My Cinderella | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2014
  • Status: Færdig
The Mob blev for nylig det helt store youtube-fænomen i Storbritannien, men hvem er The Mob? Folk ville nok beskrive dem som en ekstrem dansegruppe, der bryder ind på museer og stopper trafikken for at udføre et af deres utrolige dansenumre bestående af massevis af dansere, men ingen ved, hvem der egentlig gemmer sig bag de slående kostumer. Kayla Webb er en del af The Mob, og som en af stifterne af gruppen, planlægger hun sammen med de andre et nyt angreb, men denne gang er det ikke bare i et tilfældigt angreb; denne gang går det ud over One Directions nye parfume lancering. Hvad sker der, når Kayla får til opgave at danse op af den charmerende Harry Styles, og Harry ikke kan holde fingrene fra hende? Hvad sker der, da det eneste hun efterlader er en ring og et kys på kinden, og Harry vil have mere? Harry Styles må ganske enkelt på jagt efter sin Askepot.

149Likes
104Kommentarer
11808Visninger
AA

2. Harry | Black Silhouettes


 

 

 ”Drenge, vi har ikke tid til det der,” skændte Liam og puffede til min skulder, så jeg trillede ud af den sofa, jeg havde lagt og slappet af i. Min hofte ramte gulvet med et bump.

”Zayn er ikke klar endnu. Slap af, Liam.”

Liam satte sig ned og sukkede. ”Beklager,” sagde han, ”jeg er bare en smule nervøs.”

Jeg rejste mig langsomt og op og ømmede mig kort over min hofte, der havde ramt gulvet først. Louis lå i den anden ende af sofaen og grinede ned til mig. Jeg sendte ham et blik og glattede min skjorte ud. Det duede ikke, at den var krøllet og beskidt, når vi om få minutter skulle ud og lancere vores nye parfume. Parfume udstrålede trods alt renlighed og perfektion.

”Hvorfor er du nervøs, Liam? Der er jo intet at være nervøs for – vi har prøvet det her mange gange før.”

”Jeg ved det ikke,” svarede han og rettede på sit hår, der allerede sat perfekt. ”Der er bare et eller andet.”

Jeg trak på skuldrene og satte mig igen ned i sofaen. Denne gang lod jeg dog være med at slå fødderne op, som jeg havde gjort før.

”Jeg ville i hvert fald sætte pris på, at du næste gang lod være med at skubbe mig ned af sofaen,” sagde jeg med et lille smil. Liam smilede kort tilbage og kiggede så ud af vinduet.

Udenfor stod allerede hundredvis af piger, som vidste, hvad der skulle foregå inde i denne bygning. I lokalet under os, havde alle paparazzierne og kamerafolkene samlet sig og ventede bare på, at vi ville melde vores ankomst.

”Nu må han da snart være færdig,” sagde Liam utålmodigt og rejste sig igen op.

”Han mangler stadig makeuppen,” grinede Niall, der i er samme sekund kom gående ind fra rummet ved siden af, hvor Zayn stadig sad i stolen. ”Han kræver jo lidt ekstra.”

Både Louis og jeg smilede, men Liam vendte sig bare og gik ud for at se, hvor langt Zayn var.

”Hvad er der galt med ham i dag?” spurgte Niall og slog sig ned på den plads, Liam havde efterladt sig.

Jeg trak på skuldrene, og det samme gjorde Louis. ”Han er åbenbart nervøs.”

Niall nikkede langsomt. ”Det giver mening.”

I det samme kom Liam tilbage med Zayn på slæb. Han havde endnu ikke fået trukket sin cowboyjakke ordentlig på endnu. ”Så er vi gået,” informerede Liam og åbnede døren og begyndte at småløbe ned af de mange trapper. Vi andre kom lidt bag efter.

Louis stoppede op og kiggede overvejende på det lange gelænder, der bugtede sig hele vejen ned i kælderen nederst nede. ”Vil du sladre, hvis jeg tager gelænderet ned?” spurgte han og grinte. Jeg smilede tilbage og skyndte mig efter Zayn og Niall, der allerede havde indhentet Liam.

”Bare du kommer nu!” råbte jeg over skulderen.

Vi standsede alle foran døren, vi vidste førte ind til rummet, hvor vi skulle være de næste par timer. Da Louis endelig dukkede op bag mig, tog Liam i håndtaget og gik indenfor. Jeg skyndte mig at hive et smil frem, da jeg mærkede al den opmærksomhed, jeg pludselig fik fra både kameraer og journalister. Jeg fornemmede de skarpe blitze blinke rundt om mig, men jeg gjorde mit bedste for at ignorere dem. Det var efterhånden en færdighed, jeg var ret øvet i.

Vi bevægede os alle op til et lille podie, der var lavet midt i rummet. Derefter skiltes vi og blev ofre for de mange journalisters skarpe spørgsmål. Jeg fik med det samme kastet en masse spørgsmål i hovedet.

”Er parfumen dedikeret til en speciel person? En pige? … Hvad betyder parfumen for dig? … Er der et skjult budskab?”

Jeg gennemsøgte min hjerne for et fornuftigt svar, der ikke var alt for afvisende, men samtidigt ikke svarede alt for direkte. Sandheden var, at nogle af de spørgsmål rent faktisk ramte mig en smule. For en gangs skyld havde de fat i noget, og jeg havde derfor sværere ved at tale udenom. Jeg smilede kort for at trække tiden lidt ud, mens jeg forsøgte at formulere en sætning.

”Vi tænkte alle på en bestemt person, da vi designede parfumen,” sagde jeg og forsøgte at finde øjnene, der tilhørte den person, som havde fyret spørgsmålet af.

Mit svar gejlede straks de andre op, og pludselig haglede det ned med spørgsmål. Faktisk havde jeg så svært ved at skelne dem fra hinanden, at jeg ikke kunne finde noget at svare på. Sandheden om, hvem jeg egentlig havde tænkt på, da jeg gik med til parfumen, var nok til at få mig til at lukke af fra omverdenen og ignorere spørgsmålene.

Hun hed Rebecca og havde været min første rigtige kæreste. Og også min sidste.

Da succesen blev for meget for hende efter x factor, havde hun afsluttet det, vi havde, og jeg hadede hende for det. Hun var den første, jeg virkelig bekymrede mig om, og jeg ville aldrig rigtigt glemme hende. Hendes ansigt stod stadig tydeligt printet for mig, når jeg lukkede øjnene og tænkte på hende. Hun havde fyldt så meget, at jeg stadig ikke kunne tale normalt om hende.

Jeg trak vejret dybt ind for at sukke, da lyset pludselig flimrede for mine øjne. Jeg blinkede og troede, det var mine egne øjne, der var noget galt med, men pludselig forsvandt lyset i hele rummet, og der blev næsten bælgmørkt. Det eneste lys kom fra de små loftsvinduer, og det var ikke meget.

Overalt kom små hvin fra mennesker, der væltede over hinanden og så småt begyndte at panikke. Eftersom jeg selv stod på den lille platform, var jeg hævet over de andre. Alligevel mærkede jeg folk støde ind i mig, når de prøvede at finde udgangen. Jeg famlede mig forsigtigt vej ind midt på platformen, hvor jeg stødte ind i Zayn.

”Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret.

”Strømmen må være gået,” svarede Zayn lige så forvirret.

Jeg hørte Niall bag mig. ”Det er ret dårlig timing det her,” sagde han højt for at overdøve alle råbene, der nu blev kastet frem og tilbage mellem de blinde mennesker, der alle var fanget.

”Dørene er låst!” var der pludselig en, der råbte. Det udløste en bølge af mumlen og paniske forsikringer om, at nødudgangen vel stadig virkede.

”Hvor er Liam?” spurgte jeg pludselig og kiggede mig omkring, selvom jeg næsten intet kunne se.

”Jeg er her!” lød det fra venstre, og i det samme dukkede Liam op ved siden af mig.

”Var det, det her, du var nervøs for?”

Jeg hørte Liam grine. ”Noget i den stil,” sagde han for sjov. Selvfølgelig havde ingen af os regnet med det her.

Pludselig blev hele lokalet oplyst af en kraftig projektør, men det varede ikke mere end et sekund, så var det væk, og mørket lagde sig igen.

”Hvad sker der?” spurgte Niall og lagde en hånd på min arm. ”Det der var ikke de normale lysstofrør.”

Inden nogen af os kunne nå at svare, blev rummet igen badet i lys, men var væk igen i løbet af ingen tid. Jeg blinkede kraftigt, for det pludselige lys irriterede mine øjne og gjorde mig helt disorienteret. Jeg var et øjeblik glad for, at jeg havde Nialls arm at støtte mig op af.

I det samme buldrede et voldsomt beat ud af højtalere, der ikke var der. Jeg var hundrede procent sikker på, at der ingen højtalere havde været at finde, da vi ankom. Jeg vendte mig forvirret rundt og prøvede at finde kilden til musikken, men den syntes at komme alle steder fra.

”Hvad er det her?” råbte jeg og prøvede at overdøve musikken, der stadig kørte for fulde drøn. ”En eller anden prank?”

”Det ville i hvert fald ikke være første gang,” svarede Louis og tænkte sikkert på alle de forskellige pranks, vi havde været udsat for i årenes løb. Jeg måtte også indrømme, at jeg efterhånden ikke kunne tælle dem mere.

I det næste øjeblik blev det ene hjørne af lokalet oplyst af en kraftig projektør, der oplyste et stort, hvidt lærred, hvor mørke skikkelse kunne skimtes igennem. Der stod fem mørke silhouetter i en balletlignende position med armene over hovedet. Jeg kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, men lyset var utroligt skarpt efter det buldrende mørke, og jeg blev nødt til at kigge væk et øjeblik. Da jeg kiggede tilbage, ændrede musikken sig en smule. Sammen med beatet lød nu en meget klar violin, som fangede den helt rigtige stemning i forhold til balletpositionerne. Da bassen ramte det ottende slag, begyndte silhouetterne at bevæge sig. De vred sig og sprang hen over gulvet på deres tynde ben, mens alle i salen havde vendt sig for at se, hvad i al verden der foregik. De dansede yndefuldt rundt bag lærredet, i en rytmisk dans, der både fangede beatet og violinen på samme tid.

Jeg tog mig selv i at stirre med åben mund på de åbenlyst øvede dansere, da lærredet pludselig faldt til jorden, og musikken igen skiftede. Denne gang var det et vildt hip hop nummer.

Jeg hørte folk gispe, så jeg drejede hovedet og så endnu en projektør blive tændt. Ud på gulvet strømmede hundredvis af dansere iført stramme dragter med flagrende haler, der glimtede vildt i det kraftige lys.

Projektøren udvidede sig, og danserne bredte sig ud på hele gulvet. Rundt om dem trak folk sig væk, så de kunne komme til. Eller også var de bare bange for at blive trampet ned.

Jeg mærkede en hånd trække mig tilbage, da de forreste kom helt hen til podiet. De dansede alle så præcist, at de ramte hver enkelt takt på samme tid.

Jeg vendte mig om mod den, der havde forstyrret mig i at se showet.

”Er De okay?” spurgte en af vores faste sikkerhedsvagter uroligt. Rundt om mig samlede de andre drenge sig og fulgte med i vores samtale.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og rynkede panden. ”Er det her ikke et eller andet i har arrangeret?”

”Overhovedet ikke, sir.” Vagtens tog sig til øret og snakkede tilsyneladende med en anden vagt igennem mikrofonene i hans øre. ”Det her er overhovedet ikke planlagt, men vi prøver at få hånd over situationen.”

”Nej, lad være med det,” udbrød Louis. ”Det her er for fedt!”

Vagten rynkede brynene og kiggede ud over gulvet, hvor de ukendte dansere dansede hurtigere end nogensinde før. Jeg prøvede at sætte ansigt på nogen af dem, men det var umuligt, da de alle bar en form for maske.

”Vi bliver nødt til at få jer i sikkerhed,” informerede vagten og begyndte at skubbe mig væk fra gulvet.

”Nej, stop!” råbte jeg, men vagten tog ingen notits af mine protester. Det var først, da jeg satte hælene i, og han ikke kunne få mig længere, at han stoppede op og lyttede til mig.

”Lad os nu bare se det her. Du kan sagtens sørge for, at vi ikke kommet noget til imens?”

Jeg lod vagten overveje mit forslag lidt, og til sidst gav han efter og trådte lidt tilbage, så vi alle kunne komme til at se de dygtige dansere.

I takt med, at danserne blev langsommere og langsommere i deres bevægelser, dæmpede lyset sig, og da de stod helt stille, herskede mørket igen. På det tidspunkt drønede en ny sang ud af højtalerne, og de mange mennesker sprang op fra gulvet, samtidigt med at lyset blev tændt, så det igen var muligt at se.

Jeg kunne med en stigende spænding se de fem balletdansere komme tættere og tættere på mig. Jeg genkendte dem på de store skørts, som de også havde båret, da de optrådte som silhouetter i begyndelsen. Da det blev tydeligt, at de var på vej op på podiet, trådte vagten hurtigt frem og begyndte at hive i os alle sammen. Jeg rystede ham dog af mig, og det samme gjorde de andre drenge. Dog bemærkede jeg, at Liam var forsvundet. Han havde tilsyneladende fulgt vagtens ordre og var gået til et sikrere sted.

Balletdanserne dansede ikke længere i de langsomme, glidende bevægelser. De hev i samme sekund de store tylskørt af og dansede nu kun rundt i de stramme dragter, der tillod dem at bevæge deres kroppe ud i alle tænkelige stillinger. De ramte rytmen hver gang og dansede en dans, jeg ville betragte som sexet.

Jeg hævede overrasket øjenbrynene, da den midterste danser kom så tæt på mig, at jeg kunne række ud og røre ved hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun langsomt bevægede sig rundt om mig, men var påpasselig med ikke at røre mig en eneste gang. Da hun kom om på min forside og så mit store smil, smilede hun igen og rakte ud og rørte ved mit bryst.

Jeg så med en stigende ophidselse til, da hun langsomt førte sin tunge hen over sine læber og begyndte at danse igen – denne gang med fysisk kontakt.

Hun rørte mig alle tænkelige steder, og jeg kunne ikke gøre for det, da jeg hurtigt rakte ud og hev masken af hendes ansigt.

Det lod til at forbavse hende, for hun stoppede kort op, men tog sig så sammen og dansede så videre rundt om mig, mens jeg fortsat betragtede hende indgående. Med den høje musik og det tydelige beat, var det svært ikke at lade sig rive med, og jeg var lige ved at række ud og røre hende, men jeg stoppede i sidste øjeblik, da jeg for alvor fik et godt billede af hendes ansigt.

De øjne og læber havde jeg set før. Jeg spærrede øjnene op og flyttede blikket over på hendes hår, der hang løst om hendes skuldre. Det var brunt og bølgede på præcis samme måde, som Rebeccas hår. Jeg sank og ville række ud efter hendes hånd, men det ville hun ikke have. Hun trak med det samme hånden til sig, men jeg havde holdt godt fast, og da hun rev til, faldt noget til gulvet. Jeg havde dog ikke tid til at kigge efter, hvad det var, for min danser var på vej væk og sammen med de fire andre, der også havde opholdt sig på podiet, forsvandt hun ned i mængden af pulserende kroppe.

Jeg så med et længselsfuldt blik til, da musikken fadede ud og danserne en efter en forsvandt. Jeg havde ikke overskud til at se, hvordan de kom ud. Det eneste jeg tænkte på, var hvor meget jeg allerede savnede den pige, der i sådan en grad havde lignet min Rebecca.

”Harry,” lød Louis stemme bag mig. ”Jack her,” sagde han og pegede på vagten bag sig, ”vil gerne evakuere os så hurtig som muligt.”

”Vent,” sagde jeg og faldt ned på knæ, hvor jeg begyndte at famle mig rundt på gulvet.

”Hvad leder du efter?” spurgte Louis og satte sig ned på hug ved siden af mig.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg en smule irriteret, men også med en snert af fortvivlelse.

Louis kiggede på mig hævede øjenbryn. ”Du ved ikke, hvad du leder efter?”

Jeg rystede på hovedet og ledte videre, uden at skænke Louis et blik.

”Et armbånd eller sådan noget.”

”Jeg ved ikke med et armbånd, men her er en ring?” sagde Louis henkastet og holdt en tynd guldring op. Jeg rakte hurtigt ud og tog den ud af hænderne på ham, hvorefter jeg holdt den op, så den skinnede i lyset.

”Hvis er det?” spurgte Louis, nu med en smule interesse.

”Det ved jeg ikke.” svarede jeg og sukkede.

 

______________________________________________________________

Efter lang ventetid, har jeg endelig taget mig sammen og skrevet første kapitel færdigt. Det betyder dog også, at det ikke er helt så godt, som jeg havde håbet på. Jeg er ikke helt tilfreds med min skrivning, men det bliver ikke anderledes, for jeg har virkelig glædet mig til at publicere den her, så det er sådan, det bliver.

Jeg håber ikke, at min kopiering af The Mob generer jer, for jeg har altså helt og holdent stjålet den del fra filmen Step Up Revolution. Jeg har ikke engang ændret navnet, hah. 

- Tak, fordi i læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...