I know he wont be there!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Igang
Niall. Drengen med de smukke blå øjne, den muskuløse høje krop, og det gylden hår. Det var den dreng, som jeg blev forelsket i. Det var ham som jeg kunne lide for den han var, og ikke hvad andre syntes han skulle være. Men selvom jeg virkelig godt kunne lide drengen med de smukke blå øjne, kunne jeg ikke være sammen med ham. Selvom han var 'drengen' i mit liv. Jeg måtte ikke lukke ham ind, men alligevel dummede jeg mig. Jeg kvajede mig, og kan stadig ikke tilgive mig selv for det jeg gjorde. Det var derfor vi ikke skulle være sammen i starten. Jeg var grunden til at han i dag går rundt med en stor sorg, jeg er grunden til at han ikke er den Niall han plejede at være, Jeg er grunden til det hele. Grunden til at han græder sig i søvne hver nat, og grunden til at han holder sig inden døre. Jeg vidste at jeg ikke ville svigte ham, men alligevel blev han min. Til gengæld var han det bedste der skete i mit liv!

Følg med i historien, og se hvorfor hovedpersonen svigter Niall! <33

1Likes
0Kommentarer
387Visninger
AA

1. Jeg hader skoler

Seriøst. Jeg følte mig som en terrorist, da jeg første gang satte mine ben på min nye skole. Lugten af gammel madpakke, og stinkende skole elever, mødte mig. Jeg gøs ved tanken om alle de nye mennesker. Jeg åbnede den store dør, og kiggede ind i en stor aula. Folk løb frem og tilbage, og fra rum til rum. Ingen opdagede mig, hvilket jeg havde det fint med, da jeg helst ville være så usynlig som muligt. Jeg tog et skridt. Jeg kunne godt nå at vende om. Jeg kiggede ud mod hovedvejen, og tog et snus ind. Jeg så den store dør lukke bag mig, og skimtede den blå himmel for sidste gang, inden jeg var tvunget til at være på skolen i 7 timer. Farvel frihed, viskede jeg for mig selv, og gik med tunge skridt hen til nogle store blå skabe. Jeg kiggede igen ud på menneskemængden, og prøvede at få et overblik. Jeg stillede mig på tæer, og ledte efter en skilt til kontoret. Jeg banede mig forsigtigt vej hen mod en stor dør. Jeg rettede mit blik op mod skiltet på døren. Læreværelse, stod der med store fede bokstaver. Jeg tog i håndtaget, og åbnede døren på klem. Jeg kiggede ind, på de forvirrede lære, som stod i kø for at få en tår kaffe. Jeg bevægede mig stille ind på læreværelset,  og lukkede døren bag mig. Jeg kiggede op, og mit blik mødte en ret gammel dames ''Kan jeg hjælpe dig'' Jeg kiggede nervøst på hende ''Emm. Jeg vil gerne snakke med rektoren'' ''Jammen så taler du med den rette'' sagde hun og et stort smil brætte sig på hendes læber ''Jeg er ny her'' Sagde jeg, men blev afbrudt af klokken ''Ja, så har vi jo travlt, hvis du skal nå til time'' sagde hun, og hev mig i armen '' for resten så hedder jeg Ann'' Sagde hun, og afventede et svar fra mig. Jeg nikkede bare, og kiggede på hende. Okay... Det får mig til at lyde som et svin, men jeg har svært ved at binde mig til folk, også selvom det bare er en rektor ''det er denne vej'' sagde Ann og pegede hen mod en dør, som var lavet af mørkt træ ''Nr. 102'' Jeg kiggede på hende, og hun smilede til mig ''Ja, så går det løs, er du nervøs'' Sagde hun, og smilede igen. Seriøst, hendes smil skræmmer mig lidt. Jeg trak bare på skuldrene, og fulgte hendes fodsspor hen mod døren. Hun lavede et tegn til at jeg bar kunne gå først, men jeg gik lidt bagud, og lod hende tage styringen. Hun tog fat i håndtaget, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte slog tusinde slag. Jeg sank en klump, og fulgte efter Ann. Jeg kom ind i klassen, og det lod til at ingen havde opdaget at døren var gået op. Jeg kom til at tænke på de typiske engelske skoler, hvor ingen lytter til læren, og hun/han til sidst siger op, pga. en desperation. Mit blik gled hurtigt hen over den klasse, som jeg foreløbigt skulle gå i. Fra den ene ende til den anden, men jeg stoppede, da jeg mødte en gruppe drenge, som helt sikkert var ligeglade med hvad læren sagde. Der var vist fem, to af den sad på bordet, og de tre andre sad på stole. Selvfølgelig sværmede pigerne som fluer omkring dem. Ann piftede engang, men ingen reagerede. Hun piftede igen, og det lod til at nogle kiggede op ''Det er... Ja det er jeres nye klassekammerat. Tag nu godt i mod hende'' Sagde hun, og gav mig et skub i ryggen. Jeg kunne høre nogle viske, men hvad kan jeg bruge det til. Jeg skal ikke lukke nogen ind, eller lukke noget ud. Om et par måneder er jeg væk igen. Ann skubber mig i ryggen igen, som et tegn på at jeg skal sætte mig på den ledige plads, som er alder forrest, henne ved vinduet. Jeg går med tunge skridt hen mod pladsen, og mærken hvordan mængden af øjne følger hver eneste bevægelse jeg laver. Jeg kigger ned i jorden, og smider min taske hen ved brodbenet ''vi har vist fået en hård type i klassen'' siger en stemme bagfra, og hele klassen griner. hmm.. lad mig gætte, en af de populære drenge. Jeg ignorerer det, og sætter mig ned på min plads ''Hun kan ikke engang sætte sig ned, og snakke samtidig'' Siger en anden stemme ''Er du virkelig i så dårlig kondi, du får jo sidestik, af at tygge på tyggegummi'' så er det nok, hvad fanden bilder de dig ind. Bare ignorere dem, du skal ikke rode dig ud i noget dumt. Jeg satte mine hænder i siden af bordet, og kræsede under det. Tæl til 10 1,2,3 ''Nu må i altså stoppe drenge, giv hende lige en chance'' Jeg kiggede op, og så på en ældre mand. Han var helt sikkert vores lære. Tak, tusinde tak. Men drengene var vist lide glade. De sagde et eller andet, som jeg ikke ville høre på. Jeg talte vider 4,5,6. Hvis jeg når 10, bliver der værst for dem selv. Jeg kneb øjnene sammen,  og kiggede ud af vinduet. 6 timer tilbage. ''hun er helt væk'' denne gang var det en pige stemme, som brød mine tanker. Uha, så spiller man lige smart, hun er helt væk. Omg... Hvis jeg så rigtigt så sendte drengene hende også et dræberblik.7,8,9. Et tal tilbage, jeg lover jer, i burde stoppe  nu...  Jeg kiggede over skulderen, og fik øjenkontakt med en af drengene. Rent faktisk den eneste med lyst hår. Jeg kiggede ind i hans helt vandblå øjnene. Og sendte ham et lad-nu-vær-med-at-dumme-jer blik, det bliver bare værst for jer selv. Jeg tror at han blev skræmt. Han kiggede nu ned på mine hænder, som stadig 'klemte' om bordet. Så kiggede han væk, og over mod drengene. Jeg kunne se at han viskede et eller andre, som fik de andre drenge til at kigge på mig. Men de stoppede rent faktisk med at snakke til mig, og det passede mig fint.  

 

***

 

Hvad syntes i? Er den kedelig indtil videre?? Undskyld hvis den er lidt kort, men jeg smutter i seng! Xxx Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...