My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11734Visninger
AA

7. K & H | London Eye


 

Luften var kold i dag, og tanken om at jeg om lidt blev nødt til at smide min tykke jakke virkede direkte skræmmende. Men, tænkte jeg, det var svært at danse med jakke på, og det her skulle udføres ordenligt. London var fyldt med glade turrister, som alle om lidt ville blive overrasket af vores fantastiske optræden. Vi ville få mange tilskuere, og det her var vigtigt.

Et sted forude kunne jeg skimte London Eye - vores mål. Bare synet fik et smil frem på mine læber. Jeg kiggede ned på mine ben. Lige umiddelbart havde jeg et par løse joggingbukser på, men inden under var jeg iført en tætsiddende sort dragt, som var lavet af et elastisk og glat stof. På fødderne havde jeg sorte støvler, der skinnede i det svage morgenlys. Penny gik ved min side og var iført præcis samme tøj. Det var faktisk utroligt hvor meget folk her i The Mob var villige til at ofre for at skabe et perfekt nummer. Alle lagde selv penge til tøjet, også selvom det nemt kunne rende op i høje beløber. Det viste perfekt, hvor meget det her faktisk betød for os alle sammen. Det var ikke bare en hobby.

”Det her bliver fedt,” mumlede Penny ved siden af mig og kiggede sig tilbage over skulderen, hvor Lee Marsch og Marco Costella gik. ”Det var en fantastisk idé at angribe London Eye, Lee.”

Lee bøjede hovedet, så hans dreadlocks faldt ind over hans ansigt, og smilede svagt. ”Tak,” svarede han.

Penny vendte sig igen mod mig og bumpede let ind i min skulder, så jeg måtte tage et skridt til siden. ”Glæder du dig slet ikke?”

”Selvfølgelig glæder jeg mig,” sagde jeg oprigtigt og trak jakken tættere sammen omkring mig. ”Jeg overvejer bare, hvor stor risiskoen for en fiber er. Jeg mener, her er så koldt, og ingen af os har varmet ordenligt op. Og tænk hvis vi ikke kan komme op i kuplerne?”

”Hey, så er det godt! Chris har planlagt det her ned til sidste detalje, og du ved, hvor dygtig han er. ” Penny fik et drømmende blik i øjnene, men kom så til sig selv igen. ”Vent bare og se – måske bliver det her vores bedste show hidtil.”

Jeg trak på skuldrene. ”Hvis du siger det.” Penny smilede. ”Men her er altså stadigvæk pisse koldt.”

 


 

I samme sekund jeg trådte udenfor døren, fortrød jeg, at jeg ikke havde taget en tykkere jakke på. Jeg sukkede og kunne se mine egen ånde i luften foran mig. Her var utroligt koldt, hvis man tænkte på, at det kun var efterår. Der ville ikke gå længe, før sneen kom, hvis det fortsatte sådan her.

Jeg låste døren efter mig og skyndte mig videre. Jeg ville gerne nå at købe lidt ind, da jeg havde aftalt at mødes med drengene. Jeg havde lovet at have noget spiseligt klar, og eftersom mit køleskab var tomt, måtte jeg ud og bruge lidt penge. Ikke at jeg havde tænkt mig at lave mad selv.

Jeg bemærkede småirriteret, at Londons gader var godt fyldte i dag. Jeg havde helt bestemt valgt et dårligt tidspunkt eller en dårlig dag at bevæge mig ud i bylivet på. Jeg måtte hele tiden kigge op for ikke at støde ind i nogen, selvom jeg havde det bedst med at kigge ned på mine fødder. På den måde var der ikke nær så mange, der genkendte mig.

I det samme ringede min mobiltelefon i min lomme. Jeg stak hånden i lommen, lukkede fingrene om den vibrerende genstand og lagde den hurtigt op til øret.

”Ja?”

”Harry? - Det er Liam.”

”Ja, det er mig. Hvad så?”

Liam lød ivrig i den anden ende af røret. Jeg hørte også en masse skramlen, som om han var i færd med noget andet, men blev nødt til at foretage et telefonopkald midt i det hele. ”Det er Louisa. Hun har talt over sig igen. Hun fortalte mig, at The Mob slår til et sted i London igen.”

”Hvorfor fortæller du mig det nu, Liam? Du kommer vel over lidt senere?”

”Fordi det er nu, Harry! De angriber nu her til morgen!” Liam talte hurtigt.

Jeg mærkede mit hjerte banke lidt hurtigere. ”Hvor henne, Liam? Måske kan jeg nå derhen!”

Han sukkede. ”Det ved jeg ikke. Det er jeg ked af, men det gør jeg altså ikke. Hun ville ikke fortælle mere.”

Jeg sukkede også og havde lyst til at slå til noget inden for min rækkevidde. Dog var det eneste, jeg kunne nå, mennesker, som myldrede frem og tilbage rundt om mig. Det ville helt sikkert ikke føre til noget godt, hvis jeg slog ud efter en af dem.

”Det er okay, Liam. Tak.”

Derefter lagde jeg på og stoppede mobilen tilbage i lommen. Jeg var stoppet op midt på gaden, og folk måtte irriteret træde forbi mig, da jeg stod i vejen. Ingen sagde dog noget direkte til mig. Jeg blev stående og tænkte mig om. Kunne jeg nå hjem, inden deres angreb begyndte, kunne jeg måske opsnuse noget på internettet eller se det i fjernsynet og derefter køre ud til stedet, inden de forsvandt. Jeg blev nødt til at satse.

Derfor satte jeg pludselig i løb. Hvis folk havde været irriterede før, var det intet sammenlignet med nu. Jeg maste og skubbede mig igennem mængden, da ingen havde lyst til at flytte sig det mindste for mig. Denne gang fik jeg smidt en masse utilfredse sætninger efter mig, men jeg tog mig ikke af det.

Det var flere uger siden, jeg sidst havde hørt noget om min Askepot og The Mob. Det smertede mig, at jeg intet havde at gå efter. Louisa kunne jeg ikke bruge til noget, for selvom Liam blev ved med at prøve for min skyld, ville hun ikke spytte ud med noget som helst. Præcis som han havde spået den dag på caféen. Men jeg ville ikke give op. Mindet om Rebekka sad stadig dybt i mig, og mødet med min Askepot var umuligt at glemme. Jeg ville ikke give op.

Jeg var så optaget af at komme hjem, at jeg var lige ved at løbe en lille pige ned. Jeg stoppede brat op, da jeg snittede hendes hoved med min arm, og hun forskrækket udstødte et lille hvin.

”Undskyld,” skyndte jeg mig hurtigt at sige. Moren vendte sig mod mig med et neutralt ansigt. Dog havde hun en lille irriteret rynke i panden.

”Se dig hellere for,” mumlede hun til mig. Jeg åbnede munden for at undskylde igen, selvom jeg egentlig ikke havde tid, da mit blik landede på det, det to var stoppet for at kigge på. Vi stod udenfor en lille butik, som solgte fjernsyn, spillemaskiner og den slags, og som så mange andre butikker havde de et fjernsyn til at stå i udstillingsvinduet. Det var indstillet på en nyhedskanal, som var midt i et indslag.

Moren og datteren flyttede sig fra vinduet, og jeg indtog hurtigt deres pladser lige foran fjernsynet. Jeg kunne ikke høre oplæseren, selvom jeg kunne se hendes mund bevæge sig. Derfor rettede jeg blikket ned mod bunden, hvor rulletekster kørte hen over skærmen. Jeg nærmest sugede ordene til mig og var lige ved at revne af ophidselse.

Breaking News: The Mob angiber London Eye

Jeg vendte mig hurtigt om mod moren, som stadig stod bag mig og rettede på sin datters jakke. ”Er det her live?” spurgte jeg hurtigt.

Moren virkede helt lamslået over min iver og havde svært ved at svare. ”D-det skulle jeg mene.”

Jeg havde ikke tid til at takke hende, jeg måtte bare af sted. Butikkerne fløj forbi mig, da jeg styrtede ned igennem byen med kurs mod London Eye. Jeg havde ikke været der mere end et par gange, men alligevel kunne jeg sagtens huske, hvor det var. Jeg mærkede folks stirrende blikke på mig, da jeg krydsede vejen uden at se mig ordenligt for, og en bil blev nødt til at hakke bremserne i bund for ikke at ramme mig. Jeg rakte undskyldende hænderne op, og fortsatte så videre.

Hjertet sad helt oppe i halsen på mig, og selvom min vejtrækning var blevet mere besværet, stoppede jeg ikke med at løbe. Det her gjaldt sekunder. Kom jeg bare tyve sekunder for sent, kunne de være væk, og så havde jeg misset min chance. Jeg skulle nå derhen tide.

Da London Eye kom til syne i horisonten kom fornyet energi ind i min krop. Jeg satte tempoet endnu en tak op og spurtede igennem en åben park, hvor duerne forskrækket baskede og forsvandt op i et træ. Jeg håbede bare ikke, pressen fik nys om det her.

Jeg kunne høre musikken, da jeg var omkring 200 meter fra stedet. Jeg vidste, at jeg bare skulle runde et enkelt hjørne mere, og så kunne jeg se hele pladsen rundt om London Eye. Med den tanke i hovedet drejede jeg, og det gik op for mig, at jeg havde nået det.

Over hele pladsen stod måbende turister og stirrede op på det store hjul. Jeg skyndte mig tættere på, så jeg bedre kunne se.

De havde indtaget kuplerne. Det kunne jeg se nu. I næsten alle kuplerne stod mindst fire sortklædte piger og dansede til den musik, der rungede ud over hele pladsen. Men ikke nok med det, så befandt der sig også turister og almindelige mennesker deroppe. De sad tæt klemt sammen og betragtede det hele med store øjne.

Nede på jorden rendte vagter rundt som forvildede høns og vidste ikke, hvad de skulle gøre.

Jeg kiggede igen ned på jorden, hvor en stor gruppe dansere dansede de præcis samme trin foran hjulet. Dansen var mindst lige så god som den, de havde udført til vores lancering – hvis ikke bedre.

Jeg stod med en betaget mine og et lettet hjerte og betragtede det perfekt kordinerede stykke, da de gik op for mig, at de var ved at forsvinde. Pigerne var kommet ned fra kuplerne, og langsomt, men sikkert, sivede de mange dansere væk fra gruppen, som samtidigt bevægede sig væk fra hjulet.

”Nej!” råbte jeg pludselig, uden det var min mening og trådte et skridt frem. Folkene rundt om mig trak sig forskrækket væk og kiggede mærkeligt på mig. Jeg ænsede dem ikke. Det eneste jeg kunne se, var, at de var på vej væk. De var på vej væk igen, og det var det, de ikke måtte. Jeg blev nødt til at finde min Askepot, inden hun forsvandt. Jeg kunne ikke bære at se hende forsvinde igen.

Jeg maste mig hele vejen over på den anden side, hvor det så ud som om, danserne forsvandt hen. Jeg kiggede ophidset rundt, men jeg kunne ikke se nogen i sorte dragter. Hjertet sank helt ned i livet på mig, og jeg troede, jeg havde mistet dem. Indtil en mørkhåret dreng dukkede op i mit synsfelt. Jeg genkendte tøjet og vidste, at han var en af dem. Men han havde rykken til og var i fuld fart på vej over mod en klynge rækkehuse, og jeg vidste, at han ville forsvinde inden for få sekunder, hvis jeg ikke snart gjorde noget.

Så derfor satte jeg i løb efter ham. Jeg blev nødt til indhente ham, inden han nåede ud af mit synsfelt. Mine ben føltes som gummi, da jeg spurtede hen over asfalten og råbte efter drengen, der løb foran mig. Jeg var sikker på, at publikummet bag mig stirrede.

Jeg kiggede op og så til min lettelse, at jeg var ved at indhente ham. Jeg var hurtigere end ham, så jeg ville nå ham.

Han havde ikke opdaget mig, og da jeg var en meter fra ham, kastede jeg mig over ham bagfra, uden at tænke mig om. Han faldt til jorden med et hyl og prøvede at vende sig for at se, hvem der dog var sprunget på ham. Jeg lod ham gøre det, og da hans ansigt kom til syne, så jeg, at han havde fået næseblod og en skramme på kinden.

Han gjorde mine til at tale, men jeg gav ham ikke lov til det. Da han åbnede munden slog jeg ham med en knytnæve i ansigtet og lænede mig ind over ham. ”Hvor er hun?” råbte jeg frustreret, så spyttet stod ud til alle sider. ”Fortæl mig, hvor i holder til! Jeg skal vide, hvor i holder til!”

Drengen, som så ud til at være et par år yngre end mig, rystede på hovedet og skar en voldsom grimasse. Jeg tog fat i kraven på hans tøj, så jeg kunne hive ham helt op til mit ansigt, og bemærkede at han svedte på trods af den intense kulde.

”Fortæl mig-”

Harry!” lød det bag mig, og pludselig sad jeg ikke længere hen over drengen. Jeg rejste mig irriteret op fra jorden og så, at det var Liam og Louis, som havde skubbet mig væk. Jeg børstede mine hænder af og nåede lige at høre Liam undskylde og fortælle drengen at han skulle skynde sig væk.

Jeg åbnede munden for at protestere voldsomt, da Louis afbrød mig. ”Hvad fanden har du gang i, Harry?” Han havde store øjne, og hans ansigt udtrykte ren og skær forargelse. ”Er du klar over, at du lige har overfaldet og tævet en uskyldig dreng?”

Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg prøvede at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg kiggede ned og mærkede mine ben give efter under mig.

Louis kom hen og støttede mig, da mine ben svigtede. Han havde et fast tag i min jakke, og jeg kunne mærke hans fingre bore sig ind min overarm. ”Jeg vidste godt, at du var ked af det, men jeg troede, du var bedre end det her! Hvad fanden havde du gang i?” råbte han og gentog sig selv.

Jeg åbnede og lukkede hjælpeløst munden i mangelen på ord. ”Jeg … det ved jeg ikke. Jeg troede bare -”

”Hvad troede du? At du kunne tvinge ham til at fortælle dig, hvor du skal lede? Jeg ved, du er desperat, Harry, men det her er at gå over grænsen. Du er gået over grænsen!”

Jeg sukkede og gemte mit ansigt i hænderne, som var blevet plettede af drengens næseblod. ”Jeg ved det, jeg ved det,” messede jeg og faldt ned på knæ. ”Jeg ved det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...