Us ✝ A Harry Styles Fan-Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis Harry Styles stod midt ude på en trafik vej, hvor en stor, rød lastbil kom kørende imod ham, velvidende om at han ville dø af det? Det er et dilemma Gwendolyn Tanner kun har to sekunder til at tænke over. Hun havde aldrig forestillet sig at redde end ung mand, der ville begå selvmord, og især ikke det skulle være kendte Harry Styles. Medierne, One Direction, alle kan ikke finde Harry, og mange tror han er død og endnu ikke er blevet fundet. Eller kidnappet. Men i al hemmelighed passer den forunderlige Gwen ham, og hjælper ham fra at prøve selvmordet igen. For der går ikke lang tid, før Harry bliver trukket ind i en verden med underlige venner, mørke aftener og pigen der går i tøj fra 60'erne og bor i en lille ødelagt lejlighed. Spørgsmålet er bare om Harry nogensinde vil komme tilbage til hans gamle liv, og om han overhovedet har lyst? // Historien er inspireret af en drøm jeg havde om Harry her forleden. Anstødende sprog og scener kan forekomme. //

57Likes
16Kommentarer
2537Visninger
AA

5. Chapter 3

CHAPTER 3

"THE PHOTO OF A KISS"

Gwendolyns synsvinkel

Jeg fumlede efter mit polaroid kamera i min taske. "I want to go back to the first time, the first place!" blev der sunget ud af Lilys lillebros ghettoblaster, som jeg var helt vild med, fordi jeg havde haft sådan en som lille. Jeg hørte eventyr og musik på den hele tiden, men så var den gået i stykker, og jeg havde (med grædefærdige øjne) kastet den ned i skraldespandene i gården, helt ligesom med min blodrøde sweater. 

Et eller andet sted fortrød jeg, at jeg havde ladet den ligge alene sammen med en banan nede i mørket. Men det havde også været en underlig måde at glemme drømmen på. Nu tænkte jeg i hvert fald ikke konstant over den hele tiden, men måske var det også på grund af mit selvskab. Mine venner var hvad, der manglede. Maggie, Thayer, Lily. De eneste personer, som rigtigt forstod den særhed, som ikke engang jeg selv forstod mig på. Jeg var for indviklet nogle gange. 

Harry var måske også min ven nu. Han grinede med os, han snakkede med os, han var sammen med os. Det virkede naturligt på en falsk måde. De andre vidste endnu ikke han var kendte Harry Styles, der var med i et boyband. Det havde både jeg og Harry brug for, det var vidst. Komme lidt væk. Alligevel, hver gang jeg kiggede på ham, så jeg drengen, der havde stillet sig ud på vejen, og ladet lastbilen farer over ham. Hvis jeg bare var blevet stående, ville jeg så have skyld følelse, når jeg læste om det i avisen? Ville jeg føle noget. Det håbede jeg, jeg ville have haft. 

Klik lød det fra mit kamera. Der lød en summende lyd, og så var et billede af Maggie og Harry, der stod og snakkede sammen, i mine hænder. Jeg plejede at hænge billederne op på mit køleskab, men jeg var ikke sikker på, om jeg ville kunne hænge dét op. 

Thayer tog kameraet ud af hånden på mig, efter det havde sagt "klik" omkring fem gange. "Du skal også være med," argumenterede han, da jeg så halv irriteret på ham. Jeg sukkede, men smilede alligevel stort.

"Harry og Gwen," sagde han kommanderende og knipsede med fingrene. Vi grinede. Harrys nu så genkendelige grin, fik mig til at kigge på ham. Jeg så ned af ham. I min fars gamle frakke, og så indtil jeg nåede hans sko.

"Hov," sagde jeg og bøjede mig ned imod hans Converse. Snørebåndene var gået op. Jeg lavede en knude og så sløjfen. Jeg grinede akavet, og rejste mig så op. Harry så beundrende på mig, da jeg trak på skuldrene, og stillede mig ved siden af ham.

Han tog armen om mig, da Thayer klikkede første gang med polaroid kameraet. Det summede og ud kom billedet. Vi løb begge hen for at se billedet. Harry smilede. Jeg så bare lidt irriteret på det. Det lignede vi var kærester. Den måde jeg kiggede på ham og smilede, og hvordan hans arm var tæt omkring mig. 

"Jeg ligner en idiot," sagde jeg dog i stedet, for det var ikke helt løgn. Jeg havde aldrig været god på billeder, men alle tog dem af mig alligevel. Hvis alle altså var mine meget få venner. Spørgsmålet hvor vidt jeg og Harry var venner, dukkede hurtigere op end jeg kunne nå at sige "stop", igen. 

"Så tager vi ned til fotoboksen," sagde Thayer. Jeg rullede med øjnene. Harry så bare forvirret på os. 

"Vi plejer altid at tage derned. Kom," jeg lagde væk på "altid", og så over på Thayer. Han grinede bare tavst ad mig. 

Harry og Maggie sakkede bagud. Thayer synes helt klart det var muligheden for at snakke med mig om Harry. Lily lyttede bare og indskød kommentarer. Det lignede hendes ellers ikke.

"Hvorfor er det så ... intenst, imellem jer?" han løftede et øjenbryn. Kæft, det var ynkeligt. Jeg tænkte det egentligt kun fordi, jeg ikke rigtigt turde svare.

"Jeg reddede ham fra at begå selvmord," tilstod jeg, og håbede Harry virkelig ikke hørte hvad jeg havde sagt. Jeg så bagud. Han snakkede bare med Maggie. Godt.

"Hvad? Hvorfor har du ikke fortalt os det!" de spærrede begge øjnene op. 

"Fordi det er kompliceret."

"Det var dig der sagde du var hende den ukomplicerede. Og at du aldrig ville rode dig ud i sådanne ting, fordi du simpelthent var for kedelig. Hvor blev hun af?"

"Hun forsvandt, da jeg reddede en næsten død dreng," de så begge forbløffede på mig, men sagde ikke mere. Andet end Lily der let snøftede og mumlede "det lyder så kliché agtigt."

 

Vi nåede ned til fotoboksen, og jeg og Harry gik derind først. Jeg tror at Thayer godt ville give os en chance til. De holdt stadigvæk af ham, men så beskyttende på ham. Han havde opdaget det.

"Du fortalte dem det," hviskede han og ventede med at tænde for fotoboksen, til jeg havde svaret. Jeg så ned på hans nu snørede Converse, og mine egne sko.

"Jeg kunne ikke bare ignorere det. Det har vi hele tiden gjort," jeg prøvede på ikke at græde. Det ville simpelthent være for meget. Så jeg grinede bare lidt, da mine øjne blev våde.

Han så bekymret på mig. Som om det var mig, der næsten havde begået selvmordet. Ligesom i min drøm. Han tog fat om mig, og vi krammede længe. Jeg snøftede.

"Skal vi tage de billeder?" spurgte han og jeg nikkede.

Han tændte på den grønne knap. En klikkende lyd kom tre gange, og så kom et lys imod os. Vi smilede falsk, med våde øjne ind i kameraet. 

Næste kamera lavede jeg kaninører på Harry, men han kiggede bare beundrende på mig. Det tredje billede kiggede vi bare på hinanden. Intenst.

Og sidst, og mest betydningsfuldt, kyssede vi. Hans læber var tørre, men jeg synes ikke det gjorde noget. Det varede ikke længe, før det gik op for os, at vi faktisk kyssede. Jeg var den der træk mig væk først. 

Vi grinede. Tårerne løb ned af mine kinder. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men det ville ikke stoppe. 

"Vi smutter bare videre," sagde Lily og lod os alene. Det var jeg og Harry taknemmelige for.

"Hvorfor græder du?" spurgte han. Jeg svarede ærligt.

"Da jeg var lille hadede jeg hagl. Det gjorde ondt når det ramte mig. Den dag du prøvede at begå selvmord, regnede haglen sindssygt. Jeg synes ikke det gjorde nær så ondt, når jeg så smerten i dine øjne. Jeg kan ikke rigtigt se den længere, den er i hvert fald svag. Nu kan jeg mærke hagl imod min hud, værre end nogensinde. Det gør ondt, Harry."

Han nikkede. "Skal vi gå hjem?" jeg nikkede ligesom ham. Vi gik ud af fotoboksen, ned af stien, væk fra parken og vores kys. 

Halvvejs hjemme kom Harry i tanke om billederne. "Gå bare hjem, jeg henter vores billeder! Tænk vi glemte dem," han smilede og var allerede begyndt at løbe væk, før jeg kunne sige "de er lige meget".

Så jeg måtte gå resten af vejen hjem. En silende regn var lige begyndt, da jeg satte nøglen i hoveddøren. Jeg gik op ad trapperne, med forestillingen af en kvæstet Harry på sofaen. Men den Harry ville ikke være der.

Jeg vidste ikke om jeg holdt mere af ham den svage. Hvorfor var jeg begyndt at græde, da vi endelig var begyndt at få det godt? 

Jeg forstod ikke mine egne følelser.

* * *

Harry kom hjem en halv time senere. Han så kold ud. Jeg så på hans harmløse udstråling  og kunne ikke komme i tanke om noge han lignede. Han var så smuk, men så alligevel så farveløs ud.

"Hej," sagde jeg. Dagens avis lå på stuebordet, men jeg havde ikke tænkt mig at læse i den. Jeg havde gemt den til ham. "Avisen er her," jeg skubbede den over bordet, og han satte sig i stolen overfor.

"Er du ked af det?" spurgte han. Harry kunne åbenbart se mine røde øjne. Ja, jeg var ked af det. Hvorfor? Jeg havde håbet på Harry kunne svare. I stedet stillede han blot spørgsmålet.

"Jeg ved det ikke helt. Måske det samme som i fotoboksen? Kom," jeg bankede på sofaen, og han satte sig over til mig.

"Jeg har aldrig grædt meget. Jeg ville have det skulle være værdifuldt, hver gang jeg lod tårerne trille ned af mine kinder. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget i mit liv, siden du dukkede op."

Han nikkede. "Er vi værdifulde?" spurgte han. "Vores følelser er," svarede jeg og lænede mig ind imod ham. Jeg kunne mærke han smilede. 

"Du burde blive digter eller noget," sagde han så efter en lang pause.

"Jeg har prøvet. Jeg er elendig,"

"Prøv igen," 

"Hvorfor?"

"Det ved du godt."

Vi gik i seng lige derefter, og vi sov begge to i min dobbeltseng. Altså, vi sov mindst en meter væk fra hinanden, og lå ude på kanten af sengen begge to. Det var både dejligt, og også ret ensomt. Jeg håbede at vi ville rykke tættere på hinanden, som nætterne gik, solen kom og gik, og månen skiftede status.

FORFATTER KOMMENTAR

Det var så tredje kapitel! Som skrevet i sidste kapitel, jeg VIRKELIG har været spændt på at skrive! Jeg holder allerede så meget af Gwendolyn og Harry, og det håber jeg virkelig også I gør.

US har fået 50+ favoritlister! Det er VIRKELIG, VIRKELIG VILDT! Jeg er bare så glad for at SÅ mange læser denne historie. Jeg regnede slet ikke med så mange ville kunne lide den, nu hvor den er ... Harry er måske ikke som han er typisk i fan fictions. Eller faktisk har mange fan fiction forfattere, virkelig formodet at komme helt ind på knoglerne af drengene. Mange af vores fan fictions er selvom, hvor One Direction f.eks. er med i, ikke helt som de nok rigtigt er. For hvad vi ved, er, hvor gamle de er, hvad de hedder, osv. Vi ved jo ikke hvordan de som personer er, og det er en fan fictions forfatters job, at skabe sin helt eget Harry Styles f.eks. Jeg håber I har lært en helt speciel Harry at kende. 

Jeg er gået i gang med en ny historie, som udkommer d. 2 november 2013! Den ER publiceret, og i mine mumbles laver jeg en countdown til historien, så hvis du gerne vil følge med, kan du jo blive min fan, og så vil du få en mail, når jeg skriver om Raincoat! (og en natifikation)

TUSIND TUSIND TAK FOR 50+ FAVORITLISTER, OG JEG HÅBER VIRKELIG I GLÆDER JER LIGE SÅ MEGET TIL FJERDE KAPITEL AF US OG FØRSTE AF RAINCOAT! 

Valentina x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...