Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1212Visninger
AA

6. Det Stejle Land

Da de var kommet helt tæt på bjergene, bøjede Insyah sig ned og lod jorden løbe igennem sine fingre.

”Fuldkommen gold,” sagde han forarget. ”Ikke engang tyndt græs. Og så skulle det endda være en gammel slagmark…”

Shem fik en stærk trang til at afbryde:

”Det er hjemsøgt, ligesom din ruinby! Alt levende er bange for stedet!”

Insyah holdt en klump jord frem foran Shems ansigt. Den smuldrede øjeblikkeligt.

”Eller også er jorden bare for sandet.”

Shem havde lyst til at sige ham i mod, og fortælle ham, at han igennem næsten hele sit liv havde trællet ved jorden, men lod være med at sige noget. Selv om hans hjerte bankede stadigt hårdere efterhånden som de kom tættere på passet, følte han en trang til at bevise at det virkelig alt sammen var noget forbandet overtro.

”Det skal hurtigt vise sig at blive den nemmeste del af hele rejsen,” sagde Insyah. ”Når der ikke er noget græs, er der ingen dyr, ingen sjakaler, ingen hyrder der vil prøve på at skaffe sig lidt ekstra ved at overfalde os.”

Så snart de stod fremme ved selve passet, viste det sig at det bestod af en række plateauer. Til at starte med gik det stejlt op, men det tog ikke særligt lang tid at nå til det højeste at plateauerne.

Tomheden blev efterhånden Shem så ubærlig, at han sendte en stille bøn til Gud om at der dog måtte cirkle et par flyvende øgler, eller hvad for nogle uhyrer de nu måtte have her i denne del af verden, rundt over dem.

Da dette så faktisk skete, gjorde det ham ikke mindre ilde til mode, tvært i mod.

”Mærkeligt,” sagde Insyah og pegede. Den stærke sol gjorde det svært at se for sig, men det var alligevel umuligt at overse de kredsende ådselsædere.

Shem lod sit blik glide hen over himlen, indtil han langt om længe fik øje på to fugle. De mindede om mindre artsfæller til én af Kemets mange gudinder. Nekhbet, vistnok.

”Og jeg som troede at stedet langt om længe havde drevet mig til se syner,” sagde Shem. ”Eller også …”

Sætningen blev hængende i luften.

”Det er sikkert ikke vigtigt,” sagde Insyah. ”Hvis folk fra Det Stejle Land er dumme nok til at prøve på at stjæle fra os, kan et dyr vel komme på afveje…”

Han lød ikke sikker.

”Bare det ikke er et varsel!” sagde Shem.

Insyah nikkede i retning af Benu.

”Hvad tror I, kemeti?”

”At det ikke er værd at undersøge.”

De fortsatte et stykke tid endnu. Shem havde let ved at se hvordan kolkiten stadig ikke havde ro i sindet. Han spændte i ansigtet, skar tænder. Så trak han en pil op ad sit kogger, parat til at spænde den for buen hvert øjeblik det skulle være.

”Kom så!” bjæffede han. ”Lad os undersøge det!”

Insyah skød hurtigt og sikkert igennem terrænet, standsede kun op for at vente på de to andre, og han så sig utålmodigt omkring hver eneste gang dette skete. Men så, netop som han var sprunget over en klippevæg, frøs han. Han kiggede sig ikke over skulderen efter de andre to, men standsede helt op.

”Hvad er det?” hørte Shem sig selv spørge, selv da han fik øje på det.

Indtil videre havde de ikke set det mindste der tydede på, at der hverken havde været mennesker, eller noget som helst andet levende i passet. Shem kom straks til at forbinde deres fund med ”noget som helst andet.”

Det var længere end en person, og mindst dobbelt så bred. Det var tydeligt udhugget, så den stod frem i forhold til den glatte, omgivende klippe. Den mindede Shem om noget, men han kunne ikke helt placere det.

”Det var underligt,” sagde Benu. ”Den ligner en af stenene til de bjerge som vores tidlige herskere byggede.”

Nu vidste Shem godt hvad vismanden tænkte på. Ingen vidste længere hvorfor de solide, trekantede stenbygninger var blevet rejst – måske bare for at minde alle om hvem der var herrer. I så fald virkede de præcis som de skulle.

”I kolkiter rejste jo ud fra De To Riger,” sagde Benu. ”Er det muligt at dine forfædre har villet bygget deres eget bjerg, af stenene herfra?”

”Det kan ikke passe,” sagde Insyah målløst. ”I må tage fejl. Nogen må have haft en anden grund til det.”

Insyah vandrede rundt om blokken.

”Nej, det kan ikke være nogen fra Det Stejle Land. De ville slet ikke vide hvordan de skulle…”

”Kan den stamme helt tilbage fra de dér glemte forfædre?” spurgte Shem.

Insyah fnøs.

”De var simplere end os – og kun godt det samme” – Insyah førte sin hånd over blokken – ”Den er udhugget med vores værktøjer. Måske endda med det samme overmod, der får tåber til at tro at de kan og skal overgå den levende verden med pragtværker.”

Han sukkede dybt.

”Åbenbart har nogle af mine forfædre ikke kunnet efterlade De To Riger i De To Riger. Kun godt for dem, at de aldrig blev færdige med at hugge den fri.”

Shem førte sin hånd hen over stenens overflade.

”Der ligger noget, der ikke er samme farve som resten...”

Insyah så nøje på det.

”Blod. Nogens blod er blevet udgydt over denne sten. Men… hvad kan der dog være hændt?”

Benu trådte frem.

”En ulykke. Jeg har set både lemmer og liv blive knust under tunge blokke, blot for at vinde en uge, en dag, et øjeblik, for en bygmesters skyld.”

Han så Insyah dybt i øjnene.

”Dit folk gjorde godt i at lægge byggeriet fra sig. Og måske vil Det Sorte Land også en dag nå samme visdom.”

Insyah nikkede.

”Vel talt.”

Så så han sig over skulderen, og pegede længere oppe.

”Dér. Den sti kan føre os tættere på de fugle.”

Shem sukkede dybt, og faldt slukøret sammen

”Ikke igen!” tænkte han.

Der var så afgjort ikke den samme gejst i ham længere, som der havde været ved rejsens begyndelse. Bare Gud dog snart ville vise sig barmhjertig, og lade ham slippe!

 

***

 

Insyah spændte sin bue stramt og løb nærmere de kredsende fugle i fuldt tempo.

”Fædre!” tænkte han inderligt. ”Lad det være en fjende! Giv mig nogen jeg kan hade!”

Hans hjerte bankede forventningsfuldt. Nej, ikke blot hans hjerte. Hans brusende blod fik hele hans krop til at koge af forventning! Glæden strømmede gennem hans krop, idet han fik øje på to mænd der lå i dækning bag en stenbunke, med ansigtet vendt mod passet.

De var begge to meget store mænd, begge to glatragede (de havde sikkert taget deres paryk eller hovedbeklædning af for varmen – under alle omstændigheder afslørede det, at de kom sydfra), og begge to bevæbnede – den ene med et par glimtende økser, den anden med en pigbesat kølle. Den største af dem kunne godt ligne én af de blege indfødte fra Det Stejle Land, den anden kunne han ikke helt placere. Det mest iøjnefaldende var den tunge løftestang der lå under stenbunken. Insyah var ikke et øjeblik i tvivl om at de havde tænkt sig at sende stablen ned i passet.

Lige bag ved dem, var en lejr bestående af et par runde telte, og nogle ildelugtende bunker af affald – det måtte være dem der havde tiltrukket fuglene. Men der var ingen rester af bål – det viste at de var nogenlunde påpasselige med ikke at ville afsløre sig. Bare ikke påpasselige nok til at overliste Det Skjulte Folk!

De to kemeti var nu oppe på siden af ham, og han gjorde tegn til at de skulle være så stille som de nu formåede.

”Hvad er dét dog for nogle?!” spurgte Shem. ”Hvad vil de her?”

”Formentlig slå de første forbipasserende ihjel,” sagde han, uden at se på Shem, men vendte i stedet blikket mod Benu.

”Den ene af dem kunne godt være en pleter… et af søfolkene,” sagde Benu.

”Som dem der angreb jer? Kan de være kommet os i forkøbet og lagt sig i baghold her?”

Men så kiggede han nærmere på møgdyngerne, og den primitive boplads de havde stablet på benene. At dømme ud fra mængden af affald alene, måtte de havde været her fra før end de to sydlændinge forliste.

”Vi kunne spørge dem,” sagde Benu så.

Insyah skulle lige til at råbe op.

”Er I blevet gal?!”

Benu åbnede munden, men ikke for at svare på hans spørgsmål:

”Der er to veje at gå nu. Igennem passet, som de bevogter – og igennem dem. Det bliver enten med vold, som jeg fornemmer et vist ønske om, eller vi kan finde ud af mere om hvad der bragte dem hertil.”

”Det lyder som en god plan,” sagde Shem.

Insyah skulle lige til at sige at ingen havde spurgt ham – men han opgav, og nikkede bare.

”Men jeg beholder en pil på buen.”

Benu bekræftede at han heller ikke havde forventet noget andet, hvorpå de så stille som muligt nærmede sig lejren.

Så snart de to mænd hørte skridt, vendte den mindste af dem dovent sit hoved omkring, og for først op i samme øjeblik han så hvem det var. Manden var meget grim, med et ansigt der virkede fladtrykt, og som det heller ikke prydede at han havde en sort læderlap for det ene øje. Den største af de to mænd så blot uforstående på dem, med et blik der vidnede om en temmelig begrænset aktivitet inde bag den fremtrædende pande.

De to mænd begyndte at råbe ad hinanden på et sprog som Insyah ikke forstod.

”De taler Akkades mål til hinanden,” sagde Benu. ”Ingen af dem særligt godt, men dog forståeligt.”

Så råbte Benu noget til dem, hvorefter den grimme svarede – på Det Sorte Lands mål, eller i hvert fald på en efterligning af det. Benu og Shem lod til at forstå det godt, men han fangede selv ikke andet, end at de ikke lige var dem de havde forventet at se.

Insyah vendte sig om for at spejde.

”Vi må være på vagt,” sagde han.

”Hvorfor?” spurgte Shem. ”Det var os der overraskede dem.”

”Ja, men de var ikke overraskede over at høre trin. Det må betyde at der er flere af dem i nærheden. Og de har en lejr her, som de ikke kunne have flyttet herop selv, men ingen dyr. De må også være her et sted.”

Den enøjede så ud som om han slappede af nu, og begyndte smilende at nærme sig, indtil Benu sagde noget, der måtte betyde at han skulle stoppe.

”Han spørger om vi er jægere ligesom dem,” hviskede Benu. ”Men til at starte med spurgte den store ham den enøjede om hvorfor de ikke bare gik til angreb.”

”Og?” spurgte Insyah, mens han stadig spejdede rundt i terrænet.

”Den enøjede svarede at vi ikke var dem de ledte efter.”

”Og hvem ledte de da efter?”

”Det må vi finde ud af.”

Benu fortalte dem at de også jagtede mennesker.

Shem og Insyah vekslede et vantro blik.

”Han… han ved hvad han gør,” stammede Shem.

Benu tilføjede at de havde fulgt sporet næsten hele vejen hertil fra de gik i land, men at de havde mistet sporet kort forinden passet.

Den enøjede mand snerrede arrigt og spyttede noget brunligt spyt ud på den bare jord, før han rettede en anklagende finger mod dem.

”Han er rasende over at vi er inde på hans område,,” forklarede Benu. ”Det var ikke aftalen, siger han.”

”Og hvad sagde du så?” spurgte Insyah.

”At vi var blevet lovet de samme vilkår. Vi gør klogest i at bakke ud. Hvis vi vender ryggen til ham, vil han næppe tøve med at plante de økser i vores rygge, om så blot for ikke at gå tomhændet herfra. Kan du lede os?”

”Naturligvis,” sagde Insyah. Et svagt øjeblik kunne han mærke blodet suse i ørene. De kunne have skudt dem begge, og være sikre på at de ikke udgjorde en fare for dem senere. Det var meget svært at se hvordan denne løsning kunne være at foretrække.

I mellemtiden havde han fået øje på en lille sti, der førte ned til passet igen, ikke så meget længere fremme. Den var enormt stejl, men i et roligt tempo ville det sikkert være muligt at komme igennem uden problemer. Til gengæld havde han endnu ikke øjnet hvorfra de to ”menneskejægere” var kommet op i den højde i første omgang. Alle eventuelle spor var for udviskede til at han kunne se om der var et par stykker flere – eller mange flere.

”Gad vidst hvem de ledte efter, hvis det ikke var os to?” sagde Shem.

De var måske nået en halv dagsrejse væk fra ”menneskejægerne”, og næsten ud af passets sandede jord, da de tydeligt kunne høre en buldren i det fjerne. De vendte sig om, og fik øje på en støvsky, der hastigt nærmede sig.

”Der har vi dem. Sikkert mange flere,” sagde Insyah. ”Fortæl mig hvorfor jeg ikke skød dem med det samme? Hvad lærte vi af det?”

”Temmelig meget,” sagde Benu. ”Vores fjende var velinformeret om vores afrejse, og kender alle ruter indgående nok til ikke at overlade noget til tilfældighederne. Men selv om fjenden må have haft øjne og ører i Det Sorte Land, så er vi ikke forrådte. Hvis vi var, havde de haft en anelse om hvordan vi så ud. Og tilstedeværelsen af en grønøjet jæger, har nok forvirret dem yderligere.”

”Jeg er glad for at kunne hjælpe,” sagde Insyah. ”Men lad os se at komme i dækning i en fart. For uanset hvem de tror at vi er, så er de snart over os.”

Han så sig hurtigt om, i alle retninger.

”Hvilken dækning?!” råbte Shem.

Insyah sukkede, og så i retning af støvskyen igen.

”Vi har begået en stor fejl ved at skynde os ud i det åbne, i stedet for at lægge os i baghold.”

Han lagde en pil på buen.

”Men jeg kan bruge det åbne terræn til vores fordel. Hvis bare I to holder jeg klar. Det er muligt at jeg ikke kan få ram på dem alle sammen før de når os.”

Shem nikkede.

”Kan I forsvare jer?” spurgte Insyah, og kastede sit hoved i retning af Benu.

Denne slog ud med armene.

”Jeg er vist bange for at jeg ikke ville være til megen nytte.”

De så langsomt skyen blive større og større, og endelig dukkede fire skikkelser op. To af dem red på små, iltert udseende heste – Insyah havde set et sådant dyr en enkelt gang før. De andre to sad på meget høje dyr med lange halse. Allerede på flere hundrede meters afstand kunne han fornemme deres fremmedartede em. De små heste var langt de hurtigste, så han tog sigte mod dem først. Det gav et ordentligt ryk i den første af dem, da Insyahs pil traf ham i brystkassen. Men han rystede åbenbart hurtigt slaget af sig, og bankede sine lægge mod hestens sider, hvorpå dyret fortsatte i endnu hurtigere tempo mod dem. Åbenbart havde rytteren noget på, der tog af for pilen – og den lange afstand hjalp heller ikke. Insyah trak vejret dybt ned i lungerne, og sendte endnu en pil af sted. Denne gang traf den manden i hovedet, og han tumlede bagover. Der var nu ikke mere end hundrede meter tilbage for den anden rytter til hest, og de høje dyr var ikke langt væk. Han sendte nu sine egne pile mod dem, og mindst én af de øvrige ryttere begyndte også at skyde, selv om deres pile stadig landede et godt stykke fra dem.

”Bliv stående,” sagde Insyah. ”Lad dem ikke dele os op!”

Men Shem, løb et par skridt til højre – måske fornuftigt nok, da pilene kom stadig tættere på. Men han skreg højlydt da han straks blev strejfet. Pilene var dårligt lavet – tjærede, bøjede styrefjer. Men hovederne virkede tunge, og ikke så lidt beskidte. De ville kunne give utroligt grimme sår.

Insyah ramte den sidste rytter til hest, lige i maven. Han fik ikke mandens ansigtsudtryk at se, da mandens hoved var svøbt ind i klæde, men det smertede tydeligvis, for der gik længe før han gled ned fra hesten. Insyah kunne mærke en varm følelse vælde op i sine kinder. Han havde ikke med vilje ramt manden uden for de mana-fyldte områder, men han følte at det på én og anden måde havde været fortjent. Han havde dog ikke tid til at tænke over det, endsige nyde tanken, for de to sidste var næsten over dem. Han kastede straks sin bue væk, og trak Profetens Arm frem af hylsteret på sin ryg. Den første af dem kom ridende direkte mod Insyah, og langede ud efter ham med en kølle længere end en arm. Jægeren dukkede sig, og huggede ud så godt han kunne. Han ramte ridedyrets ben, som næsten blev skåret over af det skarpe våben. Dyret knækkede sammen, og manden styrtede til jorden - men Insyah kunne ikke tage sig af det, da der med det samme kom en økse flyvende. Han nåede kun akkurat at afværge den med Profetens Arm, da den sidste rytter sprang af sit ridedyr, og direkte på ryggen af Insyah. Inden han kunne gøre noget andet, blev han blændet af et knytnæveslag imellem øjnene.

 

***

 

Shems khopesh havde aldrig føltes så tungt som det gjorde lige nu, hvor den skulder, der skulle bære det, havde en blødende flænge.

Han genkendte den store mand der lige var landet for fødderne af ham, som én af de to der havde ligget på baghold i passet. Manden var allerede ved at komme på benene, og famlede efter sin stridskølle, så Shem styrtede uden tøven (eller, næste uden tøven) mod manden, og hamrede sit våben af al kraft mod hans hovedskal. Med den flade side, vel at mærke. Det blødte lidt, men manden løftede hovedet og så Shem i øjnene, nærmest som om det morede ham lidt. Shem vaklede bagud, men inden nogen af dem kunne gøre mere, jog Benu en tynd kniv – der mere lignede et køkkenredskab end et våben – i mandens hals. Det stænkede lidt, og så var det ovre. Han ønskede sig ikke noget højere, end at han kunne få pustet ud, bare et øjeblik, men ude af øjenkrogen kunne se den enøjede mand fra før springe på Insyah, og det så ikke godt ud for jægeren.

”Ikke så kry uden din bue, hvad?!” hørte han ham skrige på en form for kemeti, mens han hamrede en blodig knytnæve i Insyahs ansigt, og famlede efter en økse fra sit bælte. Han havde en slags vægt i sin knyttede næve, så det var intet under at blodet flød.

Der var ingen tid at spilde, så Shem for direkte imod ham. Den enøjede slap Insyah, og i et snuptag havde han trukket sin økse, og pareret Shems første stød.

”Har kæmpet rigtig mange gange med jer, knægt…” grinede den enøjede ”… eller var det mod jer? Kender alt til hvordan I slås! Kan lige så godt stikke sværdet i dig selv! … Åh, pis mig i røven!”

I samme øjeblik den enøjede fik øje på Insyah, der allerede var på benene igen, stivnede hans grin. Shem kunne heller ikke lade være med at glo – og han havde svært ved at tro hvad han så. Den enøjedes brutale slag havde flækket Insyahs pande og næseben, men Shem kunne tydeligt se begge dele vokse sammen til to hvide ar mens han så på det!

”Det er ikke muligt! Han kan ikke være menneskelig!” udbryd Shem, men så hørte han Benus stemme lige bag sig:

”Sådan er verdens folkefærd nu så mangfoldige.”

Insyah samlede sit sværd op, og hævede det truende.

”Spørg ham, om han tror at han kan klare os alle tre!” snerrede jægeren.

Shem forklarede det hurtigt.

Den enøjede lod sit blik glide fra Insyahs lange våben, til Shem, til Benu – hvis lille dolk var vædet med hans kammerats blod – og så tilbage til Insyah igen, der blev mere og mere rød og arrig.

”Uafgjort. Går herfra ubesejret, ikke? Ingen stikker af, går bare, siger ikke noget videre.”

Shem oversatte hurtigt tilbage.

Så tog Benu ordet. Shem kunne ikke prale af at forstå mere end nogle brokker af hverken søfolkenes sprog eller Akkades sprog, men det var tydeligt at Benu gjorde brug af begge dele for at tale til den enøjede.

Den enøjedes ene øje blev spilet helt ud, af den overraskede grimasse han gjorde. Så lo han igen, og begyndte at plapre løs.

”Hvad sagde I?!” spurgte Shem, men Benu tyssede blot på ham.

”Bliv ved med at holde jer på vagt,” sagde Benu. ”Lad ham samle sin økse op og komme hen til sin dromedar, men lad ham se at vi holder godt øje med ham.”

Shem og Insyah udvekslede undrende blikke – så frygtelige, mørke øjne jægeren havde når han var vred! – men de gjorde blot som der blev sagt.

Ridedyret lagde sig på knæ, så at den enøjede møjsommeligt kunne komme på plads. Insyah skulle til at springe efter sin bue – men et enkelt blik fra Benu var nok til at få ham til at stoppe.

”Han bliver måske nyttig på et senere tidspunkt,” sagde Benu.

”Jeg forstår ikke en lyd,” sagde Shem sandfærdigt. ”Hvad talte I dog om?”

”Jeg sagde at vi kun ville lade ham gå uden kamp, hvis han fortalte mig hvem der havde hyret dem – og til hvad.”

”Og hvad mere?”

”Så tilbød jeg at tage mig af hans gæld til den Usynlige, hvis han holdt sig fra vores spor.”

”Den Usynlige?” spurgte Shem.

Det blev mærkeligere og mærkeligere.

”En lejesoldatfører, som det siges tager sig af alle mord øst for Det Sorte Land. Det kræver mere end blot løftet om en belønning, at drive mennesker ud i en ødemark som denne. De er nødt til at være desperate.”

Shem sank en klump.

”Men hvad sagde han?!” spurgte Insyah utålmodigt.

”Han sagde, at mens de skjulte sig i Det Stejle Land, blev de opsøgt af hvad han kaldte for en kvinde med et halvt ansigt, som han først troede enten ville myrde ham, eller, og jeg beklager meget, lade sig bruge som en lille dreng. I stedet betalte hun dem med cinnober, for at lægge sig på lur her.”

”Cinnober?”

”En kostbar farve, kan bruges i gravkamre. Formentlig for at undgå at afsløre sig selv ved at bruge tin, deres eget betalingsmiddel. Men det var en fejl – cinnober kan kun fås meget langt vestpå eller østpå.”

”Stop, stop, stop! Jeg kan ikke følge med mere,” sagde Shem.

”Hvad det betyder,” sagde Benu. ”Er at fyrsterne fra Nord ikke vil have nogen indblanding i hvad der foregår hos cymrerne – og de har skjult det så godt de kunne.”

”Aha.”

”Hvad mente han med ’halvt ansigt?” spurgte Insyah.

”Det vil vise sig,” sagde Benu.

Så pegede Insyah på Shem.

”Jeg bliver nødt til at tage mig af jeres sår. Man ved aldrig hvor fremmede har haft deres pile.”

Han begyndte at rode i sin oppakning, og fandt en lille træskål, samt nogle tørrede blade. Han satte sig på hug, og knuste bladene mellem sin pege- og tommelfinger, hvorpå han stænkede en smule vand i, og kørte rundt med en lille spatel eller træske – eller hvad kolkiter nu brugte.

”Smør såret med det her.”

Shem kunne mærke at stanken fra det rev kraftigt i hans næsebor, bare han nærmede sig det.

”Jeg ved ikke…”

Det gav nærmest et lille sæt i Insyah, da han sagde det.

”Jeg havde en jagtfælle kaldet… lige meget. Ingen grund til at kaste smuds på hans navn, bare for at bevise det. Han var lige så stor som os to til sammen. En dag havde han mistet sine lægeblade under en jagt. Jeg ved ikke hvordan. Der kan gå tusinde ting galt. Han tilbragte sine sidste dage i et mørkt kammer, medens alle hans kæmpemæssige muskler krampede. Smerten må have været ufattelig.”

Shem greb fat om skålen, og kom en stor klump på sin sårede skulder.

”Forsigtig!” råbte Insyah, mens Shem skreg højt af smerte. Det gjorde mere ondt at få det på, end at få såret i første omgang. Det begyndte at sortne for hans øjne, og han måtte sætte sig ned inden han ligefrem styrtede om.

Da Shem endelig kunne stå på benene igen, stod Insyah over ham, og smilede endnu ét af sine rovdyrsmil.

 

***

 

”Det var nu en virkeligt god kamp, var det ikke?” spurgte Insyah til Shem. Han forventede ikke et intelligent svar. Mere eller mindre ubevidst, så borede han i de svage punkter, på et individ han opfattede som svagere end sig selv. Og Shem så virkeligt svag ud, som han sad dér i sandet, dødbleg, og stadig med en smertende skulder.

Shem svarede ikke, men sank en klump.

”Det var jeres første rigtige kamp, var det ikke?” spurgte Insyah så.

Shem sank endnu en klump.

”Det ... det var det vel. Jeg vidste ikke at det ville være så ...”

”Blodigt?”

Shem nikkede.

”Noget i den retning.”

Han pegede på den kæmpe, som Benu havde stukket en kniv i.

”Hvem tror I at han var? Jeg mener, hvad får nogen til at leve deres liv på den måde? Tror I at de har en familie et sted?”

Insyah rystede på hovedet.

”Hvis I stiller den slags spørgsmål til jer selv, så bliver I aldrig god til slå ihjel. Men bare roligt. En enkelt kamp til lige som denne – og så vil I være i stand til at dræbe lige så let som I blinker med øjnene.”

”Det er … betryggende,” sagde Shem.

Insyah løftede et øjenbryn. Shem virkede ærlig nok, men han havde alligevel på fornemmelsen, at han ikke helt mente hvad han sagde. Og hans ord havde i hvert fald ikke den beroligende virkning på Shem, som han havde ventet.

 

***

 

Efter flere dages vandren blev den sandede jord langsomt til græs så langt øjet rakte – og med intet andet end hjorde af sky, lysebrune dyr til at bryde ensformigheden. Snart piskede vinden uhindret over dem, med en sådan styrke, at det blev umuligt at holde dét at vandre, og det at drømme adskilt længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...