Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1185Visninger
AA

2. I Jem-Sepat

Jægeren vendte meget snart tilbage for at eskortere Shem og Benu ned ad en sidegang. Han virkede ophidset – det så ud som om der stak lyn ud af de hidsige, grønne øjne! Det var sandt nok at Shem ikke havde set noget lignende før.

På sin korte tur gennem den kolkitiske fæstning havde Shem allerede lært at de var et folkefærd der yndede godt håndværk, og samtidig satte pris på nøjsomhed (ulig hans herrer, kemeti, der også værdsatte håndværk, men dårligt kunne kaldes nøjsomme).

Alle korridorerne var fint slebne og perfekt symmetriske, men uden udsmykning. Ingen bar smykker, og alle klæder var ensfarvede og uden mønstre. Shems egen beskedne uniform, virkede pludselig spraglet, overpyntet. Han ønskede sig virkelig at de havde givet ham noget tid til at få blodet af det.

Insyah åbnede forhænget til et rum, der tydeligvis var møbleret i al hast.

Det var imponerende hvordan kolkiterne fik sollyset til at fylde hele rum, taget i betragtning hvor små skakterne til lys var. Han havde kun set noget lignende i de helt store templer i hovedstaden.

”Det her kommer til at tage sin tid,” sagde Insyah.

Der var noget ved ham, der fik Shem til at tænke på en overspændt bue. Kolkiten blev ved med at kradse sig i sine skægstubbe langs kanten af kæben, og alene lyden gjorde Shem nervøs. Derudover så blev Insyah ved med at se fra side til side, uden nogensinde at møde hverken hans eller Benus blik. Det var distraherende, men Shem trøstede sig med at Insyah ikke prøvede på at nedstirre dem, ligesom hans landsmænd havde forsøgt på. Han havde heller ikke megen lyst til at se ind i de øjne!

Shem følte sig nødsaget til bryde tavsheden:

”H… hvad foregår her egentlig? Hvad kommer der til at ske med os?”

”Under normale omstændigheder ville I allerede være døde – eller stå ved skovens udkant igen,” svarede Insyah.

”Men…” – jægeren standsede eftertænksomt op – ”… personligt nærer jeg et ønske om at bringe denne sag for rådet. Jeg mener at I fortjener al den hjælp vi kan give jer.”

”Hvad skylder vi denne usædvanlige ære?” spurgte Benu uden at tøve.

Han vidste tydeligvis allerede hvor sjældent dette skete.

”Det er rent personligt,” sagde Insyah. ”I kemeti vil hjælpe mod enkemagerne, og lige nu er dét alt hvad der betyder noget for mig.”

”Enkemager?” spurgte Shem.

Benus blik gled over mod sin vagt.

”Det den måde kolkiterne taler om fyrsterne fra Nord på. Ingen skaffer sig så mange fjender, uden at skaffe sig en hel del øgenavne på samme tid.”

Han så over på Insyah igen.

”Beklager denne afbrydelse, men det var vigtigt at forklare min rejsekammerat,” sagde Benu. ”Hvad ville I fortælle os?”

”Jeg ville fortælle jer at I aldrig overlever turen til cymrernes land uden hjælp. Det er for farligt at rejse over land, også langs kysten. Især langs kysten. Tro mig.”

”For farligt?” udbrød Shem, der var både lamslået og rørt over kolkitens tilbud. ”Vi forliste! Hvad kan være værre?!”

”At sulte,” sagde Benu. ”Men det er sandt at rejsen over havet burde have været sikker. Der er normalt aldrig så voldsomme stormvejr på denne tid af året.”

Det irriterede Insyah lidt at Benu havde besvaret et spørgsmål rettet mod ham. Han bed det i sig, og sagde:

”Det er sandt hvad han siger. Begge dele. Men der er faktisk ingen anden mulighed end at vandre. Vi har aldrig haft brug for skibe.”

Insyah så Shem an, som om han ventede på at Shem ville reagere på en bestemt måde, eller det var en slags prøve.

”Nu vil jeg gerne have hele historien,” sagde Insyah. ”Begynd.”

”Tag den – tag den nu!” tænkte Shem, mens Insyahs blik gled over dem. Han vidste ikke hvorfor Benu tøvede, men det så ud som om han betragtede den måde Insyah så fra side til side på.

”Det er meget ligesom at to jægere skal mægle retten til et bytte,” sagde Benu. ”Men forestil dig, at der ikke er bytte nok til at nogen af dem kan blive mætte. Det er sådan cymrerne har det lige nu. Det vejr vi har mærket på egen krop ude på havet, betyder at der ikke er føde nok til cymrernes dyr. Så de tager hvad de kan fra hinanden i stedet, hvilket gør dem nemmere at erobre for de der har ondt i sinde.”

Insyah nikkede.

”Så mens vi fejrer profeten, har de et vinterår. Jeg har hørt om sådanne knappe tider – men jeg har aldrig oplevet dem. Hvis blot de brugte bloddyst eller sangkampe ligesom os! De har altid ført Det Skjulte Land igennem de værste tider.”

Bloddyst…?” spurgte Shem.

”Det er kolkiternes ord for tvekamp,” sagde Benu. ”Ligesom da vognfolket var faraoner. Men slettefolket ville aldrig kunne indpasse en sådan løsning i deres traditioner. De afskyr løsninger udefra.”

”Og dog tilkaldte de jer…” indvendte Insyah.

”Ja. Det gjorde de faktisk,” sagde Benu. ”Det var aldrig gået at vi havde tilbudt dem hjælp. Det var altafgørende at de selv bad om den. Cymrernes Ildkonge ynder at tro at han kan kommandere med os når han ønsker det, og vi lader ham forblive i den tro. For deres egen skyld.

Imidlertid var det ikke nemt for cymrerne at nå til os. Deres eneste kontakt med omverdenen, er en lille havn beboet af købmænd fra Akkade. Selv et folk som cymrerne, har mødt Akkade – og det er med Akkades sprog at vi vil tale til dem. Det er stadig kun de dygtige få, der kan mestre vores fælles sprog, uden at være opvokset med det.”

Shem tillod sig selv at dvæle ved den sætning. Hans folk var andres tjenere, ja, men de lærte alt hvad de var nødsaget til, hvad enten det var alle mulige sprog, at bygge, at slås.

”Handlen svandt allerede ind for flere år siden,” fortsatte Benu ”men det blev først åbenbart at noget var galt, da det overlevende sendebud ankom til Det Sorte Land, forklædt som en akkadisk købmands tjener.”

”Det overlevende sendebud?” spurgte Insyah.

”Vi har gode grunde til at tro at han ikke var det første sendebud der tog af sted fra deres stormomsuste kyster, men at det kun lykkedes for dem at opnå kontakt, fordi han ankom forklædt – og direkte til farao, for at bede om at Det Sorte Land måtte dele sin frugtbarhed med de trængende.”

”Men hvad skete der med de andre sendebud?” spurgte Insyah.

”Nogen har ønsket at de ikke nåede frem,” sagde Benu, uden at fortrække en mine. ”Det er den omstændighed der får mig til at mene at fyrsterne fra Nord er indblandet. De er de eneste der ville få noget ud af at ødelægge cymrerne.”

Shem kunne mærke at det begyndte at løbe ham koldt ned ad ryggen. Dette var ikke noget han havde hørt før.

”Ingen invasionsstyrke, selv ikke deres, kan overleve så lange strækninger uden at skulle transporteres det meste af vejen,” sagde Benu. ”Så jeg tror at de er ude efter en flåde. Blot har de ingen at tage den fra. Ikke her. Men båret af cymrernes heste, vil de selv kunne vælge hvor de vil slå til. Og når de så først har hvad de skal bruge, kan de stå ved Men-Nefer inden for et år.”

Shem kunne ligefrem mærke blodet forlade sit eget ansigt. Det måtte ikke være sandt!

”Men-Nefer, er…” begyndte Insyah.

”Hvor det store hus er bosat, ja,” sagde Benu.

”Men… hvorfor ville dog gøre det?!” spurgte Shem. ”I må ikke tro at jeg ønsker en sådan ulykke for nogen, men… I har selv sagt at folket er hovmodigt når det tror at der ikke findes lige så gamle riger, og lige så lange floder på den anden side af ørkenen. Hvorfor plyndrer fyrsterne fra Nord ikke området i mellem de to floder, hvis rigdomme I har fortalt mig så meget om, i stedet for Det Sorte Land?”

”Enkemagere kommer ikke kun for at plyndre,” sagde Insyah. ”Somme tider leder de efter noget.”

Der var en art mørke i jægerens tonefald, der skræmte Shem næsten lige så meget som tanken om monstre der hærgede hans land. Eller rettere, hans herrers land.

”De… leder?” spurgte han.

”Det er hvad min fader har fortalt mig,” fortsatte Insyah, stadig lige ildevarslende. ”Som om de forventer at finde en mening med deres ondskab, gemt dybt nede under jorden.”

Benu sagde ikke noget. Han øjnede bare Insyah, med stigende fascination.

”De er altså ude efter miner,” tænkte Shem. ”Men hvor meget mere kan der dog være tilbage i jorden, efter alle de års graveri?”

”Sagen blev drøftet med farao – og hans nærmeste rådgivere,” fortsatte Benu. ”Jeg var til stede, som medlem af præsteskabet. Handelsmændene gav mig et lille fartøj til rådighed, og hæren – eller beskytterne som du nok ville kalde dem, Røde Måne – gav mig nogle få slavesoldater.”

”Få?!” udbrød Insyah. ”Hvis der er overhovedet er nogen chance for at enkemagerne er på krigsstien, sender man en hel hær!”

”For de fleste, er fyrsterne fra Nord blot en historie man fortæller for at skræmme børn. Der er meget få der overhovedet tror på at Det Skjulte Folk nogensinde har fandtes. Forstår I?

Folk i Det Sorte Land har så ofte og så længe levet i skyggen af krig. Det er ikke fuldkommen uforståeligt at de prøver på at søge væk fra fortiden ved førstkommende lejlighed.”

”Jeres folk tror på guder de ikke kan se!” råbte Insyah. ”Hvordan kan de glemme så farlige fjender, og så nære slægtninge?”

”Når solen står højest på himlen, og kærtegner dem med sine stråler, og når Fiaro-floden sender sit livgivende vand ud over sine bredder, så mærker de deres guder. Men fjender der er ude af øje, er ude af sind.

Vore handelsfolk har ingen interesse i noget der ligger længere væk end Kanaans skove, og hvad beskytterne angår, er vores kystforsvar blevet reduceret til næsten intet siden sherden – søfolket – blev besejret… det vil sige købt… for en årrække siden. Den eneste grund til at farao kunne og ville tvinge dem til at hjælpe med at søsætte denne ekspedition, er at det er så meget billigere end flere tykke mure.”

Billigt,” sagde Insyah, som om det var det en fæl forbandelse. Shem syntes at jægerens øjne var bemærkelsesværdigt mørkere, men det var ikke noget han kunne gøre sig klog på. Han havde lyst til at protestere, og fortælle kolkiten nogle ord om hvor store ofre der allerede var blevet gjort. Men det ord som Insyah så foragteligt havde snerret – dét var også sandheden bag hvorfor et helt folkefærd var bundet i lænker. Om de så i nogen tilfælde var nok så gyldne.

”Hvad skete der med jeres skib – og med de andre beskyttere?” spurgte Insyah.

”Pletere,” sagde Shem og gyste. ”De angreb os lige så snart vi var kommet igennem strædet hvor stenene slår mod hinanden…”

”Jeg forstår ikke,” sagde Insyah.

”Du mener hvorfor pleterne angreb os, når der har bosat sig sherden til at beskytte folket? Det er fordi at der ikke er ét søfolk, men mange. De har ikke et stort hus, en farao, til at...”

”Jeg troede at I forliste,” sagde Insyah. Han kneb mistænksomt øjnene sammen. Shems hjerte sprang et slag over, da det gik op for ham, at hans måde at formulere sig på, kunne skade deres sag.

”Ja… ja det gjorde vi! Men det er lige før at vi burde være Gud taknemmelig for den storm! Søfolk er ikke så nådige at de skåner nogen. De tilbeder den fæle Dagon, som de… som de...”

Han kunne ikke få sig selv til at sige mere.

”De ofrer altså mennesker,” sagde Insyah, uden at fortrække en mine. ”Tror I at de kan stå i ledtog med enkemagerne?”

Benu nikkede.

”Det er en mulighed. Der vil altid være overløbere.”

”Hvad vil I så gøre for at hjælpe cymrerne?” spurgte Insyah.

”Vi gør som Ildkongen har forlangt af Det Sorte Land,” sagde Benu. ”Vi brødføder cymrerne. Men kun de af cymrerne som giver deres ord på at de ikke vil angribe hinanden, eller opbygge lagre, i stedet for at dele med de andre.”

Insyah sad med rynket pande. Han tænkte sig tydeligvis godt om.

”Det er en prisværdig plan,” sagde Insyah. ”Men hvorfor skulle cymrerne så ikke blot plyndre jer?”

Benu pegede på Shem.

”Der vil komme flere af hans slags til at bevogte maden. Men før vi kan sende den hær, må aftalen være på plads.”

”Med al respekt,” sagde Insyah. ”Så tror jeg ikke at nok så mange af hans slags kan standse en hær af uhyrer. Har I overhovedet set deres våben?!”

Varmen strømmede atter tilbage i Shems ansigt. Jægeren vidste hvis ikke hvor stærke de var, når de forsvarede sig!

”Vi har ikke i sinde at møde fyrsterne fra Nord i et åbent slag,” sagde Benu. ”Det er absolut nødvendigt at trække sig tilbage, sammen med de andre slettefolk, eirerne – og med eirernes magt i ryggen, kræve at Assur, Babel og Elam står sammen.”

”Eirerne? De er næsten lige så slemme som fyrsterne fra Nord!” gøs Shem.

”Vær ikke så fordomsfuld,” sagde Benu. ”Måske vil én af deres konger en dag gøre dit folk frit.”

”Frit?” spurgte Shem. ”Farao vil da aldrig give slip på os!”

”Jeg tænkte ikke på frihed fra Kemet,” sagde Benu. ”Det vil kræve mere end blot en konge at befri jer fra farao. Jeg tænkte på frihed fra Babel.”

Shem tog sit til sit værkende hoved.

”Hvad skulle mit folk nogensinde lave i Babel?”

”Hvad laver vi hos kolkiterne?”

Shem sagde ikke mere.

I samme øjeblik rettede Insyah sig op, og lagde en hånd på hjertet som Det Skjulte Folk havde for vane.

”Jeg skal gøre mit for at jeres opgave bliver opfyldt! Jeg forstår at verden er mere bundet sammen end vi nogensinde har været villige til at indrømme! Jeg tror på at vi kan blande os uden at miste os selv, uden at gå på kompromis med vores stolthed! Nej, tværtimod vil den komme til at stå styrket af at vi i nødens stund stod sammen mod vores fjender!”

Shem glanede blot.

”Vær varsom med ikke ligefrem at håbe på at krigen bryder ud, Røde Måne,” sagde Benu.

Insyah rystede på hovedet.

”Fred er måske meget godt, men bedre er det at stå med jer – mod dem.”

Han holdt et øjebliks pause.

”Jeg vil sørge for at få denne sagt forelagt for rådet. Det kan de ikke nægte mig. Imens vil jeg få min samler, Ashai, til at sørge for noget mad til jer. Endda et bad, hvis I skulle ønske det.”

Han vendte sig om for at gå.

”Ønsker I at vi takker jer?” spurgte Benu.

”Egentlig ikke,” sagde Insyah og forlod dem skyndsomt, uden at vende sig om.

 

***


 

Insyah var søn af Khenti. Hvis nogen ikke var klar over det, eller syntes at glemme det, var han altid rede til at sige hvad det betød.

Men Khenti var død, og havde været givet til jorden i 25 år nu. Sønnen havde aldrig set faderen. Men den mand Insyah søgte til, kunne for alt i verden have været hans fader.

Og Insyah behøvede ikke at søge længe, for Itafe havde allerede ledt efter ham længe.

”Hvad er der dog hændt?” spurgte den ældre herre straks. ”Din jagtfælle såret, efter at I har været i slagsmål! Al denne snak om indtrængere?!”

Itafe hostede, hvilket fik Insyah til øjeblikkeligt at forstå nødvendigheden af at berolige ham. Han lagde sin hånd på hans skulder.

”Itafe, fader … der er intet at være bange for. Mkai har det fint. Det eneste der er sket, er at to omrejsende sydfra…” – han overvejede et øjeblik om han burde fortælle det hele, og risikere at bekymre Itafe yderligere – ”… fra De To Riger, nær var blevet ædt af et vilddyr. Jeg kunne ikke blot se til at det skete, så jeg bragte dem hertil.”

Insyah trak vejret dybt ned i lungerne. Han måtte tage sig alvorligt sammen, for at sige det lige ud:

”Jeg ønsker en indkaldelse af rådet, så vi kan drøfte hvorvidt vi skal følge dem til sletterne.”

Denne nyhed kom for pludseligt for Itafe, der krympede sig blot ved tanken.

”Sletterne?! Hv… hvorfor dog? Det vil Rådet aldrig nogensinde bifalde!”

”Jeg er opfostret af den største nulevende søn af Jem-Sepat,” sagde Insyah. ”De bliver nødt til at bifalde det.”

Itafe slog øjnene ned.

”Jeg ved ikke om jeg kan…”

”Fader...”

Insyah bøjede sig, så han kunne se Itafe direkte i øjnene.

”Denne sag er også af stor betydning for os. Jeg… jeg kunne mærke det.”

Itafe formåede ikke at skjule det sæt af ubehag det gav i ham. Insyah havde en anelse om hvorfor – det var sket før at folk, også hans plejefader, havde følt et stik af ubehag når han så dem i øjnene, eller talte om hvad han kunne mærke, varsle eller tyde.

”Jeg skal gøre hvad jeg kan,” sagde Itafe lige så stille han kunne, ”men det kan blive til skade for os begge. Hetshepsu vil bære nag overfor alle der på nogen måde forstyrrer de kommende festligheder. Så du må vægte dine ord som aldrig før.”

”Andet kunne ikke falde mig ind,” sagde Insyah, og skar tænder.

Han dvælede et øjeblik, og så Itafe gå hostende væk.

Han var pludselig kommet til at virke så gammel. Det var måske ikke så mærkeligt – han var jo midt i fyrrerne – men svækkelsen var kommet ret pludseligt. Det var en trist skæbne for en mand der engang havde været Jem-Sepats bedste bueskytte. Hvis han mistede førligheden eller forstanden, ville han hurtigt blive lige så forhutlet og ildeset som han før havde været agtet – medmindre han selv vandrede ud i skoven, inden det kom så vidt. Det virkede så meningsløst at blomstre op blot for visne, at blot tanken om at finde en vej uden om, indgød ham med jagtens brændende iver.

Hvis Insyah rejste til sletterne nu, ville det formentlig blive deres endelige afsked. Og det ville betyde at Itafe aldrig fik at vide om hans plejesøn overlevede turen eller ej. Men måske ville det være en slags belønning at bevare håbet til det sidste, i stedet for at få bekræftet det værste?

For Insyah kunne ikke dø, måtte ikke dø. Ikke før han havde sikret at hans linje overlevede – den linje der næsten var ophørt da Medjr var blevet brændt ned. Atter enkemagernes skyld.

Itafe og Boki havde taget det på sig at sørge for at, han, Khentis og Neferits afkom havde overlevet, til trods for at loven ikke påbød, eller ligefrem frarådede, at blande sig i andre linjers skæbne. Den eneste grund til at det var blevet accepteret, var at Itafe og Boki ikke selv kunne videreføre deres linje sammen. Ikke at Insyah kunne opfatte det anderledes end at det nu var hans ansvar at to linjer fortsatte.

Men noget var galt. Hans ophav alene burde have gjort ham selv til Jem-Sepats største søn, som Itafe før ham, men der var endnu ikke kommet noget tilbud om ægteskab.

Selvfølgelig måtte han vække misundelse, men i sidste ende måtte det føre til anerkendelse.

Insyah havde overvejet om det havde forurenet hans linje at hans forældre ikke var hans forældre, nej, om nogen mente at det havde forurenet hans linje – men Itafe var så agtet. Han var i praksis hele Jem-Sepats fader.

Så, var det fordi han ikke var deres store helt, Khenti? Fordi han ikke kunne bruge Profetens Arm i én hånd, ikke dræbe et vildsvin med et knytnæveslag i mellem øjnene?

Måske kom det virkelig blot an på at bevise at Khentis linje stadig var livskraftig.

Det gjorde valget så enkelt – han måtte lede dem til verdens ende, eller blive den sidste.

Og hvis dåden ved sin storhed vækkede mere harme end beundring, fordi den gjorde Jem-Sepat og dens indbyggere til hans forhistorie, ville det ikke være nødvendigt at tænke på overlevelse mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...