig op fra stolen. ”Er du allerede hjemme?”

Han løftede hovedet og sendte mig et hurtigt blik. ”Der var ikke så meget arbejde i dag – må jeg komme forbi?” tilføjede han med en irriteret undertone til Penny, der stadig stod og gloede på ham.

Hun trådte hurtigt til side og lod ham komme forbi. ”Undskyld … ” mumlede hun lavt. Robert smed sin taske i gangen, sparkede skoene af og skred direkte ind i soveværelset, hvor han smækkede døren efter sig. Ikke en eneste gang havde han mødt mit blik.

”Nå,” sagde jeg lavmælt, da han var forsvundet. ”Han var da meget sød.”

”Kayla,” sagde Penny med store øjne ovre ved døren, ”jeg fatter dig virkelig ikke. Hvordan kan du bo sammen med ham der? Han er jo direkte … skræmmende!”

”Synes du, Robert er skræmmende?” grinede jeg og løftede et øjenbryn. Men inderst inde forstod jeg hende faktisk godt, for Robert var skræmmende. Det havde han altid været.

Penny rystede på hovedet og tog endnu engang fat i døren. ”Jeg går altså nu, Kayla.”

”Vent!” Noget vibrerede i min lomme. Jeg fik hurtigt hevet min mobil op og lagde den op til øret.

”Hallo?” sagde jeg.

”Kayla, jeg har fundet ham drengen, der blev gennemtævet af Harry Styles. Kom ned på restauranten nu!”

Og så lagde han på.

Jeg lagde mobilen fra mig og kiggede op på Penny, der stod afventende med den ene fod ude af døren.

”Vent på mig,” sagde jeg, ”jeg går med. Det var Chris – han har fundet drengen.”

 

Han var yngre, end jeg havde regnet med. Mindst et eller to år yngre end mig ville jeg skyde på. Han havde mørkt, halvlangt hår, og jeg genkendte ham ikke fra træning. Han havde mørke øjne, omkranset af lige så mørke øjenvipper. Han var egentlig ret køn, men det var svært at se, for hans ansigt var ret slemt tilredt. Han havde skrammer mange steder, og også et blåt øje skærmede for hans ynde.

Chris havde anbragt ham i den stol, jeg havde siddet i tidligere i dag, og vi stod alle tre og betragtede ham. Han sad med sin mobil og havde øjnene dybt begravet i den, hvilket jeg godt forstod. Vi overgloede ham for groft.

”Som jeg fortalte dig, vil vi gerne spørge ind til det, der skete efter angrebet på London Eye.” Chris førte ordet, eftersom han var den, der havde fundet ham og overtalt ham til at tage med. Jeg havde endnu ikke spurgt ham, hvordan han egentlig havde fundet ham.

Drengen lagde mobilen fra sig og kiggede op. ”Fyr løs.”

Chris holdt inde og skævede over til mig. Jeg tog det som et tegn og stillede det første spørgsmål. ”Hvad skete der?” spurgte jeg. ”Du provokerede ham ikke eller sådan noget, vel?”

Han rystede på hovedet, så det sorte hår faldt ind foran hans ansigt. ”Nej,” sagde han. ”Jeg var på vej væk, da der pludselig var en, der sprang på mig bagfra. Han væltede mig omkuld og råbte af mig, mens han slog mig i ansigtet, hver gang jeg forsøgte at svare ham. Så kom nogen, jeg går ud fra var hans venner, og fik ham til at slappe af. Mere skete der egentlig ikke.”

”Sagde han noget til dig?” Da drengen nikkede, spurgte jeg igen. ”Hvad?”

Han tænkte sig lidt om, lod sit blik flakke rundt i lokalet. ”Først spurgte han, hvor vi holdt til … ” Han tænkte sig om igen. ”Og så spurgte han, hvor hun var. Jeg ved ikke, hvem han talte om. Han virkede helt ude af den.”

”En pige,” mumlede Chris og begyndte at gå langsomt frem og tilbage. ”Søgte han en pige?”

Den mørkhårede dreng nikkede endnu engang og kiggede utålmodigt ned på sin mobil. ”Må jeg gå nu? Der er sådan set ikke mere at fortælle, og jeg har noget, jeg skal nå.”

”Selvfølgelig,” svarede jeg ham hurtigt.

Da han var forsvundet ud gennem dørene til restauranten, satte jeg mig ned på den plads, han havde efterladt. ”Hvem leder han efter?” spurgte jeg håbløst.

”Vi ved det ikke bedre end dig, Kayla.” Det var Penny, der for første gang sagde noget. ”Vi ved det ikke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...