My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11774Visninger
AA

9. Harry | Magic in the streets


Jeg smækkede hurtigt bildøren i og lod den kolde luft omfavne mig. Der var nu så koldt, at jeg kunne se min egen ånde foran mig, og jeg havde endelig fået anskaffet mig en ordenligt vinterjakke. Dog havde jeg ikke besværligeret mig med at lyne den, og nu krøb kulden under under min trøje og fik små gåsehud til at springe frem på mine arme.

Jeg låste bilen bag mig og begav mig op af den korte havegang, der førte op til et lille, gult hus. Jeg tøvede kort foran hoveddøren, men tog mig så sammen og bankede kort på. Jeg stod der i lang tid og begyndte efterhånden at tro, at ingen ville åbne op.

Der var kun en person, jeg ønskede at se. Jeg vidste ikke, hvem der boede i huset udover Louisa, for det havde Liam ikke sagt noget om. Han havde kun fortalt mig, hvad jeg ønskede at vide – hvor Louisa befandt sig.

For jeg blev nødt til at tale med hende, få hende til at tale over sig om ikke nødvendigt. Liam havde eftertrykkeligt sagt til mig, at hun ikke ville spytte ud med noget som helst, men jeg kunne ikke give op. Nu hvor jeg vidste, at Louisa havde den tilknytning til The Mob, som hun havde, kunne jeg ikke bare lade chancen passere. Jeg blev nødt til at forsøge.

”Harry?” Døren var blevet åbnet og Louisas ansigt viste sig. Hendes lange hår var sat op i en høj hestehale, og hun var iført et par sweatpants og en t-shirt.

Jeg rømmede mig hurtigt og trådte et skridt op af den lille trappe, så vi næsten stod på højde med hinanden. ”Har du tid til hurtigt at snakke?”

Hun rynkede panden og slog armene rundt om sig selv, da kulden trængte igennem hendes tynde t-shirt. ”Hvis du skynder dig lidt - jeg inviterer dig ikke indenfor.”

Af Liams lillesøster at være, var hun overraskende uhøflig. Liam lod umiddelbart til at være det stik modsatte af hende, hvis man så bort fra deres udseende. De havde den samme næse. Det var nu heller ikke, fordi jeg havde talt ret meget med hende før. De gange hun havde været med til vores koncerter for at se Liam, havde hun holdt sig for sig selv. Jeg havde ikke henvendt mig til hende, for mest af alt havde hun mindet mig om en lille, sur teenagepige, der aldrig var tilfreds med noget som helst. Jeg måtte indrømme, at hun var blevet ældre at se på nu, men mit aller første indtryk af hende blev kun forstærket, da hun indirekte forbød mig at gå indenfor på trods af kulden.

”Liam har fortalt mig, at du er med i The Mob.”

Hendes ansigt udtrykte kort overraskelse, men hun var god til at skjule det. ”Der kan man bare se,” mumlede hun, nok mest til sig selv, ”det troede jeg ikke, han var mand nok til at fortælle. Skammer han sig over mig?” Hun kiggede afventende på mig.

Jeg overvejede hurtigt mit svar. Hvad ville behage hende mindst? ”Nej,” sagde jeg og gemte mine hænder oppe i ærmerne, da kulden var hård ved dem, ”ikke nok til at han ikke fortalte det.”

”Pis,” udbrød Louisa lavmælt og lænede sig op af dørkarmen.

En rynke havde formet sig mellem mine øjenbryn. ”Vil du have ham til at skamme sig over dig? Er det ikke lidt voldsomt?”

Hun rystede på hovedet. ”Nej, det synes jeg ikke.”

Jeg stirrede lidt på hende, men besluttede så at afsløre den egentlige grund til, at jeg var kommet, uden videre omsvøb. ”Du skal fortælle mig, hvor The Mob holder til.”

Hun løftede sig blik, så hendes øjne kort mødte mine. Hendes var let sammenknebne og ikke spor venlige. Hun rystede på hovedet. ”Nej,” sagde hun, ”det er fortroligt.”

”Det ved jeg, men det er meget vigtigt!”

”Beklager Harry, men det er bare endnu en god grund til ikke at fortælle dig det.” Og så smækkede hun døren i i hovedet på mig.

Jeg sprang hurtigt op til døren og hamrede løs med den ene næve. ”Louisa!” råbte jeg højt, ”det kan du ikke mene. Luk så op!” Men hun åbnede ikke døren, og det kunne jeg have sagt mig selv. Hun var virkelig følelseskold, og hun ville garanteret ikke ændre mening, uanset hvor meget jeg bankede på hendes dør. Liam havde fået ret alligevel.

Men jeg ville ikke give op, ikke endnu. Jeg havde stadig en sidste plan, og den kunne ikke slå fejl. Det kunne den bare ikke.

 

Det var blevet mørkt nu. Min ryg var stiv efter at have siddet stille i bilen i flere timer, og jeg følte, at jeg havde fået liggesår flere steder på kroppen. Men jeg ville ikke tage hjem. Jeg skulle bare vente lidt endnu, så ville al ventetiden være det hele værd.

Efter Louisa havde lukket døren for næsen af mig og nægtede at lukke op igen, var jeg gået tilbage til min bil, men jeg var ikke kørt hjem. I stedet parkerede jeg den lidt længere nede af vejen, så den ikke kunne ses, hvis hun ved et tilfælde kiggede ud af vinduet. Nu havde jeg siddet i mere end to timer, og selvom mørket havde sænket sig over England, havde Louisa endnu ikke bevæget sig udenfor døren. Jeg var begyndt at blive utålmodig og længtes efter selskab og varm mad. Men, tænkte jeg for mig selv, det var meget logisk at hun ikke skulle øve med The Mob før efter mørket var faldet på, for på den måde var det nemmere at holde deres skjulested hemmeligt. Med den tanke i hovedet lagde jeg mig sukkende tilbage i sædet og gav mig til at vente.

Og så skete der endelig noget.

Døren åbnede langsomt og lod en smal stribe lys slippe ud på trappen, hvorefter den lukkede igen, og en mørk skikkelse bevægede sig ned ad havegangen med hurtige skridt.

Jeg satte mig hurtigt op og startede med fumlende fingre motoren på bilen. Den kom til live med en svag brummen, men det var heldigvis ikke nok til, at Louisa lagde mærke til det.

Jeg så hende sætte sig ind i sin egen bil, og så var hun væk. Mit hjerte bankede hurtigt, da jeg kørte efter hende og fik øje på hende i et lyskryds. Jeg sørgede omhyggeligt for at holde mindst to biler imellem os, mens jeg fulgte hende igennem Londons gader. Der var så mørkt, at jeg til sidst ikke vidste, hvor vi befandt os. Jeg fulgte bare efter hende, og efterhånden mistede jeg overblikket.

Jeg følte, at vi befandt os i udkanten af London, da hun endelig drejede ind til siden og lod lyset i lygterne dø ud. Jeg stoppede med det samme, inden jeg kom alt for tæt på hende, og steg ud. Vinden var taget til, og jeg trak hurtigt min sorte jakke på. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg var iført sorte, stramme bukser og sorte sko, så jeg var ikke let at få øje på. Det var kun en god ting. Dog klikkede mine sko på en irriterende og afslørende måde, da jeg bevægede mig efter Louisa, der allerede var halvvejs nede af gaden. Hun kiggede sig ikke tilbage over skulderen en eneste gang, hvilket jeg var ovenud lykkelig for. Jeg var ganske vist sort, men helt usynlig var jeg ikke, og skulle jeg have en jordisk chance for at kunne følge efter hende, blev jeg nødt til at forholde mig forholdsvis tæt på hende.

Jeg listede forsigtigt efter hende, da hun drejede om et hjørne, og vi nu befandt os i en afsides gyde. Min vejrtrækning var hurtigt, og dannede små hvide skyer i luften foran mig, for jeg vidste, at vi snart måtte være der. Gyden føltes som et perfekt sted at have et hemmeligt hovedkvarter.

Mit hjerte bankede endnu hårdere, da Louisa pludselig stoppede op. Det var nu, tænkte jeg. Det var nu, hun ville træde ind af en dør og afsløre skjulestedet for mig. Hun ville vise mig døren ind til min Askepot.

Men i stedet for at række ud efter døren, vendte hun sig om i en hurtig bevægelse, og før jeg vidste af det, havde hun fanget mine øjne. Jeg stivnede og holdt vejret.

Hun havde opdaget mig.

”Giv dig til kende!” råbte hun. ”Jeg ved, du følger efter mig, fortæl mig hvem du er!”

Al luften sivede ud af mig, da jeg måtte overgive mig. Jeg var afsløret, og nu ville jeg aldrig nogensinde finde ud af, hvor The Mob holdt til.

”Louisa … ” sukkede jeg og trådte ud af skyggerne, så en falmet lygtepæl lyste mit ansigt op. Jeg kneb øjnene sammen i det pludselige lys og slog ud med armene. ”Jeg skal bare vide én ting! Hvorfor er det så svært at fortælle mig?”

Fordi det er hemmeligt!” udbrød hun og trådte tættere på mig. Hun virkede ikke engang overrasket over, at det var mig. ”Det er fortroligt, og af god grund! Hvad er du for en, Harry? Du følger efter mig midt om natten, selvom jeg eftertrykkeligt har fortalt dig, at du ikke kan få det at vide!” Hendes stemme blev skinger og steg i styrke, og jeg blev et øjeblik bange for, at hun vækkede beboerne rundt omkring i husene. Jeg boede selv i lejelighed og vidste, hvor let støjen ude fra gaden trængte ind gennem væggene.

Dæmp dig!” hvæsede jeg og gik tættere på hende i håbet om, at hun ville sænke stemmen en smule.

Gu' vil jeg ej! Faktisk tror jeg snart, der kommer folk for at redde mig. De tror sgu da, jeg bliver voldtaget!”

Jeg vil ikke voldtage dig, og det ved du udmærket godt. Hvis du dæmper dig, kan vi snakke sammen om det her som fornuftige mennesker.”

Et smil dukkede op på Louisas læber. ”Det er desværre for sent, Harry.” Jeg vendte mig hurtigt om og forstod straks hendes ord. Fra bygningen et par huse bag mig strømmede mindst femten mænd – eller drenge – ud med bistre og urokkelige udtryk i ansigterne. Jeg sank nervøst og trådte instinktivt et skridt tilbage. Jeg var ved at snuble over mine egne ben, men Louisa gav mig et brutalt skub i ryggen, så jeg røg frem og nær var landet på næsen. Dog holdt jeg mig på benene og kunne så kigge op i massevis af hårde og frygtindgydende, stivnede masker.

Du,” hvislede den højeste og mest muskuløse af dem alle sammen, ”har intet at gøre her.”

Jeg lod hurtigt mit blik glide hen over gruppen af muskuløse og trænede dansere, der var stimlet sammen for at komme deres veninde til hjælp og forsvare deres skjulested. Ikke én af dem viste det mindste tegn på venlighed, og jeg følte mig straks som en undermåler. Det var femten mod en. Jeg var den lille her, og det var helt sikkert ikke det rette tidspunkt at være rapkæftet eller forsøge at forhandle.

”Jeg-”

”Forsvind!” afbrød den samme, som havde talt før. ”Jeg vil ikke høre på dine forklaringer, du har intet at gøre her.”

”Men jeg skal bare tale med-”

”Du har allerede talt med Louisa, så du kan gå nu. Du har talt nok.”

”Men det er ikke Louisa, jeg vil tale med!” råbte jeg frustreret og slog ud med armene. ”Jeg vil ikke tale med Louisa, jeg skal finde en, som danser for jer, så jeg er nødt til at vide, hvor jeres hovedkvarter er, så jeg kan tale med hende!”

”Giv mig en god grund til, at jeg skulle lade dig gøre det?”

Jeg valgte at ignorere hans spørgsmål og i stede bare fortsætte min egen talestrøm. ”Hun har brunt hår!” udbrød jeg og mærkede hjertet banke løs i brystet på mig. ”Brunt, langt hår! Og lange ben, hun er høj!”

Det fik fyren til at lukke munden. Han kiggede længe og overvejende på mig, og jeg blev et øjeblik nervøs for, at han stod og overvejede den bedste måde at skaffe sig af med mig på, men så vendte han sig om mod resten af de mandlige dansere og begyndte at mumle til dem. De snakkede længe, og flere gange hævede de stemmerne. Jeg fangede kun få ord, som jeg umuligt kunne stykke sammen til sætninger. Så rettede de sig op og vendte sig mod mig igen.

”Vi tror, vi ved, hvem du leder efter,” fortalte en anden, som ikke havde talt før nu. Han havde brun hud og lange dreadlocks hængte ned over hans skuldre. ”Og siden vores skjulested ikke er særlig hemmeligt længere, gør vi en undtagelse. Du kan få lov til at komme med ind.”

Jeg spærrede øjnene op og kunne næsten ikke tro det. Jeg havde fundet deres skjulested, og nu lukkede de mig oveni købet indenfor. Jeg ville langt om længe finde min Askepot.

Jeg trådte et skridt frem for at gå med indenfor, da fyren med dreadlocksene lagde en hånd på min skulder og fangede mit blik. ”Men du må love os én ting. Du må ikke fortælle nogen andre, hvor vi holder os skjult. Gør du det, er vi ikke bange for at tæve dig på samme måde, som du gennembankede en af vores.”

Hans øjne var hårde, og der var intet at misforstå. Jeg sank en klump og nikkede igen. ”Det lover jeg. Jeg fortæller intet.”

 

___________________________________________________________________

Her har i så endnu et kapitel, og jeg beklager dybt den lange ventetid mellem dem. Før prioriterede jeg både Madhouse og The Apple før denne her, men nu er de begge afsluttede, og jeg har kun denne og min nyeste Game of Past at tænke på. Så nu kan jeg vist godt love, at der vil komme kapitler lidt oftere.  

Tusind tak for de mange fav. lister, det betyder virkelig meget!

Og hvis synsvinkel kan i bedst lide? I må endelig fortælle mig, hvad i synes i kommentaren! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...