Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1221Visninger
AA

8. Hos Ildens Stamme

Langt om længe, kunne de sætte mod Ildens Stammes opholdssted, med en akkadisk vejviser i spidsen. Den var den langt mest aggressive og magtfulde af stammerne, og det var derfor at konflikten kunne afsluttes gennem dem.

Det tog omkring et par døgns hårdt ridt, før de så Ildens Stammes lejr i horisonten. I al den tid var det eneste de kunne se, sletternes vissengrønne græsarter. Insyah kunne ikke engang så meget som lugte noget dyreliv.

Det havde været en ganske smertefuld tur for jægeren, der aldrig nogen sinde havde siddet på en hest før. Shem havde holdt fast i tømmerne for ham, hvilket Insyah ikke virkede specielt taknemmelig over.

På sin side, undrede Shem sig over ham. Det havde taget ham meget mindre end en dag at finde sig nogenlunde godt til rette på ridedyret. Det var tydeligvis sandt at skovfolket havde en intuitiv fornemmelse for at have med dyr at gøre.

”Det her er så tæt på som jeg tør komme,” sagde vejviseren. ”I kan selv forklare jer over for de vildmænd, hvis I tør. De er på krigsstien, og ikke til at regne med.”

Han forsvandt hurtigt den modsatte vej.

Foran den nedadgående sol, så de en række store telte og hytter, placeret omkring noget som hverken Insyah eller Shem kunne opfatte som andet end en helligdom. På afstand så den ud som om den blot var én stor, næsten kvadratisk blok af sten.

Den var forfalden – kanterne på bygningen var slidt ned, og der var et hul i dets ene side – men ikke desto mindre var bygningen storslået på grund af sin størrelse alene. Insyah havde aldrig set noget lignende før, og Shem blev egentlig også ret imponeret.

”Du altforbarmende! sagde Shem. ”Det er lige før det er større end faraonernes bjerge! Hvordan er det muligt?!”

Havde han været enhver anden, havde han nok rømmet sig. Men Benu begyndte at svare på spørgsmålet, næsten end før det var stillet.

”Lang, lang tid før folket kom vandrende til deres land, fra deres gamle hjem i syd – endda før de vandrede til dette gamle hjem, så var det endnu muligt at bo fast på dette sted. Der er ikke engang overleveret legender fra denne svundne tid. Nu tjener det som bedehus for cymrerne – som deres øverste ’elementernes tempel.’ Det er en forfærdende provokation fra Ildens Stammes side, at vove at slå lejr her – som om de skulle have eneret på at tolke hvad ånderne hvisker.”

”Betryggende,” mumlede Insyah.

”Husk at lægge jeres folks sarkasme til side,” sagde Benu. ”De færreste fremmede vil forstå den. Da slet ikke cymrerne.”

”Hvis vi overhovedet møder nogen der forstår hvad jeg siger, så skal jeg nok lade være med at tale til dem,” mukkede Insyah.

Inden for kort tid, kom en flok ryttere dem i møde. De var klædt i røde gevandter, alt fra en lys rød til blodrød, og sat så spraglet på dem, at det slikkede sig om dem som flammer. Hverken Insyah eller Shem havde set noget lignende før.

”Der kan udvindes mange farver i disse egne,” forklarede Benu. ”De fattige folk der bor her, kan klæde sig rigere end mange storkøbmænd fra sydlandene.”

”Men mange sydfra får deres farver herfra… ikke sandt?” spurgte Insyah.

”Det er korrekt set, Insyah,” sagde Benu. ”Og jeg er bange for at slettefolket bliver betalt med den slags drikkevarer som kun gør dem mere tørstige.”

”Hvad?” spurgte Shem fraværende.

”Stærke drikke,” forklarede Benu.

Shem så straks at Insyah skulede ad dem.

”Hov!” sagde Shem brødbetynget, selv om han følte at han ikke burde være det, ”Jeg har intet med det at gøre! Jeg drikker kun til festlige lejligheder!”

”Det er jeg bange for at I har,” sagde Benu. ”Den dragt du bar som mdjai, var udvundet fra samme plante som de farver deres tøj med.”

”Lige meget,” sukkede Insyah. ”Jeg ved godt at I kan stå til ansvar for alt hvad jeres landsmænd foretager sig.”

”I kan heller ikke stå til ansvar for hele verden,” sagde Benu.

Atter en gang dette skræmmende smil, som Insyah var så god til.

”Vi får se,” mumlede han.

I mellemtiden red den største af rytterne ud fra flokken, for at komme dem i møde. De var alle blege i huden, med tynde ansigter, og kornfarvet hår og skæg, der nogle gange skinnede gyldent i den nedadgående sols stråler. Shem spekulerede på hvad de kunne have farvet det med, for at det gav den virkning.

Benu og deres leder talte sammen i lang tid. Det var komplet umuligt for de to andre, at forstå noget af hvad der foregik. Mændene beholdt det samme alvorlige ansigtsudtryk igennem hele samtalen. Der var knapt nok noget stemningsskift i deres messende sprog. Langt om længe, kunne de få lov til at ride mod lejren.

”De føler tydeligvis, at de ikke kan være for forsigtige,” sagde Benu da han vendte tilbage til de to andre. ”De prøver på at skjule det, men de virker skræmt fra vid og sans, og ser fjender alle vegne. Det kan tage sin tid at få orden på dette rod. Flere uger … hvis ikke måneder.”

Shem prøvede på at regne på det inde i hovedet. Han havde fuldkomment tabt regnskabet med hvor lang tid de havde været væk. Hvis der var ti dage på en uge, og der var tre uger på en måned, så var der ti og ti og ti, og hvis der så var flere måneder, så…

”Jeg tror ikke at det er en god idé at I bliver her,” sagde Benu så.

Shem skulle til at sige noget, men Insyah afbrød ham, og han glemte hvad det var at han ville sige.

”Vi bliver. Nu er vi redet med herud.”

Han lagde et hårdt tryk på hvert af sine ord.

”Når de er skræmte er de også farlige,” sagde Benu. ”Og lige ud sagt, er jeg er den eneste af os, der ved hvordan man taler dem fra at gøre noget overilet. Så træf nu det rigtige valg… for jeres kæres skyld.”

Det sidste hviskede han nærmest.

”Jeg kan kun se ét rigtigt valg her,” sagde Insyah.

Shem blev vidne til hvordan Benu og Insyah bare stod og stirrede på hinanden, uden at mæle et ord. Han havde svært ved at forstå hvordan Benu kunne klare at se ind i de grønne øjne i så lang tid – men det var alligevel Insyah der bøjede af først. Han missede med øjnene, og Shem kunne nærmest høre ham tænke at ”det her ikke var overstået.”

Shem fangede Benus blik, et øjeblik. Der var ingen tvivl om at det også var et par usædvanlige øjne, men slet ikke på samme måde som Insyahs. De var forandrede, var ligesom mørkere, så han mindede om den sjakal, der havde gjort indhug i fårene engang (Hvor havde hans fader banket ham!).

Insyah og Benu begyndte begge to at ride op mod Ildkongens residens. Der var kold luft imellem dem, og Shem havde ikke lyst til at nærme sig nogen af dem. Han vidste godt at han langtfra havde set alt – men han havde alligevel svært ved at tro på, at to voksne mænd skændtes om hvem af dem der havde lov til at redde et rige, som ingen af dem tilsyneladende skyldte noget. Godt at han ikke selv behøvede at tænke for meget over hvorfor han var her.

Ildkongens residens viste sig at være et meget stort rødt telt, hvorpå gyldne flammer var broderet hele vejen langs kanten med en meget fin tråd, der vidnede om at det måtte have taget årevis at færdiggøre.

Teltet var fyldt med hundredevis af krigere, shamaner og konkubiner, de fleste af dem klædt i rødlige farver, og der var enorme mængder af kød fra heste, samt dyr ingen af dem endnu havde hørt om (Shem mente at kunne skimte noget, der mindede om lemmerne fra et meget lille menneske – og netop derfor besluttede han for ikke at spørge), alt sammen anrettet på store fade af gyldent og sølvskinnende metal.

Shem syntes at det flotteste af det hele, var de puder som menneskerne henslængte sig på – ligesom teltet var de rigt broderede, og det med farver han ikke havde ord for.

”Sikke et spild,” sagde Insyah. ”Jeg troede at de sultede.”

”Ildkongen prøver på at jage frygten væk ved sin ødselhed,” sagde Benu. ”Det kommer næppe til at virke.”

”Det var mærkeligt,” sagde Insyah pludselig. ”Her lugter af noget… fremmedartet.”

”Det må være maden,” sagde Shem håbefuldt. ”Måske får vi også lov til at…”

”Nej, det er ligesom en fremmed plante. Fremmed selv på dette sted. Den er ufordærvet, men river alligevel i næseborene. Underligt.”

Ildkongens ansigt lyste tydeligt op da han så Benu, og han rejste sig straks fra den bunke af udsmykkede kvinder han havde henslængt sig i. Én af dem var mere påklædt end de andre – og helt i sort. Shem nåede kun at få et kort glimt, før end hun gled væk i baggrunden, men Insyahs øjne fulgte hende så længe han kunne.

Ildkongen var en kæmpe af en mand, med imponerende muskler og et langt, lyst skæg – typisk for den type hersker, der havde opnået sin position med magt. Han råbte ét eller andet i triumf.

”Det her lover ikke godt,” sagde Benu. ”Han siger at han er overordentligt glad for at vores fjerne stat har valgt at støtte ham i krigen!”

Han og kongen vekslede ord et stykke tid, på slettefolkenes tungemål. Pludselig var der noget der fik Insyah til at spidse ørerne, og Shem så at jægeren kneb øjnene sammen i vrede, hvorved de blev mørkere.

Endelig vendte Benu sig om.

”Hans højhed siger, at han først og fremmest ønsker at vi finder os til rette. Han mangler endnu et at indkalde sine rådgivere til rådslagningen.”

Én af de ryttere der ført dem til lejren, vinkede til dem, og gjorde tegn til at de skulle følge med. De vandrede forbi en masse af langt simplere telte, i et brunligt materiale, der godt kunne være skindet fra en hest, hen til et stort telt, der i sig selv var overdådigt indrettet med puder og krukker, der formentlig rummede alskens mad og drikke.

”Det er næsten for meget,” sagde Shem. Teltet var blåt, ligesom deres kapper, og han kunne ikke lade være med at forestille sig at de havde valgt det, bare til deres ære.

Et øjeblik efter at de havde sat sig ned, så Insyah skarpt på Benu.

”Dét han kaldte dig…” sagde Insyah. ”… havde intet at gøre med at være forhandler, Benu.”

Han udtalte navnet som om han tvivlede på dets ægthed.

”Hvad?!” udbrød Shem.

”‘Kæft, Shem,” mumlede jægeren.

”Hvad får jer så til at tro dét?” spurgte Benu lige så køligt og upåvirket som altid.

”Det var næsten for nemt. De brugte et ord der også optræder på Det Glemte Folks tungemål. Jeg ved udmærket godt hvad en nekromantiker er.”

Stilhed.

Shem måbede.

”Jeg skal nok svare for dig,” sagde Insyah hårdt. ”Dødemaneri, kontakt til ånder. Magi. Det var ikke sine ’rådgivere’ han skulle tilkalde, var det? Det var hekse – ligesom hende, der forlod teltet inden vi nåede at se nærmere på hende.”

”Det er alt sammen korrekt,” sagde Benu.

Han lignede ikke én der følte at han havde noget at skjule – eller havde nogen grund til at skamme sig.

”Men I bekymrer jer uden grund. Vi er nødt til at spille med på, at vi er her for at medvirke til at kaste én og anden form for besværgelse, der vil sikre at han vinder krigen. Vi har indtil videre mistet to forhandlere, som vi ikke ved hvad er sket med – og Ilden sStamme nægter pure at modtage flere.”

Bare i en brøkdel af et øjeblik, virkede Benu urolig. Insyah bemærkede det også, for nu begyndte han at presse på, alt hvad han kunne.

”I sagde at flere sendebud herfra, måske var blevet dræbt. I sagde intet om, at der har været sendt flere afsted!”

”Min position gør at jeg ikke selv kan tage den chance at involvere mig personligt, medmindre det er tydeligt, at det drejer sig om mere og andet end en kappestrid. Men det var tydeligt, at der var onde hensigter involveret i sagen, hvilket ville have gjort det uansvarligt ikke at tage mig af den. Og hvis Ildfolket ikke ønsker forhandlere, men kræfter fra det hinsides, der kan vinde krigen for dem, så må vi lade dem tro hvad de ønsker at tro. Jeg beklager det, men jeg frygtede at I ville tage mere anstød af at vide det, end hvis jeg ikke sagde et ord om det.”

”Øjeblik!” sagde Insyah. ”Hvad mener du med at du selv dukkede op?! Hvem er du egentlig, Benu?”

Han var irritabel nok til at glemme alle høflighedsfraser.

Enhver anden person ville formentlig have sukket, eller bøjet sig, men Benu fortalte videre, uden at tøve. Men han missede en enkelt gang med øjnene.

”Tro ikke at jeg har løjet. Som jeg sagde, er jeg en del af præsteskabet. Men ikke kun det. Jeg er faraos livlæge, og efterhånden hans nærmeste rådgiver. Og ikke mindst er jeg formentlig den bedst skikkede til at give slettefolkene de mirakler som de gerne vil se.”

”Jeg vil have det hele at vide. Med det samme,” snerrede Insyah.

”Det handler om slettefolkets ånder,” sagde Benu, så hurtigt at jægeren næsten ikke havde nået at snerre sit krav ud.

”Alle de forskellige stammer her, hører under forskellige ånder. De påstår at ånderne er blevet vækket utidigt af deres søvn, således at alle de hellige steder er begyndt at miste deres kraft, og at ånderne straffer folket, indtil folket har fundet de skyldige. Uheldigvis, og meget typisk for dem, er alle de forskellige stammer overbeviste om at det er alle de andre der er skyld i miseren.”

Insyah så fortvivlet ud. Shems nerver var spændt til bristepunktet – det var ikke til at sige hvad jægeren ville kunne finde på.

”Hvorfor fortalte du os ikke, at naturens orden var blevet sat ud af balance?!” skreg Insyah.

”Jeg sagde ikke, at det er hvad der er sket. Jeg sagde at det var hvad de tror.”

”Men det er dét, der er sket, er det ikke?! Det er derfor at der kunne komme en snestorm på denne tid!”

”Det har jeg aldrig sagt at der ikke kunne,” sagde Benu.

Benu trak vejret dybt ned i lungerne.

”Du har ikke engang behov for at gøre dét der, har du?” spurgte Insyah. ”Eller at blinke, for den sags skyld. Du gør det kun for ikke at stikke ud.”

Nu sukkede Benu.

”Det her fører ingen vegne, Røde Måne. Lad mig nu blot udføre min opgave her.”

”Som er?” fremturede Insyah.

”At vinde tid, selvfølgelig,” sagde Benu. ”I bliver simpelthen nødt til at vente.”

Shem så at Insyah tog sig til hovedet, som om han havde ondt i det.

”Perfekt,” sagde han, i det Benu forlod teltet, for at slutte sig til Ildkongen igen. ”Jeg elsker virkelig at vente. Jeg skulle vist have taget et bundt skriftruller med, hvis det da havde været tilladt.”

”Mener du dét?” spurgte Shem, men næsten inden han havde sagt det, udbrød Insyah:

”Bare lad mig være, Shem. Lad mig alle sammen være.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...