Tidstypisk drama

Et historisk oneshot om savn til sin far og vrede mod tiden. Jeg havde et kvarter til at skrive - i hånden - og skulle først skrive 10 verber der skulle indgå i den(græmmes, glane, lege, savne, kokkerer, larme, skrige, græde, være, slås). Modtager med glæde konstruktiv kritik :-)

5Likes
9Kommentarer
364Visninger

1. -

Jeg ligger hånden mod den dukkede rude og sukker. Det er absurd. Tiden er absurd. I den mudrede gård leger Elin og Sara, mine småsøskende. Arme små, at de prøver at holde glæden oppe, uvidende om at den engang vil falde. For krigen vil ingen ende tage. Jeg græmmes.

I et andet hjørne slås to større drenge, sikkert om hvem der er den modigste. Men hvis de viste ægte mod, sov de på denne tid af dagen, for om et par timer at stå op og sabotere. Jeg bebrejder dem intet, for jeg ville selv ønske, at han ikke havde gjort det. Ja, jeg ved jo, hvad det medfører af sorg, når de engang ville ende i en tysk bil på vej til døden. Ligesom han gjorde. For selvom Ingelise kan bilde Elin og Sara ind, at han stadig lever, tror jeg ikke på det. Jeg tror for de meste ikke på et ord af, hvad Ingelise siger, for det er løgn det hele. Jeg kan også se på hende, at hun ved, at det ikke bliver godt igen. Krigen stopper ikke. Han kommer ikke hjem. Og når jeg engang får taget min realeksamen, ved jeg, at hun stikker af med det samme. Så snart ansvaret ikke kun er hendes. Men lige meget hvad der sker, er han død. Endt i et tidstypsik drama.

Af alle fortjener han det mindst, for han var det modigste og rareste menneske, jeg nogensinde har kendt. Når han var til stede var der ingen sure miner. Og bedst af alt var han min far. Han havde opfostret os, fra vi var helt små og mor havde ligget syg i sengen. Han havde fået os sorgfrie igennem mors død, men han var der ikke til at få os det gennem sin egen.

Her dufter af kål. Igen. Hvis det havde været far, der stod og rørte i gryden, mens han fortalte os historier om prinsseser og drager, ville jeg ikke havde haft det mindste imod, at det nu var det vi havde. Men nu er  Ingelise, der står og kokkerere, og bander og svovler i stress over, at hun ikke kan få det til at løbe rundt, nyder jeg ikke at stå i den snævre lejlighed.

Der lyder et skrig fra gården, jeg vender mig om mod vinduet igen og ser Sara rive i Elins hår.

"Lad nu være med bare at stå der og glane. Gå ud og flå dem fra hinanden." vrisser Ingelise irriteret og sparker til skamlen jeg sidder på. Hvis far havde været her ville Ingelise aldrig havde talt sådan til mig og Sara ville aldrig havde revet i Elins hår. I stedet ville vi sidde interesseret og lytte til historier om lande langt herfra. Men han blev fanget i tiden. Et tidstypisk drama. Men hvornår stopper den tid, hvor sådanne ting bare er typiske?  Snart, håber jeg, men jeg ved, at svaret er aldrig. For vi har været så tæt på glædens dag gang på gang, og aldrig har Gud ville ladt os nå den. Alt håb er ude.

Jeg savner min far, så det gør forfærdelig ondt i hjertet. Som en flamme der brænder og syder efter ilt, men kun kan begynde at æde mit humør. Hvis jeg kunne havde jeg grædt, men jeg må være stærk. Jeg vil ud af dette tidstypsike drama, med en familie der sidder fast efter et familie medlem der er forsvundet i tyskernes hænder. Endnu et råb.

"Gå så!" skælder Ingelise. Jeg kigger sørgfyldt på min storesøster og går så ud i opgangen. Måske skulle jeg bare løbe? Løbe ud af gården og ud i verden. Væk. Væk fra tiden. Væk fra et tidstypisk dramas ar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...