Us ✝ A Harry Styles Fan-Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis Harry Styles stod midt ude på en trafik vej, hvor en stor, rød lastbil kom kørende imod ham, velvidende om at han ville dø af det? Det er et dilemma Gwendolyn Tanner kun har to sekunder til at tænke over. Hun havde aldrig forestillet sig at redde end ung mand, der ville begå selvmord, og især ikke det skulle være kendte Harry Styles. Medierne, One Direction, alle kan ikke finde Harry, og mange tror han er død og endnu ikke er blevet fundet. Eller kidnappet. Men i al hemmelighed passer den forunderlige Gwen ham, og hjælper ham fra at prøve selvmordet igen. For der går ikke lang tid, før Harry bliver trukket ind i en verden med underlige venner, mørke aftener og pigen der går i tøj fra 60'erne og bor i en lille ødelagt lejlighed. Spørgsmålet er bare om Harry nogensinde vil komme tilbage til hans gamle liv, og om han overhovedet har lyst? // Historien er inspireret af en drøm jeg havde om Harry her forleden. Anstødende sprog og scener kan forekomme. //

57Likes
16Kommentarer
2353Visninger
AA

3. Chapter 1

CHAPTER 1

"MY NAME IS GWENDOLYN, BUT I'M SURE YOU DON'T CARE"

Langsomt trak jeg den blodrøde sweater over hovedet, jeg havde købt i en lille genbrugsbutik et par gader væk, der lå i en lille kælder, som lugtede af møl og støv. Jeg havde skiftet bekendtskab med ejeren, som var en lav, gammel enke, der elskede når jeg kom på besøg. Jeg vidste ikke om det var på grund af, jeg brugte en masse penge dernede, eller om hun faktisk synes jeg var rar. Hun havde givet mig sweateren i fødselsdags gave som var i december, hvilket vil sige kun en måned siden. Hendes navn var Lilian, men jeg havde altid kaldt hende for Tante Lilian i stedet. Tante Lilian inviterede mig på søde småkager og te i gammelt porcelæn, som jeg altid tog billeder af, og lagde ud på min blog, som handlede om min tøjstil. Det betød at det mest var voksne mænd og kvinder der fulgte den, for jeg havde noget af en vintage-stil, som ikke mange fandt interessant. Jeg elskede at tage billeder. Jeg havde et polaroid kamera, og et normalt ét jeg brugte til at overføre mine billeder mig. Noget jeg holdt af, var at tage den begge med til en fest med mine venner, og kigge den alle igennem en uge efter, tænke tilbage på hvor hyggeligt det havde været, og så vælge at holde endnu en, fordi jeg bliver inspireret af billederne.

Jeg skulle mødes med Maggie en mørkhåret pige, som holdt af sort-hvid film og ”The Zombies” mere end noget andet. Vi havde aftalt at tage ind i en lille boghandel der solgte kunstbøger, med plakater fra Andy Warhol gemt inde i nogen af dem. Fandt man én måtte man beholde den, så vi havde købt rigtig mange bøger derinde, man havde aldrig fundet nogen plakater nogensinde. Vi ville prøve igen den dag. Vejen ud til boghandlen var larmende. Biler susede af sted over det hele, og det var ikke tit at der blev set mennesker gående på gaden, men vi måtte derhen lige meget hvad, hvis vi ville have fingrene i en plakat.

Jeg låste hoveddøren ind til min lejlighed, som ingen andre end mig og mine nærmeste venner kunne finde ud af at åbne, fordi den var gået i stykker. Vi havde aftalt at Maggie skulle vente uden foran bygningen klokken 13.00, så hun burde være dernede nu.

Jeg boede på femte sal. Noget jeg holdt af, var at løbe ned af trapperne, og svinge mig rundt om gelænderet, selvom det måske var noget børn gjorde, men som 20 årig tænker jeg at det er lige akkurat mærkeligt nok.

Maggie var ikke til at finde nogen steder, på den lille, smalle gade i England jeg boede på. Hun var tit sent på den, men den var 13.30 og det burde ikke være for tidligt. Der holdt en stor, rød lads bil og spærrede vejen, som fik bilen bag den, til at dytte op til flere gange, før den i fuld fart kørte væk. Hun stod over på den anden siden af vejen, lod jeg mærke til, da bilerne var forsvundet.

”Mags!” hilste jeg. Hun krydsede gaden med et smil, der kun kunne betegnes som spændt.

”Gwen! Jeg er sikker på vi har ham denne gang – eller også er det bare fake, alt det han siger om plakaterne. Det håber jeg virkelig ikke!” Maggie var i det humør, hvor hun ikke kunne stoppe med at tale. Det skønne ved det var, at jeg kunne lytte til hendes skøre politiske og alligevel abstrakte tanker, hvor hun faktisk var lidt ligeglad om jeg lyttede efter, og det irriterende var, at jeg gik hjem fra Maggie med en følelse af jeg bare ville sove.

Det var også perfekt vejr at sove i. Januar bød ikke på meget sol, og med mine gardiner solen nemt trak igennem, var det en af fordelene ved vinteren. Blæsten var så kold udenfor at der næsten ingen undskyldninger var for ikke at være udenfor, andet end at det sikkert ville begynde at hagle om få minutter, og sneen allerede gjorde ondt når den landede på huerne og fortovet.

Jeg forestillede mig klart billedet af mig, der kom hjem med en bog i en lille, brun pose, hvor jeg i bog butikken havde fundet en af Warhols fantastiske plakater, som var alt for dyre til en ung studerende, som brugte alle sine penge på polaroid kamera og vintage-tøj, på ingen måde havde råd til. Haglene ville trykke mod mit vindue, som endnu hurtigere ville få mig til at falde i søvn, ved den beroligende og uden nogen rytme hagl. Jeg ville sikkert lave mig en kop varm kaffe, men kun drikke halvdelen af den, fordi Maggie havde snakket så forfærdelig meget, og fordi vinteren bare var ærgerlig, og aldrig havde fundet mig nogen anden form for interesse, end at det var tid til at gå med min blodrøde sweater, og bære de huer jeg ikke kunne bruge i sommeren.

”Synes du ikke også?” Maggie viftede med armene og havde ramt mig lige på næsen, som fik mig til at vågne fra mine tanker og uinteressante ønsker. Hun havde selv først opdaget det efter hun havde stillet mig det spørgsmål, der midlertidigt var umuligt at svare på, fordi jeg havde glemt at lytte efter. Eller, måske fordi jeg bare ikke kunne.

”Gwendolyn! Undskyld, undskyld. Hvor er jeg klodset. Kom, butikken er lige om hjørnet.” Jeg nikkede som svar, og ømmede mig på næsen. Måske havde jeg ikke brækket den, men det gjorde ondt som bare fanden. Maggie var ikke kun ustyrlig med sin snakken, men det var hendes bevægelser også. Det eneste tidspunkt nogen rigtig havde kontrol over hende, var når hun græd. Hun gjorde ikke andet end bare at sidde, og lige meget hvem der kom for at trøste hende, var hun komplet lige glad. Jeg trøstede hende ikke særlig tit. Måske lyder det skørt, men jeg vil hellere huske Maggie som den snakkende, grinende og skøre pige, end den grædende der tager imod hjælp fra alle. Hun var så stædig ellers.

”Det er fint Mags, men kan du ikke bare gå ind? Jeg har brug for lidt frisk luft,” hun løftede det ene øjenbryn. ”Det sner, det sner.” jeg ved ikke hvad der havde gjort mig så opsat på, at jeg måtte være væk fra Maggie, jeg måtte ud i stormvejret, og jeg bare måtte holde mig fra manden inden i butikken.

”Undskyld, jeg ved ikke hvorfor. Kender du ikke det?” Hun trak på skuldrene. ”Egentligt ikke. Men fint nok, jeg går bare ind uden dig så.” Klokkerne ind til butikken dinglede helt ud til gaden, da hun trådte ind i den gamle boghandel med kunstbøgerne med gemte kunstværker gemt.

 

***

 

Jeg havde ventet på at Maggie skulle komme ud i over en halv time, og vejret var bare blevet værre og værre. Helt ærligt ville jeg gerne ind til hende og lede, men når først man havde sagt nej, forblev det et nej. Lige meget om det var nogen andre eller en selv, som sagde det. Jeg besluttede mig for og gå ind og se hvad hun lavede, og så gå ud igen, med håb om hun snart ville dukke op, så vi kunne tage på café og drikke en god kop kaffe og spise en sandwich. Klokkerne ringede igen som det gjorde i så mange butikker stadigvæk, der skabte en stemning af gammelt, hyggeligt og glade medejere. Seamus som var navnet på den gamle mand, der stod i disken og sikkert også ejede butikken, var utrolig sur og gnaven, men alligevel alt vidende og velkommen til at fortælle dét til alle.

”Hvad laver du, Maggie?” min stemme rungede i den lille forretning. Imellem en af reolerne stod hun og kiggede på biografier om vores elskede Warhol. ”Åh, hej Gwen. Hvad laver du her? Jeg er sikker på at der må være mindst én plakat på denne reol. Det er jo Andy Warhol selv!” jeg løftede mit øjenbryn, selvom jeg vidste min pandehår skyggede for det alligevel. Det var vel bare en vane efterhånden.

”Jeg ville tjekke på hvad du lavede, men jeg går ud igen. Helt ærligt tror jeg ikke at det er så indlysende. Prøv med nogle af hans venner, som også var kunstnere. BARSKAJI eller sådan noget. Kommer du snart?” Maggie tænkte sig om godt om. ”Tror du man kan købe et tip af Seamus?” ”Måske?” jeg trak på skuldrene, og var allerede på vej ud igen. ”Jeg kommer om lidt!” forsikrede hun mig og stillede sig op til disken. Nu ville hun helt sikket spørge om et tip.

Jeg var surmulende på vej ud af butikken, da et stort dyt fik mig til at se op. Bilen der havde trykket på hornet var allerede forsvundet. Foran mig var et lille lyskryds som var vejen over, en lille sidegade til den store trafik gade der larmede som sindssygt. Der var rødt lige nu. Der var et kryds der førte én over på den anden side af larme-gaden, men ingen turde rigtigt at gå over den, før man var væk fra det værste. Dette var helt klart det slemmeste sted. Jeg så over på det store, farlige kryds. En dreng stod ude på vejen, med store, mørke krøller. Hans arme var klistret ind til hans krop, som skælvede, fordi han kun havde sin dyre skjorte på sin overkrop. Jeg klemte mine øjne bedre sammen, og lod mærke til en stor, rød lads bil som var på vej hen imod ham. Ville han begå selvmord?

Der var så mange ting jeg ville gøre. Rede ham, løbe ind i butikken, stå stille, overvære det hele, lukke mine øjne, kalde på ham, skrige ”hjælp” og håbe en anden ville løbe ud til ham, og spæne tilbage til min lejlighed. Det var uklart hvad jeg ville gøre. Hvis jeg løb ud til ham, ville en stor chance være for at vi begge endte stille, men der var også gode procenter for, at jeg ville have reddet en dreng som havde brug for det. Eller, måske havde han faktisk ikke brug for det. Måske ønskede han ikke at blive reddet. Jeg var så splittet, for intet gav helt mening når man tænke over det. Jeg havde to sekunder til at tænke, før lads bilen ville komme kørende og gøre drengen tavs. Det var ubærligt at tænke på. Der var ingen andre end mig til at hjælpe ham. Maggie var inde i butikken, snakkede med Seamus, og havde ingen anelse om hvilket valg jeg var ved at tage. Hun ville aldrig selv turde det, det vidste jeg med sikkerhed.

Jeg så på mine vinterstøvler da jeg tog det første skridt ud imod vejen. Blodet pumpede rundt i min krop. Sindssygt. Mere end normalt. Jeg løftede hælene på mine fødder, så kun mine tær var presset ned imod sålen, der masede sig ned i sneen, og efterlod et mærke i den hvide masse. Haglene hamrede ned på min hue, og gav mig hovedpine. Og så satte jeg af mod jorden, og trampede løbende af sted imod vejen. Han vente sin ansigt imod mig, og gav mig et blik der sagde ”gør ikke det der”, men jeg valgte at gøre det alligevel. Dum og naiv som jeg var. Hvorfor prøver du at være en helt, Gwendolyn? Du dur sikkert ikke til det. Jeg lod først mærke til hans ansigt, og jeg vidste jeg kendte ham, da jeg skubbede han ind i vejkanten, som resulterede i mindst én forstuvet muskel.

Jeg havde lige redet end dreng der aldrig rigtigt havde vidst sig min store interesse, fordi han var i et boyband, som lavede musik jeg ikke kunne holde ud. Eller de lavede det jo ikke engang selv. Hans navn var Harry Styles, og han var så kendt at jeg sagtens forstod hvorfor han stod ude på den vej. Jeg vidste endnu ikke om jeg gjorde ham en tjeneste. Pop havde aldrig sagt mig noget, men da jeg så dybt ind i hans grønne øjne, glemte jeg helt hvor lidt han ellers interesserede mig. Jeg havde hørt hvor kendt han var blevet fra den ene dag til den. Jeg vidste ikke om jeg skulle lade ham ligge, og gå ud på vejen igen, eller prøve igen et par dage efter. Jeg burde tage ham med hjem og passe på ham, indtil jeg en dag kunne give slip på ham. Men jeg havde ikke tid, lyst eller nogen form for viden, hvordan det ville gå til. Jeg rejste mig op og ømmede min højre hånd, som havde slået sig i faldet. De grønne øjne bad mig om at lade ham ligge. Jeg rejste mig og løb så hurtigt væk som jeg overhovedet kunne. Haglen blev værre og værre, mine øjne løb i vand for hvert skridt jeg tog. Jeg kunne ikke lide at løbe væk fra ham, men jeg blev nød til at vikle mig ud af det indviklede. Maggie ville undre mig over hvor jeg var, men det var ikke hende jeg tænke på. Det var drengen. Hvordan kunne jeg bare løbe min vej? Lade ham dø. En ældre dame gik forbi mig, og så underligt på mig. Jeg var hel våd af tåre. Hun gik hen til mig. 

"Søde ven ..." hun så bekymret på mig. Jeg så op på hende, ned på mine beskidte støvler, og så hen på den vej jeg lige var løbet ned af. I stedet for at snakke med den fremmede, vendte jeg om imod vejen ud til Harry. Jeg kunne ikke se ham, men når jeg løb lidt længere, håbede jeg han stadigvæk lå i vejkanten. Min højre fod tog det første skridt, og så kom venstre også, og højre igen, venstre, højre, indtil jeg nåede til den store vej. En bil kom kørende, langsomt over vejen, og så løb jeg så hurtigt jeg overhovedet kunne. Hans mørke krøller var nemme at se i den hvide sne. 

"Kom," jeg pustede og prustede efter at have løbet så meget. Han så på mig og bad endnu engang til at jeg ikke blandede mig, men alligevel trak jeg ham op fra vejkanten, og støttede ham hele vejen hjem til lejligheden.

"Mit navn er Gwendolyn. Mine venner kalder mig bare Gwen, men det kan også være lige meget," -var det eneste vi sagde hele aftenen, da han lå på min sofa med en varm kop te i hånden, og så op i loftet. Jeg slukkede lyset og gik ind i min egen seng, og tog min våde, blodrøde sweater af. Jeg vidste ikke hvad jeg havde rodet mig ud i. Det var det eneste jeg lå og tænke på hele natten, imens jeg vendte og drejede mig, og til sidst faldt i en dyb søvn, med en af de værste mareridt. 

Hun løber ned af en gruset vej, ser sig tilbage for at sikre sig ingen ser hende. Hun kigger op på den stjerneklare himmel. Det er en mild sommernat. Den gruserede vej er vejen ned til en stor sø, der er så dyb at ingen kan bunde. Hendes bekymringer ligger på den her person, som hun aldrig har kunne sætte navn på. Er han hendes kæreste, ven eller fjende? Det er så forvirrende, at det snart måtte til at være slut. At redde en dreng fra at begå selvmord ude på en vej, ville ikke resultere i at hun selv ville sige farvel til verdenen. Enogtyve år gammel og alene i verdenen. Kun ham hendes tanker hviler på dagen lang, er den nærmeste hun kan komme på. Men han vil aldrig give hendes tid til at være lykkelig - der vil altid være en lille forhindring, som blev gjort så stor, at den ikke ville blive rettet op på. Hun når til enden af vejen, og starten af søen. Hun har en blodrød sweater på, den samme som hun havde på, da hun reddede drengen uden navn. Hun tager den af, og binder den rundt om sit ansigt, så hun ikke kan vikle den fri igen, og så hopper hun ned i det kolde vand, der pisker imod hendes hud. Hun bliver tungere og omtåget. Nu er hun næsten væk, men det vil aldrig være slutningen. For han skylder hende en tjeneste, og den sommeraften ender de begge to med at være kvit.

_______________________________

Hej! Det var så første kapitel af US. Jeg er rigtig glad for resultatet, og jeg kan ikke vente med at dele andet kapitel med jer. Der kommer nok til at gå lidt tid, for jeg skal i sommerferie om en uges tid i tre uger, men når jeg kommer tilbage vil jeg sikkert have et par kapitler klar.

Jeg blev vildt glad da Adison (som de fleste nok ved er min ynglings forfatter på Movellas), skrev hun elskede den og den ville blive et hit! Hun er virkelig dygtig så tjek hendes profil og noveller ud!

Hvad synes I om historien? Jeg vil rigtig gerne høre jeres meninger!

Tak for de mange likes og favoritter allerede ♥

❥ Valentina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...