Awkward - One Direction Fanfiction (13+)

: Jamie De Rossia, en 19 årig pige, fra en helt normal by i England.
Hun ser ikke ud som de andre 19 årig, og kommer også til at opleve noget som de andre ikke kommer til at opleve
En dag, 3 kopper kaffe, og en dreng
Hele hendes liv vender sig om på en dag..
Må hun efterlade ham? Eller overlever hun det store pres?
"LÆSNING ER PÅ EGET ANSVAR!"

27Likes
28Kommentarer
2941Visninger
AA

3. Spilled Coffee

Jeg vågnede af den genkendelige lyd af Ashley som ringede. Min mobil lå på natbordet og fik hele natbordet til at vibrere. Hvordan kan Ashley overhovedet tro at jeg var stået op? Jeg kigger på klokken og tager mobilen.

”Ashley, det har bare at være vigtigt. Den er kun 16.00” gabte jeg. Jeg hørte Ashley sukke i telefonen. ”Det er vigtigt!” udbrød hun efter lidt stilhed. Hvad er vigtigere end at jeg skal have min unikke skønhedssøvn.

”Såååå?” spurgte jeg, da Ashley ikke rigtig sagde noget. ”Jo, der er den her dreng..” startede Ashley. NO WAY! Ashley rodede sig altid ud i problemer med drenge, og gæt hvem der altid skulle fixe det? MIG! ”Den blå kælling” fixer ”Den grønne kælling”.

Jeg sukkede og ventede for hende til at forsætte. ”Altså, jeg prøvede på at få ham med hjem, men han ville have en pige som ikke bare var normal som mig.. Så jeg fortalte ham at.. Jo, at..” sagde hun og sank en klump. ”Ashley, hvad har du sagt?” spurgte jeg. Nu var jeg på en måde skræmt. Når Ashley lyver så er det ikke bare en lille løgn.

”Jeg har på en måde sagt at du.. At du var en rock stjerne..” spyttede hun ud. Pokkers. Hvad havde hun regnet med? ”Og nu vil han have at du kommer..” sagde Ashley. Jeg spyttede det vand ud af munden som jeg ellers lige havde taget ind.

”Og gøre hvad Ashley? Stille mig op foran alle, synge, og så gøre mig selv til grin?” spurgte jeg. Hun skal ikke regne med at jeg går ud af mit hus, det næste lange stykke tid. Ihvertifald ikke så længe ham drengen er der. ”Nej, han hedder Jake, og han vil bare gerne.. Snakke med dig over en kop kaffe fra starbucks!” sagde Ashley begejstret. En kop kaffe var lige hvad jeg kunne bruge. Så måtte jeg ta’ det som det kom. ”Fint” sagde jeg. Nu skulle jeg vise ham, Jake, hvor rocket jeg kunne være!

Jeg gik ned af gaden, mod starbucks og overvejede hvad jeg skulle sige. Jeg skulle tænke rocket, hvilket ikke var svært. Mit udseende gjorde det også nemmere at tro på, så jeg var egentlig ikke bange for at det ville gå i vasken.

Jeg gik ind af døren til starbucks og gik op mod bordet hvor Ashley sad med en fremmed dreng. Typisk, Ashley. Gør alt for at få en dreng med hjem. Jake havde en hanekam som var sort i bunden og pink i toppen, så faktisk ikke helt ringe ud. Hvis ikke Ashley var i gang med at snuppe ham, havde jeg snuppet ham.

Ashley vinkede mig over til dem og jeg rakte hånden ud, for at være venlig. Hvad sker der lige for det? Jeg? Venlig? Pst. Nå, men det gjorde jeg altså, for nu var jeg en rockstjerne. Han kiggede på mig som om jeg var sindssyg. Ikke at jeg ikke er sindssyg..

”Jamie” sagde jeg smilende. ”Jamie De Rossia” rettede jeg lidt efter. ”Jake” sagde han. ”Jake Woods” sagde han og smilte kort. Jeg fejede smilet af mit ansigt og satte mig ned ved siden af Ashley. Hun så nervøs ud. Jeg skulle vise den Bitch at jeg kunne være en rocker. For hun var tydeligvis desperat for at få den fyr med hjem.

”Så hvordan går det med dit liv som rock stjerne?” spurgte Jake pludseligt. Jeg var helt lettet over det for der var kommet den her akavede stemning der kunne være mellem to piger og en dreng. Jeg havde næsten ondt af den dreng!

 

For at bryde tavsheden rejste jeg mig op. ”Jeg går op og køber kaffe, hvad skal i have?” spørg jeg Ashley og Jake. ”Latte!” råbte Ashley. Jake nikkede bare som tegn på at han skulle have det samme.

Jeg gik op gennem cafeen og hen mod kassen. Pokkers. Jeg var nummer to i køen. Foran mig stod en af de klassiske barbiedukker, med blond hår og blå øjne og utrolig uvirkelige tynde ben og maver. De var jo bare en stor bunke knogler!

Endelig blev det min tur. ”Tre latter” sagde jeg. Damen bag kassen (også en barbiedukke), nikkede kort og sendte bestillingen videre og gav mig en bon med et nummer på.

Jeg stillede mig ude i siden og ventede på mit nummer blev råbt op, mest for at undgå den akavede stemning nede ved Ashley og Jake.

”Nummer 24!” hørte jeg en lille piget stemme råbe op og jeg gik hen og hentede kaffen. Jeg kiggede rundt efter Ashley og fandt hende. Jake råbte af hende. Kunne man virkelig ikke gå fra hende i to sekunder? Jeg satte farten op mod bordet hvor Ashley sad og skændtes med Jake.

Det gik så hurtigt. Første sekund havde jeg travlt med at komme Ashley til undsætning. Andet sekund lå jeg på jorden under en fyr som havde mine kaffer ud over sig. Og nu tænker du sikkert UNDER? Hvordan kan det lade sig gøre?

Jo ser du, jeg stødte ind i ham og tabte to af kafferne ud over ham og den sidste kaffe røg på gulvet og da han ville hjælpe mig op gled han i kaffen på gulvet og landede oven på mig med kun få centimeter mellem vores læber. Så UTROLIG akavet.

Jeg kiggede alle andre steder hen end på ham der lå oven på mig, for det ville blive alt for akavet. Jeg tog mig sammen og kiggede ham i øjnene. Han havde brunt hår og varme blågrønne øjne som smilede.

Hvad sker der for mig? Det er som om at alle mine omgivelser forsvinder, udover ham som lå oven på mig.

Han kom hurtigt på benene og hjalp mig op. Alle grinede af os. Bitches. Jeg fik øje på Lars i blandt de grinende folk. Jeg tog en af kafferne som der stadig var en bundslat tilbage af og gik over og kastede den i hovedet på ham. Det føles skønt!

 

****

                                                     

Jeg lå i min seng og prøvede på at tænke på andet end den dreng som lå oven på mig. Jeg kunne simpelthen ikke få ham ud af hovedet. Og det var ikke normalt for mig at føle sådan om en fyr. Normalt tog jeg bare en fyr med hjem og glemte ham dagen efter. Men ham her var anderledes.

Jeg tror det er fordi hans øjne smilte. De fleste øjne er enten mørke eller kolde når mine møder dem. Men det her var blågrønne venlige, smilende, varme, glade øjne som nærmest skreg efter at lære mig at kende.

Trods mit normale udseende havde jeg lyst til at være en nuttet pige i hans øjne. Og alligevel havde jeg det som om jeg havde set ham før. Et eller andet sted. Jeg lagde mig ned og faldt i søvn.

****

 

Jeg åbnede øjnene med et sæt. Jeg ved det! Jeg satte mig op hurtigt og tog min computer. Jeg gik ind på google billeder og søgte på: ”One direction” og ganske rigtigt! Billeder af ham der havde ligget på mig dagen før poppede op. Louis. Louis Tomlinson.

Han så godt ud. Han var ikke grim, og han var den normale type, som jeg søgte. Jeg slog tanken om mig date ham ud af hovedet, da jeg ikke vidste hvor henne han var, udover at han jo kunne være på starbucks, men jeg skulle ikke derned igen, før alle havde glemt den lille episode i går.

Jeg har ikke i sinde at tage i skole. Ikke fordi jeg ikke gider i skole, mere fordi at Michael har ringet og spurgt om jeg ville med ned og skate. Og skate vil jeg hellere end at gå i skole. Jeg kommer sikkert til at gå et år om… Det bliver mine forældre ikke så glade for.. Nå! Men det er mit liv og jeg bestemmer selv hvad jeg vil gøre med det!

Jeg tog mit normale lædertøj på og gik ud af hoveddøren. Så ringede Ashley igen. ”Hey, Bitch!” sagde jeg i telefonen. ”Hejsa!” sagde Ashley. Der var lidt stilhed og derfor besluttede jeg mig for at tale. ”Hvad laver du så?” spurgte jeg. ”Vil du ikke med i centeret! Smid alt hvad du har i hænderne!” råbte Ashley. ”Men jeg skal skate med Michael” sagde jeg. ”Glem ham! Han overlever!” råbte Ashley. ”Fint!” sukkede jeg. Hvad jeg ikke gør for den Bitch?!

 

Jeg var kommet hen i centeret og fandt Ashley bag et rullebord, hvor hun stod og stalkede nogle drenge for vildt. ”Ashley, hvad fanden laver du?” spurgte jeg. ”Se! Er det ikke ham der drengen fra i går!” sagde hun. Jeg hoppede ned bag rullebordet og ganske rigtigt. Der stod han. Louis. Med hans fire gutter.

Pludselig gik de og Ashley begyndte at snige sig efter som en ninja. Det mener hun bare ikke! ”Kom nu!” hviskede hun efter mig. Jeg rullede med øjnene og sukkede. Prøv lige og tænk hvis de så os? Sådan to piger, en med blåt hår og en med grønt hår, med over 5 piercinger, stalker en i centeret? Hvor skræmmende er det lige? Især når den med det blå hår spildte kaffe på en dagen før?

Vi var fulgt efter dem ind i en butik da de pludselig kiggede i vores retning. Ashley ville lade som ingenting så hun smed armen op på en taske. Det var en taskeudstilling som hang på sådan nogle magnet kroge. Lige så snart hendes hånd landede på tasken styrtede alle taskerne til jorden.

Alle de fem drenge gloede på os og brød ud i latter. Du godeste.

Hvorfor kan vi ikke bare være normale?!

___________________________________________

Det var så kap. 2, håber i kunne lide det, jeg tager gerne imod kritik i kommentarerne!
 xx' Sofie'

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...