I knew you were trouble - Justin Bieber

(Dette er 2’eren af Trust me) Der er nu gået 3 år siden Sophia forlod Justin. Sophia er blevet mor til en lille pige ved navn Angel. Hun ved hvem faren er, men faren ved ikke at han er far. Det er nemlig Justin. Sophia tror at Justin har glemt alt om hende, og er kommet videre, men sådan har Justin det ikke. Han tænker på hende hver dag, og har næsten opgivet at kontakte hende, hun har jo også fået nyt nummer. Justins liv, er begyndt at gå ned af bakke, han har det dårligt, han er begyndt at feste hele tiden, for på den måde glemmer han Sophia. Angel ved ikke noget om sin far, og sådan vil Sophia blive ved med at have det, men hvad sker der den dag, Justin støder ind i Sophia og Angel ved et uheld? Hvad vil der komme til at ske? Vil de kende hinanden? Vil gamle følelser opstå? Vil Justin måske have en chance for at forklarer det der skete for 3 år siden? Eller vil alt være spild? Læs med i I knew you were trouble, og find ud af det. *Læses på eget ansvar*

91Likes
221Kommentarer
7536Visninger
AA

6. Kapitel 5 - "Det måske din eneste chance"

“I hope karma slaps you in the face before I do”

*DETTE KAPITEL ER IKKE RETTE IGENNEM*

 

Sophias synsvinkel:

”Angel, kom vi sætter os her” sagde jeg, og smilede til hende, mens jeg folede et tæppe ud, som vi kunne sidde på. Der var dejligt vejr her i London, hvilke var grunden til, at vi valgte at tage i parken. Jeg satte mig ned på tæppet, og hun fulgte hurtigt med. Madkurven havde jeg sat ved siden af os. Vi havde nemlig smurt en madpakke inden vi tog her over, så vi ikke skulle købe mad. Jeg var jo ikke lige frem den alle rigeste. Jeg havde heller ikke noget arbejde, så det skyldes måske det.

Angel kiggede rundt, hvilket bare fik mig til at smile. Hun kunne få mig til at smile, lige meget hvad, hun var så dejlig. ”Se moar! En sommerfugl!” sagde hun glad, og pegede på sommerfuglen som fløj forbi os. ”Ja, den er pæn” sagde jeg, og smilede til hende. Hun nikkede ivrigt, og kiggede så videre rundt. Hun havde fået vores begges øjnefarve, da vi begge havde brune øjne. Hun havde dog en lyser brun hårfarve end Justin, men den minde dog lidt om hans, i forhold til mit hår. Hun havde så fået mit smil og min næse.

”Moar, jeg er sulten” sagde hun, og satte sig ned på tæppet, og kiggede op på mig med hundeøjne. Hun var seriøst næsten hele tiden sulten. Jeg smilede svagt, og fandt vores mad frem fra madkurven. Jeg pakkede maden ud, og gav hende hendes mad, og hun begyndte ivrigt at spise. ”Husk nu, spis langsomt, og pænt” sagde jeg og smilede svagt til hende. ”Ja moar” sagde hun med en lille stemme, og begyndte at spise langsomt og pænt. ”Godt min skat” sagde jeg, og spiste selv min mad.

”Moar?” hørte jeg Angel sige, hvilket fik mig til at se på hende. Hun var også blevet færdig med at spise. Grovæder man. ”Ja?” spurgte jeg, og kiggede sødt på hende. ”Jeg elsker dig” sagde hun, og rejste sig, og gik hen og krammede. ”Aw, jeg elsker også dig” sagde jeg, og strøg hende over hovedet. Jeg var ked af at hun skulle vokse op uden far, men ja, han var et svin.

”Mor, hvor er far endelig henne?” jeg vidste det kom før eller siden, og jeg måtte vel til at forklarer hende det. ”Okay hør her skat, mig og far blev uvenner, inden jeg fik dig, og jeg blev virkelig ked af det, så jeg forlod ham. Da jeg fik dig, prøvede jeg at få fat på ham, men jeg kunne ikke, og han lever et liv hvor han er kendt, så det ville også være svært for ham. Men en dag, skal du nok få ham at se, selvom han ikke har været den bedste mod mig” sagde jeg og smilede svagt. ”Okay” svarede hun nikkende, og smilede svagt til mig. ”Men jeg tror han vil elske dig” sagde jeg og smilede til hende. Hun lyste op i et smil, og hendes øjne lysterede også op. Godt nok var han et svin, men det var ret sødt. Hun havde også fået hans mellem navn. Angel Drew Jones, hed hun.

Hun kiggede rundt. Alt var jo spænede, der skete jo altid noget nyt. Både godt og dårligt. Og især når man er en lille pige. Den sødeste lille pige. Hun var hele mit liv nu. Hun.. Ja, hun var bare den bedste. Ret aveligt at Justin har været sådan et svin. Jeg vil jo gerne have, at hun skulle kende sin far, men når han har en anden eller sådan noget, vil jeg ikke udsætte hende for det, det fortjener hun ikke. Heller ikke hvis vi kom op at skændes, hvilket vi sikkert ville gøre. Hun ville nok bare blive såret, og ked af det. Hun fortjener ikke at Justin har været sådan overfor mig. Ja, han har prøvet at få fat på mig, men jeg ignorede det. Han blev dog ved, det var også det der havde gjort sådan at jeg havde skiftet nummer.

Jeg havde boet hos min mor, og far i noget tid. Jeg havde jo stadigvæk ikke nogen venner. Jeg græd hele dagen, og de prøvede virkelig alt, men intet hjalp. Dog tvang de mig en dag ud at gå, hvilket jeg så gjorde. Og det var faktisk godt, for der stødte jeg bogstaveligtalt ind i Vanessa. Og så kom vi i snak, og ja, hun havde redet mig, og hjulpet mig igennem alt. Og mest af alt støttede hun mig, og var den veninde jeg havde haft. Hun betød virkelig meget for mig, og jeg ville aldrig miste hende, hun var den…

”Sophia?” hørte jeg en stemme. Jeg stivnede. Jeg kendte den stemme, alt for godt. Det her tegnede ikke godt, og hvad lavede han overhovedet her? OMG, hvordan fandt han? Dafuug. Jeg vendte mig dog om, og kiggede på ham med bange øjne. Ja, jeg var skuda bange, for hvad lavede han her? Hvad kunne han ikke lige finde på? Og mest af alt, hvad laver han her? ”Justin?” fik jeg fremstammet ud af min mund.

”Hvem er det?” sagde Angel med hendes lille stemme. Jeg tog hende hen til mig. ”En gammel ven” sagde jeg, og kiggede surt på ham. ”Hvad mener du?” sagde han, og kiggede på mig. ”Ja, en gammel ven, men hvis du også vil have jeg skal sige det, så er det min eks-kæreste?” sagde jeg, og kiggede med kolde øjne på ham. ”Moar?” sagde Angel. Jeg tog hende op i mine arme og rejste mig op, så jeg var på højde med Justin. Enten havde jeg vokset helt vildt, ellers så var han skrubet, da jeg var på højde med ham.  ”Hvornår kan jeg komme til at møde far?” spurgte hun, og kiggede nysgerrigt på Justin. Justin stivede da hun sagde far.

”Skat” jeg tog en dyb indånding og skulle til at sige, Justin var hendes far, men Justin afbrød mig. So man. ”Ved hun ikke hvem faren er?” Han kiggede ret mærkeligt på mig, men han burde bare vide, hvad der ville vente ham. ”Nej det ved hun ikke, og faren ved ikke at han er faren” sagde jeg, og kiggede en smule nervøst på ham. ”Okaaaaaay” sagde han. ”Men…” han nåede dog ikke længere for jeg afbrød ham. Sødt ikke? ”Justin, mød mig på den her adresse i morgen kl. 13:00” sagde jeg, og fandt en notesblok frem, og en kuglepind. Man vidste jo aldrig om man fik brug for den. Jeg skrev adressen ned. Det var dog ikke til min lejelighed, men til mine forældres hus. Jeg skulle jo fortælle ham det før eller siden, selvom det ville være svært.

”Okay?” sagde han, og løftede øjnebrynet. ”Bare kom” svarede jeg sukkende. Jeg satte Angel ned, og pakkede vores tæppe ned i mad kurven. Jeg tog Angel i hånden. ”Husk at kom, det er måske din eneste chance” og med de ord, bevægede mig og Angel os ud af parken. Hvad havde jeg dog ryddet mig ud i? 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er ikke ret langt, omkring 2 sider i word, men jeg skal pakke og sådan noget, så har ikke tid til at skrive mere, men ville lige give jer et kapitel mere, jeg er så sød, hih :3

Nå, men hvad siger I så til at hun vil fortælle ham det? Og at hun gav ham adressen til hendes forældres hus? Og så synes jeg selv Angel er mega sød, synes I ikke også det?

Nå, men håber I kan lide det, men nu må i desværre vente til jeg kommer hjem. Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...