My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11806Visninger
AA

10. Kayla | Bruises


Den eneste lyd, der hørtes, var vores vejtrækninger. Lyset var slukket, så rummet var bælgmørkt, da gardinerne også var rullede for. Jeg lod endnu engang mine læber ramme Roberts, da han trak mig hen til sig i sengen med en voldsom og hungrende bevægelse. Jeg smilede under kysset og vred mig lidt, så jeg kom til at sidde overskrævs på ham. Han knurrede veltilpas og vendte mig rundt, så jeg lå nederst, og han sad oven på mig.

Sådan lå vi i lange tid og nød følelsen af hinandens læber, indtil Robert blev utålmodig og besluttede at tage det til det næste level.

Hans fingre fandt ned til kanten af min hvide trøje, som næsten var gennemsigtigt i forvejen. Det var også alene af den grund, at vi var endt her i første omgang. I et hurtigt tag hev han den over hovedet på mig og lod så igen sine læber finde mine. Jeg bed ham i læben, da jeg vidste, det var en ting, han syntes godt om, og viklede mine ben rundt om ham, så vi var uadskillelige et øjeblik.

Mine fingre famlede rundt ved hans bæltespænde, for jeg kunne intet se i mørket. Med en utålmodig bevægelse åbnede han det selv, men i det øjeblik, jeg lod mine læber skille fra hans for selv at trække af mine egne bukser, lød der en gennemtrængende lyd i hele værelset.

Jeg sukkede dybt og gjorde mig fri af Robert, som lod sig falde om på siden med lige så dybt et suk. Jeg rakte ud efter min mobiltelefon, som lå på natbordet og lyste det meste af rummet op. Jeg fandt hurtigt den rette knap og lagde den lille genstand op til øret.

”Ja?” sagde jeg irriteret. ”Jeg håber det er vigtigt!”

En skrattende lyd lød i den anden ende, og så tonede Lees stemme frem. ”Det er det sjovt nok også, Kayla. Du bliver nødt til at komme ned til restauranten. Der er en, der skal tale med dig.”

Jeg pressede læberne sammen. ”Jeg har ikke tid til at tale med nogen lige nu. Det kan vente til i morgen.”

”Nej Kayla, du skal komme – lige nu.”

”Hvem er det, der er så vigtig?” spurgte jeg forundret og pustede noget løst hår væk fra ansigtet. Robert var virkelig ivrig, når han først kom i gang, og det her havde ikke været en undtagelse.

”Harry Styles.”

Jeg gispede og satte mig helt op i sengen. ”Harry Styles? Har han fundet os? Fortalte ham drengen, han tævede, alligevel hvor vi skjulte os?”

”Nej, han var bare mere effektiv, end vi troede. Kom nu herned, Kayla, så fortæller jeg dig det hele!”

Så lagde han på, og en velkendt biptone overtog hans stemme. Jeg låste mobilen og lagde den ned i lommen, mens jeg rejste mig op fra sengen og i en fart fik min trøje på igen. ”Jeg bliver nødt til at tage ned til restauranten,” fortalte jeg Robert, der lå med lukkede øjne i sengen og faldt ned ovenpå vores heftige kæleri - eller også var han irriteret over, at vi var blevet afbrudt, det vidste jeg ikke.

Han slog øjnene op sukkede. ”Jeg tager med dig.”

 

”Langt om længe,” udbrød Marco, da jeg trådte ind af dørene til hans fars restaurant. Ved siden af ham stod Lee med armene over kors og et utålmodigt ansigtsudtryk. ”Det var du længe om.”

”Jeg kom, så hurtigt jeg kunne,” forsvarede jeg mig og smed min jakke fra mig på en stol. ”Hvordan fandt han os?”

”Han fulgte efter Louisa, da hun skulle til træning,” sagde Lee og nikkede over mod træningsrummet, hvor Louisa højst sandsynligt befandt sig inde.

”Louisa?” Mine tanker flakkede tilbage til festen, hvor jeg havde haft en kort samtale med hende. Hun havde sagt, at hun ikke var hvem som helst.

”Men det er dig, han vil tale med,” indskød Marco og pegede på en dør, jeg vidste, førte ind til et lille lokale med træningsmaskiner og yogamåtter. ”Du må hellere gå derind, han venter på dig.”

Jeg vendte mig om mod Robert, der stod bag mig med et stramt udtryk i ansigtet. Han mødte mit blik og trådte et skridt frem. ”Jeg går med derind,” fastslog han og gav mig derved ikke noget valg. Jeg nikkede og sendte et sidste forvirret blik over mod Marco og Lee, før jeg åbnede døren ind til det lille rum.

Der var to pærer i loftet, men kun den ene virkede, så rummet var ikke optimalt oplyst. Hjørnerne lå stadig mørke hen, og jeg kunne ikke se Harrys ansigt, da jeg fandt ham siddende på en romaskine bagerst i rummet. En lammende stilhed herskede i rummet, og ingen sagde noget. Til sidst blev det for meget for mig, og jeg besluttede at bryde den.

”Hør,” startede jeg ud med så meget selvtillid i stemmen, jeg kunne mønstre, for ærlig talt skræmte det mig lidt, at han havde opsøgt mig på den måde. ”Jeg ved ikke, hvorfor du vil tale med mig, men nu er jeg her, så kom venligst i gang.” Jeg lagde armene over kors. ”Jeg har ikke hele aftenen.”

Jeg så med stigende spænding til, da Harry trådte længere frem i lyset, så et gulligt lys blev kastet ned over hans ansigt og krøllerne blev lyst op. Jeg havde altid elsket krøller.

”Du aner ikke, hvor meget jeg har været igennem for at finde dig.” Jeg aflæste ham ud fra hans stemme; han var nervøs, det kunne jeg høre.

”Jeg ved, at du overfaldt en af vores dansere,” sagde jeg hårdt, ”og det synes jeg bestemt ikke, var i orden.”

Harry sukkede og lagde hovedet tilbage. ”Det var ikke meningen. Jeg vil gerne undskylde for min opførsel.”

Jeg kneb øjnene sammen og overvejede, om jeg kunne godtage hans undskyldning. Bag mig brummede Robert svagt, og jeg vidste, at han ikke kunne. Da Harry intet svar fik, tog han endnu et skridt tættere på og betragtede mig med sådan en intensitet, at jeg næsten fik lyst til at dække mig til.

”Du er meget smukkere, end jeg husker dig,” sagde han åndeløst. ”Jeg er glad for at se dig igen!”

Før jeg overhovedet selv havde nået at reagere, mærkede jeg en let vind ved mit øre, da Robert strøg forbi mig med en utroligt fart. Der lød et voldsomt brag, da han greb fat i Harrys krave og hamrede ham tilbage mod væggen. Jeg gispede forskrækket og sprang frem for at stoppe Robert, men jeg kunne ikke komme til.

”Hvem helvede tror du, du er?” råbte Robert ind i ansigtet af Harry. Han bankede ham endnu engang ind i væggen, og det gjorde det svært for Harry at tale. Men alligevel fik han presset et par ord frem.

”J-jeg … Nej, jeg-”

Der lød en forfærdelig lyd, da Robert trak armen tilbage og lod sin knytnæve ramme Harry i ansigtet. Jeg skreg og forsøgte igen at gribe fat om Roberts arm, men den forsvandt som vand mellem mine fingre, da jeg greb fat om den.

Nu havde Harry pludselig også behov for at slå igen, så han dukkede sig og pludselig fik Robert et slag i baghovedet. Han brølede vredt og vendte sig mod Harry med et vanvittigt blik i øjnene. Med skrækken pumpende rundt i blodet, kastede jeg mig ind foran Robert, da han endnu engang langede ud efter Harry. ”Robert!” skreg jeg og slog ham på brystkassen, ”stop så!”

De efterfølgende sekunder gik meget langsomt. Jeg fik øjenkontakt med Robert – hans blå øjne stirrede ind i mine, og jeg var ikke i tvivl om, at han så mig. Så trak han sin arm tilbage og slog.

Jeg mærkede slaget – smerten, og så faldt jeg til gulvet.

Det flimrede kort for mine øjne, men så vendte farverne og billederne tydeligt tilbage. Det første jeg så, var et par grønne øjne og de vilde krøller, der fik mig til at indse, at det var Harry, der kiggede ned på mig.

Jeg stønnede og tog mig til hovedet. Roberts næve havde ramt mig lige over øjenbrynet, og en voldsom dunken var det eneste, jeg kunne høre. Smerten lammede mig voldsomt, og jeg havde svært ved at registrere, at Robert nu skubbede Harrys bekymrede ansigt væk, så han selv kunne indtage hans plads. Han rakte sin hånd frem for at hjælpe mig op, men jeg tog ikke imod den. Kun én tanke gik igennem mit hoved - han havde set mig. Robert havde set, at jeg havde lagt mig imellem, men alligevel havde han slået. Noget vanvittigt havde bevæget sig i hans øjne i det øjeblik, og for første gang følte jeg mig rigtigt skræmt af Robert.

”Kayla .. ” startede han mumlende ud, men jeg klemte øjnene sammen i smerte og lukkede af for hans ord. Jeg havde ikke lyst til at høre på ham nu. Jeg var i chok, og at han prøvede at undskylde og gøre det godt igen, havde ingen virkning. Jeg havde set, hvad han var i stand til. ”Det er jeg virkelig ked af. Er du okay? Skal jeg bære dig?”

Jeg slog endnu engang hans hænder væk og ganske langsomt kom jeg selv på benene. Jeg stod stille lidt og genvendt balancen, hvorefter jeg satte kursen mod døren. Tårerne hang truende i øjenkrogen, og da jeg løb tværs igennem restauranten og ud på gaden, mærkede jeg dem trille uhindret ned af mine kinder.

 

”Kayla?”

Min krop stivnede, og jeg rakte med det samme op for at tørre tårerne af mine kinder. Nogen havde fundet mig på mit gemmested, og jeg havde ikke lyst til at blive fundet. Alle mine facader var nede, så jeg var fuldstændigt blottet.

Efter det der var sket, var jeg søgt et afsides sted hen, hvor jeg regnede med, at ingen kunne finde mig. Åbenbart var det ikke afsides nok.

Jeg rørte mig ikke i håbet om, at den der havde sagt mit navn endnu ikke havde fået øje på mig, men mine håb blev brutalt slået ned, da jeg fornemmede nogen sætte sig ved siden af mig.

Jeg sad med benene oppe under mig og hvilede hagen på mine knæ, og selvom vinden var taget til og gik direkte igennem min sweater, rørte jeg mig ikke. Jeg var styrtet direkte ud, og derfor havde jeg ikke fået min jakke med. Det fortrød jeg nu, men det var ikke grund nok til at vende tilbage.

Langsomt drejede jeg hovedet og ud fra det store hår og den lange, sorte jakke, kunne jeg konkludere, at det var Harry, der var kommet ud til mig. Jeg lukkede øjnene og kiggede hurtigt væk, så mit hoved igen begyndte at dunke. Roberts næve havde ramt mig hårdt, og smerten var kun lige begyndt at aftage en smule. På grund af den lille bevægelse, kom det hele nu susende tilbage.

Jeg stønnede og lænede mig tilbage mod den husmur, jeg havde sat mig op ad. Vi befandt os i en lille mørk gyde, jeg aldrig havde været i før.

”Hvordan fandt du mig?” Min stemme var hæs, men jeg var ligeglad. Harry betød intet for mig lige nu, og at han så mig græde, gjorde mig ingenting.

Ud af øjenkrogen så jeg ham trække en anelse på skuldrene. ”Vi ledte alle efter dig,” svarede han lavmælt, ”og jeg valgte åbenbart den rigtige del af byen at lede i. Måske kommer de andre om lidt.”

Jeg stivnede igen. ”Leder Robert?” spurgte jeg og mærkede igen mit hjerte sætte farten op. ”Leder han efter mig?”

Harry nikkede og gemte sine fingre væk inde i ærmerne på hans jakke. ”Men jeg tror ikke, han kommer lige foreløbig. Han valgte den modsatte retning af mig. Jeg tror ikke, han kan lide mig.”

Jeg fnøs, selvom det gjorde ondt i mit hoved. ”Jeg forstår dig ikke,” sagde jeg. ”Hvad skal du bruge mig til? Kan du ikke se, hvor meget lort du allerede har lavet? Først bankede du ham fyren, og nu har du fået Robert til at banke mig. Burde du ikke smutte tilbage, til hvor du kom fra?”
”Robert er din kæreste, ikke? Jeg fik ham ikke til at slå dig ned – det valg tog han selv.”

Jeg mærkede langsomt vreden kom snigende. Jeg vendte mig helt om mod Harry, velvidende at mine øjne stadig var røde og hævede, og jeg garanteret havde snot hængende ud af næsen. Jeg plejede ellers ikke at være den følsomme type, men det her havde alligevel fået ram på mig. Inderst inde vidste jeg nok godt, at det her kunne ske en dag – at Robert ville miste besindelsen. Men jeg havde aldrig troet, at det var en verdenskendt popsanger, der ville få det til at ske. Alligevel havde jeg en trang til at forsvare Robert.

”Hold nu bare din kæft! Du fik ham til at gøre det, og det ved vi begge to!”

Harry rystede bare langsomt på hovedet og lod sig ikke mærke af min pludselig vrede. ”Du står og forsvarer en, der lige har slået dig i jorden med et enkelt slag. Jeg så udmærket, hvordan han kiggede på dig, inden han slog. Hans trang til at slå mig ned, overvandt alligevel din sikkerhed. Jeg mener, se lige dit ansigt!” Han gestikulerede mod min pande, hvor en bule havde taget plads.

Jeg lod forsigtigt mine fingre strejfe huden, der var helt spændt ud over bulen, og sukkede, mens al vreden pludselig strømmede ud af mig og efterlod mig tilbage med en tom og hul fornemmelse i kroppen. Han havde ret.

”Du har stadig ikke svaret mig på, hvorfor du er gået igennem alt det her for at se mig? Jeg kender dig ikke engang.”

For første gang var Harry stille lidt, før han svarede. ”Du minder mig om en,” mumlede han, så jeg måtte anstrenge mig for at forstå ham. ”- En jeg kendte engang. Da jeg så dig til lanceringen, troede jeg et øjeblik, du var hende. Derefter har jeg været besat af tanken om at finde dig.”

Jeg sad lidt og lod ordene synke ind. Det hele forekom mig en smule sindssygt, men da jeg havde ladet det hele bundfælde sig, var det lidt lettere at forholde mig til. Og det faktum at Harry sad ved siden af mig og virkede som et helt normalt menneske, gjorde det kun lettere.

”Hvad så nu?” spurgte jeg. ”Nu har du fundet mig. Hvad har du tænkt dig?”

Den tyggede han endnu længere på en nogensinde før. Først til sidst skiltes hans lyserøde læber og lod få ord slippe ud.

”Det ved jeg ikke.”

 

_____________________________________________________________________________

Drama, drama, drama. 

Så mødte Harry endelig Kayla - var det sådan, I havde forventet det? Vi er efterhånden kommet et stykke ind i historien nu, så jeg vil gerne høre, hvad I tænker? Hvad tror I, Harry har tænkt sig at gøre nu, hvor han endelig har fundet sin Askepot? Og hvad vil Kayla gøre, når hun ser Robert igen? Lad mig høre jeres bud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...