My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11774Visninger
AA

13. Harry | The Date

 

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg regnede med, da jeg satte mig ud i bilen og startede motoren. Jeg forsøgte at finde mit indre kort frem og genkalde mig vejen, jeg havde kørt, da jeg fulgte efter Louisa, men det var ikke lige så let, som jeg havde håbet på. Byen så helt anderledes ud i dagtimerne, og jeg kunne flere gange konstatere, at jeg var kørt forkert. Men til sidst fandt jeg dog en vej, jeg syntes, virkede bekendt, og da jeg med en god fornemmelse i maven fulgte den til ende, så jeg til min store lykke den lille restaurant, jeg ville kunne genkende til hver en tid.

Med nerverne siddende udenpå tøjet parkerede jeg bilen og begav mig ud i den tidlige morgenluft, der kærligt slog mig i møde og smøg sig om mit ansigt og hals, så jeg måtte trække jakken tættere sammen om mig. Med let rystende hænder skubbede jeg restaurantdøren op og forberedt mig på at blive overbegloet, men til min store overraskelse var der næsten ingen i restauranten, og da jeg kastede et blik ind af de mange døre, der stod åbne og førte ind til træningslokaler, kunne jeg heller ikke se nogen.

Jeg lod hurtigt mit blik glide rundt i rummet, og til mit held gik der en lille, lyshåret pige med en skarp page rundt og rodede med nogle borde lidt derfra. Jeg gik med store skridt derover, og da hun så mig komme ud af øjenkrogen, kiggede hun op og satte hænderne i siderne. ”Hvad vil du?” spurgte hun. Hendes stemme var neutral, men jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var en glædelig overraskelse for hende at se mig her.

”Jeg leder efter Kayla, har du set hende?”

Nu flyttede hun hænderne fra sine spinkle hofter og lagde dem i stedet over kors hen over brystet. ”Jeg ved godt, hvem du er, og jeg ved godt, hvad du vil med Kayla. Og jeg har ikke set hende.”

Mine skuldre sank en smule sammen, for jeg mindedes at have set Kayla sammen med den lave pige, der stod og spillede hård overfor mig, og jeg havde håbet på, at de to kendte hinanden, men måske havde jeg taget fejl.

”Så du ved ikke, hvor hun er?”

”Jo, det sagde jeg da ikke noget om, at jeg ikke gjorde. Jeg har bare ikke set hende.” Jeg havde allerede taget et skridt tilbage for at gå igen, men jeg vendte hurtigt tilbage, da jeg hørte hendes ord. Et lille smil spillede om hendes læber, da hun så min iver.

”Så hvor er hun? Kan jeg komme til at snakke med hende?”

”Det tror jeg ikke, du skal håbe på. Hun er sammen med Robert.” Hun så afventende på mig. ”Jeg går ud fra, du ved, hvem han er?”

Jeg nikkede. ”Det ved jeg.” Jeg mærkede, hvordan følelserne blussede op inden i mig, og skuffelsen bredte sig lynhurtigt i min krop. Var hun stadig villig til at være sammen med ham efter det, han have gjort? Det skuffede mig dybt, og jeg mærkede en gnist af vrede tændes i mig. Jeg troede faktisk, at hun ville skrotte ham, men jeg havde taget fejl.

Pigen foran mig vendte sig for at gå, da samtalen døde ud, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at handle hurtigt.

”Har du planer for i aften?” røg det ud af mig. ”Jeg mener, vil du med ud at spise? Med mig?”

Det lod til at slå hende ud. Hun stod med kroppen halvsvejs vendt over mod mig, mens hendes mund åbnede sig med en lille, komisk lyd. Jeg havde ingen problemer med at se, hvor overrasket hun var.

Endelig sagde hun noget. ”Med dig? Harry Styles?”

Jeg nikkede og så afventende på hende. Da hun mødte mit blik, så jeg splittelsen i hendes øjne. Jeg undrede mig kort over, hvilket dilemma hun stod overfor. Havde det noget med Kayla at gøre? Men så dukkede et smil op på hendes læber, og øjnene lyste op.

”Selvfølgelig. Det vil jeg gerne.”

Jeg smilede tilbage. ”Kan jeg komme og hente dig her klokken seks?”

Hun nikkede, så hendes korte pagehår faldt ned i øjnene på hende. ”Klokken seks er fint.”

”Så ses vi i aften. Tag noget fint på.” Og med de ord vendte jeg rykken til den overrumplede pige, der, hvis jeg ikke tog meget fejl, stod og mumlede til sig selv, mens hun lagde en hånd på panden som for at tjekke sin temperatur.

 

Som jeg holdt der i lygtepælens skær, begyndte tvivlen at nage i mig. Da jeg i morges havde inviteret den pige ud, der havde befundet sig i restauranten, havde jeg været styret af mine følelser, og jeg begyndte at tvivle på, om det overhovedet var en god idé, at tage hende med ud. Jeg kendte ikke engang hendes navn endnu. Men, sagde min indre stemme til mig, det plejer nu ikke at stoppe dig. Og det var rigtigt nok. Jeg havde jo jagtet Kayla, og hende havde jeg ikke engang ført en samtale med, men alligevel var jeg klar til at smide alt for hende.

Inden jeg nåede at fordybe mig yderligere i mine dystre og tvivlende tanker, dukkede en lav blondine op i døren til den efterhånden velkendte restaurant. Hun så sig kort rundt, men da hendes øjne landede på den mørke bil, jeg sad og ventede i, smilede hun svagt og sprang hen og hev døren op. I løbet af få sekunder sad hun på sædet med selen spændt.

”Jeg har et spørgsmål,” sagde jeg med hånden hvilende på nøglen, ”hvad hedder du?”

”Penny.” Hun grinede og afslørede et sæt fine, hvide tænder. ”Jeg behøver vist ikke spørge, hvad du hedder.”

Jeg smilede tilbage til hende og startede bilen, der kom til live under os. Vi talte ikke meget under køreturen hen til den restaurant, jeg havde bestilt bord hos. Jeg fik at vide, hvor gammel hun var, og vi smalltalkede lidt, men ellers var det ikke noget særligt. Indtil videre havde hun ikke imponeret mig voldsomt, og tvivlen sad stadigvæk og nagede. Men jeg havde selv inviteret hende ud, og nu måtte jeg gøre denne her aften færdig. Jeg ville også gerne have, at hun gik herfra med et godt indtryk af mig.

Da vi nåede restauranten parkerede jeg bilen og steg hurtigt ud, så jeg kunne åbne døren for hende. En let rødmen steg op i hendes kinder, da jeg tog hendes hånd og hjalp hende ned på fortovet. Jeg lod dog, som om jeg ikke så det og førte hende ind i den oplyste restaurant med en hånd på hendes arm. Da vi kom ind i lyset, bemærkede jeg, at hun var iført en sort, kropsnær kjole, der tydeligt viste hendes spinkle krop. Jeg bed mærke i, at Kayla havde flere former.

En tjener viste os hen til vores bord. Et lille afsides sted nede bagerst i rummet, hvor der ikke mulighed for så mange nysgerrige blikke. Jeg var hurtigt ovre ved den stol, Penny var ved at sætte sig på, og med et hurtigt tag trak jeg stolen ud for hende. Hun så ned i gulvet, men sagde ikke noget.

”Ved du, hvad du skal have?” spurgte jeg let, da hun havde haft tid til at kigge lidt i menukortet.

Hun rystede på hovedet og så opgivende ud. ”Jeg har ikke råd til noget af det her, Harry.”

”Jeg betaler. Bestil, hvad du gerne vil have.”

Penny så kort på mig med et taknemmeligt blik, men dykkede så ned i menukortet igen. I stilhed fandt vi ud af, hvad vi skulle have, og da tjeneren kom for at modtage vores bestilling, brød jeg først stilheden.

”Så … hvor langt tid har været i The Mob?”

Penny så ud til at tænke sig om. ”Omkring halvandet år, vil jeg tro. Tiden går hurtigt.”

Jeg nikkede bekræftende. ”Alt for hurtigt.” Samtalen døde ud og blev erstattet af en akavet stilhed, der gik direkte i øregangen. Penny foldede hænderne og lod sit blik flakke rundt i restauranten. Til sidst sukkede hun og lænede sig frem på stolen.

”Du må altså undskylde, at jeg er så kedelig. Jeg er bare så fandens nervøs.”

Jeg smilede svagt. ”Hvorfor er du nervøs?”

Hun trak vejret ind for at sige noget, men lod så til at ombestemme sig. Hun kneb let øjnene sammen og kiggede ned på sine fingre. ”Du er jo Harry Styles, ikke? Hvordan skal jeg ikke kunne være nervøs?”

Det stak en smule indeni, da jeg hørte hende omtale mig som noget specielt. Når jeg var på en date som denne, ville jeg bare gerne betragtes som Harry. Ikke den berømte Harry Styles. Men det var efterhånden altid sådan her, det endte, så jeg turde snart ikke håbe på andet længere. Det gjorde heller ikke så ondt længere.

”Bare Harry,” sagde jeg. ”Bare sig Harry.”

Penny rettede sig op. ”Selvfølgelig,” mumlede hun, nok mest til sig selv. ”Bare Harry.”

I det samme kom tjeneren med vores mad, og det var en god undskyldning for ikke at tale. Der var ikke nogen ubehagelig stilhed, fordi vi begge havde noget at tage os til.

Jeg plejede at have en god appetit, men af en eller anden grund sad jeg bare og stak til kyllingen, der lå og blev kold på min tallerken. Da jeg mærkede Pennys blik hvile på mig, skyndte jeg mig dog at putte et stykke i munden og smile hurtigt til hende, men jeg vidste godt, at hun så lige i gennem det. Hendes nu roligere øjne mødte mine.

”Kayla har ikke fortalt så meget om dig,” sagde hun stille. ”Jeg troede måske, det var, fordi der ikke var noget at fortælle om dig.”

”Er der så det?”

Hun trak på skulderen og kiggede ned på sin mad. ”Du er så stille,” mumlede hun, så det næsten var uhørligt. ”Du virker ikke glad.”

Jeg mærkede mine øjenbryn nærme sig hinanden. Jeg svarede ikke, det kunne jeg ikke. Jeg ville ikke fortælle Penny om Kayla, eller det, der var sket mellem os. I stedet greb jeg ud efter mit vinglas og nippede til det. Jeg hadede ellers vin, men fordi det var noget nær det eneste, man kunne få på denne restaurant ud over sodavand, følte jeg mig nødsaget til at bestille en flaske. Penny gjorde det samme. Jeg havde lagt mærke til, at hun hurtigt havde fået sit glas tømt. Det var, som om hendes nervøsitet fik hende til at række ud efter glasset gang på gang for at dulme nerverne. Jeg forstod hende godt. Jeg var sikkert det mest behagelige at være i nærheden lige nu. Men tanken om at Kayla lige nu kunne være i samme rum som Robert, mens jeg sad og spildte tiden på en date med en pige, jeg ikke engang kunne finde ud af at føre en ordentlig samtale med. Det var bare så forbandet uretfærdigt.

”Så hvordan er dit forhold til Kayla? Kender du hende godt?”

Et lille smil dukkede op i Pennys mundvige, da hun løftede glasset op til sine smalle læber. ”Jeg betragter hende som min bedsteveninde. Om det er gengældt, ved jeg ikke.”

Det fik noget til at røre sig inden i mig. ”Så du er meget sammen med hende? Jeg synes ikke, jeg har set jer sammen.” Det var en løgn, men det fastholdt samtalen på Kayla, og det kunne jeg godt lide.

”Nu er det heller ikke, fordi du har opholdt dig ret meget i restauranten. Du har vel kun været der et par gange?”

Jeg trak på skulderen, som hun havde gjort det. ”Detalje.”

En lille, let og perlende latter forlod hendes læber, og for første gang den aften følte jeg, at jeg var i stand til at smile oprigtigt tilbage.

”Jeg er ked af, at det ikke fungerede mellem dig og hende.” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men så sagde Penny noget igen. ”Jeg forstår hende ikke. Robert er en idiot.”

Spændt satte jeg mig helt ud på kanten af stolen. ”Synes du?”

Hun nikkede. ”Han har aldrig været sød ved hende. Eller jo, i starten var han ridderen på den hvide hest. Han gjorde alt for hende – betalte alt for hende. Han var en rigtig gentleman.”

Jeg var en gentleman. Jeg kunne give hende alt, hun pegede på.

”Men han var hende utro, selvom han ikke vil indrømme det. Han opførte sig som en rigtig nar, og nu skete det her.”

Jeg spurgte mere ind til Robert, fik alle de saftige detaljer om, hvilket svin han havde været. Det tilfredsstillede mig på en måde, jeg ikke kunne beskrive, at Penny lod til at hade ham mindst lige så meget, som jeg gjorde. Det var en ting, der fik ordene til at flyde fra mine læber i en uendelig strøm, og inden jeg vidste af det, var klokken blevet mange. Der var ikke mange gæster tilbage i restauranten, og vores tallerkener var for længst blevet båret ud i køkkenet.

Til sidst rejste jeg mig og gik over for at trække Pennys stol ud for hende. Hun smilede og greb min arm, da jeg rakte den ud til hende. Så betalte jeg regningen, mens Penny så på med et smertefuldt blik, og sammen gik vi ud i natteluften, der bed i både kinder og hænder. Jeg lynede hurtigt jakken, men vendte mig så mod Penny.

Hun smilede til mig og strakte armene ud i et kram. Jeg lagde kort mine arme omkring hende og gav hende et klem, før jeg slap hende. Men før jeg trak mig tilbage, lod jeg mit ansigt nærme sig hendes, gav hende et let kys på panden, og først der lænede jeg mig tilbage og tilbød hende at give hende et lift hjem.

”Det er betænksomt af dig,” sagde hun med brændende kinder, ”men jeg har et ærinde inde i byen, og jeg kan sagtens få et lift hjem derefter. Ses vi en anden dag?”

Jeg nikkede med blandede følelser. ”Det gør vi.”

 

_________________________________________________________________________________________

Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at jeg har et problem. Jeg ved simpelthen ikke længere, hvad der skal ske i mine kapitler. Jeg har en overordnet idé om, hvad der skal ske, men for at føre den ud, bliver jeg nødt til at have nogle scener i mellem, og mit hoved er helt tomt. Jeg synes bare lige, jeg fortælle fortælle det, for grundet det ved jeg ikke, hvornår jeg skriver det næste kapitel, da jeg simpelthen ikke ved, hvad der skal ske. Beklager. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...