Dybets Slaver 1: Advarslen

Engang i fortiden tvinger jægeren Insyah to rejsende fra de To Riger til at lade ham følge med på deres fredsmission. Han frygter nemlig for at hans eget land ikke længere kan stå alene imod truslen fra de såkaldte enkemagere fra nord. Men missionen stikker noget dybere end selv han aner...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Billedet er tegnet af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

4Likes
0Kommentarer
1216Visninger
AA

7. Cymrernes Land

Det var Benu der rev Insyah ud af en dunkel drøm, der forsvandt nærmest i det øjeblik han vågnede.

”I er heldigere end I kan forestille jer,” sagde Benu. ”Kun nogle få timer efter at I begge faldt om, stødte Vindens stamme på os. De bryder sig kun en smule mere om fremmede end Det Skjulte Folk gør – så de bragte os til denne lille havn.”

Held? Han kunne ikke mindes at han nogensinde havde været videre heldig.

Insyah rejste sig besværet op. Han var omtåget, og følte sig klistret uden på, som om han havde sovet over sig, og at det hele blot havde været en drøm. Men han kunne i den grad mærke på sin krop, at det havde været virkeligt nok.

”Jeg kan ikke huske noget om at vi faldt om,” sagde han, og prøvede at genkalde sig rejsen. Men forgæves. Det eneste der rigtigt stod tydeligt i hans bevidsthed, var deres kamp mod den enøjede røver.

”Vi var netop nået ned fra bjergene, og ud på sletterne,” sagde Benu. ”Vi var alle sammen nær udmattelsens rand efter snestormen.”

”Der er ikke snestorme om foråret,” sagde Insyah søvndrukkent.

Han så sig omkring. Han befandt sig i en lille brædde-hytte, uden nogen dekoration på væggene. Der sad kager af grønne planter på væggene, og man kunne nemt skimte det trøstesløse græslandskab udenfor, hvor der ikke var ét træ til at tage af for vinden. Det trak kraftigt, men situationen taget i betragtning, var det slet ikke værst. Rummet kørte rundt omkring ham, og han var stadig dødtræt, men han vidste at yderligere hvile blot ville forværre den dundrende hovedpine, der nu hastigt arbejdede sig i gang.

Insyah kom på benene igen.

”Hvor er Shem?”

Benu svarede ved at række nogle brød samt en skål med heste-mælk til Insyah.

”Vågen. I har muligvis feber. Der er en balje i dette lokale. I kan varme noget vand og tage et bad.”

Insyah satte sig ned igen og begyndte at spise.

Afskyeligt. Alt for blødt. Lugtede ikke af noget.

”Jeg havde faktisk mine tvivl om at det ville lykkes for os,” sagde Insyah. ”Det ville have virket så… forkert at dø på vej fra ét sted til et andet. Vidste du at der faktisk er en modstand mod profetier blandt mange i mit folk? De siger at en forudbestemt skæbne udelukker en fri vilje. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at min skæbne ikke er et spor der ender blindt.”

Han vidste ikke helt hvorfor han sagde alt dét til Benu, ja, om Benu overhovedet hørte efter. Måske sagde han det bare for at berolige sig selv. Han vidste i hvert fald godt hvorfor han havde brug for at berolige sig.

Der var noget der ikke stemte, uden at han rigtigt kunne placere det. Det eneste han kunne erindre, var selve mindet om rejsen. Men alt der var sket siden de var blevet overfaldet, stod hen i uvished. Det var som om, at hvis han bare kunne samle tankerne, så kunne han huske det. Han kunne huske angrebet ret tydeligt, og endda huske at han havde drømt om Djeserit natten før det skete. Han plejede ellers aldrig at kunne huske sine drømme. Så hvorfor havde han så svært ved at samle tankerne om rejsen?

Pludselig så Benu Insyah dybt ind i øjnene. Enerverende nok, blinkede han ikke én eneste gang.

”I har gjort hvad I lovede. Fiskerne her, er villige til at sejle rundt om skærene, og til Det Skjulte Lands kyst. Min beskytter og jeg vil stadig have rigeligt med kobber til at betale for vores egen rejse hjem til Sydlandet.”

Insyah fnyste.

”Hvis det havde været din plan, kunne I være taget af sted uden at vække mig.”

Han kørte sin tunge rundt i munden, for at få noget af det størknede spyt væk fra mundvigen.

”I kan vel ikke nægte mig at være til stede, når der bliver skrevet historie, vel?”

”Nej,” sagde Benu lakonisk.

Hans øjne røbede stadig ingenting. Og hvad værre var, så gik det op for Insyah, at han ikke havde set ham blinke én eneste gang. Nogensinde. Det var til at blive sindssyg af.

Så var der noget der slog ham. Benu røbede aldrig noget om sig selv. Men var det ikke et spor alligevel? Mennesker var ikke uudgrundelige. Mennesker afslørede sig selv. Altså kunne Benu ikke være et menneske. Men Benu havde på det nærmeste serveret denne oplysning for ham. Gjorde det ham så menneskelig alligevel? Og hvis han ikke var et menneske, hvad kunne han så overhovedet bruge den oplysning til? Alligevel kunne han mærke en hvis tilfredsstillelse over overhovedet at være nået frem til den slutning. Hvem behøvede instinkt, når man kunne regne folk ud i stedet? Han var virkelig på vej frem i verden.

”Lad os komme af sted,” sagde Insyah, og stillede sit uappetitlige måltid fra sig.

”Det er vigtigere at du kommer til kræfter,” sagde Benu. ”Jeg ser til min beskytter så længe.”

”Nej. Jeg slipper dig ikke af syne.”

Dét brød Benu sig muligvis ikke om at høre, men der var ikke noget at gøre ved det.

De gik uden for. Megen boplads var der nu ikke over den lille havn. Det var en samling på fem eller seks hytter hvori der boede sømænd og handelsmænd på skift, samt en enkelt kaj.

Benu bemærkede at de havde bygget deres hytter af skibstømmer, og at de sikkert kunne lave hele handelsposten om til et skib igen, hvis det en dag blev nødvendigt. Insyah var ligeglad, det var stadig et spild.

Shem stod lige uden for.

”Øhm, jeg tror at vi har et problem,” begyndte Shem. Han plaprede løs i et hurtigt tempo.

Han havde talt med købmændene – problemet bestod ikke i at købmændene ikke kunne tales ned i pris for at skaffe dem heste og en vejviser. Men de ville ikke tage imod kobber for at sejle dem tilbage. De krævede ”ædlere metaller.”

”Hvad mener de overhovedet med dét?” spurgte Shem, der aldrig selv havde handlet med andet end madvarer, i det omfang han overhovedet havde handlet. ”Vil I ikke nok tale med dem? Det ser så nemt ud, når I gør det!”

”Det er intet problem,” sagde Benu på sin sædvanlige, bestemte facon.

Han gjorde opmærksom på at slettefolket, trods alt, faktisk havde tradition for at give deres gæster gaver – måske noget krigsbytte.

Insyah kunne ikke lade være med at smile over hvor meget de gik op i deres små stykker metal.

Han havde selv set årerne af metaller i deres underjordiske gange, uden at skænke dem en videre tanke. Det var jo også de færreste af dem der var hårde nok til at være af nogen nytte, og enhver mand af Det Skjulte Folk vidste hvad profeten havde skrevet om at pynte sig! Han var godt klar at omverdenen misundte Det Skjulte Land dets uudnyttede metaller, men det var vel trist for dem.

Benu opdagede snart at købmændene ønskede betaling i bronze – eller jern.

”Vi kommer til at holde sammen, meget, meget længe,” sagde Insyah.

”Lad os se, om cymrerne ikke stadig går op i at give gaver til udsendinge,” insisterede Benu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...