Flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Pries (udtales Price) lever i et dystert og mørkt univers hvor åndemanere og vampyre findes, et sted hvor alt mørkt kan foregå. Det påvirker dog ikke naturen. Da Pries mor dør er hun fast besluttet for at vække hende til live igen. Hun ved ikke hvordan man gør, men er ligeglad. Pries havde aldrig accepteret døden...

2Likes
3Kommentarer
272Visninger
AA

2. Kapitel 1: God eller dårlig idé?

Tre dage før

 

Det var stadig mørkt da jeg vågnede. Så havde jeg forhåbenligt tid nok. Jeg skyndte mig at tage tøj på og fiskede  bogen Åndemaneri op af det løse gulvbræt. Hvad ville min far dog ikke sige hvis han fandt det! Men jeg vidste godt, at det gjorde han aldrig. Han var ikke opmærksom længere. Ikke efter at mor var død.Jeg sneg mig ned i stuen og spiste en hurtig morgenmad. Derefter sneg jeg mig stille ind i fars private depot, åbnede skabet med urter, dufte, dødsdrys, Zombiens Zen, Monsterets Morskab, Vampyrens Vanvind og andre skumle sager. Jeg fiskede lidt af hvert ned i min lædertaske  og kiggede i bogen for at huske de vigtigste indgredienser.

Da jeg endelig havde fundet alt det, jeg havde brug for tog jeg min jakke på, slyngede tasken over skulderen og gik gennem vores have. Jeg stoppede et øjeblik for at se på det lille trækors der stod over det sted vi begravede Misser, vores kat der blev 18 år. Meget for en kat. Jeg var knust da den døde. Jeg havde vækket den til live. Men det var kun et par timer hvor den led, så vi besluttede os for at aflive den. Jeg sank en klump. Hvad nu hvis mor også bare led når jeg nu vækkede hende til live? Nej. Jeg gik beslutsomt videre, hen mod kirkegården hvor min mor lå begravet. Det skulle nok lykkedes. Jeg var 16 år nu og ikke 7.

Havelågen knirkede da jeg åbnede den. Jeg gik rystende men beslutsom hen mod min mors grav. Hvis hun var i live nu og jeg ville gøre det med far ville hun se på mig med sine triste brune øjne og sige: "Pries. Du ved at det går galt. Udsæt dig ikke for faren, tag ikke chancen, løb ikke risikoen. Lev videre og forsøg at glemme det onde". Det havde hun sagt da jeg var 11 og min morfar var død. Jeg havde sagt at jeg ville genoplive ham. Men hun fik mig på andre tanker. Men nu var hun her ikke. Hun var her ikke for at få mig på andre tanker, se det lyse i mit liv eller ae mig når jeg græd om natten. Hun var her ikke for at stå op og lave varm mælk med honning til mig klokken 1 om natten fordi jeg havde ondt i maven. Hun var her ikke for at lede mig ind i søde drømme, eller til at se det lyse i alting. Hun var her ikke længere. Hun var død. Borte. Væk for altid.

Jeg mærkede tårende presse sig på. Jeg tørrede dem hidsigt væk. Jeg havde aldrig accepteret døden. Det ville jeg aldrig gøre. Jeg så ned på hendes gravsten. Jeg tog en dyb indånding. Jeg tog bogen op ad tasken. Jeg åbnede den og begyndte at bladre. Zombie tjener. Nej. Vampyr Snigmorder. Ellers tak! Den slags bliver man henrettet for hvis politiet kan spore hvem vampyren kom fra.  Væk de døde til live. Der var det! Jeg læste opskriften ind til jeg kunne den uden ad. Jeg bukkede mig ned i tasken og tog den første indgrediens op. Zombiens Zen. For at på den døde i en afslappet trance mellem liv og død. Jeg smuldrede det ud over graven. Der blev helt lydløst omkring mig. Livsvilje. Jeg dryssede det ud over graven og mumlede hvad hun havde at leve for. Røg begyndte at omtåge graven. Jeg svedte. Hvis selv den mindste detalje blev overset ville det få alvorlige, dødelige konsekvenser.

Jeg dryssede, smuldrede og hældte ting ud over graven, mens jeg mumlede oldgamle remser på et for længst glemt sprog. Graven sydede og boblede. Jeg manglede den sidste indgrediens. Da jeg ledte efter den i tasken var den der ikke. Jeg blev bange. Jeg kunne ikke nå tilbage og hente den. Så ville alt bare forsvinde og jeg skulle starte forfra. Måske var det bedst sådan. Ikke at genoplive min mor. Solopgangens første stråler viste sig på himmelen. Først havde det virket som en god idé men nu var jeg ikke sikker. Jo. Jeg gør det. Hun havde ikke fortjent at dø. Hun var blevet fundet med to blodige bid på halsen i en gyde for to uger siden. Nogen havde brugt en vampyr morder til at slå hende ihjel. Nu var jeg sikker. Hun skulle genoplives. En af solens stråler ramte graven. Jorden rumlede under min mors grav. Det var som om der kom et jordskælv, men kun på min mors grav. Jeg forstod det ikke jeg slog nervøst op i bogen.

 

Til opvækning af de døde skal man være yderst kvalificeret og ekspert indenfor den mørke og ædle kunst Åndermanerri. Denne sekvens, opvækning af de døde, skal foregå i totalt mørke. Hvis bare én af solens stråler rammer graven under ceremonien er du fortabt. Så har du vækket Dajiminierne, en ond ånd, med tænder og kløer så spidse som slagterknive, en lugtesans som 100  hunde, hastighed cirka som et menneske. Disse væsener vil jagte dig, of stopper først jagten efter at de har dræbt dig. Hvis du er heldig følger de ikke med dig i døden. Hvis de gør vil de flå, rive og bide i dig og le når du gang efter gang forbløder men lever op igen i det brændende helvede.

Indgredienser:

Zombiens Zen

Levevilje (drysses lidt ad gangen)

De dødes remser

Bladene fra en

--------------------------

 

Jeg smækkede bogen i. Jeg spilede øjnene op i rædsel. Hvad havde jeg dog gjort?! Jeg tog mine ting og spurtede hjem. Jeg måtte vide mere om Dajiminierne før de begyndte at forfølge mig. Jeg vidste godt hvad jeg skulle gøre. Jeg spurtede ind i huset, lagde tingene på plads og løb op i seng. Min far kom oh vækkede mig 2 timer senere. Han spurgte hvad der var galt. Jeg rystede. Jeg sagde at der ikke var noget galt, at jeg bare frøs lidt. Jeg vidste hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte flygte. I nat.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...