Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1185Visninger
AA

10. Ved Skyggeporten

”Vågn op,” sagde en stemme, i samme tonefald som et piskesmæld.

Tre Flammer og hans to håndlangere vågede over dem. Insyah og Shem var begge to spændt op på hver deres pinebænk. Det var tydeligt at de stadig var nedenunder templet, for væggene var lavet af samme sorte sten, hvor fugten nu løb ned af i stride strømme.

”Jeg tror virkelig ikke, at I kan forestille jer hvor helt igennem vanærende det føles at lære nogens sprog, blot fordi ingen lærer Svøbens sprog!”

Han prøvede at lyde nedtrykt, men det var tydeligt at han nød hvert et øjeblik.

”Lære fjendens sprog… ” tænkte Insyah, og lovede sig selv at han ville gøre et forsøg, så snart han slap væk derfra.

”Først vil jeg gerne vide lidt mere om, hvem jeg har med at gøre.”

Tre Flammer blev straks meget blød og behagelig at høre på.

”I har vel hørt om mig før?”

”Det kan jeg ikke sige at jeg har,” sagde Insyah hurtigt.

”Men De kender dog til os? Hvad har De hørt?”

Han løftede op i hans ansigt, med sin benede hånd.

”Kom nu, vær nu ikke sky.”

”Først og fremmes at I ikke tager fanger,” sagde Insyah.

”Det er rigtigt. Og alligevel hænger I her. Ironisk ikke sandt?”

Han så underligt tænksom ud.

”Jeg har ladet jer to leve. Indtil videre. Hvad tror I at dét betyder?”

Insyah havde ikke lyst til at svare, selv om det nu stod meget tydeligt at de kun levede så længe som de kunne

holde fyrst Tre Flammer hen med snak.

”Min slægt er Svøbens ældste,” begyndte Tre Flammer. ”Og ud af min slægt, har jeg dræbt flere end nogen anden. Ét hundrede og to og halvtreds for at være helt præcis. Og her tæller jeg ikke engang dem med, som jeg har beordret dræbt. Og jeg har rejst meget, og lært talrige sprog. Der har været så få krige at deltage i.”

Selv om fyrsten så på dem hele tiden, medens han traskede frem og tilbage foran dem, følte Insyah sig sikker på at han egentligt ikke talte til dem.

Fyrsten strøg sig over ansigtet.

”Og nu: Fortæl mig venligst hvad I egentlig foretager jer her. Jeg er nysgerrig. Hvordan kunne et par amatører som jer overhovedet finde os? Forstår De mig godt nok, unge skovlænding? Jeg gør mig umage.”

Insyah tøvede ikke med at svare:

”Jeg ønsker ikke at kunne tale til … da slet ikke med … en enkemager. Men så meget var tydeligt, at der var noget galt, og at vi måtte undersøge det. Jeg har aldrig kendt meget til cymrerne, men det anede mig at de ville være dumme nok til at stole på uhyrer som jer, hvis de følte behov for ’troldkyndige.’ Det er derfor at hun er her.”

Han nikkede over mod Uforløst Begær.

”Var det en fornærmelse, eller var det en kompliment?” spurgte hun.

Tre Flammer kløede sig på hagen.

”En sær antagelse. I ved vel at Svøben straffer med døden, hvis der er så meget som mistanke om trolddomsudøvelse?”

Insyah fnyste.

”Men det var stadig under påskud om at udøve trolddom, at I fik adgang hertil, ikke sandt?!” råbte Insyah.

Fyrsten kunne ikke lade være med at le igen.

”Uforløst Begær lagde et godt ord ind for os hos Ildkongen… jo! Hun er god til at overtale.”

”Lad mig tage den herfra, herre,” sagde hun. Hun lød meget stolt. ”Ser De, jeg havde allerede taget mig af de øvrige ’kilder’, som vi kalder deres helligdomme. Da vi først havde, hm, forandret dem, var det nemt at indynde mig hos Ildkongen. Han havde samlet rigeligt med ubehjælpsomme charlataner sammen for at løse problemet, så det var ikke svært at overbevise ham om at han skulle overlade beskyttelsen af templet til lille mig. Inden længe kendte jeg alle ind- og udgange, særligt de hemmelige.”

”Det rækker, Uforløst Begær,” sagde Tre Flammer. ”Hvor meget jeg end elsker at høre din stemme, foretrækker jeg selv at udfylde taletiden.”

”Men jeg kunne lugte dig på lang afstand,” sagde Insyah og nikkede over mod Uforløst Begær. hen ”Det var tydeligt at nogen, der også havde været i Ildkongens telt, var trængt herned.”

”Hvad behager?” spurgte Tre Flammer. ”Det var utydeligt. Sydlænding, oversæt hvad han sagde.”

Shem stammede sig igennem sætningen.

”Aha. Vær venlig at notere det, Uforløst Begær. Læg ’sort lotus’ på hylden og find noget andet. Jeg har nu heller aldrig brudt mig om den.”

”Ja, herre,” sukkede hun.

”Var der virkelig ikke nogen der kunne regne ud, at det var jer der havde vanhelliget de øvrige templer?” spurgte Insyah så.

”Er det ikke netop det smukke ved det?” returnerede Tre Flammer spørgsmålet. ”De har underskrevet deres egen dødsdom. Selvfølgelig kan ingen af dem skrive, men jeg tror nu alligevel at I fatter meningen… Og nu til næste punkt. Hvad laver I her? Og svar nu ærligt, jeg skal nok finde ud det under alle omstændigheder. Ikke sandt Regnfjeld?”

”Jo herre,” sagde Regnfjeld, og lod et knivsblad springe frem fra sin handske.

”Er det så svært at forstå?” spurgte Insyah. ”De første af vores udsendinge forsvandt. Tydeligvis var det omsonst at forhandle mere, så vi tog hertil for at løse problemet på en anden måde. Dér har du dit svar.”

”Så, så … Må jeg bede om en mere formel omgangstone, unge mand? De taler til en mand der er langt hævet over Deres stand.”

”Lad ham bare tro på det,” tænkte Insyah. ”Jeg vil ikke lade ham få den tilfredsstillelse at vide at jeg er højbåren.”

”Herre,” sagde Uforløst Begær. ”Er det ikke underligt, at en skovlænding er i sydlandsk tjeneste… eller omvendt?”

”Det behøver du ikke bryde dit kønne, lille hoved med. Jeg skal nok selv tage mig af det. Sørg du bare for at deres udsending forsvinder.”

Han strøg sig over ansigtet igen. Der var ikke en eneste fold i det benede ansigt.

”Det irriterer mig lidt at jeg har taget så meget fejl af mine fornemmelser. Jeg havde troet, at der var en større trussel på vej. Det var spild af energi at hyre piraterne.”

Så tårnede han sig op over dem.

Insyah vidste, at nu kom det.

”Jeg er sikker på at I har undret jer over hvorfor vi overhovedet blander os i slettefolkets sager. Ser I…”

”Vi ved det allerede,” afbrød Insyah ham. ”I leder efter noget i Det Sorte Land. Men dertil mangler I en måde at komme dertil på.”

Et øjeblik så Tre Flammer en smule skuffet ud. Men han genvandt hurtigt sin entusiasme.

”Men det er kun begyndelsen! Det er kun en lille del af en plan så omfattende, at I knapt vil kunne forstå den!”

Fyrsten drejede sig omkring sin egen akse medens han gik, for at illustrere at det var hele verden han talte til.

”Er det retfærdigt at de sydlige lande skal forvalte al verdens overflod? Nej! Det må gøre Gud rasende! Så hvorfor er den så i deres besiddelse, når vi, Guds straf over verden, lever på en gold klippe, uden andre midler end vores sortstål? Jeg alene har indset at problemet har ligget hos mit eget folk. Hidtil har vi været tilfredse med blot at tage fra andre, hvad vi manglede – i stedet for at herske. Vi har været rige på både styrke og ånd, men vi har manglet den ene, den sidste ting, til at genføde verden i blod og aske. ”Jeg ser at I ikke forstår. Men det er lige meget. Der er der ingen der gør.

”Det er ikke nok at være stærkere, hurtigere eller klogere,” sagde Insyah pludselig. ”I taler om visioner.”

Tre Flammer stoppede op igen, overrasket.

Han så Insyah dybt ind i øjnene. Insyah bemærkede en slående lighed med den måde Benu prøvede at tvinge én til enighed på – men hvad end fyrsten forsøgte på, så virkede det ikke.

”Næsten ærgerligt at De skal dø,” sagde Tre Flammer. ”Under andre omstændigheder kunne… nej, lige meget. Visioner vil hverken redde dem, eller nogen andre.”

Atter en gang begyndte han at le højlydt. Han gav Regnfjeld og Uforløst Begær tegn til at de skulle istemme.

Det faktum at enkemagerne tydeligvis havde valgt en galning til leder, fik Insyah til selv at bryde ud i latter.

I samme øjeblik forstummede enkemagernes egen latter, og de stirrede vantro på Insyah.

”Hold inde!” skreg enkemageren. ”Fyrst Tre Flammer beordrer dig!”

”Jeg ville bare ønske at I kunne se jer selv!” lo Insyah videre. ”Vi er taget hele vejen hertil blot for at høre en galning plapre løs om verdensherredømme!”

”Hvor vover...! De er slet ikke i en position, hvor De kan tillade Dem at være så obsternasig, unge mand! Hvor jeg kommer fra, venter man til man bliver spurgt!”

Fyrsten var oprigtigt, drabeligt fornærmet. Han holdt et raseriudbrud i ave, lige under sin pergamentagtige hud.

”Vi gør blot, hvad alle andre ønsker at de var i stand til at gøre! Sydlandet breder sig år for år! Selv I byggede jeres lille paradis på et andet folkefærds knogler! Vi er de eneste der gør det åbent og ærligt, og det håner De os for?! Når først de sydlige lande er faldet, så hugger jeg alle Skovlandets træer om til ét stort ligbål for dets folk! Det kan måske lære dem at vise ærbødighed overfor en fyrste af blodet!”

Tre Flammer rakte sin krogede hånd frem, og gjorde en bevægelse, som om han knuste noget.

Insyah for ud mod fyrsten, med et rasende hyl, men han nåede ikke langt.

”Ja, jeg vover!” skreg Insyah tilbage. ”Min æt er gammel og mægtig, og har opnået et stort ry, uden at være mordere som jer! Vi har slået jer tilbage, og vil gøre det igen!”

”Insyah,” hviskede Shem. ”Vil du ikke nok lade være med at tirre galningen?”

”Har man hørt mage!” rasede Tre Flammer. ”Jeg gav dem en ærlig og redelig kamp, mand mod mand, og en bueskytte, der skyder folk i ryggen, vover at kalde os for mordere?! Jeg har dræbt ét hundrede og to og halvtreds mænd og kvinder, men aldrig, aldrig har jeg begået et mord! Magen til skinhellige…”

”Hvem spiller hellig?! Enkemagere tror altid at de er gode – og alle andre onde!”

”Bild ikke dig dem noget ind! Tror De virkelig at vi bilder os noget ind?! Vi er Svøben! Vi er Guds straf!”

”Men…” sagde Tre Flammer, løftede en finger i vejret, og gjorde en dramatisk pause ”… hvad er godhed egentligt? Hvori består det onde?”

”Åh nej!” tænkte Insyah. ”Ikke endnu en enetale! Forfædre, hvis jeg skal dø, så lad mig få det overstået! Hvis ikke, så anråber jeg enhver kraft der vil lytte til mig, om at lukke munden på ham!”

Han havde ellers altid troet at døden gjorde folk mere fromme. Måske gjaldt det først og fremmest for den slags mennesker, der på dødens rand pludselig angrede, at de ikke havde haft andet i livet, end selve livet.

Shem så ud som om han nærmest ikke var til stede mere – han kneb sine øjne så tæt sammen som han kunne, alt imens han hviskede det samme igen og igen. Det gik op for ham, at han nok bad til den Gud, som han åbenbart frygtede så meget.

”Oh, hvor er det spændende at vi sådan faldt i snak!” råbte Tre Flammer. ”Det er så lang tid siden at jeg har kunnet diskutere abstrakte begreber med udefrakommende!”

Insyah åndede tungt. Det her var simpelthen for åndssvagt.

”Han ønsker at tusinde skal dø, blot for at bevise en fortænkt pointe!”

Tre Flammer slog Insyah over ansigtet, med bagsiden af sin hånd.

Vi ved hvorfor vi eksisterer! Gør I? Er I måske rede til at tage ondskabens åg på jer, for at skabe en ny og bedre verden?!”

”I tager fejl!” råbte Insyah. ”Udvikling er en kreativ – ikke en destruktiv kraft!”

Tre Flammer rystede på hovedet.

”De har tydeligvis aldrig set Verden efter et vulkanudbrud. Og således må det være. Ingen andre kan overleve i en tidsalder hvor der bliver flere og flere mennesker. Det er en udvikling der fornægter os – så vi skaber vores egen. Vi skaber forandringer som vi kan overleve.”

Nu var der pludselig noget, der faldt på plads for Insyah. Var det derfor at det skulle blive koldere?

”I har ingen ret til at vende op og ned på den udvikling, der har fundet sted siden tidernes morgen!”

”Hvorfor ikke?” spurgte Tre Flammer. ”Hvad det deres folk ynder at sige? ’Den stærkeste overlever?’ Er det ikke retfærdigt at vi sikrer os at de bedste ikke bukker under for svageste?”

”Men… det er jo perverst! Dem som overlever, være de bedste overlevere!”

”Er De nu så sikker på dét? Ved hjælp af den lille evne som vi i Svøben har, kaldet ’forestillingsevnen’, kan jeg demonstrere hvad problemet er.

Forestil dem en mand der har et stort gods, tolv børn og en loyal hustru. Hans misundelige naboer har ingen af delene. Så de rotter sig sammen, stikker ham i ryggen, indebrænder alle tolv børn, og voldtager hustruen, så hun bliver med barn. Har de så vundet?”

Insyah prøvede at give udtryk for sit mishag, men Tre Flammer lod ingen få et ord indført.

”Betragt menneskets lov! Denne sydlænding er én ud af ganske få udsendinge, og denne skovlænding er den eneste, der har turdet vove sig ud af sin skov, for denne sags skyld! Og begge vil de dø her, langt væk fra fædreland og familie!”

Så pegede han på Insyah igen.

”Hvad tror I at deres landsmænd vil sige, til at jeg dræber én der kunne være blevet en leder? De vil trække på skuldrene, og mumle at han alligevel var for svag til at leve, mens de selv gemmer sig bare deres mure!”

Han lo.

”Kender jeg hans folk ret, vil selv hans forældre kalde ham for en fiasko!”

”Jeg har ingen,” sagde Insyah mørkt.

Han følte dig straks et stik af dårlig samvittighed. Var Itafe måske ikke hans far? Havde han måske ikke mere at takke den gamle mand for, end en eller anden beskytter der aldrig havde set sin egen søn, fordi han var blevet slået ihjel i så ung en alder? Måske var det kun godt at han ikke selv var blevet gift. Hvis han var, ville han blot have efterladt mere dødsyngel til at forpeste tilværelsen for…

Nej! Hvad var det han tænkte?! Det her var værre endnu! Hvis han døde, trak han hele sin slægt med sig i graven! Han kunne mærke sit blod koge af ren, ubetinget vrede.

”I slog mine forældre ihjel! I skal alle sammen få det betalt!”

”Dén sang har jeg hørt før,” sagde Tre Flammer.

Uforløst Begær genkendte tydeligvis situationen.

”Om forlov… hvis De var lidt grundigere med at brænde deres broer, herre, ville den slags aldrig ske. Hvis jeg må tillade mig at udtrykke mig så ligefremt.”

”Det må du ikke. Jeg er nødt til at forsøge. Nødt til at få dem til at indse at der må være en herskende art.”

”Rend mig et vist sted,” sagde Insyah tørt.

”Gud Fader bevares!” udbrød Regnfjeld forarget.

”Husk på hvem De taler til!” råbte Tre Flammer. ”Der er en dame til stede!”

”Hvad mente han overhovedet med det han sagde?” spurgte Regnfjeld.

”Jeg er ikke helt sikker,” sagde Tre Flammer. ”Muligvis at hans folkefærd bruger alternative åbninger under akten.”

”Jeg har prøvet det der var værre,” lød det fra Uforløst Begær.

”Insyah…” hviskede Shem. ”Spil nu bare død, eller sådan noget!”

Tre Flammer holdt en tænkepause.

”Hør her, jeg kan være en meget rimelig hersker. Eftersom I har adspredt mig, er jeg villig til at skænke jer en hurtig død, hvis I fortæller mig alt hvad I ved. Ellers må jeg nok overlade jer til Regnfjeld. Hvad har I at sige til dét?”

Insyah så over mod Shem, for at overbevise ham om ikke at røbe noget. Men han sagde blot:

”Se ikke på mig. Jeg ved absolut ingenting!”

Tre Flammer sukkede dybt og lod sit ansigt synke ned i sine hænder.

”Giv mig styrke… Hvorfor skulle vi fange én af de ubegavede?”

Uforløst Begær begyndte at le i ægte morskab, og det lød faktisk fortryllende, når det ikke var forceret.

”Og hvad med dem, skovlænding? Har De noget at sige, der kan komme Svøbens hellige og evige rige til gode?”

”Jeg har intet mere at sige til jer.”

Tre Flammer knipsede med fingrene.

”Regnfjeld, gør dit arbejde. Se om du kan få noget ud af dem. Uforløst Begær, vi må tage os af den sidste udsending.”

Sandsigersken så mistænksomt på de to lænkede.

”Herre og mester, det er næppe en god idé at efterlade dem her.”

”Kæderne er stærke og der er vagter. De har ingen reelle muligheder for at undslippe.”

Hun stampede i jorden.

”Kan De ikke nok dræbe dem med det samme, bare for denne ene gangs skyld?!”

”Du behager at spøge!”

Han lød faktisk vred.

Så vendte han sig om mod Insyah, og greb fat om hans ansigt med den ene hånd.

”Sig mig... passer det virkelig, at De slog deres egen moder ihjel?”

Han forlod dem sammen med Uforløst Begær. Hans sporer klirrede hele vejen.

Insyah følte det som om nogen havde stukket ham lige i hjertet. Men han vidste ikke helt hvor han skulle placere følelsen. Der var efterhånden mange ting at være bitter over, hvis man ville.

Shem så også chokeret ud.

”Hvordan kunne han... han... Insyah, er det sandt?!”

Han studsede ikke over det, før han svarede. På en måde lettede det utroligt meget at sige det.

”I Det Skjulte Land er det ingen hemmelighed, at min mor døde da hun fødte mig. Og nu ved du det også. Man kan vel godt sige at du har krav på at vide det.”

”Jeg vidste det faktisk i forvejen,” mumlede Shem.

”Hvorledes?” spurgte Insyah. ”Hørte du nogen tale om det, i Jem-Sepat?”

Shem tøvede det øjeblik.

”Hvad er der galt?” spurgte Insyah.

”Jeg drømte at jeg fik det at vide! Og fyrsten vidste det også! Hvordan er det muligt?!”

”Jeg har ingen svar til dig,” sagde Insyah. ”Men vi skal nok få dem vristet ud af vor fjende.”

”Ingen snak! Tid til smerte!” råbte Regnfjeld pludselig.

Han fandt en stor kasse frem, og gav sig fløjtende til at finde diverse ubehageligt udseende instrumenter frem.

”Fascination fra tidlig alder. Først insekter, så smådyr. Så... dem med synder at berette. Men problemer med deres ærlighed. Så hellere smerte på krop, end fortabelse for sjæl.”

Hans gengivelse af Det Sorte Lands mål var rædsomt, men det var forbløffende at han overhovedet kunne. Det gav dog god mening – hvis hans gale herre havde tænkt sig at herske over de sydlige riger, måtte både han og hans tjenere kunne kommunikere med befolkningen. Om ikke andet, end så for at slynge ordrer ud.

”Hvad fabler han dog om?” spurgte Shem panisk.

”Han har tænkt sig at torturere os til døde.”

”Ikke tortur! Sjælesorg!” sagde Regnfjeld bestemt. ”Eller evig død! Bedre end hvad skovlændinge gøre ved fjender, ikke?”

Regnfjeld vinkede de to vagter i lokalet hen til sig, og sagde noget til dem. I Insyahs ører, lød det som om de sang.

”Bad dem om at finde nogen at lave musik for mig. Til arbejdet,” forklarede Regnfjeld.

”Så er det nu det sker,” mumlede Shem.

Han var bange, ja. Men Shem tog det alligevel med mere ro end Insyah havde ventet af ham. Det var da altid noget.

”Insyah, hvad sker der med jer, efter døden?” spurgte Shem pludselig.

”Efter døden?” gentog Insyah. ”Vi opsluges af jorden, og bliver til en del af plantelivet. Hvad ellers?”

”Det lyder da meget rart,” mumlede sydlænderen. ”Men jeg håber nu alligevel på at paradis findes.”

”Ikke i dag,” sagde Insyah, og prøvede at koncentrere sig om at blive rasende. De var alene med Regnfjeld nu, et kort øjeblik– tidspunktet var perfekt.

Han mindede sig selv om alle de værste oplevelser han havde haft. Måske Bokis, han plejemoders feberdød for snart mange år siden. Itafes alderdom. Stivkrampe. Selvmord. Djeserits afvisning.

Imens fandt Regnfjeld én af sine rædselsvækkende anordninger frem, og stak den i ansigtet på Insyah.

”Den her kommer omkring dit hovede når jeg skruer på den, presser det dine grønne øjne ud.”

Insyah kneb sine øjne sammen og nedstirrede Regnfjeld. Jægerens stirren var nok til at få ham til at træde et skridt tilbage. Så mistede Insyah bevidstheden.

 

***

 

Shem var helt stille, nærmest tryllebunden af hvad der skete med jægeren. Først ændrede hans øjne farve, mørkere og mørkere – eller sådan så det i hvert fald sådan ud – og hans hud blev ildrød, idet hans blodårer tegnede sig tydeligt på ham. Han skreg så højt at det ikke var til at holde ud. Det så nærmest ud som om hans krop hævede sig, som en dej.

Shem holdt sine øjne lukkede. Han turde ikke se hvad der skete.

Med et afsindigt brøl kastede Insyah sig pludseligt fremad, og hans lænker blev flået ud fra væggen.

Overrumplet og forfærdet over at jægeren pludselig havde kunnet øge sin styrke så kolossalt, gav Regnfjeld et vræl fra sig, og styrtede ud i korridoren.

Insyah kunne ikke umiddelbart finde et våben, og hans muskler var også allerede ved at svinde ind igen. Han smadrede de få ting han kunne få øje på, indtil han fandt et nøglebundt.

”Vinterår! Hvor har de gjort af mit sværd?!” råbte han, mens han fik Shem fri. ”Vi er nødt til at have nogle våben!”

Torturinstrumenterne kunne han tydeligvis ikke bruge – slet ikke nu hvor han havde ødelagt mange af dem.

De løb igennem den tomme døråbning, og ud på gangen.

”Hvilken vej? Hvilken vej?!” skreg Shem.

”Hvilken som helst! Stedet kommer til at vrimle med enkemagere om et øjeblik!”

Men de havde dårligt nok nået at kommet tættere på overfladen, før Regnfjeld triumferende trådte ud foran dem, sammen med to pansrede, tungt bevæbnede vagter.

”Holdt! I lovens navn!” råbte han.

De to vagter løb forbi ham, og i retning af de to undslupne fanger. Hvor sløve de end havde virket ved deres første møde, dirrede de nu af længsel efter at få afløb for deres vrede.

Shem og Insyah nåede kun lige at komme ind bag ved en irret bronzeport, før vagterne nåede hen til dem.

”Hjælp mig med at holde døren!” råbte Insyah, mens han selv pressede udad alt hvad han kunne.

Shem kiggede febrilsk rundt. Aldrig før havde han været så rådvild. Det rum de var kommet ind i, var stoppet fra gulv til loft med alle former for daggerter, køller, økser – og kombinationer af disse – hvis lige han aldrig havde set før.

”Det er et våbenkammer!” råbte han og pegede.

Shem gav sig fumlende til at lede mellem våbnene.

”Giv mig nu bare ét eller andet!” råbte Insyah. ”Vi har ikke tid til at du skal vælge og vrage!”

”Insyah!” Råbte Shem glædesstrålende. ”Her er dit våben!”

Insyah tog Profetens Arm i hånden, og beundrede det et øjeblik før han hamrede ud i døren, af fuld kraft. Den fløj ud af hængslerne, og holdt den ene af vagterne nede. De fægtede rasende ud efter hinanden. Det var tydeligvis en sand lettelse for Insyah at se blod, men ikke for Regnfjeld – for det var hans blod der flød. Insyah blev ramt i låret, men det var temmelig overfladisk i forhold til det grimme sår Regnfjeld fik over brystkassen.

Han vrælede, og begyndte at gylpe mens han stavrede væk derfra.

Den anden vagt var lige ved at miste fodfæstet på gulvet, der nu var blevet glat af blod, og tabte et dyrebart sekund på at komme på benene igen. Han undveg Insyah, men Shem ramt hårdt ind i mellem de sorte plader i hans rustning, med en lanse han havde fundet. Først da vagten skreg, gik det op for ham, at vagten faktisk havde været en kvinde.

Vagten under døren forsøgte at rejse sig, men Shem placerede sig fraværende oven på den. Insyah gjorde sig klar til at gøre det af med ham, men inden da havde Shem grebet om hans arm.

”Hold op! Lad os nu bare komme væk!”

Insyah, eller hvad der nu gjorde det ud for ham, drejede langsomt hovedet og sendte Shem et blik der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham – og hans blod frøs til is, da det gik op for ham at jægeren ikke så på ham, men på det blod der var kommet på hans tøj under kampen. Der gik trækninger hen over jægerens ansigt, idet han gik hen imod Shem.

”For dine forfædres skyld, så stop dog!” råbte Shem, og vaklede nogle skridt tilbage.

Noget sagde ham at Insyah ikke opfangede hvad han sagde. Han smed sit eget våben langt væk for at vise at han var uskadelig, men jægeren kom stadig snerrende mod ham, med hævet våben og kulsorte øjne…

”Røde Måne!” skreg Shem af sine lungers fulde kraft. ”Det er jo mig! Shem!”

Insyah stoppede op, og begyndte stille og roligt at sænke sit våben og komme til sig selv.

Shem samlede et kort sværd op, og hev Insyah med sig i løb. Han fulgte med, lidt søvngængeragtigt.

Bag dem, kom den sårede vagt å benene igen, men han havde svært ved at løbe.

”Ved alt der er helligt!” råbte Shem. ”Jeg troede at vi ramte ham hårdere end dét!”

”Det gjorde vi også. Men du forhindrede mig i at halshugge ham, eller gennembore hans hjerte!”

Vagten hævede sin ene hånd – Shem hørte et højt klik, og med ét sad der en cirkelrund skive i væggen, hvor hans hoved havde været øjeblik før. Hvis ikke der havde været et hjørne at løbe omkring, var han ret sikker på at de kun var nået så vidt, for at blive skudt i ryggen. De løb så stærkt de kunne, eller rettere, som Shem kunne følge med, og fik efterhånden et lille forspring.

”Jeg kan ikke få vejret,” sagde Shem snart. ”Har du en plan?”

”Nej! Vær stille! Jeg kan ikke tænke!”

”Jeg tror at vores held snart løber ud…”

”Det ved jeg godt! Tag nu og fortsæt!”

Shem pustede og stønnede, men gjorde hvad han kunne for at følge med. Insyah så sig bekymret over skulderen.

”Vi må skynde os. Vi er nødt til at nå frem til Benu før de gør.”

Men ingen hast kunne skjule for dem, at de var fanget i en labyrint. Så stod de pludselig foran en vældig bronzeport. Af uvisse årsager var denne ikke irret, men skinnende blank.

”Det må være et tempel af en art,” sagde Insyah, og prøvede at skjule sine bange anelser. ”Men jeg har på fornemmelsen at der ikke er noget helligt over det.”

”Hvad mener du?” spurgte Shem.

Insyah sagde ikke mere.

”Tror du at forfædrene har noget imod at vi braser ind?” spurgte Shem forsigtigt.

”Jeg er blevet advaret mod steder som det her, men vi bliver nødt til at undersøge det her.”

De åbnede langsomt den tunge port, og smækkede sig indenfor.

”Du alstyrende!” udbrød Shem – og han regnede med at dét Insyah udbrød, gjorde det nogenlunde ud for det samme.

Der var meget koldt i rummet, så koldt at der næsten var tale om drivfrost. Det var dækket med svagt mørknende symboler – for der var vitterligt tale om noget der ikke glødede, men stjal lyset – hvis lige ingen af dem havde set før. De lignede slet ikke skrift overhovedet, men mere tynde sprækker. Han havde virkeligt dårlige fornemmelser omkring det, men alligevel følte han sig trukket hen mod det cirkelrunde alter der stod i midten af rummet. Insyah satte faktisk i løb hen mod det. Da de gik tættere på, så de at overfladen var blank – blank som et spejl, men uden at noget lys blev reflekteret. I stedet kunne der svagt skimtes noget inde bag ved.

Shem så straks væk, men Insyah blev ved med at se ned i det, uanset hvor meget Shem trak i ham.

Så løsrev han sig pludselig.

”Insyah?! Hvad i alverden skete der?!” råbte Shem.

”Jeg … jeg tror at noget er på vej ind i Verden, og det breder sig!”

Shem syntes allerede at være i chok, bare ved tanken. Han fik ikke fremstammet ét eneste meningsfuldt ord. Imedens, var det som om noget dæmrede for Insyah.

”I to er tydeligvis endnu ikke løbet tør for held,” sagde Benu og trådte frem fra rummets skygger.

”Jeg tror at den Almægtige våger over jer to – om I vil.”

Insyah for op.

”Hvad foregår der her?!” råbte Insyah. ”Denne gang har vi ret til en forklaring! Du skal end ikke overveje at tages vores hukommelse fra os igen!”

Shem gjorde store øjne.

”Jeg kan ikke huske at han har taget vores... nårh... nej...”

”Det var det eneste jeg kunne gøre,” sagde Benu. ”''Jeg var tvunget til at fremkalde en storm for at få os uskadt frem over sletterne.”

Shem sank, som han efterhånden vidste var en skidt vane.

”Du… du fik også vores eget skib til at støde på grund!”

”Det er sandt. Søfolket ville have overrumplet os, hvis ikke jeg havde gjort noget.”

”Kunne du ikke bare have stoppet dem?!” udbrød Shem.

”Det var hvad de ønskede at jeg skulle gøre. De havde håbet på at jeg ville afsløre mig selv med noget mere åbenlyst – men det kunne jeg selvfølgelig ikke tillade.”

Insyah lo hånligt.

”Men nu kender vi din hemmelighed!” sagde han. ”Enkemagerne har ventet på dig hele tiden, ligesom at du vidste at de ville være her.”

”Selvfølgelig. Men I har også spillet en vigtig rolle, med at holde enkemagerne hen, indtil jeg havde fået elimineret Ildkongen. Tag det roligt – for alle andre vil det ligne et slagtilfælde.”

Shem var målløs. Insyah var bare rasende. Det så ud som om han ville fare på Benu, men han kunne ikke tage ét skridt mere.

”Du ville have ofret os, for at du kunne begå et mord?!”

”Ti! I ved udmærket at det vil forsinke krigen. Forsinke den længe nok til at vi kan få lukket for alle de åbne kilder igen. Og du tror da vel ikke, at jeg ikke ville have sikret mig at I kom ud herfra? Nu I har fået en anelse om hvad jeg er, hører I under mit bemyndigelsesområde, og min beskyttelse!”

”Men hvad er det her?” spurgte Insyah, og slog ud med hånden mod det mærkelige spejl i midten af rummet.

”Noget langt værre end jeg havde frygtet – deres leder har forvandlet en kilde til en skyggeport. End ikke jeg ved hvordan han har kunnet formå det.”

Han pegede i retning af bronzeporten.

”Jeg skal nok tage mig af vores fjende. Men først må I i sikkerhed.”

De kunne alle tre tydeligt høre lyden af sporer der kom nærmere og nærmere. Det havde givet dem rigeligt med tid til at forberede sig, hvis ikke rædslen havde grebet om deres hjerter.

Så gav bronzeporten genlyd tre gange, som om en gigantisk næve bankede på den. Derpå sprang metallet, ligesom en krukke der faldt på gulvet, og fyrst Tre Flammer af Svøben stod foran dem.

”Mester Rhaug alias Decrlar alias Phoenix! Hvilken ære! Jeg havde ikke forventet at se dem I egen høje person! Jeg takker jer to fjolser for at have ledt mig til ham! Troede I virkelig at I kunne undslippe, medmindre jeg ønskede det?!”

”Ævl!” sagde Insyah. ”Du begik en fejl, og nu prøver du at få det til at se ud som om det var planen!”

”Har vi truffet hinanden før?” spurgte Benu blot.

Insyah studsede over det mærkelige, trivielle spørgsmål. Men det gav god mening – kunne man få fyrsten til at snakke løs, kunne man sikkert fange ham på det forkerte ben.

”Lad os bare sige at jeg har mine metoder,” sagde fyrsten. ”De har ødelagt hære, og udslettet alle der har kunnet vidne om Deres magt. Men åh jo – jeg kender Dem. Og nu hvor jeg har mæsket mig i Deres følgesvendes sjæle, og drukket af deres frygt, kan jeg knuse Dem, som De har knust andre herskere!”

”Vores… sjæle?” hviskede Shem.

Det havde givet et sæt i ham. Han kunne se Tre Flammer som den spradebasse han var, lige foran sig, men der stak tydeligvis langt mere bag. Noget der havde med det frygtelige mareridt...

”I skulle have taget jeres hær med,” sagde Benu.

Fyrsten smilede på en ubehagelig, overlegen måde.

”En hær? Det tror jeg ikke. Visse ting er ikke for alles øjne at skue…”

”Fortæl mig en ting,” sagde Benu. ”Hvordan er du blevet oplært? Jeg brændte personligt hvert eneste eksemplar af ’Mareridtsfyrstens bekendelser’!”

”Jeg har samlet fragmenter,” svarede Tre Flammer. ”Næsten hundrede steder fra. Indbundet i andre værker, muret inde, eller gemt i statuer. Som om de bare ventede på mig. Det er hverken originalt, intakt eller komplet. Men det fungerer. Jeg håber at det besvarer Deres spørgsmål...”

”Nuvel,” buldrede Benu. ”Men nu er det forbi. Skyggeporten vil blive lukket igen – og I vil gå til grunde som så mange før jer. Det var tåbeligt at tro at vi ikke ville opdage det.”

Fyrsten lo bare.

”Forstår De da ikke? Jeg har lokket Dem i en fælde! De ved allerede at end ikke Gud kan stoppe en krig, som så mange ønsker! Om De så lukker hver eneste port på Verdens overflade, kan jeg altid åbne dem igen, når Ordenen adlyder mig! Jeg vidste nemlig at De aldrig sender hele grupper ud, for ikke at, haha, 'misbruge' jeres kræfter! Og nu har jeg allerede stormesteren i min hule hånd! Er De ikke bare lidt imponeret?”

Benu svarede ikke. Han så blot hårdt på Insyah og Shem.

”Se at komme væk herfra. Skynd jer!”

”Tror du måske at du bedre kan klare ham uden vores hjælp?” spurgte Insyah og lagde hånden på sit sværd. Han var klar til at hævne sig for sin sidste træfning med fyrst Tre Flammer.

”Lad være,” formanede Benu. ”Han vil ikke tøve med at bruge jeres egne mareridt mod jer, nu hvor han ikke får råd til at holde igen. Og jeg kan ikke bruge min fulde styrke hvis jeg skal tage hensyn til nogen.”

Fyrsten løftede sin ene hånd, tydeligvis med ondt i sinde.

”Jeg kan ikke tillade nogen løse ender. Således befaler fyrsten af Tre Flammer!”

”Hvis du slår til nu, vil du blotte dig selv,” sagde Benu.

Fyrsten tog sig til hovedet, som om noget pinte ham.

”Ja ja ja … jeg skal nok snart komme til sagen!” sagde han sammenbidt. ”Godt! Godt! Få de to børn væk herfra! Jeg er klar!”

”Nu!” sagde Benu.

”Shem, lad os komme væk herfra medens vi kan,” sagde Insyah. ”Jeg kan mærke dén der summen i hovedet igen. Jeg tror at det er Benus måde at fortælle os noget på...”

”Det behøver du ikke overbevise mig om!” gispede han.

”Jeg vidste ikke at Ordenen var begyndt at tillade sig vidner,” hørte de fyrsten sige bag dem.

Hans ord hang i luften, som ingen menneskelige ord burde gøre.

Den gang Insyah førte dem med ned ad, virkede først blot som en gang som alle de andre de havde vandret igennem. Men efter at Insyah havde mærket efter på en mur, var de pludselig ude i det fri. Det var bare svært at se, for himlen var så mørk af skyer, at intet lys slap igennem.

Shem så sig over skulderen. De kunne tydeligt se templet, men det var meget langt væk. Der måtte være helt enorme tunneller lige neden under dem!

Snart begyndte regnen at falde med en voldsomhed ingen af dem havde oplevet før.

De fandt først ly efter flere timers flugt, under en skråning, hvorpå der hvilede et enkelt, dødt træ. De knækkede dets grene af, og skabte et lille bål. Regnen syntes bare at fortsætte, og det begyndte at lyne voldsomt på den sorte himmel.

”Ufatteligt,” sagde Insyah. ”Det plejer ikke engang at være så koldt om vinteren – men det tordner! Hvordan er det overhovedet muligt?!”

Shem smed en håndfuld græs på bålet. Der gik en trækning hen over Insyahs ansigt, idet gløderne sprang i vejret.

”Hvad havde jeg dog også ventet af livet?!”

Tavshed.

”Insyah… hvordan undslap vi egentlig? Tro det eller lad være, men jeg er ikke overrasket over at Benu bare, øhm, hentede os på den måde. Men… dig. Hvordan kunne du ødelægge lænkerne på den måde?!”

”Slægtens evner gik ikke gik tabt med min fader,” sagde Insyah bare.

Tavshed.

”Nej... Hvordan gjorde du dét der? Hvordan kan du lukke dine sår så hurtigt? Og… hvordan bliver du så stærk?”

Insyah svarede uden tøven.

”Det er mine blodmærker. Det er tegn på at vi udvikler os for hver generation.”

”Så… kan hele din familie den slags?!”

Insyah rystede på hovedet.

”Nej, det har det med at springe en generation eller to over. Men min far behøvede ingen af delene. Han...”

De for begge op, i det der lød et voldsomt brag. Langt borte blev himlen oplyst af et flammeskær.

”Ved alle fædre!” gispede Insyah, og veg tilbage af ren refleks. ”Hvad er dét for noget?”

Til hans egen overraskelse, tog Shem det faktisk mere fattet end jægeren. Men Shem vidste også godt, at han ikke delte Det Skjulte Folks frygt for en skovbrand.

”En vulkan,” sagde Shem. ”Ild fra Verdens indre.”

”Så havde cymrerne ret! Det er virkelig forfædrenes vrede!”

Han vendte sig bort fra udbruddet, og virkede allerede meget mere fattet, alt imens implikationerne af dét de lige havde set pludselig gik op for Shem.

”Åh nej!” udbrød han. ”Det er dét Ildfolkets lejr er! Gud! Så mange mennesker! Det er forfærdeligt! Vi kan da ikke bare sidde her!”

”Det har du ret I,” sagde Insyah. ”Men eneste vi kan gøre lige nu, er at finde en måde at komme væk fra det her golde land, og få advaret vores folk om hvad der er i vente. Vi må få stoppet enkemagerne, én gang for alle.”

Shem bed sig hårdt i underlæben, for at undgå at den bævrede. Han rystede opgivende på hovedet.

”Jeg ved bare ikke hvad… hvad vi skal gøre. Endsige kan gøre.”

”Heller ikke jeg,” indrømmede Insyah, og sænkede blikket. ”Men vi kan starte med at bede. Bed du for mine forfædre … så skal jeg bede for dine.”

De knælede begge to. De bad i fuldkommen stilhed, og sagde ikke noget det næste lange stykke tid.

Så begyndte jorden foran dem pludselig at... koge. Shem havde ikke et ordentligt ord for det, men det så virkelig ud som om den bevægede sig som væske. En stikflamme stod ud, og pludselig boblede det frem med glødende væske. En rødlig hånd skød frem af jorden, og snart kom et skaldet hoved til syne. Det var Benu. Han havde intet hår, så yngre ud nu, og de flammende røde klæder han bar, mindede mest af alt om en tynd rustning.

”Fjenden er slået, men ikke ødelagt,” sagde Benu. ”Han vil vende tilbage for at plage os igen, ligesom at Svøben vil vende tilbage for at plage menneskeheden. Måske allerede i løbet af et par hundrede år.”

Benus øjne, lignede nu resterne af et glødende bål. Hans ansigt var stadig lige ubevægeligt, men undertonen i hans stemme var blevet kraftig.

”Jeg kan ikke tillade jer at vende tilbage, efter hvad I har set.”

Shem trådte straks et skridt tilbage, mens Insyah tog et skridt hen imod Benu. Han holdt hele tiden sine gnistrende øjne rettet direkte mod Benus egne, henslumrende øjne.

Shem kunne se det samme begær i kolkitens blik, som havde fået mangen en gravrøver slået ihjel – på én og samme tid som at han udmærket vidste at Insyah aldrig ville kæmpe for andet, end netop at kæmpe.

”Der vil ikke ske jer noget,” fortsatte Benu. ”Men Ordenens skæbne er nu jeres skæbne. Der venter kun mere af hvad I allerede har været udsat for.”

Måske for første gang i sit liv, knælede Insyah.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke jer!”

Shem kastede sig ned i støvet. Men ikke overfor Benu. Det føltes som om hans hjerte sad helt oppe i halsen.

”Hvad har jeg dog gjort galt, min Gud?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...