Flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Pries (udtales Price) lever i et dystert og mørkt univers hvor åndemanere og vampyre findes, et sted hvor alt mørkt kan foregå. Det påvirker dog ikke naturen. Da Pries mor dør er hun fast besluttet for at vække hende til live igen. Hun ved ikke hvordan man gør, men er ligeglad. Pries havde aldrig accepteret døden...

2Likes
3Kommentarer
274Visninger
AA

3. Kapitel 2: Dajiminier

Jeg ledte desperat efter en bog om Dajiminier. Jeg havde ledt alle steder. Kigget i alle bøger. Jeg var fortabt hvis jeg ikke vidste noget om det der snart ville begynde at forfølge mig. Jeg tog bogen Sort Magi ud og bladrede i den. Nej. Åndemanerri for begyndere. Nej. Den sorte kunst. Nej. Mørke væsener. Måske? Jeg slog op i den. Der var det. Dajiminier. Jeg lånte bogen på det bibliotek jeg var på og spurtede hjem og op på mit værelse. Jeg slog op på det igen.

 

                                                                     Dajiminier

Dajiminien er et åndevæsen med kløer og tænder så skape som slagterknive, lugtesans som 100 hunde og hastighed cirka som et menneske. Dijaminien er halvanden meter høj og kulsort.Den har et sræmmende ansigt. Kæmpestor mund, næse som en slange og ravfarvede øjne. Hvis du ser ind i dens øjne vil du blive lammet i mange timer. Hver gang  en sjæl dør, og bliver begravet opstår en Dajimini. Denne Dajimini er nu vogter af graven. Hvis ritualet til at vække denne døde til live mislykkedes kommer gravens Dajimini efter dig og en anden erstatter den. Dajiminien du vækkede vil jagte dig, og stopper ikke jagten før den har slået dig ihjel. Og hvis du er helig følger den ikke med dig i døden. Men hvis den gør, vil den og dens fæller i helvedet, rive, flå, bide og slå dig ihjel gang efter gang i det brændene helvede hvor du gang efter gang dør  og lever op igen. 1 ud af 100 er ikke blevet forfulgt af Dajiminier  i døden.

 

Fra den solopgang hvor du uheldigvis kommer til at vække den til live vil der gå  ind til det bliver mørkt før den optager forfølgelsen. Den dræber alle på sin vej ind til den har nået sit mål. Så hvis du bare sidder derhjemme når den kommer vil den dræbe alle i huset. Din far, mor, søster, bror, tvilling, kone, mand, barn, kæledyr eller hvad der nu er i huset. Hvis en Dajimini kommer efter dig har du ingen chancer for at overleve. Du kan lige så godt gå ud og stille dig frem og sige: "Kom og tag mig" for hvis du flygter er der større chance for at den følger efter dig i døden. Intet kan drive den væk. Den har kun én svaghed og det er s

 

Resten af siden var revet af. Nejnejnej! Jeg bladrede febrilsk rundt i bogen. Men nej. Det var selvfølgelig det LILLEBITTE ord jeg havde brug for det var revet væk. Jeg satte mig fortvivlet ned med hovedet begravet i hænderne. Jeg var fortabt. Hvad skulle jeg dog gøre? Skulle jeg bare stille mig frem som der står i bogen? Eller flygte? Jeg vidste det ikke. Måske hvis jeg bare stillede mig frem så ville den måske ikke forfølge mig i døden? Men hvad så? Hvad sker der når man er død? Jeg knyttede næverne. Jeg ville ikke finde ud af hvad der skete når man døde. Jeg måtte finde ud af hvad det var Dajiminier ikke kunne tåle, og så ville jeg måske kunne få et liv på flugt? Det måtte da være muligt. Men jeg måtte sige det til min far. Min far. Hvad ville han ikke sige efter at jeg havde gjort den ene ting han forbød mig? Men jeg blev nødt til det. Ellers ville jeg ikke kunne leve med mig selv.

                                                                *

Min far stod og lavede frokost. Jeg kiggede ned på min egen. Jeg kiggede op på ham."Far?" spurgte jeg. "M-mh?" svarede han. "Far, der er noget... der er noget... noget jeg må...tale med dig om.." sagde jeg nervøst. Var det nu en god idé at sige det? Jeg kunne jo hurtigt ændre det til noget andet. Så kunne jeg bare lægge en seddel til ham?. "Hvad er det Pries?" spurgte min far, og det gik op for mig hvor længe jeg havde siddet og tænkt. "Altså det er, altså...rhm det er bare... øh noget...øhmbømbømbøm.... ikke noget alligevel" sagde jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Min far så mig lige i øjnene, og jeg blev pludselig utroligt optaget af de brasede kartofler på min tallerken. "Hvad er det?" gentog han, hårdere denne gang. "Ikke noget sagde jeg jo" sagde jeg med så meget tennage-surhed i stemmen som jeg kunne. Måske kunne det få ham til at tro på mig?

"Pries Mealuna De Lórre!" sagde min far. Det gav et gib i mig. Jeg havde altså ikke overbevist ham. Han brugte aldrig mit fulde navn. Det havde han heller ikke gjort endu. Jeg trak skuldrene op over ørene. "Ikke noget" sagde jeg uden megen overbevisning. "Pries Meluna Emilivy Ricodêm Bellavue Mérik De Lórre!". Nu brugte han mit fulde navn. Meget langt, så han brugte det kun i meget alvorlige situationer. "Jeg prøvede at vække mor til live, men det gik galt, og nu kommer der en Dajimini efter mig!" røg det ud af mig. Jeg fortrød det så snart det sidste ord forlod min mund. Min far stirrede lamslået på mig. Jeg styrtede op på mit værelse.

 

                                                                     *

"Pries?" sagde min far og bankede på min dør. "Gå!" råbte jeg halvkvalt og fortsatte min hulken ned i min hovedpude. Min far åbnede døren. Han stod lidt og betragtede mig. "Pries" sagde han igen. Jeg så på ham. Jeg så ham kun sløret gennem tårene. Men hans tonefald var ikke til at tage fejl af. Det var forfærdet, trist og fuldt af beabrejdelse. "Pries, hvorfor?". Min hulken blev værre. "J...jeg savnede mor... j..jeg kunne ikke vide... jeg vidste ikke hvad klokken var og...og jeg vidste ikke noget om Daji...Dajiminierne før jeg vidste at en...en  af dem ville komme efter mig!" nærmest skreg jeg igennem mine tåre. Jeg prøvede at tørre dem væk, men der kom hele tiden nye. Lidt efter lidt fik jeg dem væk. Og nu kunne jeg se at min far også græd. Lydløst. "Pries, du må væk herfra!". Først fattede jeg ikke hvad det var han stod og sagde. med han mig ud hjemmefra? Eller var det fordi han ikke ville blive dræbt af en Dajimini? Jeg måbede dumt. "Hvad..."sagde jeg. Hvad mener du, ville jeg sige men ordene kunne ikke komme over mine læber. "Pries, du må i sikkerhed. Dajiminier er ikke noget man skal spøge med!" sagde han gravalvorligt. Jeg blinkede med øjnene. Han sagde det jo selvfølgelig for at få mig i sikkerhed. Hvor dum kan man være? Jeg satte mig op. "Mener du at... at jeg skal flygte fra den?" spurgte jeg. "Ja selvfølgelig! Kom, vi må pakke til dig" sagde han.

Lidt efter lå en taske foran mig. Nede i den var en sovepose, et par meter reb, en dolk, en vanddunk, en bog med spiselige og uspiselige planter, siderne om Dajiminier som jeg havde revet ud af bogen, en pose med salt, en lomme lygte + ekstra batterier, en sweater, et par bukser, et par shorts og en T-shirt. Man ved jo aldrig hvor koldt eller varmt det bliver. Jeg tog et par løbesko på, en hættetrøje med trøje og T-shirt indenunder, et par praktiske vandre bukser og nogen tykke sokker. Og så havde jeg solhat og solbriller på. Jeg måtte se højst mærkværdig ud. Men det var lige meget. Jeg slyngede tasken over skulderen. Jeg løb en prøvende runde i mit soveværelse. Selvom tasken dunkede ind mod min talje så var den pakket let, og jeg kunne nok komme langt med den. Jeg standsede og så mig rundt i mit værelse. Det var nok sidste gang jeg så det.  Jeg gik hen til min seng. Ikke noget specielt. Bare et hvidt lagen, en dyne og to fine puder som min mor og jeg havde syet. Min mor. Tårende pressede på men jeg tørrede dem væk. Jeg gik ned i stuen til min far. Tavst fulgte han mig ud i haven, og ud på gaden hvor en hestevogn stod og ventede på mig.

Jeg krammede min far farvel. Vi stod længe og krammede. Da jeg endelig var færdig så han mig dybt i øjnene og sagde: "Pries. Vi kommer aldrig til at se hinanden igen. Du dør muligvis, det ved jeg. Men... hvis du får chancen...vil du så ikke nok ringe til mig og fortælle hvordan du har det?". "S...selvfølgelig" stammede jeg. Vi sagde farvel og jeg steg op i hestevognen der straks begyndte at køre. Hvorhen, det vidste jeg ikke. eg vidste bare at den smule tid af mit liv der var tilbage ville foregå i flugt og frygt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...