I knew you were trouble - Justin Bieber

(Dette er 2’eren af Trust me) Der er nu gået 3 år siden Sophia forlod Justin. Sophia er blevet mor til en lille pige ved navn Angel. Hun ved hvem faren er, men faren ved ikke at han er far. Det er nemlig Justin. Sophia tror at Justin har glemt alt om hende, og er kommet videre, men sådan har Justin det ikke. Han tænker på hende hver dag, og har næsten opgivet at kontakte hende, hun har jo også fået nyt nummer. Justins liv, er begyndt at gå ned af bakke, han har det dårligt, han er begyndt at feste hele tiden, for på den måde glemmer han Sophia. Angel ved ikke noget om sin far, og sådan vil Sophia blive ved med at have det, men hvad sker der den dag, Justin støder ind i Sophia og Angel ved et uheld? Hvad vil der komme til at ske? Vil de kende hinanden? Vil gamle følelser opstå? Vil Justin måske have en chance for at forklarer det der skete for 3 år siden? Eller vil alt være spild? Læs med i I knew you were trouble, og find ud af det. *Læses på eget ansvar*

91Likes
221Kommentarer
7537Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Hvordan? Hvad? Hvornår?

*IKKE RETTET IGENNEM*

„Never give up on someone you can't go a day without thinking about.“♥

Justins synsvinkel:

Jeg sad på mit hotel værelse, og kiggede lidt på den sedl, som Sophia havde stukket i min hånd i går. Jeg skulle faktisk snart til at af sted. Jeg kunne huske adressen i hovedet nu, og havde også sat mig ind i hvor det var henne. Det var i det mindste ikke så langt væk.  

Jeg sukkede, og tog min mobil som lå på sofabordet. Jeg havde ikke snakket med Zac lige siden jeg gav ham en knytnæve i ansigtet. Men han havde fandme også fortjent det, så whatever. Jeg rejste mig op, og puttede sedlen i min lomme. Det kunne jo være jeg fik brug for den, hvem ved? Jeg sukkede for mig selv, og kom så ud i gangen, hvor jeg fik taget mine sko på. Jeg tog min jakke, som hang lige så fint på en knage. Jeg havde jo ingen bil, så jeg blev selvfølgelig nød til at gå, eller tage en taxa. Der var heldigvis ikke så langt, så jeg valgte at gå der hen.

Jeg tog nøglerne, der lå på en kommode. Jeg åbnede døren, hvor jeg derefter gik ud. Døren blev hurtigt lukket, og låst. Jeg sukkede en enkelt gang, og begyndte så at gå hen af mod trapperne. Jeg valgte trapperne, da mig og elevatorer ikke er så gode venner.

*

Jeg stod uden foran et lille hvidt hus, med en hvid dør. De kører måske det hvide tema? Eller hvad ved jeg, det ser i hvert fald sådan ud. Jeg tog en dyb indånding, før jeg tog mig samen til at banke på. Hvorfor er jeg så nervøs? Justin Bieber nervøs? Okay, det var også Sophia, jeg havde savnet hende. Der var ikke gået en dag, hvor jeg ikke tænkte på hende. Jeg skulle bare fortælle hende, at Jessica havde noget på mig, som ville kunne ødelægge alt, og hun er den eneste der faktisk betyder noget for mig. For det er hun virkelig.

Døren blev åbnet, og den trak mig også ud af min lille verden, hvor alt gik perfekt. Suk. ”Hej du må være Justin” sagde kvinden der stod i døren. Mon det var hendes mor? ”Ja, jeg er Justin” sagde jeg og smilede venligt. ”Jeg hedder Lucy, og er Sophias mor” sagde hun, og rakte hånden frem, mens hun smilede venligt. Jeg tog i mod den, og smilede igen. Hun slap den hurtigt. ”Kom indenfor” sagde hun venligt, og trak sig til siden. Hvorfor var hun så venlig? Havde Sophia ikke sagt det der var sket?

Jeg trådte indenfor, og ja, væggene var også hvide. Okay, de køre hvid tema her, det ville virkelig allerede overraske mig, hvis de bare havde noget sort her inde. Haha. Jeg tog mine sko af, og satte dem ind til væggen, hvor jeg derefter tog min jakke af, og hang den på den hvide knage der var ledig. Se, hvidt igen.

”Kom Sophia er inde i stuen” sagde Sophias mor, som hed Lucy. Det kan I vel godt huske? Det hun sagde for få minutter siden? Jeg var her, Lucy var her, og ja, du var her vel på en måde også? Okay, jeg stopper bare nu, det er vist bedst. Tror I ikke? Jo godt så, så er vi enige.

Jeg fulgte med Lucy, jep ikke Sophias mor den her gang, okay jeg synes bare vi går videre med historien, synes I ikke også? Godt så. Som sagt så sad Sophia inde i sofaen, med Angel på hendes skød. Hun så en eller anden prinsesse film, som jeg ikke anede hvem var, eller hvad filmen hed. ”Sophia, Justin er her” sagde Lucy. Sophia kiggede på Lucy og nikkede. Sophia tog Angel ned fra hendes ben. ”Angel, kan du tage med mormor ud og handle, måske er du heldig at få en bamse?” sagde hun sødt til hende. Okay måske var det også en god idee Angel ikke var her. Hun nikkede ivrigt og var hurtigt ude i gangen. Sophia grinede sit søde grin, og jeg begyndte også at grine. Mon Angel ikke godt kunne lide bamser.

”Sæt dig ned Justin” sagde Sophia dog mere koldt, og satte sig selv ned. I det jeg satte mig ned i sofaen, kunne vi høre døren blive smækket i. ”Nå” startede hun ud. ”Hvordan fandt du mig” sagde hun og kiggede ind i mine øjne med et koldt blik. Jeg sank en klump. ”Usher og Scooter mente jeg havde brug for en pause, så de sendte mig til London, hvor jeg bor på et hotel, og så gik jeg en tur, og sådan fandt jeg dig?” sagde jeg undrende. Okay jeg kunne godt se det mærkelige i det, vi havde ikke snakket sammen i 3 år, og lige pludselig har jeg fundet hende, måske er hun bare skræmt? Det ville jeg da være.

”Ja så?” sagde hun og løftede øjnebrynet. ”Ja?” svarede jeg bare undrende. Hun sukkede. ”Sophia?” sagde jeg og kiggede på hende. ”Ja?” svarede hun. ”Jeg vil sige, der er ikke en dag, hvor jeg ikke har gået og tænkt på dig, du betyder så meget, og –” ”Hvorfor gjorde du det Justin?” jeg kunne høre hendes stemme var skrøbelig, jeg vidste hun snart ville græde. Jeg tog en dyb indånding.

”Jeg ville ikke have gjort det mod dig, hun, Jessica som hun hedder, var min eks-kæreste, og jeg hader hende over hele jorden. Hun havde noget på mig, noget på mig, som ja, ikke skal ud, jeg kommer i fængsel, hvis det kommer ud. Sophia det er dig jeg elsker, og det har jeg hele tiden” sagde jeg, og kunne mærke tårerne presse, men jeg måtte være stærk. ”Sophia, hør, jeg ville aldrig gøre dig ondt, du betyder så fucking meget for mig, du er min eneste ene, min prinsesse, min verden. Siden du forlod mig gik alt ned af bakke, jeg elsker dig virkelig” jeg kiggede på hende, men hun kiggede ikke på mig. ”Justin?” sagde hun. Havde hun tilgivet mig? Please.

”Hvad er det hun har på dig?” fuck. Jeg kunne ikke sige det. ”Jeg.. Jeg kan ikke sige det” sagde jeg og kiggede på hende. ”Så var det ikke en fejl, men et valg fra din side af” hørte jeg hende sige koldt. Det var en fejl, ville hun ikke lytte. ”Sophia..” – ”Nej, jeg jeg..” sagde hun, og denne her gang løb tårerne ned af hendes kinder. ”Sophia, hvem er faren?” spurgte jeg hende. I det jeg spurgte stoppede hun alt, hvad hun havde gang i. ”Kan du ikke bare gå?” spurgte hun om. ”Ikke før du vil høre på mig, og før jeg ved hvem faren er” sagde jeg og kiggede alvorligt på hende.

”Jeg kan ikke fortælle dig det, ligesom du ikke kan fortælle din lille hemmelighed” Typsik.. ”Sophia, jeg kan ikke fortælle dig det, du vil aldrig komme til at stole på mig igen” sagde jeg. ”Hvem siger jeg overhovedet kommer til det alligevel?” av, den sveg faktisk. ”Sophia kan du ikke…” Hun rejste sig op. ”Fint, du er faren tilfreds?” sagde hun og hurtigt hørte jeg en dør smække i. Vent hvad, var jeg faren? Jeg kunne mærke et stik i mit hjerte. Hvordan? Hvad? Hvornår? Nej det kunne bare ikke passe. 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sorry, for et kort kapitel, men jeg er så træt her efter jeg er kommet hjem fra camping. Jeg ved også godt det nok ikke er det bedste, men ja, der er da kommet et nu ^^ 

Så jeg håber I kan lide det ;3 

Nå, hvad siger I til at Sophia ikke vil lytte til Justin? Og Sophia sagde til Justin han var faren? Tror I det var en fejl hun sagde det? Og hvad ville hun overhovedet have ud af, at mødes med Justin igen? 

Kom endelig med det I tror! Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...