My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11802Visninger
AA

4. Harry | Walworth Road


I baggrunden hørtes den summende lyd af fjernsynet, men det var ikke fjernsynets bevægende billeder, der havde min opmærksomhed fanget. Jeg sad med min mobil i hånden og bevægede rutinemæssigt fingeren op og ned på skærmen, mens jeg scrollede igennem de mange tweets.

De sociale medier optog meget af min tid, selvom jeg prøvede at holde mig mest muligt fra dem. Dog følte jeg også, jeg skyldte fansene min opmærksomhed en gang i mellem, og derfor brugte jeg mange af mine ledige minutter på telefonen.

Overfor mig lå Louis med fjernbetjeningen hvilende på maven, mens hans øjne fulgte bevægelserne på skærmen. Vi havde ikke sagt noget til hinanden i lang tid, men det passede mig også fint, for jeg kunne godt lide en smule stilhed en gang i mellem. Fansenes uendelige skrig øgede virkelig behovet for lidt stilhed.

Jeg lagde mobilen fra mig og kastede et blik over på fjernsynet, men jeg kunne ikke lige umiddelbart bedømme, hvad det var for noget bras, Louis så denne gang.

”Kan vi ikke se noget andet?” spurgte jeg dovent.

Louis sukkede og famlede kort rundt efter betjeningen, som han ragede på gulvet. Han bøjede sig ned efter den og skiftede kanal. Da det viste sig at være nyhederne, blev jeg hurtigt fraværende igen. Jeg lænede mig lidt tilbage, hvilede nakken på nakkestøtten og lukkede øjnene et øjeblik.

Nyhedsoplæserens stemme svandt hen, og jeg mærkede, hvordan jeg langsomt begyndte at falde hen. Det havde været en hård uge op til lanceringen, og efter hvad der var sket, havde jeg ikke haft meget fred. Alle havde været på nakken af mig.

Jeg vidste, at hvis jeg faldt i søvn nu, ville jeg have problemer med at falde i søvn i aften, men lige nu gjorde det mig ikke noget. Jeg ville bare slappe af.

Selvom jeg allerede var halvvejs inde i søvnen, fangede brudstykker af oplæserens sætninger alligevel mine ører.

I går efter middag … One Directions nye parfume lancering … såkaldte 'The Mob' har åbenbart fået smag for det helt store ... satte alt ind på at spolere lanceringen ...”

Jeg satte mig op med et ryk og blinkede kort. ”Vent,” sagde jeg, ”hvad sagde hun lige?”

Louis kiggede overrasket på mig. ”De snakker om det, der skete i går. Nogen optog det, se der.”

Jeg rettede mine øjne mod skærmen, hvor et klip af de dansende, maskerede skikkelser blev afspillet. Jeg lyttede opmærksomt til resten af indslaget, og Louis afbrød mig ikke, før de skiftede emne og begyndte at snakke om en døende dyrerace.

”Hvad tænker du på?” Louis kiggede eftertænksomt på mig. Jeg sad med ret ryg og stirrede ud af vinduet, mens tankerne væltede rundt i hovedet på mig. Hun havde været en del af den gruppe, og nu kendte jeg navnet på den. The Mob. Jeg blev nødt til at finde ud af, hvor jeg kunne finde hende. Hendes ansigt var som brændt ind i mine nethinder, og jeg ville til hver en tid kunne genkende hende.

”Jeg bliver nødt til at finde hende, Louis.” Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Opgaven var jo umulig. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle lede.

”Hvem? Hende der tabte sin ring?” Louis satte sig op i sofaen og slukkede fjernsynet.

Jeg nikkede svagt og trak ringen frem fra min baglomme. Jeg havde haft den på mig, lige siden Louis havde fundet den til mig.

Louis betragtede den på afstand, men rakte så ud efter den. ”Må jeg se den?” spurgte han. Jeg gav ham den, og han holdt den op foran sig og vendte og drejede den et par gange. ”Den kan ikke være meget værd. Der er heller ikke nogen indgravering,” konstaterede han. ”Det er nok ikke sådan, at hun vil komme tilbage efter den. Det er ikke meget, du har at gå efter.”

”Det ved jeg,” sagde jeg og tog imod ringen igen og puttede den forsvarligt tilbage i lommen. ”Men hun er medlem af den gruppe der – The Mob. Vi må kunne finde noget om dem på internettet.”

”Vi?” gentog Louis og hævede øjenbrynene. ”Jeg husker ellers ikke noget om, at jeg sagde, jeg ville hjælpe dig med at finde din askepot.”

”Kom nu, Louis. Hjælp mig nu bare med det her. Jeg bliver nødt til at finde hende!”

”Det har du sagt mange gange nu,” sagde han tankefuldt, ” – at du bliver nødt til at finde hende. Det er aldeles ikke noget, du bliver nødt til. Der findes tusindvis af piger, Harry! Vi kan tage ud i aften og finde en anden, hvis du har lyst?”

”Nej, Louis. Jeg kan ikke finde en anden! Forstå det nu!” Mit hjerte bankede hurtigere, da jeg blev en smule ophidset. Han fattede da heller ikke noget som helst!

”Hvorfor ikke? Hvad gør hende så speciel?”

Jeg tav og stirrede ned i jorden. Jeg vred mine hænder og havde lyst til at vige udenom, men jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at fortælle Louis sandheden, hvis han skulle kunne forstå det. ”Hun ...” jeg tøvede, ” … minder mig om Rebecca.” Jeg sukkede og mødte ikke Louis' blik.

Jeg hørte også Louis sukke, og pludselig bulede sofaen ned ved siden af mig, og jeg vidste, han havde sat sig i sofaen sammen med mig.

”Har du ikke glemte hende endnu?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet, så krøllerne dansede rundt om hovedet på mig. ”Jeg prøver,” sagde jeg lavmælt, ”men hun bliver ved med at dukke op. Jeg kan ikke. Giv mig nu en chance for at få en del af hende tilbage, Louis. Det er alt, jeg beder om.”

”Men Harry,” indvendte Louis i en bedrevidende tone. ”Bare fordi hun ligner Rebecca betyder det ikke, at du får hende tilbage.”

Jeg sank en enkelt gang og kiggede op. Louis kiggede bestemt på mig, og i et øjeblik var jeg tæt på at kigge skamfuldt væk og fortælle ham, at jeg nok skulle lade det ligge, men noget fik mig til at fastholde hans blik. ”For min skyld, Louis,” sagde jeg stille og lod min sorg skinne igennem facaden. Louis' øjne ændrede sig langsomt fra hårde og bestemte til bløde og medfølende, og til sidst gav han op.

”Okay, Harry! Vi gør, som du vil, men kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig, når du vader direkte ind til hende og bliver afvist!”

Et smil dukkede op på mine læber, og jeg lod et lille grin slippe ud. ”Det kommer ikke til at ske, Louis.”

”Tro mig, Harry, det her kommer på ingen måde til at ende, som du går og forestiller dig.”

 

”Prøv den der.” Louis pegede på endnu en overskrift på computerskærmen, der omhandlede The Mob. Vi havde efterhånden siddet i et kvarter for at finde noget information om, hvor vi kunne finde The Mobs tilholdssted, men endnu ikke fundet noget brugbart. Det overraskede mig, hvor mange artikler der egentlig var at finde om The Mob, for jeg havde slet ikke troet, at de var så kendte i landet. Det første vi fandt, var en video af deres tidligere show, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på det med en betaget mine.

Det var virkelig utroligt, hvordan de kunne få det hele til at hænge sammen.

Jeg klikkede mig ind på den artikel, Louis havde peget på, og endnu engang blomstrede en ny side frem på skærmen. Jeg satte en hånd under hagen og gav mig i kast med at læse de mange spalter, mens Louis kiggede med over min side.

”Heller ingenting?” sagde Louis spørgende. Jeg rystede på hovedet og lod hånden falde ned på mit lår med en irriteret lyd. Derefter gik jeg tilbage og trykkede på den næste artikel. Jeg lod mine øjne skimte teksten, og skulle til at gå tilbage, da Louis stoppede mig.

”Vent!” udbrød han og begyndte at læse det højt, han havde fundet. ”Ingen ved med sikkerhed, hvor denne talentfulde gruppe holder til, men en pålidelig kilde har i en speciel anledning ladet os vide, hvor de fantastiske danseshow bliver til. I området omkring Walworth Road, mine damer og herrer, der skulle gerne være dansende unge at finde.

Jeg spærrede øjnene op. ”En adresse!” Jeg og var helt oppe og køre.

”Teknisk set er det ikke en adresse,” påpegede Louis, men han smilede alligevel af min iver.

”Hold nu kæft, Louis,” sagde jeg. ”Nu har vi noget at gå efter! Lad os komme af sted!”

”Nu?” Louis rynkede øjenbrynene og kiggede håbløst på mig. ”Kan vi ikke vente til i morgen?”

”Selvfølgelig kan vi ikke vente til i morgen. Kom nu!” Jeg gik med store skridt ud og hentede min jakke, hvorefter jeg kastede Louis' ind til ham. Han var langt langsommere end mig, og jeg var allerede halvvejs ude i bilen, da han endelig tog sig sammen til at trække jakken på.

Da han endelig satte sig ind bag rettet, tog jeg spændt selen på og tastede adressen ind på min telefon, hvorefter jeg guidede Louis rundt i byen.

Jo tættere vi kom på det nævnte sted, jo mere spændt blev jeg. Mine ben føltes lette, og jeg havde en let summen i fingrene. Lige nu var det svært at huske, at jeg tidligere i dag havde været helt nede over, hvor umulig min mission virkede. Nu føltes det bare som om, at alting var med mig.

”Hvor heldigt var det ikke lige, at adressen stod på internettet?” spurgte jeg, da Louis holdte for rødt i et lyskryds.

Louis trommede med fingrene på rettet og fjernede ikke opmærksomheden fra trafikken. ”For at være helt ærlig – lidt for heldigt.”

Jeg kiggede uforstående på ham. ”Hvad mener du?”

Jeg mener, at den her The Mob-ting jo rent faktisk bryder ulovligt ind i bygninger, så hvorfor skulle de give oplysninger om deres opholdssted ud? Politiet kunne jo falde over siden på samme måde som os, og så er de fanget.”

Jeg vendte hovedet og stirrede ud af vinduet, hvor regnen langsomt var begyndt at plette de grå veje. ”Hvorfor er du så pessimistisk, Louis? Kan du ikke bare lade mig være heldig en gang i mellem?”

Louis sukkede og kiggede væk fra vejen med et pinefuldt ansigtsudtryk. ”Måske kan du ikke se det lige nu, Harry, men jeg prøver bare på at redde dig fra skuffelsen. Jeg tror ikke på det her, men jeg vil ikke stå i vejen for dig, hvis det er det, du vil.”

Tak,” mumlede jeg og mærkede i det samme bilen stoppe.

Vi er her nu,” meddelte Louis og klikkede sin sele op. Jeg gjorde det samme og var først ude af bilen.

Da vi ikke vidste, hvor de præcist befandt sig, valgte jeg en tilfældig sidegyde, hvor jeg mente, det ville være sandsynligt at have et hovedkvarter. Desværre fandt vi ingenting, og jeg måtte med en hurtigt dalende iver se til, mens områderne begyndte at svinde ind. Vi havde efterhånden været over det hele.

Louis havde ikke sagt noget under hele efterforskningen, og jeg mistænkte ham for at have fortrudt, at han var taget med.

Jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår og drejede ind af en sidste gade. Det her var mit sidste forsøg.

Jeg mærkede Louis' blik i ryggen, da jeg langsomt bevægede mig ned imellem de mange huse og bygninger. Det føltes dømmende, men på trods af hans trang til at komme tilbage, følte jeg, at noget var anderledes denne gang. Jeg stoppede op og kiggede mig omkring.

Rundt om mig tårnede høje huse og let tilgroede haver sig op. Det var ikke lige umiddelbart noget, jeg ville have kaldt pænt, men her var hyggeligt på trods af regnen, der langsomt var taget til. Jeg trak hætten på min jakke op og gik videre med hænderne i lommen.

Længere fremme så jeg en krumrygget skikkelse komme gående i den modsatte retning. Da jeg kom helt tæt på, gik det op for mig, at det var en gammel dame med rollater.

Undskyld,” sagde jeg og forsøgte at lyde så høflig som mulig. ”Ved du, om der skulle befinde sig en danseskole eller noget lignende her i nærheden?”

Den gamle kone kiggede op under min hætte og smilede venligt, så rynkerne omkring hendes øjne blev endnu tydeligere. Da hun svarede, var hendes stemme gammel og rusten, og jeg måtte koncentrere mig ekstra godt for at forstå hendes ord.

Henne på hjørnet,” knirkede hun og løftede en arm for at pege, ”er musikken meget høj. Alt for høj for mine sarte ører.” Hun smilede igen og afslørede et overraskende velholdt tandsæt.

Tusind tak,” takkede jeg og mærkede energien komme susende tilbage i kroppen på mig.

Måske var det her stedet.

Det var så lidt, unge mand.” Damen vendte sig og fortsatte sig gang ned af fortorvet, mens hun skubbede sin rollater foran sig.

Hørte du det?” Jeg vendte mig om mod Louis, der stod bag mig og lyttede. Han nikkede.

Jeg begyndte hurtigt at gå ned mod det hjørne, som damen havde peget på. Det var svært at se på afstand, hvad det var for en bygning, men jeg var overbevist om, at det levede op til mine forventninger.

Regnen piskede nu hurtigere ned omkring mig og gjorde min jakke og knæ våde, da jeg gik. Dog var det ikke noget, jeg ville besværlige mig med. Regnen gjorde mig ikke noget. Ikke når jeg var så tæt på.

Harry,” sagde Louis pludselig bag mig. Jeg stoppede op, selvom jeg havde den største lyst til at styrte hen til bygningen og flå dørene op.

Hvad er der?” spurgte jeg småirriteret og vendte mig om.

Se,” sagde han lavmælt og pegede diskret hen mod hjørnet, hvor silhouetten af et menneske pludselig dukkede op. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at skimte personen igennem regnen.

Det var en pige. Hun havde langt, mørkt hår, som hang tungt ned over hendes skuldre i bløde bølger. Jeg stivnede i regnen, da det slog mig, hvis hår det lignede. ”Rebecca … ” hviskede jeg og trådte et skridt frem.

Derefter gik det op for mig, at hun var på vej væk. Hun var på vej ind i bygningen på hjørnet.

Jeg satte i løb og tænkte kun på at nå hende, før hun slap væk fra mig igen. Hendes sko klikkede mod asfalten, da hun gik, og hendes hår svang fra side til side i bløde bevægelser.

Jeg løb hurtigt, og kunne lettet stoppe op bag hende, lige i det hun skulle til at åbne døren og forsvinde fra mig. Jeg rakte ud og rørte ved hendes skulder. ”Hey,” sagde jeg forpustet og forberedte mig på det øjeblik, hvor hun ville vende sig om, og jeg igen ville få hendes kønne ansigt at se.

Men det skete bare aldrig.

For da hun vendte sig, fik jeg den største mentale lussing, jeg havde fået i årevis.

Det var ikke hende.

Denne pige havde en lys hud med små fregner hen over næsen. Hendes næse var også meget bredere og så havde hun endda blå øjne, hvor Rebecca og min forsvundne pige havde brune.

Alt luften sivede ud af mig, som var jeg en ballon. Jeg havde været helt sikker på, at det var hende, og nu lyste skuffelsen ud af øjnene på mig. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte ikke at vende mig væk. Hun kiggede nysgerrigt, men også en smule forvirret tilbage på mig.

Jeg sank og åbnede for første gang munden efter chokket. ”Der skulle vel ikke ligge en danseskole eller noget her?” Min stemme var svag, men jeg kunne ikke gøre for det.

Her?” spurgte hun med en stærk amerikansk accent og hentydede til bygningen, hun var på vej ind i. ”Det her er et diskotek?”

Jeg kiggede ned i jorden, og den gamle dames ord gav nu mening for mig. ”Åh,” sagde jeg og bakkede langsomt baglæns. ”Okay.”

Det er jeg ked af,” fortsatte den ukendte pige, som om hun havde gjort mig noget. Jeg var åbenbart dårlig til at skjule min forbavselse og skuffelse bag facaden. ”Er der noget, jeg kan gøre for dig?”

Jeg rystede på hovedet og vendte mig for at gå. Louis stod foran mig, og selvom jeg kunne fornemme, at han prøvede at skjule det, sagde hans blik stadig: hvad sagde jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...