Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1188Visninger
AA

5. Medjrs ruiner

Den næste dag stødte de på noget som Shem først troede var et skilt eller en bekendtgørelse fastgjort til et stort træ. Det var først da de kom helt tæt på, at han kunne se – og ikke mindst lugte – at ”skiltet” var et rådnende lig, der var bundet fast til det. Det havde nok hængt der længe, for det var godt opløst, så at rebene havde skåret dybt ind i det.

”Åh Gud!” mumlede Shem. ”Hvad er det?”

Insyah så på ham med en sær blanding af vrede og morskab.

Han løftede op om en træmedaljon som liget havde om halsen.

”Kan I se? Det er skrevet med Det Stejle Lands skrift. Stjæl ikke.”

”Jamen… hvorfor har de klynget nogen op her?”

Insyah smilede. Det fik Shem til at gyse. Et rovdyrsmil!

”Det er en af vore der har skrevet det, eller fået røveren til at skrive det, før han straffede ham.”

Shem kløede sig i nakken.

”Hvad ville han dog prøve på at stjæle fra jer?”

”Han prøvede nok på at stjæle skoven. Hvis de fik deres vilje, ville der en dag kun fyge sand her hvor der nu gror træer.”

Insyah pegede ind i skoven bag den makabre advarsel.

”Vi ville kunne spare meget tid hvis vi drog igennem Medjr, den vej. Men…”

Han trak vejret dybt.

”For mange gode familier er faldet der. Det…”

Han så ud som om han skulle til at sige mere. Så begyndte han alligevel at gå i den retning.

Efter at de havde gået i nogle timer, var der noget der skinnede stærkt i den sparsomme sol, der nåede ned i mellem træernes kroner.

”Rør ikke ved noget,” sagde Insyah allerede lang tid før de var kommet tæt på – som om Shem havde den mindste smule lyst til dét!

Ligesom med Jem-Sepat, var det næsten umuligt at se at de stod midt inde i en by. Men det krævede ikke noget trænet øje at se at der var stået et slag for en årrække siden – mange af de store træer lå stadig som stammer nede i skovbunden, og de øvrige bar stadig mørke ar fra en voldsom ildebrand, mens skovbunden blomstrede som ingen andre steder. Men iblandt det frodige blomsterhav, fik Shem øje på dét der havde skinnet på så lang afstand. Shem genkendte tydeligt metallet: Det var samme slags stærke materiale som Insyahs arvestykke, men meget mørkere. Han var ligeglad om han måbede – dette var simpelthen en uvurderlig skat, som bare lå i skovbunden til ingen verdens nytte! At dømme efter de rester han kunne få øje på, kunne der udstyres en hel lille hær, bare med dét der lå omkring dem.

”I skal ikke så meget som overveje det,” sagde Insyah tørt. ”Hver eneste af deres slags der faldt her, er et vidnesbyrd om min linjes evner som beskyttere, selv i nederlagets time.”

Han så de andre to an.

”Af hele min fars kuld, var han den eneste der overlevede slaget. Og nu er jeg det eneste spire af hans træ der er tilbage.”

Insyah rodede noget af blomsterdækket til side, med spidsen af sin bue.

Det var muligvis en hjelm, muligvis en rustningsplade, der lå med siden til og kiggede ud på jorden. Hvad end det var, forestillede den et skællet, vrængende ansigt, alt sammen hamret ud i sort metal. Det virkede hængende, halvt smeltet – virkelig et væsen fra Shems værste mareridt.

”Det er ikke alt,” sagde Insyah, og skubbede igen lige så forsigtigt til det monstrøse ansigt.

”I… I behøver ikke!” formanede Shem.

Insyah ignorerede sydlændingen og fortsatte. Den monstrøse hjelm åbnede sig op, og der kom et ansigt til syne inde bag ved.

Selv Benu, der stort set ikke havde mælet et ord i flere dage, virkede overrasket over hvad der mødte dem.

Det var ikke et kranie-ansigt de så inde bag hjelmen – ej heller var der tegn på at liget nogensinde var gået i forrådnelse. Hvis ikke for den brunlige, indtørrede hud, kunne vedkommende have været levende. Ansigtet var låst fast i en grimasse der vidnede om stor smerte.

”Hvad… hvad er det dog?”

”Det er en af dem,” sagde Insyah. ”Dyrene har ikke villet røre ved dem. Jeg ved ikke hvorfor – lugten måske.”

Benu sagde ingenting, og fortsatte blot med at gå, i hælene på Insyah. Shem kunne ikke lade være med at kigge tilbage på det fastlåste ansigt. Det måtte være et tilfælde… det kunne ikke passe at døde mænd lå og spændte deres muskler, ikke efter så lang tid. Det måtte det ikke.

 

***

 

”Jeg har aldrig før sat min fod her,” sagde Insyah, så snart de kom frem af skovbrynet. ”Dette sted er lige så nyt for mig som for jer.”

Jægeren slog hånden ud mod horisonten, hvor bjergene trådte frem af morgenrøden. Shem syntes at de virkede ildevarslende – ligesom en bunke knogler der var blevet bleget af solen.

”Kender dit folk til nogen sikre ruter igennem?”

Insyah smilede sit rovdyrsmil igen.

”Nej. Det Stejle Land er berygtet for indbyrdes kampe og overfald. Men Itafe har fortalt mig at der findes et pas som ingen nogensinde rejser igennem.”

”Det var da underligt,” sagde Shem, selv om han anede en historie bag.

Insyah viftede ad bjergene med sin ene hånd og gav et fnys fra sig, som om han ville vifte en irriterende person væk.

”De overtroiske fjolser er overbeviste om at der hviler en forbandelse over stedet!”

Et øjeblik så det ud som om Insyah ville give sig til at le, men det udeblev.

”Det er selvfølgelig højst sandsynligt bare et ekstremt forræderisk terræn. Men til gengæld skulle vi ikke have nogen problemer med at finde det når vi først er nået så langt. Det siges at passet er så goldt, at intet kan vokse der, og at ingen ådselsædere kredser over det.”

”Goldt? Er det derfor at det siges at være forbandet?” spurgte Shem.

”Jeg er ikke helt sikker. Det siges at den ene halvdel vores forfædre, Det Glemte Folk, engang førte et stort slag dér. Det fortæller os, at der sikkert har været træer der engang, hvor der nu er sand.”

Uden at mæle et ord mere, satte han i sit sædvanlige ”jægertråd.”

”Sikke en underlig historie!” sagde Shem. ”Han sagde ikke engang hvem de kæmpede mod!”

”Hvert folk har deres egne historier,” sagde Benu. ”Denne står endda også skrevet i nogle af Det Sorte Lands gravkamre. Der er ikke særligt meget at berette. Det er basalt set blot fortællingen om det jordiskes kamp mod de mystiske kræfter.”

”Øhm…” mumlede Shem.

”Mennesker mod monstre,” sagde Benu så.

”Men det er bare en historie… ikke?”

”Den er sand på sin egen måde.”

Shem følte det som om hans hjerne begyndte at knage som et af skovens gamle løvtræer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...