Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1183Visninger
AA

9. Under Elementernes Tempel

Han vidste at dette var det afgørende øjeblik. Hvad han sagde nu, eller ikke sagde nu, betød liv eller død for hans folk, som det stod der, forsamlet foran ham.

”Ved beskytternes blod, som ruller i mine årer, sværger jeg, at jeg taler den fulde sandhed! Der er ingen fremtid for vor stad og vort folk, der er ingen steder hvor forbandelsens fingre ikke kan nå os! Det eneste vi kan gøre for vores børn, og vores børns børn, er at forsvinde ud i folkehavet omkring os, hvor vi kan håbe at vort navn vil blive glemt!”

Dette skabte en del uro i mængden.

”Hvem lytter til dig?!” var der én der råbte. ”Du slog din egen mor ihjel!”

”Hvilken profeti har du til os?” råbte en anden. ”Er den Onde selv måske på vej?”

Hele hans familie, døde som levende, var forsamlede her. De så nysgerrigt på ham. Måske lo de.

”Nej!” råbte han magtfuldt ud over mængden. ”Forstår I det ikke?! Skynd jer væk herfra! Han er her allerede!

Men trods hans indtrængende advarsler, var der ingen der rejste sig. Og det værste af det hele var, at det ikke ville havde reddet dem. Thi i det øjeblik han havde udtalt det sidste ord, var det allerede for sent. Der var noget herinde. Han turde hverken sige eller gøre noget, af frygt for at tiltrække dette nogets opmærksomhed.

Han kunne tydeligt smage de andres frygt, suge den til sig. Han havde aldrig set nogle være så bange før, som dem der nu stod over for ham. Stilheden var uudholdelig. Koldsveden sprang frem på dem, og de fik tårer i øjnene, efterhånden som det gik op for dem hvad der var ved at ske. Ingen kunne bevæge sig, uanset om de alle havde lyst til at løbe skrigende væk. Han var også hellere end gerne flygtet så langt væk han kunne, men der var noget der holdt ham fast.

Alle som én vidste de, at den Onde selv var med dem – og at de stirrede ham lige i øjnene.

 

***

 

Shem vågnede med et sæt. Han var gennemblødt af kold sved. Drømmen var allerede ved at forsvinde helt, og Gud ske lov og tak for dét – for hvad end det havde været, havde det været forfærdeligt.

Han skulle lige orientere sig om hvor han var – han kunne have svoret på at han var tilbage i kolkiternes land, og at han havde været i familie med dem. Men der var teltdug på alle sider af dem. Og koldt, så frygteligt koldt at dugen intet hjalp. Et sted i det fjerne, kunne der høres højlydt raslen fra instrumenter, og højlydt messende stemmer. Det var svært at sige om Benu i dette øjeblik var nødt til at deltage i den ceremoni de var i gang med, eller om han bare så på.

Insyah var også vågen. Han sad og stirrede på ham, med et jaget udtryk i øjnene. Måske havde han gjort det i lang tid.

”Er det muligt?” spurgte Insyah pludselig. ”Har slettefolket ret? Jeg har hørt at det er sket før… ”

”Øh ... hvad er sket før?” spurgte Shem forvirret.

Han kunne knapt nok åbne sine øjne. En anelse savl dryppede fra hans mundvig.

Shem følte det som om han var dækket af en hinde af kvalmhed – et forventeligt resultat af deres uregelmæssige søvnrytme.

”Har du nogensinde hørt om den store oversvømmelse?” spurgte Insyah.

”Øh… ja. Skuffet over menneskets ondskab, lod Gud det regne ned fra himlen, og kun Noak og…” begyndte Shem, og glemte helt at glæde sig over at han og Insyah var begyndt at blive dus.

”Tak,” snerrede Insyah. ”Jeg er sikker på at du nok skal blive en god historiefortæller … når du er blevet gammel og ikke kan andet. Men dét der burde bekymre os, er om det samme er ved at ske lige nu!”

Det eneste Shem kunne få over læberne var et ”øh”, og en forespørgsel om der overhovedet var noget de kunne gøre ved det.

”Selvfølgelig er der dét,” sagde Insyah. ”Og det er at undersøge stedet nærmere.”

Han rejste sig op for at iføre sig sit udstyr.

Shem blev bare siddende.

”Du synes måske ikke, at der er noget helt galt fat?” spurgte jægeren så. Han begyndte at vaske sit ansigt i vandet fra en krukke.

”Det har jeg ikke nogen mening om,” sagde Shem.

Så hældte Insyah hele krukken med koldt vand i ansigtet på ham. Det fik ham hurtigt til at vågne helt op.

”H-hva-hvad?!” gispede han. ”Det var ufint!”

”Beklag dig ikke,” sagde Insyah, mens han tørrede sig med en klud. ”Vi har meget at indhente.”

Shem betragtede jægeren. Han havde ikke set ham uden kofte på før nu. Trods hans ungdom, virkede hans hud allerede barket, med tydelige blodårer. Men dét var ikke det der tiltrak sig Shems opmærksomhed – nej, det var det mildest talt makabre faktum at jægeren manglede et stort stykke hud fra brystkassen. Det kunne være bidt eller flået af, men det så mere ud som om det var blevet skåret.

Shem glemte al pli. Ordene kom blot ud af hans mund.

”Hvad i Guds navn er der dog sket med dig?!”

Insyah iførte sig sin jægerkofte.

”Du mener mit ar? Jeg husker det faktisk ikke. Jeg er blevet bidt mange gange, mest da jeg var yngre og mere uforsigtig.”

”Besynderligt,” tænkte Shem.

Han anså ikke kolkiten for at være typen der løj, men det lød sådan. Hvad kunne det betyde? At han også løj over for sig selv? Ét var han sikker på: Hvis han selv havde fået så stort et sår, ville han i hvert fald ikke have glemt det!

”Tag dit udstyr på, Shem.”

Det var ikke et forslag, det var en ordre. Det kunne man tydeligt se på Insyahs pludseligt mørke øjne.

”Hvad er du dog ude på? Du er nødt til at forklare det!”

”Jeg synes at vi skal se nærmere på det tempel, og finde ud af hvad der foregår.”

”Er du blevet skør? De bliver rasende! Det vil ødelægge alt det som Benu har kæmpet for!”

Insyah så nærmest fornærmet ud.

”Forstår du da slet ingen ting, menneske?! Benu siger aldrig hvad han egentligt mener, nærmest som om at han er bange for at nogen andre skulle høre hvad vi talte om! Tænk dig om: Han er blevet ved med at råde os til ikke at følge ham længere, men han sørger alligevel for at vi er nødt til det. Og nu taler han om at vinde tid. Hvem kunne han have ment, andre end os?!”

”Jeg ved ikke…” mumlede Shem. ”… men der er faktisk noget jeg ikke helt forstår…”

”Der kan man bare se,” sagde Insyah irritabelt.

”Lad nu være,” sukkede Shem. ”Jeg mener at… Havnen var så dårlig! Hvis der dårligt nok kan lægge skibe til her, så bliver det da helt umuligt at fragte mad hertil for at hjælpe dem, og…”

Insyah nikkede.

”Du har helt ret. Men jeg tror ikke længere at Benu prøver på at narre os. Jeg tror at han har prøvet på at fortælle os noget. Det er ligesom om den hovedpine jeg har, den…”

”Hovedpine?”

Insyahs øjne gled fra side til side.

”Jeg kan ikke rigtigt forklare det. Du ville tro at jeg var blevet gal.”

”Sig det blot. Jeg tror ikke på andet end min Gud!”

”Nuvel,” hvislede Insyah ud i mellem sine tænder. ”Det er som om min hovedpine kommer et sted inde fra templet af!

Shem sank.

”Så hold dog op med dét der!” råbte Insyah. ”Jeg ved godt at det er noget du gør for at afhjælpe din nervøsitet, men hold op!”

Han havde efterhånden fået alt sit udstyr på, mens de talte – jægerkoften på, Profetens Arm spændt på, buen klar til skud.

”Så er det nu, livvagt. Vi har kun så meget tid, som Benu kan give os. Hold khopesh lige ved hånden, for jeg er sikker på at vi kommer til at møde modstand. Jeg ved bare ikke hvilken slags endnu.”

Shem sank igen.

”Undskyld.”

 

***

 

Insyah satte kurs mod det ældgamle tempel, med Shem lige efter. Ildfolket havde ikke ulejliget sig med at sætte nogen vagter op omkring templet, kun omkring selve deres lejr, så det var kun en mindre sag at slippe ubemærket ind. Det viste sig hurtigt, at der ikke var nogen større kamre i templet. Alle rummene var ganske små og rektangulære. Den smule Shem vidste om arkitektur, satte ham i stand til at gætte hvorfor: Dem der havde bygget templet, kunne ikke bygge buer. De havde kun tænkt i firkanter, og det satte en naturlig begrænsning på den vægt der kunne holdes oppe. Størsteparten af templet måtte være massivt. Det var virkelig som et menneskeskabt bjerg, og, formodede Insyah, der måtte være nogle ret store kamre eller huler neden under.

Insyah pegede ned ad en trappe, der strakte sig ned i mørket, tyve, fyrre skridt, eller længere.

”Det kommer dernede fra,” sagde han.

”Hvad kommer dernede fra?” spurgte Shem.

”Det som skraber på indersiden af mit hoved.”

Shem lagde en hånd på hans skulder, som Insyah daskede væk.

”Du er frygteligt bleg! Har du det godt?”

Insyah nikkede, og selv om han var klar over at alt ved ham sikkert tydede på det modsatte, sagde han:

”Jeg tror faktisk aldrig at jeg har haft det bedre.”

Han førte an ned ad trappen, men Shem stoppede efter de første tyve skridt.

”Vi kan ikke stoppe nu,” sagde Insyah, og gav tegn til at de skulle fortsætte fremad.

”Men jeg kan ikke se noget,” klagede Shem.

Insyah missede med øjnene. Han havde ikke overvejet at kemetien, eller hvad han nu var, ikke var vant med at jage i mørke. Men hvorfor skulle de også være det?

”Du bliver nødt til at stole på mig, så. Det er for farligt at tænde lys nu – og slemt nok at vi taler. Hvis ikke lyden blev standset af alle de små rum, ville de have hørt os for længst.”

Insyah kunne lugte hvordan frygten begyndte at bryde frem på sin følgesvends pande.

”Hvem er de?”

”Jeg ved det ikke endnu,” sagde Insyah bare, og trådte ind i mørket. ”Men nogen må vel stå bag.”

De fortsatte. Shem holdt sig så tæt til Insyah, at han kunne mærke hans ånde i nakken. Det irriterede ham lidt, men han fandt sig i det. Hvis det gjorde sydlændingen tryg at holde så tæt sammen, var han uden tvivl også mere værd.

Insyah overvejede om det kunne være hans egne forfædre, der havde bygget templet, inden de var blevet kloge nok til at lade den slags ligge. Hvis det da havde været et tempel – alle væggene var bare, ligesom en boligs.

Men så hviskede Shem:

”Prøv at mærke på væggen… ingen billeder. Ligesom et Guds hus.”

”Templer er da det eneste sted det giver mening at afbillede sine forfædre,” sagde Insyah.

”Øhm, ja. Det gør kemeti da også. Men mit folk ville aldrig gøre det.”

”Hvorfor da?” spurgte Insyah og stoppede op, men uden at dreje hovedet.

”Jeg ved ikke. Ville du ikke være bange for en Gud, der lader sit folk arbejde for et andet folk, for en dumhed, som vores fædres fædre og flere til, har gjort?”

”Det siger mere om jer, end om os,” sagde Insyah bare, og pegede nedad. ”Vi bliver nødt til at fortsætte.”

Shem fulgte tøvende efter.

”Det her sted er stort,” sagde han.

”Din veltalenhed forundrer mig gang på gang, Shem.”

Men Insyah forstod godt hvad Shem mente – selv om hans måde at formulere sig på, måske lod noget efter. Det Skjulte Folks byer havde ladet sig gøre at bygge, fordi der var så mange naturskabte huler i forvejen. Alene størrelsen på dette sted, syntes umuligt at gøre efter, selv hvis de ville. Så, betød det så at de fortidige mennesker, der havde bygget dette, var mere eller mindre udviklede? Han brød sig ikke om implikationerne.

Skovbrand!” udbrød Insyah irritabelt, da han så hvordan gangen blot endte blindt.

”Hvor henne?!” spurgte Shem anspændt, i et meget højt tonefald.

”Ti stille! Det er blot en talemåde! Problemet er at dette er en blindgyde!”

”Så finder vi vel en anden vej,” sagde Shem og vendte sig hurtigt om, ivrig efter at komme tættere på overfladen.

”Nej! Det er umuligt! Det er nødt til at være lige her!”

Han gav sig til at undersøge væggen, og begyndte at presse lidt ind på forskellige fremspring. Med ét gav væggen efter, og fejede Insyah og Shem direkte ind i midten af en sal.

Det var en rund sal, fyldt med nicher eller gange hele vejen rundt. Det var tydeligt for dem begge, at templet var blevet bygget oven på noget andet, eftersom der var hvælvinger hernede – alt sammen bygget i en skinnende, sort stenart, som ingen af dem havde hørt om, endsige set, før. Der var fakler på væggene, som et øjeblik virkede nærmest blændende.

”Der er nogen hernede!” udbrød Shem.

”Og det fandt du ud af, helt uden hjælp?” spurgte Insyah.

Han trak Profetens Arm.

”Hold dit våben foran dig! De er på vej!”

De kom ud af nicherne fra alle sider, snerrende, og dorskt slæbende sig fremefter, som om de gik i søvne, eller var bedøvede, men Insyah ikke i tvivl om at de kunne hugge ud når som helst det skulle være. Ikke så meget som ét led fra deres rustningsklædte ydre gav lyd fra sig, selv om det skurrede mod hinanden ved hver en bevægelse. Men metallet fra deres støvler gav genlyd i hele rummet. Deres sorte rustninger stak ud til alle sider, og gjorde dem hver især til et levende våben. Der var blevet skåret sætninger på deres sprog, ind i hver lille overflade på rustningerne. Det eneste tilnærmelsesvis levende ved dem, var de hadfyldte, blodsprængte øjne der lige kunne øjnes inde bag ved de grinende, dæmoniske hjelme.

”Åh Gud… hvad er det? Hvad er det for nogle, Insyah?”

”Jeg kun set én i hele mit liv, på lang afstand – og han var klædt meget anderledes end dem her. Men de er enkemagere. Ingen tvivl om det.”

Shem udbrød de forbudte ord:

Fyrsterne fra nord?! Åh nej! Vi er døde!”

”Vi ser nu meget levende ud!” lo Insyah. ”Mist ikke modet, beskytter. Nyd dette øjeblik. Det er hvad vi har ventet hele vores liv på.”

Én af enkemagerne strakte armen frem. Noget skarpt stak frem fra handsken, og det lød som om enkemageren nynnede, eller sang noget. Ingen af dem vidste hvordan de skulle reagere. Den sang noget igen.

De hørte begge tydeligt lyden af klirrende sporer bag sig. Dernæst hørte de begge en stemme tale, på en fuldkommen perfekt gengivelse af Det Sorte Lands mål:

”Han sagde: Vær så venlige at smide jeres våben.”

Den mand de nu stod over for, var høj, sygeligt mager, og bar, ulig sine krigere, hverken pelse eller rustning, men kun en kostbart udseende dragt i sort og lilla, med broderede flammer, der slikkede op ad brystkassen, samt en krone af sort stål, med en enkelt sort perle i. Den var åbenbart blevet boltet fast til hans kranium.

Hans udstråling var frygtindgydende, og hans ansigt nærmest opkastfremkaldende.

Insyahs brændende had til enkemagerne, var veget til fordel for ren og skær frygt. Han kunne nærmest mærke den voldsomme energi der emmede ud af den tynde mand.

Blodet forlod Shems ansigt.

”Hvad er der i vejen? Skræmmer jeg jer?” sagde den magre mand i et blødt tonefald.

Han smilede.

”I er så… så menneskelig,” sagde Insyah.

”Har De nogensinde hørt udtrykket ’udseendet bedrager’?”

Insyah nikkede.

”Godt. Det var nemlig mig der opfandt udtrykket. Jeg er hans højhed, fyrst Tre Flammer, hersker af Svøben. I har sikkert hørt om mig.”

Da han så at det ikke vakte nogen genklang, broderede han videre:

”Måske skulle jeg sige: Af Nordriget? Er det ikke dét I kalder os? Nordfyrster? Er det ikke sådan at I udtaler det på jeres sprog? Jeg bliver kaldt for Tre Flammer, fordi min slægts stamfader… eller stammoder, er det egentlig… blev adlet for at have frelst vort ældste kongehus’ arving fra en dæmon. Det er selvfølgelig ikke muligt at oversætte alle nuancerne til jeres forsimplede sprog…”

Han gjorde tegn, og to andre personer trådte frem fra mørket.

”Disse to er mine sleske håndlangere, fader Regnfjeld, samt min sandsigerske, Uforløst Begær. Sig pænt godaften.”

Regnfjeld lignede aldeles ikke en ”fader”, men blot en almindelig ung mand, klædt i simple brune rober, og med meget langt nøddebrunt hår og skæg. Insyah gættede på at det måske havde en og anden rituel betydning for dem. Men hvem skulle kunne sige det?

Uforløst Begær var den smukkeste kvinde Insyah og Shem nogensinde havde set. Fyrsterne fra Nord var åbenlyst blege, men hun var hvid – hendes hud, hendes hår, selv hendes øjne. Hendes træk var så fine at de nærmest virkede for sarte til at kunne berøres – men det var en kold og lidenskabsløs form for skønhed. En tynd, sort halvmaske dækkede den øverste del af hendes ansigt. Insyah kunne nemt genkende hendes sorte klæder – for kort tid siden havde hun stået lige bag ved Ildkongen.

”Nu hvor vi har præsenteret os selv,” sagde Tre Flammer, ”vil jeg sætte meget pris på at I allerunderdanigst lægger jeres våben og præsenterer jer selv.”

Shem tog usikkert ordet, da Insyah ikke svarede, af den enkle grund at Tre Flammer – ulig Benu og Shem –

ikke talte på en måde, så det var nemmere for andre at forstå hvad der blev sagt, men mere som en herre til sin slave, der bare havde at forstå.

”J-jeg er Sh-sh-Shem, b-beskytter fra d-det S-sorte Land. Dette er Insyah, s-søn af Khenti, fra d-det S-s-skjulte Land. I-i taler vort sprog v-virkelig g-godt.”

”Jeg takker. De ville også tale det ganske udmærket, hvis ikke for den forskrækkelige stammen. Og nu: Jeres våben. Jeg har ti vagter i rummet, og hver af dem kan affyre to skud hvert sekund – fire, hvis de bruger begge kamphandsker.”

Insyah knugede om Profetens Arm.

”Insyah, vil du ikke nok lægge dit våben fra dig?” spurgte Shem. ”Vi har jo ikke en chance!”

”Aldrig. Sig til ham, at han selv kan komme og hente det… hvis han tør.”

Shem lukkede sine øjne et øjeblik, trak vejret dybt ned i lungerne, og fremsagde så Insyahs udfordring.

Tre Flammer smilede bredt (det lod til at enkemagerne filede deres tænder spidse).

”Jeg ville selv have foreslået det. Lad os sige … til første blodsdråbe. Hvis han vinder, kan I gå jeres vej. Hvis han taber, dræber vi jer begge. Og skærer jer op. Jeres blod vil blive til nydelige, rødmalede billeder på disse kedsommelige, uudsmykkede vægge, og jeres knogler blive udskåret til terninger, som mine folk kan rafle om jeres udstyr med…”

”... og huden flået af til vægtæpper!” foreslog Regnfjeld ivrigt.

”Nu ikke så vulgær,” sagde Tre Flammer. ”Gud må vide hvor du det fra!”

Fyrst Tre Flammer vendte hovedet mod sin yndige sandsigerske:

”Se på ham… se på hvordan skovlændingen hader os. Hvor sydlændingen ryster i bukserne, ryster dette eksemplar af indestængt raseri.”

Uforløst Begær klappede begejstret i hænderne.

”Åh jah! Duel!” sagde hun og trak de fyldige læber tilbage i et meget hvidt, men noget mere almindeligt, smil.

Fyrsten spyttede på Insyahs støvle.

”Jeg håber at De er klar over at man normalt ville kaste en handske. Men så meget fortjener en skovlænding ikke!”

Insyah bed ydmygelsen i sig. Han skulle tidsnok tage hævn. For hvis det var bloddyst fyrsten ville have, så skulle han få det. Han overvejede deres muligheder, mens han trådte et skridt fremad. Hvis bare Benu fik mulighed for at slippe væk med livet i behold, var det måske det hele værd. Nej … hvis bare han kunne få hævn over denne ene enkemager, ville det være det hele værd.

”Dét sværd er da alt for stort til dig,” sagde Tre Flammer langsomt og tydeligt, for at Insyah kunne forstå ham.

”Jeg vil virkelig ikke anbefale dig at duellere med dét. Jeg er vis på at én af mine svende eller møer gerne vil stille et bedre egnet ét til rådighed.”

”Dette våben har tilhørt min fader, og hans faders fader før ham!”

Fyrsten trak sit eget sværd. Det var langt tyndere og kortere end Insyahs. Det så ældgammelt ud, og var mesterligt indridset med mønstre.

”Lad os så se hvordan det går blomsten af Skovlandets ungdom, når den ikke kan bruge sine højt skattede buer!”

”Jeg kan besejre en affældig nar til hver en tid!” råbte Insyah.

Tre Flammer lo. Det var en ret tynd latter, galpende, sort set kun med halsen.

”Lad os se. Da jeg kæmpede i arenaen som ung, kæmpede jeg både mod en tilfangetagen mdjai og én af jeres såkaldte ’beskyttere’ på samme tid – uden at få en skramme!”

”Jeres ansigt ser ellers ud som om det har fået et par skrammer.”

Insyah hævede Profetens Arm foran sit ansigt, og slog det ud til siden, som ritualet foreskrev.

Tre Flammer gjorde intet endnu.

”Slap af, det her er hvad du altid har ønsket dig,” sagde Insyah til sig selv, alt mens han hjerte igen hamrede så hårdt, at det gjorde ondt at trække vejret. Det gjaldt om ikke at lade sig forskrække af dem, havde Itafe fortalt ham mange gange. Men det var nu ikke så ligetil, når den uhyggeligt benede mand stod dér, så selvsikker, så modbydelig, at han stadig havde lyst til at kaste op over synet af ham. Måske ville han også gøre det, lige om lidt. Han skulle bare lige sætte ham på plads først.

Fyrst Tre Flammer knipsede med fingrene, og løsnede på kæden der holdt hans kappe oppe.

”Regnfjeld! Min kappe!”

Denne skyndte sig at samle den op, medens Insyah kastede sig fremad. Enkemagerfyrsten hævede først sit våben i sidste øjeblik, og afværgede hans voldsomme udfald med ophøjet ro. Insyah kunne dog fornemme at Tre Flammer gemte et raserianfald lige under overfladen. Godt – så hadede de hinanden lige meget.

”Hvor er den berømmelige skovlandske råstyrke henne? De gør Dem jo slet ikke umage!” råbte enkemageren.

”Bare vent og se, gamle mand!” rasede Insyah hævngerrigt.

”Tag dén!” sagde Tre Flammer tørt, som han gjorde udfald ”Og dén!”

Duellen fortsatte i højere og højere tempo.

”Tag Dem nu sammen, unge mand! Kan en blodrig jæger ikke engang klare en ældre herre? Eller er det når I har buer at skyde med, på lang afstand?!”

Insyahs raseri steg gradvist, jo mere enkemageren hånede ham. Men det brød ikke hans koncentration, som Tre Flammer måske havde forventet. Det skærpede hans vildskab, og med ét brød han gennem nordfyrstens parader.

Tre Flammer parerede kun med nød og næppe, og et gisp undslap tilskuerne. De kunne næppe tro deres egne øjne. De to kombattanter gik i cirkler med sværdene låst fast.

”Jeg må erkende…” sagde Tre Flammer ”… jeg må erkende, at jeg efter årtiers endeløse drab, efter at have besejret hundredvis af talentfulde krigere... så har jeg aldrig mødt nogen, der var så forbandet heldig før!”

”Fornøjelsen er helt på min side,” snerrede Insyah.

De forsatte i et rasende tempo, indtil Tre Flammer pludselig snittede et langt sår tværs over Insyahs brystkasse. Det gik så stærkt at han slet ikke nåede at se det komme. Selv smerten kom nærmest som en efterdønning. Selv om det selvsagt begyndte at hele næsten med det samme, faldt han stadig til gulvet, og knugede sig instinktivt om det fossende sår. Profetens Arm skøjtede hen over gulvet. Tre Flammer lod sit sværd hænge og dingle over Insyahs strube, og spillede med tungen, som en anden slange.

”Det har været en stor fornøjelse, skovlænding. Jeg dømmer dem til døden, for den brøde at være født! Således har fyrsten af Tre Flammer talt!”

”Få det overstået og giv ham dødsstødet,” sagde Uforløst Begær. ”Det klæder Dem ikke at lege med ofret.”

”Jeg mente senere,” sagde fyrsten. ”Døde mænd lytter ikke.”

Uforløst Begær sukkede højlydt.

”Jeg holder virkelig af dig, min kære,” sagde Tre Flammer. ”Men af og til er du forblændet af fornuft.”

Så tørrede Tre Flammer sit sværd af, og satte det tilbage i skeden. Han knipsede med fingrene, hvorpå vagterne slog både Insyah og Shem ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...