Spejlmorderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2013
  • Status: Igang
En pige ved navn Jeanne Dinaen forsvinder i et af de sjove spejle på en legeplads. En dreng forsvinder efter at se i en glasplade. Endnu en pige forsvinder, denne gang da hun er ved at gøre så klar til skole. Ingen bliver fundet, i de kommende år, og snart glemmer alle sagen.

De eneste der kan løse sagen nu, er de forsvundne børn, der er mere forsvundet end man skulle tro.

3Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

2. Kapitel 2

3 år efter

 

Teen var bittersød og vammel, og smagen bredte sig som en eftersmag på den 16 årige piges tunge. Den rystende 13 årige pige, med de store blå øjne, sad i den brune sofa, og mindede hende om at hun engang var som hende. Engang var hun ligesom hende. Sad rystende på hendes plads, mens hun dengang holdte i hanken for at undgå at brænde sine små tynde fingre. 

"Jeg har nogle fyldte chokolader i køleskabet piger! Er i interesseret?" 

Den rustne gamle stemme knagede, som havde den været mindst 70 år. Det var den også. Bare ældre. Stemmen var i alt 82. Det var så langt tid siden, at den krumbøjede dame, med de brune øjne, havde været en lille grædende baby. Det virkede som nået der aldrig kunne være sket. Men det havde det.

"Nej tak" sagde 16 årige pige.

De brune spidser, der var ved at smide den gyldenbrune farve hun før havde haft væk, var så uklippede, at hun kunne være hjemmeløs. Hun skulle faktisk til frisør i morgen.

"Det er din yndlings" sagde den gamle dame lokkende, og slog med de overaskende lange grå krøller. "Jordbær mousse og mandel"

"Tak.. Jeg har bare ikke lyst" Hun så sukkende ned i det plyssede brune gulvtæppe, der dækkede gulvet, så grundigt, at hun efterhånden havde glemt farven på gulvet. Og hvilket slags gulv det overhovedet var. 

"Melanie? Er du syg?"

"Nej, det bare... Det er årsdag. Jeg ved godt det er 3 åndsvage år siden og jeg burde være kommet over det.. Men... Hun sidder i mig og stirrer"

"Hun var en sød pige, ja, hun er ikke nem at glemme. Melanies bedstemor blinkede med øjnene, og så mod den 13 årige pige, der havde været tavs ind til nu. Som om hun ventede på at den skræmte pige, skulle deltage i samtalen, om hvordan det var at miste dem. 

"Jeg.." Den 13 årige pige, formede med munden en sætning, men det var kun jeg,et der endte med at komme ud. Det var som, om hun ikke kunne fuldføre den sætning, der havde hængt i hendes tanker. "Bare glem det"

"Hvad med dig Nina.. Skal du ikke have en chokolade?" Hun så håbefuldt på den lave teenager, med de sorte store slangekrøller, der dansede på den blege ryg. Hun gav et støn fra sig, og smilede falsk, efterfulgt af en afvigende rysten på hendes hovedet. Bevægelsen fik hendes krøller til at danse.

Melanies bedstemor sukkede.

Teen var efterhånden ved at være drukket, men Melanie, tog den stadig op til hagen, selvom hun ikke drak noget. Hun holdt direkte på kruset, selvom det var brændende varmt, og den søde duft steg op i hendes næsebor. Hun trak hovedet lidt til sig, så spidserne kilede på hendes bluse, og de chokoladebrune øjne, fåt et indsunket blik. Hendes øjne er stadig rettet mod teen, eller resterne af den, der står foran hende. Jeanne kunne godt lide te. Hun kunne rigtig godt lide grøn te. Hun drikker ikke grøn te, men alligevel flyver minderne op, af den brune te.

Nina, har drukket sin te færdig, og modsat Melanie, sætter hun den på bordet, uden at suge de sidste dråber til sig, som Melanie havde gjort. Hun giver et højt suk, da den klingende porcelæn, rammer det brune stuebord. Et suk, der kommer akkurat efter den lille kliklyd, da hun sætter den ned.

"Jeg savner ham.. Så meget"

Ninas stemme er rystende, og Melanie kan næsten se hendes bleghed for sig. Hvordan de røde æblekinder, mistede den livlige farve, hun kunne forstille sig, de havde haft den lykkelige del af hendes liv.

"Jeg forstår det lille skat" sagde Melanies bedstemor, og kærtegnede blidt Ninas kind, med små rullende bevægelser. "Jeg er sikker på, at han var en god bror"

Nina så direkte op, med et oprørsk udseende i ansigtet. Hendes næver blev knyttede, mens tårerne pressede på de malede øjenlåg. Hun blinkede hurtigt, og hendes ansigt trak i et forvirret og vredt udtryk.

"En god bror? Han var fantastisk! Vi var tvillinger! Han var det mest fantastiske menneske på jorden! Både min bedsteven, og det hele. Han var ikke god han var.." Tårerne render ned af hendes blege ansigt, mod hendes hals. "Perfekt"

Melanie ligger hånden på hjertet. Hun ved ikke hvorfor, det er bare en reaktion hun gør. Hun nusser stoffet på sin mave, der er tyndere end resten. Desuden er det blåt. Hendes yndlingsfarve.

"Perfekt..." mumler Melanie stille. Næsten så stille som en hvisken, men de udvidede øjne på Nina, fortæller at hun har hørt det.

"Jeg mener det altså! Det var han!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...