As Long As I loved You First ~[1D & JB]

Layla Loxley er Niall Horans bedsteveninde. Hun kender alle hans hemmeligheder bortset fra én ; At han er forelsket i hende. Hun tager til Canada, og hvem skulle tro, at man kunne støde på Justin Bieber i lufthavnen? Det havde Layla ikke. Dog genkender hun ham ikke til at starte med. Layla og Niall holder dog stadig kontakten, og fortæller om hinandens dag.Niall er nødsaget til at hører på sin bedsteveninde, plapre løs om hendes nye flirt, Justin. Niall prøver at styre sin Jalouxi, men det er ikke altid nemt, når ens drømmepige vender ryggen til en. Så derfor begynder han at starte en masse onde rygter om Justin, dog bliver de kun fortalt til Layla. Layla står så i det dilemma, at hun ikke ved hvilken part hun skal vælge. Sin bedsteven, eller en dreng der godt kunne gå hen og blive hendes kæreste? Niall beslutter sig for at han må fortælle hende hvad han føler.Men da Layla og Justin skal til England sammen , for at tage 'hjem', har Niall det som om hans verden falder sammen...

86Likes
63Kommentarer
3534Visninger
AA

7. Kapitel 6

Laylas synsvinkel:

I'm lost, I'm lost in the crowd again
I'm lost, I'm lost I can't find my way again
I'm lost, I'm lost in the crowd again
I'm lost, I'm lost I can't find my way again

 

Efter at have tullet rundt i den samme butik i et par timer havde jeg fundet et par flotte ting: En enkel sommerkjole i hvid, en lårkort tætsiddende sort kjole men uden at vise min kavalergang, Mange forskellige par short, og nogle toppe. Jeg smilede venligt til kvinden bag kassen, som så ud til at være på min alder. Hun kiggede afmålt på mig og gav mig elevatorblikket, som en anden fyr, problemet var bare at hun ligesom var af samme køn som mig. Ikke at jeg har noget imod homoseksuelle, men jeg har bare aldrig været i den situation, hvor en pige tjekkede mig ud. 
”Hvad?” røg det ud af mig. 
”Det vil se flot ud til dig, og så med nogle stiletter, eller kilehæle til.” mumlede hun. Jeg smilede bare til hende, da hun gav mig de råd. Jeg ville ikke være led, og fortælle hende det modsatte. Hun prøvede bare at hjælpe, eller tjene penge på de sko jeg så ville købe. I det jeg fiskede min pung op, faldt den lille papirlap med Justins nummer ned på gulvet. Jeg sukkede og undrede mig over hvor meget jeg faktisk tænkte på ham. Eller lappen, whatever. Jeg fik betalt, hvorefter jeg lagde kortet tilbage i pungen. Jeg lagde papiret med hans nummer, tilbage i pungen. Jeg var blevet ret smigret over, at han syntes at jeg var interessant, men på den anden side kunne han jo også bare sige det, for at komme i bukserne på mig. Da jeg havde modtaget posen fik jeg lige pludselig mindre og mindre lyst til at shoppe. Jeg fortsat ned af gaden, og endte så i en park. Jeg kiggede rundt, og fortsatte så lidt rundt i parken. Der var stille, og der gik meget få mennesker. Jeg satte mig ned på en bænk, eftersom jeg var ved at få ondt i fødderne. Mine tanker røg lige pludselig over på Justin. Der var noget underligt over ham, hemmeligheder, spænding, rent ud sagt mystik. Og så var den lille detalje, at jeg bestemt havde set ham før, men hvor? Jeg vidste intet om ham, eller jo? Han hed Justin, men det kommer jeg ikke så langt med. Jeg ville gerne vide lidt mere om ham, men jeg var også bange for at han udgav sig for at være en, han slet ikke var. Jeg var bange for at blive skuffet, for at han måske ikke er som jeg havde forestillet mig. Jeg rejste mig, for at gå tilbage til hotellet, og jeg håbede inderligt at jeg kunne huske vejen. Jeg gik ned af den sti jeg kom fra, men blev i tvivl da jeg skulle dreje. Jeg håbede på det bedste, og drejede til højre. Jeg endte så lige pludselig ved en sø, og der var ingen mennesker. Det klare jeg virkelig ikke godt, som jeg sagde; Så har jeg ingen stedsans. Jeg kiggede rundt, i håb om at finde noget jeg kunne genkende, men der var intet. Jeg fortsat ned af stien, der føltes uendelig lang. Jeg endte lige pludselig ude på en vej. Jeg sukkede irriteret, og vidste næsten ikke hvad jeg skulle gøre. Det slog mig, at jeg havde sedlen i lommen. Jeg sukkede og fandt lappen og min mobil frem. Jeg lukkede øjnene et øjeblik sukkede. Tastede så hastigt nummeret og så var det bare at vente. Vente og vente. Men intet svar. Klumpen havde jo ligesom givet mig givet mig et falsk nummer. Hvor sjovt. Spade. Jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår, og satte mig ned i vejkanten. Jeg kunne jo altid prøve det der med at vifte med tommelfingeren og håbe på at der var nogen der standsede. Jeg ville så heller ikke køre med klamme gamle mænd på alder med min bedstefar, eller med dem på min egen alder. Man ved aldrig hvad de er i stand til. Helst kvinder. Kun kvinder. Nej, ikke engang. Jeg vil køre med nogen jeg har mødt før, så vil det være mindre akavet, og ubehageligt.  Jeg besluttede mig for at rejse mig og prøve at finde et skilt så jeg kunne finde ud hvor jeg var. Jeg satte i løb da jeg så en kirke, sådan en lå da heller ikke In the middle of nowhere, vel? Cumberland Street befandt jeg mig på, og det så ikke lige ud som noget jeg havde set før. Ellers havde jeg i hvert fald glemt det. Men stedsans var også i en by i Rusland, so i'm pretty fucked. Straks begyndte der at spille lyde i min taske. 

”Hvem er du?” sagde en stemme jeg bestemt havde hørt før, en mandlig en af slagsen. 

”Layla.. Nu er det din tur, til at fortælle hvem du er.”, sagde jeg, eftersom jeg ikke havde tid til julelege, jeg bliver nød til at finde på en måde, at komme tilbage til hotellet.

”Hey Layla, jeg troede ikke at du vil ringe, det er forresten Justin.”, lød det i den anden ene af røret. Jeg blev helt lettet, eftersom det var en jeg kendte. Kendte og kendte, jeg havde i hvert fald mødt ham. Det tæller stadig. 

"Og jeg troede at du havde givet mig et forkert nummer, jamen hej Justin.", sagde jeg, og kunne ikke lade være med at smile. Så var jeg alligevel ikke helt fortabt, thank god!”

"Er der noget du ville, eftersom du ringede?", sagde han, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var der også et lille smil. 

"Jo altså.. Har du tid?" prøvede jeg forsigtigt. Det raslede lidt i baggrunden, inden at han så igen snakkede.

"Ja, hvorfor da?", svarede han så endelig. Jeg kiggede lidt rundt, og håb om at se nogen der kunne hjælpe, eftersom det var pinligt at spørge ham. Da der ingen var i miles omkreds, så valgte jeg at give op.

”Jeg har brug for hjælp. Jeg står et eller andet sted ved en kirke, og jeg har ærligtalt ingen idé om hvor jeg er henne!” sukkede jeg, mens jeg pegede over mod kirken, velvidende om at det ikke var noget han kunne se. 

”Er du væk?” spurgte han, og hvis jeg ikke tog fejl, så var der også en strejf af bekymring i hans stemme.

”Det ser vidst sådan ud.”, mumlede jeg, og følte mig dum. Fuck mig og min stedsans.  

”Hvor er du?”, spurgte han.

”Cumberland Street. Du kan ikke hente mig veeeeel? Jeg ligner ærligtalt en nar, der sidder i vejkanten”, sagde jeg, efterfulgt af et nervøst grin. 

10 minutter efter så jeg ham komme gående. Han var let at genkende, på bl.a. sine firkantede solbriller, og så fordi at han havde samme tøj på som før. Jeg valgte at gå ham i møde, da jeg bare stod og lignede en kegle.
"Du ved.. Jeg kunne også bare vise dig lidt rundt, så du ikke ville komme i samme situation. Selvom jeg ikke har noget imod, at du ringer.", sagde han, efterfulgt af et grin. Jeg lod et lille grin slippe ud, af hans såkaldte replik.

"Rundvisning må det så blive.. ", sagde jeg, og takkede selvfølgelig ja til hans forslag. Det lød nu heller ikke dumt, at lære området lidt at kende. Han sendte mig bare et smil, hvorefter han begyndte at gå ind mod parken igen. Jeg fulgte selvfølgelig efter, som den søde hund jeg nu var. Fuck, jeg har lige kaldt mig selv for en hund.. Se hvad Canada gør ved mig. 

”Hvor er vi på vej hen?”, spurgte jeg, og kiggede dumt på ham.  

”Jeg vil vise dig rundt, så jeg starter med det sted der betyder noget for mig.”, sagde han, og vendte blikket imod mig. Jeg rynkede mine øjenbryn, og kiggede underligt på ham. Han elsker virkelig at trække tingene længere ud.

"Og hvorfor er denne park så speciel?", spurgte jeg så endelig, eftersom han bare ventede på at jeg ville. Han stoppede så op, da han stod ved søen, og kiggede lidt rundt.

"Kan du se den bro derude?", sagde han, og pegede ud imod søen. Det var først der, at det gik op for mig, hvor smuk parken egentlig var. Jeg nikkede så, og fulgte efter ham derud. Jeg kiggede på ham, da han lænede sig op af rækværket. Hans opmærksomhed lå nu på mig, og jeg gik så hen til ham. Jeg stod ved nu ved siden af ham, og kiggede så ud imod vandet. 

"Dette sted var der jeg skulle have mit første kys, men det endte så med at blive et af mine pinligste øjeblik", sagde han, og kiggede stadig på mig. Jeg vendte blikket imod ham, og gjorde tegn til at han skulle fortsætte.

"Det var meningen af jeg skulle have mit første kys her, så en aften tog jeg en pige med herud. Jeg ville gerne gøre det romantisk, nemlig. Så idet jeg lænede mig ind, for at kysse hende, kom der noget luft op. Hvilket vil sige at jeg faktisk kom til at bøvse hende i hovedet. Vi var ikke mere end 10 centimeter fra hinanden", sagde han, efterfulgt af et lille grin. Jeg kunne ikke lade være med at grine højlydt af det, eftersom det var så sødt, dog så pinligt. Stakkels ham.
"No way!", sagde jeg, og prøvede at styre min latter. Det hjalp bare ikke, når billederne begyndte at poppe op i hovedet. 

"Det er desværre sandt", sagde han, og kiggede ned i vandet. Jeg sendte ham så et stort smil, selvom han ikke kunne se det. Han var nu ikke så slem igen. Vi fortsatte så rundt i parken, og han fortalte mig om en masse ting fra hans barndom. Nogle af tingene var sjove, andre var underlige, men de var mest af alt søde. Jeg var egentlig positivt overrasket, over at han ville fortælle mig de ting. Men det holdt vores samtale i gang, og der var intet tidspunkt på rundvisningen, hvor det blev akavet. Thank god. Uden at jeg vidste af det, var vi ankommet til hotellet, og jeg fangede mig sig i at blive lidt trist. Jeg kunne sagtens have snakket mere med ham, men der er jo også en masse ting der skal udforskes. Han fulgte mig op til indgangen, og rakte mig så mine poser. Han havde nemlig været så sød at bære dem for mig.

"Jeg havde det virkelig hyggeligt", sagde jeg, og smilte til ham. Jeg prøvede at se ham i øjnene, men han havde stadig ikke taget sine solbriller af. 

"Det samme her. Jeg tænkte på, om du en dag ville med ud at spise?", spurgte han så, hvorefter han bed sig i læben. Et klart bevis på at han var nervøs.

"Gerne, du skriver bare. Du har jo allerede mit nummer", sagde jeg, og kunne tydeligt se hvordan han begyndte at slappe lidt mere af. Han skulle til at sige noget, hvorefter jeg så afbryd ham.

"På en betingelse; At du slipper de solbriller!", sagde jeg, med et kækt løftet øjenbryn. Han grinte kort, og nikkede så.

"Er du sikker på at du kan klare det?", sagde han, og var nu igen lige så flabet som jeg selv kunne være.

"Jeg har set alle medlemmer fra One Direction halvnøgne, så jeg tror godt at jeg kan klare mig", sagde jeg, og sendte ham et smil. Det er ikke fordi at jeg chrusher på nogen af drengene, men jeg må indrømme at de ikke ser værst ud. 

"Fint fint. Vi ses Layla", sagde Justin, og grinte kort inden han vendte om på hælene og gik. Jeg smilte bare som en dum idiot, og gik så op på mit hotelværelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...