Kære Kasper

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jul. 2013
  • Opdateret: 4 jul. 2013
  • Status: Igang
En søsters brev til sin afdøde storebror

Oneshot

18Likes
8Kommentarer
660Visninger
AA

2. Kære Kasper

 

Kære Kasper

 

Så er vi her igen.

Et år efter.

 

Det er nok lidt sent, men mor har lange vagter. Hun skal jo forsørge os alle sammen efter far blev fyret. De fleste dage tager hun på arbejde, før jeg står op, og kommer ikke hjem før efter aftensmad. Med trætte øjne sætter hun sig foran computeren og stirrer formålslåst ind i skærmen. Tit falder hun i søvn der. Nogle gange har jeg lyst til at kramme hende, men jeg kan ikke tåle at mærke hendes skrøbelige skuldre ryste, når jeg gør.

 

Mor har efterladt dig blomster, også selvom jeg sagde hun hellere skulle købe en Bob Dylan-cd. Eller noget whisky. Hun blev sur på mig og sagde at sådan skulle jeg aldeles ikke tale om dig.

Jeg blev sur på hende tilbage. Jeg sagde, jeg jo ikke havde sagt noget grimt. Det var bare sandheden. I hele dit liv, tror jeg ikke, jeg så dig i nærheden af en buket blomster andet end dengang du prøvede at score min veninde, Freja. Men whisky og Bob Dylan? Det var jo dig. Der er ingen grund til at lyve om hvem du var. Det gør dig ikke mere levende. Ikke nu. Mor begyndte at råbe ad mig, og far sendte mig et såret og trist blik.

”Ikke i dag, Alba,” kunne man se, han tænkte.

 

Jeg burde måske have stoppet. Jeg burde måske have taget min taske og cyklet over til Frederik – det er min kæreste for resten. Men det gjorde jeg ikke. Jeg råbte tilbage. Jeg råbte og råbte. Og mor græd. Far gik bare med et trist ansigt og en flaske rom ud i bilen for at køre sig en tur. Det gør han ofte. Helst på mørke nætter hvor det regner. Altid med en flaske rom. Jeg tror ikke hans samvittighed, vil lade ham slå sig selv ihjel, så han håber vel, at spirituskørsel vil gøre det. Godt det samme. Efter han blev fyret fra sit job, taler han så lidt til os andre, at jeg ikke kan huske hvordan hans stemme lyder.

 

Til sidst sukkede jeg og sagde, at jeg egentligt var ligeglad. Jeg skulle alligevel ikke med ud til kirkegården. Ligesom jeg ikke har været der siden begravelsen. Mor begyndte at råbe ad mig igen.

”Hvad skal det betyde?” spyttede hun. Jeg fik ikke lov til at svare, før hun fablede løs om hvordan jeg havde forladt familien efter du døde. Om hvordan jeg havde vendt dem ryggen, og bare var ligeglad med dem alle. Mig. Mig? Ikke dig. Ikke far. Mig. Så jeg råbte af hende, hun skubbede mig, jeg skubbede tilbage, hun råbte, jeg skreg.

 

Vi stoppede ikke før Erik kom løbende ind med armene skåret til blods, skrigende og grædende. Han kunne ikke få vejret og væltede om på gulvet. Jeg løb hen og lagde hans hoved i mit skød. Han begyndte langsomt at trække vejret igen, da jeg undskyldte til mor og lovede jeg nok skulle komme med til kirkegården. På et-års-dagen for din død. Mor skyndte sig ud i køkkenet, for at hente noget køkkenrulle til at tørre blodet fra hans arme med, mens jeg forsigtigt aede hans kind.

 

Min smukke lillebror. Vores smukke lillebror. Han er blevet så høj i løbet af det sidste år. Og han er lige begyndt i 2.g. Nogle gange kan jeg slet ikke fatte, at han er blevet så voksen. Han er, som sagt, smuk som altid. Hans hår er stadig helt lyst og hans blå øjne glimter stadig af liv og kærlighed. Hans perfekte, lige tænder danner stadig det dejligste smil, som han stadig deler med alle, han møder på sin vej. Han får gode karakterer. Han har jo altid været den kloge af os. Alle på gymnasiet elsker ham. Selvfølgelig gør de det. Men han har det ikke godt. Han putter sit smukke smil på for mor, skolen og resten af verden, men det krakelerer så nemt. Som regel holder han hovedet højt til han er alene på sit værelse. Så spiller han høj musik og lader blodet dryppe fra sine arme og ben. Men andre gange, som tidligere i dag, knækker han foran andre. Det gjorde han sidste år på Roskilde. Der havde han intet at skære sig med, så han borede en spids sten ind i sit lår, indtil det begyndte at bløde. Alle hans venner er så forstående og prøver at hjælpe. Men de kan ikke. Jeg kan ikke. Ligesom mor og far vil han ikke have ind i sit hoved, hvad der skete. Så han kan ikke komme videre. Det er der ingen af dem, der kan.

 

Da jeg endelig havde lovet at tage med, bestemt mor sig også for, at jeg, ligesom resten af familien, skulle have noget med. Så jeg besluttede mig for at skrive dette brev. For jeg gider ikke at benægte, hvem du var og have en eller anden blomsterbuket med. Mor tror selvfølgeligt, det er et langt brev om hvor højt jeg elskede dig og hvor meget jeg savner dig. Som du nok har regnet ud, er det ikke min mening med dette brev. Helst ville jeg bare glemme dig. Slippe helt for nogensinde at tænke på dig igen. For jeg er ikke ked af det. Jeg savner dig ikke. Og jeg elsker dig ikke. Ikke længere. De eneste følelser jeg har til overs for dig er vrede. Du gør mig hvidglødende af raseri. Hver gang far kører rundt på de mørke motorveje, hader jeg dig. Hver gang mor falder i søvn bag computeren fordi hun er så træt og stresset, hader jeg dig. Men mest af alt hader jeg dig, hver gang jeg ser på Erik. Vores lillebror. Vores fantastiske lillebror. Der er så ked af det. Der savner dig. Der altid vil elske dig.

 

Der var så meget til sidst. Så mange grunde. Det ved jeg. Men uanset hvad slår Erik dem alle. Han havde brug for dig. Han har stadig brug for dig. Jeg forstår ikke, hvordan du kunne gøre det. Mor siger altid, at jeg er kold og kynisk. Men du er da den kolde og kyniske her. Hvis du virkelig var ked af det og ligeglad med dig selv og dit liv, kunne du så ikke have holdt dig i live? For Eriks skyld. Var det virkeligt nødvendigt, at bringe os andre så meget sorg? Jeg hader dig, Kasper. Jeg hader dig for at have ødelagt vores liv. Jeg hader dig, for end ikke at ane, hvor meget smerte du har bragt os. Jeg hader dig for at tro at du var offeret. Jeg hader dig for at kaste dig ud for det satans tog.

 

Hvad fanden er der galt med dig? Var.

 

Alba

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...