The Babys We Wanted 2 ~ 1D *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Det skete, Louis og Cecilia fik deres børn. De lever nu livet som forældre og kendisser, men er det overhovedet muligt at blande de to liv til et? De rejser rundt med forældrene i en tourbus, ens far er med i et verdenskendt boyband, ens onkler er de særeste personer og verden prøver konstant at lave om på en. Er det så overhovedet muligt at være forældre og børn? En ting er sikkert familien for brug for alt det sammenhold den kan få. |Fortsættelse på: I Want To Have A Baby With You|

25Likes
26Kommentarer
1598Visninger
AA

3. Aaaaaand here we go!

*Børn 15 år*

(Jeg besluttede mig for at gøre noget umuligt og sige Cecilia er 26 og Louis 27 for at der kan ske lidt mere i historien)

Hunters synsvinkel

Farvel skole! Nu skrider mig og familien af sted på tourne!

Det er ikke alle der kan tillade sig at sige den sætning, eller i hvert fald ikke uden det er løgn. Nu er jeg bare så heldig at det passer! Mig og min søster Hope skal med min far , Louis Tomlinson, med på tourne. Selvfølgelig skal min mor og de andre fra bandet med så det kan bare ikke blive bedre.
Endelig er der ikke flere bekymringer om nogen er venner med mig for at møde min far eller min mor. Det er noget af det værest ved at have kendte forældre, falskhed og hate. Heldigvis elsker verden mig, det er min søster der for hate. Jeg har så ondt af hende, det er jo ikke fucking hendes skyld at hendes hånd ikke virker optimalt og at hun er ordblind, det er jeg jo også ikke? Men det glemmer alle altid.
Hun har i det mindste mig, jeg støtter hende så meget jeg kan og vi stoler på hinanden. Det perfekte søskende par i følge pressen, men vi fortæller også hinanden alt.

"Mor har du husket min guitar!?"

"Ja ligesom alle andre ting du har glemt!"

Da mor havde sagt det begyndt en dyb latter som var meget let kendelig, min far. Han havde været over i studiet til klokken lort i nat og var nu kommet for at hente os. Da jeg vendte mig rundt så jeg Hope stå i døren med et lille smil på læben, hendes sorte kufferter med dødningehoveder stod ved siden af hende.
Jeg hoppede op på min sidste kuffert så jeg kunne lukke den, men måtte få Hope til at sætte sig på mig så jeg endelig kunne få lynet det sidste stykke.

Vi hoppede af kufferten og jeg hev den ned af madrassen. Mor kaldte endnu engang og skyndte på os, vi løb hen ad gangen med vores kufferter bag os. Da vi nåde døren bremsede vi på samme tid og gled det sidste stykke, det gjorde vi altid. Far og de andre hev vores kufferter ud til tourbussen, mens vi tog sko på.
Hope ventede på mig fordi hun blev færdig først, så vi kunne gå ud til bilen sammen. Bussen var helt sort og med tonede ruder så man ikke kunne se ind. Inden jeg steg ind kiggede jeg tilbage på vores gigantiske hus og smilede et skævt smil. Der lød et brag og jeg løb hurtig ind for at se hvad der skete.

Hopes synsvinkel

Niall havde lige væltet en vase med en af mine kufferter, hvordan han gjorde vidste jeg virkelig ikke, seriøst de tingester er jo nærmest limet fast? Niall så meget skyld betynget ud, noget man virkelig ikke kunne stå for, så jeg gav ham et stort kram. Han var jo ligesom min onkel ik? Eller pap onkel, LIGEMEGET!
Hunter kom løbende ind og så meget bange ud og det fik mig til at grine helt vildt. Hvad havde han været så bange for?

Han regnede ud hvad der var sket og begyndte også selv at grine, den eneste der vist ikke syntes det var sjovt var Niall. Han begyndte at surmule fordi vi alle grinede. Til sidst var den sidste latter stilnet af, men Niall fortsatte med at være tøsefornærmet.

Vi samledes om spiseboret hvor en af drengenes planlæggere stod og fortalte hvor vi skulle hen, hvor mange koncerter, interviewer og bla bla bla. Jeg var ligeglad, så længe jeg slap for skolen var alt godt. Endelig var de der ikke mere til at dømme, måske var der en mulighed for at jeg faktisk kunne leve en dag uden at hade mig selv? Men der er ingen grund til for meget håb, selvhad er let at have når ens bror er Hunter... Seriøst han er perfekt!
Uden det skal lyde forkert ser min bror pisse godt ud, han kan synge, er en sjov og venlig person, festens midtpunkt, populær og han beskytter mig uanset hvad!
Hvordan kan man så ikke føle sådan? Alle andre giver mig jo ret alligevel.

"Hope! Hører du efter!?"

Jeg glippede med øjnene og kiggede undskyldende op på planlæggeren der smilede overbærende og forklarede mig endnu engang at om en uge skulle der være et interview med mig omkring at være ung mens ens far var kendt og omkring hate og sådan noget. Jeg smilede bare og nikkede, Hunter kiggede over på mig for at spørge om han skulle stoppe det, men jeg rystede på hovedet. Hvor slemt kan et interview lige være? Nej det her skulle jeg klare.

Da planlæggeren var gået begyndte alle at lave lige hvad de ville, mor begyndte at læse, drengene lavede en fifa turnering og Hunter øvede sig på sin guitar. Selv begyndte jeg at tegne skitser af ham mens han spillede. Hvis jeg selv skal sige det blev de rigtig grimme, men alle andre siger de ligner perfekt. De lyver sikkert.

------------------------

Undskyld den alt for lange vente tid :i

Prøver at gøre det kortere til næste gang ;) Lover jeg!

*Er ikke retter igennem*

Nå men nu fik i også mødt Hunter og Hope xD Hvad tror i der sker senere i historien? Kan i lide dem? Hvem kan i bedst lide?

Kig i mine mumbles hvis i vil se hvordan Hunter og Hope ser ud ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...