Us ✝ A Harry Styles Fan-Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis Harry Styles stod midt ude på en trafik vej, hvor en stor, rød lastbil kom kørende imod ham, velvidende om at han ville dø af det? Det er et dilemma Gwendolyn Tanner kun har to sekunder til at tænke over. Hun havde aldrig forestillet sig at redde end ung mand, der ville begå selvmord, og især ikke det skulle være kendte Harry Styles. Medierne, One Direction, alle kan ikke finde Harry, og mange tror han er død og endnu ikke er blevet fundet. Eller kidnappet. Men i al hemmelighed passer den forunderlige Gwen ham, og hjælper ham fra at prøve selvmordet igen. For der går ikke lang tid, før Harry bliver trukket ind i en verden med underlige venner, mørke aftener og pigen der går i tøj fra 60'erne og bor i en lille ødelagt lejlighed. Spørgsmålet er bare om Harry nogensinde vil komme tilbage til hans gamle liv, og om han overhovedet har lyst? // Historien er inspireret af en drøm jeg havde om Harry her forleden. Anstødende sprog og scener kan forekomme. //

57Likes
16Kommentarer
2349Visninger
AA

4. Chapter 2

CHAPTER 2

"ALL ABOUT A DREAM"

Gwendolyns synsvinkel

 

Jeg vidste ikke om jeg ville fortælle ham om den – drømmen. Den handlede om ham og mig, men det betød jo ikke at det ville ske, eller det havde nogen betydning. Det var en drøm. Tanken fik mig til at føle som Harry Potter, der har fået en af hans syge mareridt. Jeg er ikke Harry Potter, og jeg var ikke en opfundet karakter, som havde drømme om ting der snart ville ske. Jeg var vel – i bedste orden, og med den største viden – den eneste Gwendolyn Tanner.

Jeg rejste mig fra sengen. Den blodrøde sweater var faldet halvt ind under sengen. Jeg lagde den op på den igen, og tog en uld kjole og et par mørke blå strømpebukser på, påførte mit andet par vinterstøvler, som ikke var dem jeg havde reddet Harry Styles i, og løb ned af trapperne, med sweateren i min favn. Dens stof var blødt og havde aldrig kradset. Det var en af mine ynglings, for jeg vidste – jeg var i hvert fald ret sikker på, - at den var blevet foræret væk med kærlighed. Tante Lilian ville sikkert blive skuffet, hvis hun fandt ud af, at jeg smed den ned i den store affaldsspand, som stod nede i gården til min lejlighed. Men jeg kunne ikke bære at se på den længere, især ikke efter drømmen jeg havde haft om aftenen. Det føltes for virkeligt. Jeg græd ikke, men det kunne jeg næsten. Græd jeg egentligt nogensinde? Ikke tit. At redde en dreng fra at begå selvmord ude på en vej, ville ikke resultere i, at hun selv ville sige farvel til verdenen. Hvorfor huskede jeg det så tydeligt? Ordene. Det var kun stemmen. Havde det været min egen? Eller en helt anden. Jeg gøs.

Der stank af skrald og øl nede i skralderummet. Næsten alle affaldsspandene var fyldt op til renden. Der var ikke kommet nogen og hente det i månedsvis lignede det. Jeg havde fundet ud af, at ingen brugte de bagerste fordi ”det bare var alt for lang at gå et par meter længere”, hen til de tomme bokse. Jeg så på sweateren en sidste gang, som gav mig et stik i maven, og smed den så ned til en bananskrald og et par poser med mad i. Farvel, tillod jeg mig at tænke. Med frygt i øjnene begav jeg mig op af trapperne igen. Det var åbenbart sværere at redde en dreng fra selvmord, end jeg lige havde troet i første omgang. 

 

Harrys synsvinkel

 

Endnu hurtigere end jeg var faldet i søvn vågnede jeg, med dunkende hovedpine og var våd på hele min skovmandsskjorte. I et kort sekund havde jeg glemt dagen før, som åbenbart havde voldet mig store smerter. Jeg huskede bilen og haglene der truede om min død. Jeg truede mig selv … til døden. Men den del af dagen, der stod mest tydeligt og klart i mit hoved, var pigen med det lyse pandehår, de store vinterstøvler og hendes røde sweater. Hun havde kastet sig over mig, nærmest som når en fan kom og overfaldt mig, for at redde mig fra lads bilen, der ellers ville have resulteret i en brat død, der ville gøre alt meget nemmere. Jeg satte mig op i blomstret, mørk sofa og huskede da jeg havde spildt teen ud over mig selv.

Pigens navn var uklart og slet ikke til at huske. Hendes stemme, måden hun bevægede sig på, alt var stjerneklart, men navnet havde åbenbart ikke fuldt med min hukommelse. Måske sov jeg allerede, da hun fortalte mig det. Jeg vidste bare det var smukt. Og anderledes. 

Bagdøren åbnede knirkende og ind trådte hun. Jeg havde ingen idé om hvor hun havde været – måske ude med skraldet eller ryge, hvilket mindede mig om at jeg slet ikke kendte hende, og måske mest af alt, havde lyst til at løbe væk, og prøve et selvmordsforsøg endnu engang. Det var ikke pænt at tage imod hendes hjælp, og jeg ville ikke vikle hende ind i tanken om, en verden der var mørk og ikke rar på nogen måde. For min var ikke rar. Den var fyldt med skrig - og de kom ikke kun fra vores fans. De kom indefra. Når jeg sov, var det næsten umuligt ikke at have mareridt. De var bare skrig. Og nogen, der flåede i mit tøj. Det var altid mig, som skreg. Ikke fans. Ikke nogen. Men mig. Og et eller andet sted, ville jeg hellere være intet, end den som havde brug for hjælp. Ham ingen kender. Det er for sent. Så typisk. Typisk. Jeg burde tage mit liv for givet, men jo længere jeg kommer i det, des sværere bliver det.

”Godmorgen,” hilste hun. Jeg nikkede tavst og lagde mig til rette igen. Hun smilede ikke, så ikke tryg ud, eller viste nogen tegn på en pige med et eventyr liv. Var hun ked af det i det hele taget, eller havde jeg allerede skræmt hende væk? 

”Skal jeg gå?” spurgte jeg forsigtigt. Hun stod og rodede med noget ude i køkkenet. Jeg troede ikke hun havde opfattet det, så jeg skulle lige til at spørge igen før hun svarede:

”Det er okay. Du skal blive,” det var svært at sige om det var en regel hun lige havde fundet på, eller om det bare var en samtale hun prøvede at begynde. ”Hvorfor vil du have det?” jeg så nysgerrigt på hende, satte mig op igen og besluttede mig for at blive siddende, for en gangs skyld. ”Det kan jeg ikke svare på," hun grinede medlidende og stoppede så, lige så pludseligt som hun var begyndt.

Jeg hørte lyden af vand der flød ud af vandhanen, og ned i en plastik spand. Hun havde nok tænkt sig at slippe mig snart, regnede jeg bevidst mig selv med, og rejste mig op. Jeg kunne mærke hvor øm min skulder og ryg var. Enten var det sofaen eller faldet. Sikkert begge. Jeg strakte mig og udstødte et lille støn, som jeg ønskede aldrig var sluppet fri. Hun så på mig. ”Vil du ikke sove i sengen? Jeg kan sove på sofaen,” tilbød hun. Meningen var jeg bare skulle tage imod det, men jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej! Jeg går nu, okay?” jeg knappede det øverste af min skjorte, som var hoppet ud hen over natten. ”Seriøst, bliv her. Jeg kunne godt bruge noget selskab – hvorfor hjælper du ikke med maden?” hun var venlig indså jeg. Måske for venlig. Hun kendte mig ikke. Jeg var ikke sød. Jeg spredte ikke godt humør. Jeg var ikke selvskab. Og det ville jeg heller ikke. Jeg ville helst være døden.

Jeg gik op til hende i det lille køkken, og regnede hurtigt ud hun ville lave æg, bacon og brød. Vi hjalp hinanden uden et ord. Var tålmodige indtil maden var færdig. Vi satte os ved et lille rundt bord, og begyndte at spise, da det gik op for os begge; vi havde begået en stor fejl, som vi aldrig ville kunne rette op på, og hvis vi endelig prøvede, ville det ikke blive nemt. Jeg fangede mig selv i at stirre på hende, så jeg rejste mig op og fandt en avis, der lå på bordet. Jeg holdt af at læse i den, for det var ikke sladder om kendte, som der blev skrevet om, men om rigtige problemer jeg holdt af at vide noget om. ”Må jeg låne den?” spurgte jeg og tog den op i hånden. Pigen virkede ikke som én, der læste avis så hun var sikkert lige glad. Alligevel ville jeg gerne være sikker. ”Ja,” hun holdt en kort pause, og overtalte mig til at ligge mig ind i soveværelset. Jeg var ikke meget for det, men jeg vidste hun aldrig ville stoppe, hvis jeg blev ved med at sige ”nej”. Jeg åbnede avisen på første side, og begyndte at læse et interview om en undergrunds musiker. Og efter en enkelt side, var jeg allerede faldet i søvn, med avisen ved min side.

 

Gwendolyns synsvinkel

 

Hans blik hvilede på mig hele morgenen, så jeg fik lyst til at sige han skulle lade være. Men jeg ville ikke gøre det mere indviklet end det allerede var, og jeg havde taget imod jobbet, at gøre det hele nemmere. Ingen af os kunne lide at snakke, hvilket var en stor hjælp for os begge, for der var brug for stilhed og beholde spørgsmål uopklaret. For første gang vendte han blikket imod uret, der hang på væggen, og insisterede endnu engang på at forlade min lejlighed, hvor jeg befalede ham til at blive siddende hvor han sad. ”Hvorfor vil du hjem, når du alligevel ikke kan holde det ud?” jeg vågede mig ud på vand hvor jeg ikke kunne bunde. Han tænkte sig om i flere minutter. ”Måske smitter jeg eller noget,” startede han ud, men der blev ikke sagt mere alligevel. ”Så jeg også får lyst til at forsvinde?” ”måske …” han løftede hovedet, og jeg kunne tydeligt se hans rynkede pande, og hvordan han tænkte, og tænkte og tænkte. ”Måske bliver alt bedre?” jeg håbede han ville sige ja, men i stedet gentog han sig selv; ”måske.” 

Det var svært ikke at sukke over, at han virkelig ikke kunne tænke positivt på nogen plan. Jeg fik – efter stor besvær – han ind og ligge i min seng, imens jeg lå og læste inde i stuen, indtil han vil aftensmad ville vågne. Men selv da klokken var 20.00 var han ikke stået op. Jeg trak lydløst en gammel stol hen ved siden af min seng, og studerede ham imens han træk vejret dybt ud og ind. Jeg havde en gammel dobbeltseng, lavet af metal, som vidst havde stået der, da jeg købte den. Der var ingen puder med mønstre eller skrift på. Bare et hvidt alt sammen. Det var næsten det lyseste i hele min lejlighed. Jeg gjorde ikke meget ud af den, selvom jeg var der ret tit. 

I et kort øjeblik blev jeg stolt over, at han lige meget hvad på et tidspunkt ville vågne. Da jeg var kommet ud fra det eneste værelse ud over stuen igen, ringede det på døren. Det var Maggie. Hun undrede sig sikkert over hvor jeg var blevet af, da hun var færdig med at snakke med Seamus. Jeg skyndte mig at lukke døren ind til soveværelset, fjerne spor fra at Harry havde været der, imens hun var på vej op ad trapperne. Hun nåede at banke på døren, før jeg fik fjernet hans tallerken fra bordet. Maggie ville sikkert ikke engang lægge mærke til det. ”Hvor har du været, Gwendolyn?” var det første hun sagde, da hun trådte ind over dørtærsklen. ”Jeg havde det skidt, Mags.” Hendes blik blev strammere. ”Helt klart. Du havde glemt dit kreditkort inde i butikken, så jeg købte nogen bøger da jeg så du var væk,”

”Hvad? Helt ærligt, jeg har ingen penge!” Maggie fik pludselig et stort smil på læben, og trak et rør op fra hendes taske. Et plakat rør. ”Jeg fandt to! De er ret slidte, men jeg fik et tip ud af Seamus; de befandt sig i de bøger Andy Warhol selv har læst. Nu ved vi det jo ikke ... så ... Er vi ikke heldige?” Jeg formåede at smile for første gang, siden jeg havde truffet Harry på vejen. ”Jo, det er vi vel,” det var længe siden Maggie havde været så begejstret over noget. ”Skal den ikke hænge på din soveværelse?” hun gjorde store øjne, som om hun lige havde fået verdens bedste idé.

”Nej!” hun så mistænksomt på mig. ”Jeg havde forestillet mig den skulle hænge i stuen,” løg jeg og himlede med øjnene. Maggie sukkede. Fint nok. Går du med mig ned i indramnings butikken? Jeg gider ikke være sammen med Creepy Collin helt alene! Jeg grinede og tog min vinterfrakke på. "Har han ikke lukket? Den er over otte," jeg pegede hen på uret, der hang i køkkenet. 

"Nu har du fået jakke på! Jeg tænkte vi skulle hen til Thayer og Lily. Hent dit kamera!" Maggie var allerede ude på trappen, før jeg nåede at sige nej, så jeg gik ind og hentede mit polaroid kamera - sukkende. Harry sov stadigvæk. Jeg efterlod en besked på natbordet. 

Jeg er nede i parken - kom! Der ligger noget tøj i mit skab.

Gwendolyn

***

Jeg grinede og tog et billede af Lily, der danser oppe på en bænk i parken. Hun havde sine nye vintage sko på, som hun snakkede om hele natten. Det fik os alle sammen til at grine. Det var længe siden jeg havde haft det så sjovt. 

Vi vendte os alle om, da nogen kom gående hen imod os. Det var Harry. Han havde min fars gamle frakke på, sin egen skjorte, bukser og sko. Han smilede forsigtigt. 

"Hey. Godt du kom," jeg introducere ham for mine venner, og nævnte intet om han var kendt. Det så ikke ud til nogen havde set ham på plakater, eller sladder aviser, så aftenen forløb sig (næsten) som den skulle.

_______________________________

Hej! Andet kapitel. Jeg ved det er lang tid siden første blev udgivet, og mange af er sikkert har ventet ret længe. Men jeg har været på ferie, hvor der ikke var noget internet. Til gengæld fik jeg skrevet et kapitel til US (som så er det i lige har læst), og kommet lidt i gang med en ny, som vil blive udgivet, når jeg engang finder overskud til det, haha.

Jeg håber det har levet op til jeres forventninger! Jeg er virkelig glad for alle de søde kommentarer, likes og favoritlister. Det betyder virkelig meget, at nogen holder af det man skriver.

Næste kapitel bliver meget nervepirrende, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg selv tør skrive det. Idéerne er helt vilde - og tør jeg? Ja! Det vil i hvert fald ændre rigtig meget. Jeg kan godt lide at gå lidt mere til historien hurtigt, når der ikke er helt så meget handling i US, som i andre historier jeg har skrevet.

Fortæl mig hvad I synes! Og jeg elsker jer bare, fred på jorden, og husk at børste tænder. ♥

❥ Valentina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...