My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11737Visninger
AA

11. Harry | She isn't Rebecca


Ved min side rejste Kayla sig op og strakte ryggen. Jeg gjorde det samme og stoppede hænderne ned i lommerne for ikke at lade kulden nå mine knoer. De havde en tendens til at sprække, hvis de fik bare det mindste frost.

”Lad os gå tilbage,” lød det lavmælt fra Kayla. Jeg nikkede og sammen begav vi os tilbage ad gaderne, der lå øde og kolde hen. Ingen af os sagde noget. Vi gik bare.

Mens vi gik, fik jeg lejelighed til at tænke over alt det, der var sket, siden jeg var fulgt efter Louisa hertil. Jeg havde stadigvæk en smule svært ved at forstå det. Jeg indrømmede, at da det gik op for mig, at Kayla havde en kæreste, blev al luften slået ud af mig. Jeg var vred, irriteret og ikke mindst skuffet. Men hvad havde jeg regnet med? Jeg havde ingen ret til Kayla, bare fordi hun var en tro kopi af min eneste ene. Det var ikke overraskende at så køn en pige som Kayla havde en kæreste – og så en rig og stærk en af slagsen. Han var langt større en mig, og jeg brød mig langt fra om ham. At han reagerede så voldsomt på mine ord inde i træningsrummet, havde chokeret mig. Jeg kunne stadig mærke, hvor han havde ramt mig. Det dunkede, men jeg var ikke i tvivl om, at Kayla havde det værre. Hendes egen kæreste havde slået hende, og jeg var sikker på, at han havde vidst, hvad han gjorde. Hun måtte virkelig have det elendigt.

Og det var min grund til stadig at kæmpe videre. Robert fortjente ikke Kayla, og den opførsel han havde vist indtil videre bekræftede bare mit syn på ham. Han var en idiot, og jeg ville vinde Kayla fra ham.

Jeg kiggede op og blev hevet ud af mine tanker, da jeg så, at vi allerede befandt os ved den bygning, de holdt til i.

”Har du en bil?” spurgte Kayla og stoppede op, før vi blev synlige gennem glasruderne. ”Du burde se at komme hjem.”

Jeg nikkede. ”Men jeg kan højst sandsynligt ikke finde hjem. Jeg har aldrig været i denne del af London før.”

Kayla sukkede og kiggede længe på mig, som om hun overvejede noget. ”Okay,” sagde hun til sidst. ”Det er sent. Du kan sove hos mig i nat, og så viser jeg dig vejen hjem i morgen.”

Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Det behøver du ikke, Kayla.”

”Jeg insisterer.” Et lille smil bredte sig på hendes læber, men det nåede langt fra øjnene.

 

Den varme kaffe mellem mine hænder, sendte små skyer af damp op i luften, da jeg forsigtigt svingede væsken lidt rundt i kruset. Jeg sad tavst og betragtede den lille hvirvelvind, mens Kayla rumsterede rundt i køkkenet bag mig. Jeg hørte hende smække en køkkenlåge i, og så lød hendes stemme.

”Jeg beklager,” sukkede hun, ”men jeg har intet spiseligt. Ikke andet end nogle udtørrede rosiner.”

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg behøver ikke noget. At du lader mig overnatte og serverer kaffe er absolut nok.”

Med et træt suk satte Kayla sig ned på stolen overfor mig. Hun havde også skænket sig selv en kop kaffe, og nu sad hun og nippede forsigtigt til den.

Jeg lod mit blik vandre op til uret, der hang på væggen i køkkenet. Det var ikke mere end et kvarter siden, at vi var ankommet til den hyggelige og stilrene lejelighed. Jeg var ikke i tvivl om, at det ikke var penge, Robert manglede. Der var selvfølgelig også den mulighed, at det var Kaylas penge, men det troede jeg alligevel ikke helt selv på. Robert var velhavende, og det var helt sikkert derfor Kayla var faldet for ham. Det, og så at han så godt ud. Det blev jeg i hvert fald ved med at sige til mig selv, fordi det fik min mission om at omvende Kayla, til at virke mere realistisk.

”Nå,” sagde Kayla så, flettede sine fingre og mødte mit blik, ”nu er det vist på tide, du forklarer mig, hvad der er med hende Louisa?”

Jeg rynkede panden. ”Hvad tænker du på?” spurgte jeg.

”Hun bliver ved med at optræde over det hele. Hun vrissede af mig til en fest, hvor hun sagde, at hun ikke var hvem som helst, og derefter fører hun dig hertil. Og du er ikke hvem som helst, vel?”

Et lille smil spillede i min mundvige, da jeg svarede. ”Hvor meget ved du da om hende?” I mit hoved genspillede min samtale med Liam sig, men lige nu forsøgte jeg at ignorere den. Jeg vidste, at detaljerne om Louisa skulle foreholdes hemmelige, men alligevel følte jeg, at Kayla fortjente at få det hele at vide. Jeg var splittet.

”Intet.” Kayla lagde kruset op til sine læber og tog en mundfuld kaffe. Så lod hun sit blik møde mit igen, og det fik mig til at tage beslutningen og lade Liams hemmelighed forlade min mund.

”Hun er Liams søster,” afslørede jeg. ”Liam Paynes lillesøster.”

Der gik et par sekunder, før mine ord rigtigt nåede ind til Kayla, men derefter livede hele hendes ellers trætte og udmattede ansigt op.

”Hvad? Er hun hans søster?”

Jeg nikkede bekræftende og betragtede hende, mens et smil overtog den triste facade og fik hendes øjne til at lyse op igen. Hun var virkelig smuk. Men samtidigt hviskede hendes smil mange af de lighedstræk, der var mellem hende og Rebecca, ud. Rebecca havde haft små smilehuller, og så blev Kaylas øjne ikke nær så smalle. Rebecca havde haft flere rynker ved øjnene, når hun smilede. En ting der dog ikke ændrede sig, var håret. Det var hunrede procent ens. Jeg ville med garanti ikke kunne kende forskel på de to bagfra.

”Jeg må egentlig ikke fortælle det her, så du må love at holde det hemmeligt?”

Kayla nikkede hurtigt og en smule ivrigt. Noget sagde mig, at hun var typen, der holdt af en god omgang sladder. ”Hold da op en oprørsk lillesøster. Så hun spolerede sin egen brors parfumelancering?”

Jeg tog en mundfuld kaffe. ”Ja, hun gjorde.”

Kayla smilede fortsat overrasket og lænede sig tilbage i stolen. ”Det havde jeg aldrig troet,” sagde hun. ”Jeg ville -”

Kayla blev afbrudt midt i en sætning, da hoveddøren pludselig bragede op og hamrede ind i væggen. Vi drejede begge hurtigt hovederne, og da jeg så, hvem der dukkede op, kunne jeg ikke forhindre en kuldegysning i at løbe mig koldt ned af ryggen. Min jakke hang på stolens ryglæn, og jeg havde pludselig en følelse af, at jeg burde få den på i en fart.

Et misfornøjet grynt lød fra Robert, der nu stavrede slingrende over mod Kayla, der stirrede stivnet på ham. Da han rakte armene frem og mumlede noget uforståeligt ind i hendes ansigt, rynkede hun næsen. Men allerede inden Kayla havde afsløret, at hans ånde stank langt væk af alkohol, vidste jeg, at han var beruset – meget endda. Hans opførsel afslørede alt.

Hele tiden stirrede jeg på ham, men det lod ikke til, at han havde lagt mærke til mig. Faktisk skænkede han mig ikke et blik, og jeg følte mig helt overset. Jeg rejste mig hurtigt for at trække min jakke på. Måske var det ikke så god en idé at overnatte her alligevel. Jeg kunne altid sove i bilen og finde hjem i morgen tidlig. Men da jeg fumlede med lynlåsen, blev jeg distraheret af Robert, der havde trukket Kayla op og stå. Måbende så jeg til, mens han med et hårdt tag om hendes håndled trak hende ned på hans skød.

Jeg skulle virkelig ud derfra.

I to store skridt var jeg ovre ved døren, og Robert havde stadig ikke lagt mærke til mig. Jeg rakte ud efter håndtaget, da jeg hørte Kaylas stemme.

”Robert” udbrød hun bestemt med en undertone af panik. ”Stop så det der!”

Hurtigt snurrede jeg rundt, og det gik op for mig, hvad der var ved at ske. Kayla sad solidt placeret i Roberts skød, men udtrykket i hendes ansigt fortalte mig, at det var langt fra en frivillig handling. Robert trak hende tæt ind til sig og bevægede sin mund ved hendes øre. Kayla spjættede og forsøgte desperat at fjernes hans hænder fra hendes bryster. Jeg spærrede øjnene op, og da hendes skamfulde øjne mødte mine, kunne jeg ikke stå stille længere. Jeg fløj hen til Robert og placerede en hård knytnæve et sted på siden af hans næse. Da han med et voldsomt brøl slap Kayla og tog sig til næsen, troede jeg et kort sekund, at den var brækket. Men så hårdt havde jeg alligevel ikke slået. Da han igen fjernede sine store hænder, sad næseryggen stadig, som den skulle. Dog strømmede en lille, fin stråle blod ud af det ene næsebor.

Kayla var sprunget over til den fjerneste væg i rummet, og jeg bakkede langsomt et par skridt bagud, da Robert pustede sig op og rejste sig. Jeg vidste, at han ikke ville lade mit slag gå forbi, og nu ville han slå tilbage. Selvom han ikke var sikker på fødderne og havde knapt så hurtige reaktioner, så vidste jeg, at han alligevel var stærkere end mig. Han ville vinde denne kamp alligevel.

Da Robert løftede den højre arm for at lade den svinge mod mig, spændte jeg i hele kroppen og forberedt mig på at flytte mig i sidste sekund. Men et splitsekund før jeg selv trådte til siden, hamrede Kayla ind i mig og hev mig brutalt hen mod døren. Robert sænkede armen og råbte noget snøvlet efter mig, som jeg ikke kunne tyde.

Da døren smækkede efter os, bredte en lettelse sig i mig. Kayla havde stadig et fast tag i mit jakkeærme, og hun trak mig hele vejen ned af trapperne og ud i den kolde natteluft. Først da vi havde rundet det nærmeste gadehjørne, stoppede hun op og slap mig.

Jeg stod stille lidt og stirrede ud på vejen, hvor bilerne susede forbi, mens mit hjerte langsomt satte farten ned. Mit had til Robert var bare blevet forstærket yderligere nu. Jeg lod mit blik glide over på Kayla, der havde sat sig ned på hug. Ganske forsigtigt nærmede jeg mig hende, men lige i det sekund, jeg ville lægge en trøstende hånd på hendes skulder, udstødte hun et hulk, så hele min krop stivnede. Jeg trak hurtigt hånden til mig igen og forsøgte at finde hendes øjne.

Da hun endelig kiggede op, var hendes øjne fyldt med tårer.

”Jeg hader ham,” hulkede hun. ”Jeg hader ham.”

 

”Louis?”

Forsigtigt skubbede jeg døren op til Louis' lejelighed. Jeg havde ikke fortalt ham, at jeg kom forbi, men eftersom døren var åben, gik jeg bare ind. Det var der ikke noget nyt i. Jeg kaldte endnu engang på ham, men fik ikke noget svar. Jeg stod stille lidt og lyttede. En svag summen kom fra stuen, hvor døren stod på klem.

Da jeg stak hovedet ind, fandt jeg Louis liggende på ryggen i sofaen med ansigtet begravet i sin mobil, mens fjernsynet kørte foran ham. Da han så mig ud af øjenkrogen, satte han sig hurtigt op og lagde sin mobil fra sig. ”Harry!” udbrød han. ”Hvor fanden har du været?”

Jeg sukkede og satte mig, der hvor Louis' fødder før havde været. Sofaen var blød, og jeg nød endelig at kunne slappe af i hele kroppen. Det sidste døgn havde været hæsblæsende, og jeg havde ikke sovet specielt godt på bagsædet af min bil.

”Hvad har du lavet?” spurgte Louis så. ”Hvorfor svarede du mig ikke?”

Med et blik på Louis' telefon, der lå på bordet, stak jeg hånden i lommen og fiskede min egen mobil op. Ganske rigtigt var der tre ubesvarede opkald, og de var alle tre fra Louis. På en måde overraskede det mig, at jeg ikke havde hørt eller mærket den. Grunden måtte have været, at han haft ringet ret sent, og da jeg lagde mig ud i bilen for at sove, havde jeg været så træt, at jeg ikke engang havde tændt min mobil for at se, hvad klokken var. Det, og så det faktum, at nattens begivenheder, havde distraheret mig så meget, at jeg ikke skænkede den en tanke.

”Det må du undskylde,” mumlede jeg og låste den kort op for at se, om der var sket andet, jeg ikke havde opdaget. Det var der ikke. ”Den har bare lagt i min lomme, uden at jeg mærkede den.”

Louis rystede langsomt på hovedet. ”Jeg troede, der var sket dig noget. Du sagde, du ville komme over i aftes, men du blev væk. Jeg troede, det måske havde noget at gøre med det, der skete ude ved London Eye.” Louis kiggede væk, og jeg rynkede panden. Hvis der var nogen, der burde kigge væk, var det mig. Det var mig, der havde slået en uskyldige dreng i jorden.

Jeg rystede på hovedet, som Louis havde gjort. ”Det havde intet med det at gøre.” Luften mellem os stod stille, og jeg overvejede, om vi burde tale mere om det, der var sket. Men så drejede Louis samtalen tilbage på mig.

”Men Harry,” sagde han og flettede fingre med sig selv, mens han lænede sig frem og støttede albuerne på knæene, ”hvor har du været?”

”Jeg ved det knapt nok selv,” mumlede jeg i svar og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg havde ikke været hjemme endnu, og derfor lignede det helt sikkert noget nær en fuglerede lige nu.

”Spyt nu bare ud, Harry.” Louis smilede nu. ”Fandt du hende?”

Da jeg langsomt nikkede, bredte et overrasket skær sig over Louis' ansigt. Jeg vidste, at han havde forsøgt at støtte mig i min søgen efter Kayla, men det overraskede ham tilsyneladende, at jeg havde haft held til det. Nu kunne jeg også godt selv se, hvor usandsynlig en mission jeg havde kastet mig ud i.

”Fortæl mig det hele!” udbrød han.

Jeg smilede. ”Hun er fantastisk.”

”Så du talte med hende?”

Jeg nikkede, men så gik det op for mig, at jeg blev nødt til at fortælle om Robert. Mit smil falmede. ”Men hun har en kæreste. En rigtig idiot.”

Louis lagde låg på sin iver og sank lidt sammen. ”Det er jeg ked af at høre, Harry. Du havde vel -”

”Jeg er ikke færdig,” afbrød jeg. ”Han er virkelig en idiot. Han slog hende, mens jeg så på det. Derefter var hun helt nede, men hun tilbød mig, at jeg kunne overnatte i deres lejelighed. Jeg tror ikke, hun havde regnet med, at Robert ville komme hjem, men det gjorde han altså – og han var plørefuld. Han ænsede mig ikke og begyndte at rage på hende, så jeg besluttede at gøre noget ved det.”

Louis' blik havde ændret sig, og nu var det som om, han kiggede på mig med en smule tvivl i blikket. ”Slog du ham?”

”Ja, et enkelt slag var nok, og derefter trak Kayla mig væk, så han ikke fik ram på mig. Det -”

”Stop lige, Harry.” Louis afbrød og holdt en hånd i vejret. ”Robert er kæresten, men siger du, at din Askepot hedder Kayla?”

”Ja, Kayla,” gentog jeg med en varme i stemmen. Jeg blev helt ophidset af at genfortælle alle begivenhederne. ”Ved du, hvad der så skete, Louis?”

Han rystede på hovedet og kiggede tålmodigt på mig. Jeg ignorerede hans rynkede pande og tænksomme ansigt. ”Jeg kyssede hende.” Jeg holdt en kunstpause og holdt let vejret. ”Jeg indrømmer, at jeg måske lod mig gribe af stemningen. Hun græd, og det vækkede bare et eller andet i mig. Rebecca elskede, når jeg kyssede hende, hvis hun græd eller var ked af det.”

Nu havde Louis fået store øjne, og jeg kunne ikke længere ignorere det. ”Hvad er der, Louis?”

Han trak afværgende på skuldrene. ”Ikke noget,” sagde han hurtigt. ”Fortæl videre. Hvordan reagerede hun?”

Denne gang kom mit svar knapt så prompte. ”Først slappede hun fuldstændigt af og lod til at nyde det, men så stivnede hun ligesom og trak sig væk. Derefter undgik hun mig og bad mig tage hjem. Jeg kunne ikke vejen hjem – og da slet ikke i mørke – så jeg overnattede i bilen.”

Med de ord afsluttede jeg fortællingen om mine oplevelser, og jeg kunne se på Louis, at det ikke var noget, han havde forventet. Det skuffede mig lidt, at han ikke engang så glad ud på mine vegne.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, Harry.” Han lænede sig tilbage og placerede to fingre om næseryggen, som om han havde hovedpine. ”Var det ikke lidt overilet?”

”Jo,” svarede jeg og trak let på skuldrene. ”Men jeg fortryder det ikke. Det var perfekt, indtil hun skubbede mig væk.”

Louis var stille lidt, og jeg besluttede at lade ham tænke. Så mødte han igen mit blik og stillede mig endnu et spørgsmål. ”Men ligner hun så Rebecca? Indeni?”

Endnu et smil sneg sig ind på mine læber. ”Overhovedet ikke,” grinede jeg og lod mine tanker vandre tilbage til de øjeblikke, jeg havde delt med hende. ”Hun er helt sin egen.”

 

__________________________________________________________________________________

Jeg ved ikke, om det er gået op for jer, men jeg tildeler ikke denne movella helt så meget opmærksomhed, som jeg ville ønske. Det er efterhånden lang tid siden, jeg startede den, og jeg har med tiden mistet interessen for at skrive på den. Den har ikke udviklet sig, som jeg havde håbet på og regnet med, og idéen tiltaler mig ikke rigtigt mere. Pga. af det har jeg også virkelig svært ved at skrive på den. Det er gået op for mig nu, at jeg i lang tid har haft lyst til at stoppe den, for jeg føler ikke, at min skrivning lever op til, hvad jeg i virkeligheden kan. For at være ærlig, føler jeg, at det er noget lort jeg skriver på denne movella, men jeg vil gerne gøre den færdig alligevel. 

Jeg synes bare lige i skulle vide, at det altså er derfor, kapitlerne ikke bliver så lange og velskrevede, som jeg ellers har lovet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...