Sigøjner dreng

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Mit plot er nu ved at være afsluttet, selvom det går langsomt fremad. Dette er starten på første Kapitel som handler om sigøjnerdrengen Tristan og hans familie i Rumænien. Skulle du have lyst til at læse det, ville konstruktiv kritik blive modtaget med kyshånd!

0Likes
3Kommentarer
265Visninger
AA

2. #1. Luda's fødselsdag.

En af Rumæniens varmeste sommerdage stod på lur bag den lange bjergkæde, som let kunne spottes i horisonten. Fuglene var allerede begyndt på deres tidlige morgenviser, såvel som insekterne var begyndt på deres summen. Den 20 årige Tristan Lackovic lå ubekymret i sin seng over sin lillesøster, Luda, som snart ville vågne op til hendes 13 års fødselsdag. Selvom han vendte og drejede sig i den knirkende køjeseng, var Luda ikke til at vække. Selv på trods af solstrålerne, der langsomt viste sin entré igennem det støvede vindue. Han kunne høre hans fars snorken i rummet ved siden af deres eget, men end ikke det fik Luda til at vise tegn på liv. Det fik dog Tristan til at rejse sig søvndruknet og gabende op. Klokken var allerede ved at være 7 om morgenen, og man kunne høre hans mor, Ally, kæmpe med køkkengrejet i det lille køkken, som var yderst hyggeligt indrettet i forhold til resten af husvognen, hvor de havde bosat sig. På det lille stuebord, som havde samme mørkebrune farve som familiens matchende hår, lå en lille æske klodset indpakket i avispapir, men med et fint guldbånd omkring. Med forsigtige skridt, uden at gøre Ally opmærksom på hans tidlige morgenfærd, listede han udenfor, og betragtede den prægtige natur omkring ham. Som den tidlige sommermorgen blev lysere og lysere, lagde der sig en idyllisk ro over det område, hvor de 4 husvogne - inklusiv deres egen - var placeret. Den spæde sommervind tog livligt fat i træernes grene, som fik dem til at danse for øjnene af ham. Han nød at benytte sine tidlige morgenstunder på at betragte den grålige himmel transformere sig til en let orange farve, som solen kom til sin magt. Han satte sig på trappen til husvognen, som knirkede let ved hans berøring, og lukkede svagt øjnene. Den lille urtehave foran de faldefærdige, men beboelige husvogne, havde fået en mild duft af lavendel og timian. Den duft blandet med aromaen fra nattens støvregn, havde noget magisk over sig, og hilste ham med en følelse af tryghed. Husvognene, som dannede en halvmåne, havde stået der i mange år. Det var let at se på deres forfaldenhed. Det mosgrønne træ var trævlet fra bund til tagrende, og et par unge drenge fra byen, havde overmalet få af dem med farverigt graffiti. Han sukkede befriende. Disse vogne, charmerende som han fandt dem, havde nu været hans hjem med den resterende del af hans familie i 2 år. Længe havde de berejst Rumænien i håb om at finde fodfæste, og af hvad han havde fået fortalt, var dette hans femte levested indenfor hans 20 års levetid. Han huskede de vandrehistorier, som blev fortalt ved bålpladsen, når familien var samlet. Primært omhandlede deres egen familie fra gammel tid. Hvordan de altid havde rejst med vinden og benyttet naturens mirakler som et kompas, og hvordan det i sidste ende havde ført dem hertil. Sekundært handlede historierne romaer fra endnu ældre tider med et lettere spirituelt præg over sig.

Morgentågen var nu så småt ved at ligge sig, og uskyldige dråber faldt fra tagrenden, som landede skødesløst i hans filtret krøllede lokker. Blikket lod han bevæge drømmende igennem området, imens hans stereotype smil bredte sig over hans læber. Der var noget over dette sted og denne idyl, der fik ham til at glemme stressende tanker om endnu en mulig flytning, som konstant hang som en byrde over hans skuldre. Der var noget over dette sted, som fascinerede ham, selvom hans træng til at rejse udenlands var stor. Han ønskede at rejse, for at opleve verdenen udenfor Rumænien på egen hånd. For hver gang han satte sig på trappen, og følte han en umenneskelig trang til at pakke en taske og snige sig væk i natten. Det eneste der holdt ham fra hans drømmefærd, var tanken om hans søster og synet af husvognene, hvor hans familie befandt sig. Siden han havde været lille, havde han løbet i hælene på hans far og hans brødre, for at lære deres måde at leve på. Luda var ligeså glad for familien, som Tristan var, selvom hun opførte sig lidt som en enspænder. En mærkelig kombination, som hun nok havde fået fra ham selv. Ofte forstillede han sig tidligere låners børn løbe rundt for at jage de vilde kaniner, som af og til følte sig modige nok til at nærme sig urtehavens goder. Såvel som Luda havde gjort, før hun fik øjnene op for Tristan's rebelske karisma. Hun er hvad deres mor, Ally, kaldte for en efternøler.

Hans onkel, som boede i husvognen ved siden af med hans kone og tre børn, trådte nu selv ud i morgensolen. Han var kraftigt bygget og havde et tykt og tætsiddende mørkt fuldskæg. Hans seler hang altid omkring benene, i stedet for benytte dem til at holde de slidte skjorter oppe. Han nød sin onkels selvskab mere end han gjorde ved mange. Han var den, som startede hans fascination omkring verdenen udenfor Rumænien. Onkelen havde selv Italiensk blod i årene, og dengang Tristan var en lille dreng på blot de 8, fortalte han ham altid gruelige historier, som Ally kaldte dem, omkring de Italienske sigøjnere, som blev brændt fra hus og hjem i gamle dage. Hans mor havde strengt sat en fod i jorden og skældt sin bror ud, men det stoppede ham ikke. Han mente, at Tristan skulle vide, hvordan virkeligheden lå for rejsende romaer dengang, selvom han gjorde historierne meget eventyrlige med hans egne ord. Han var en af de få, der kunne mærke at Tristan ville tage livet i egen hånd, og var nødt til at høre andet end børnehistorier om overnaturlige væsner og slotte langt væk.
”Godmorgen unge mand.” sagde onkelen, som hed Joseph, storsmilende. ”Hvordan står det til med din lillesøster? Er hun vågnet endnu?” Tristan rystede på hovedet, og så glædeligt op på den storsmilende Joseph.
”Hun er ikke vågnet endnu. Ally er ved at gøre morgenmaden klar og gaven ligger inde på bordet. Jeg fandt en guldbånd i går, som vi kunne binde rundt om. Vi forære hende et hårsmykke med isblå sten som pynt.” sagde Tristan.
”Ja, det bliver hun glad for. Guderne ved, hvor meget hun holder af dig min dreng. Men jeg vil ikke forstyrre dig mere. Tiden er vel ved at være inde til festlighederne starter og gud fri mig vel, nu er lille Lucy også vågnet.”
Tristan lo lavmælt da en babygråd kunne høres fra deres nabo, og onkelen forsvandt. Hvorfor familien gjorde så meget ud af deres fødselsdage og andre højtider, havde altid været ham en gåde. De startede altid hos dem selv om morgenen, for senere at fejre det om aftenen med resten af familien, hvilket forgik med bål, sang og dans, som blev afholdt på deres bålplads bag halvmånen. Det havde ikke været mere end 10 dage siden, de sidst havde haft gang i festlighederne, da Allys mor, Jutta, fyldte 80. Der blev drukket, skålet, danset om bålet og fortalt historier til de små ved de døende gløder, inden de skulle i seng. Kvinderne klædte sig altid i farverige kjoler med store øreringe og løst hår, imens mændene havde fået vasket deres mest farverige skjorte i anledningen. Han nød dog disse aftener. Det var de dage, hvor de tog fra dagens arbejde, som bestod af at passe urtehaven og lave smykker af forskelligt materiale, som de kunne sælge på byens markeder. Hvordan de fik tingene til at løbe rundt, vidste han ikke meget om. Kun at vognene var til låns, og at inden rigtig vidste at de boede der. Istandsat dem havde også været deres eget værk og betalt af egen lomme. Han havde endda selv hjulpet godt til med at male vognene.

Han rejste sig fra trappen og gik indenfor, hvor Ally sendte ham et forvirret blik. ”Nå der er du. Jeg synes nok jeg hørte din stemme udenfor, men blev helt i tvivl. Jeg så dig jo ikke gå. Var det Joseph du snakkede med? Lige meget. Kan du ikke lige tage gaven med? Luda er ved at vågne.” sagde hun så hurtigt, at hun næsten snublede over ordene. De nærmede sig Luda’s værelse, hvor Conall, Tristan's far, allerede ventede med et stort, stolt smil over læberne. Han så ind af døren, som han åbnet en kende på klem.
 

*** Fortsættes ***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...