15 år og ikke længere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 3 jul. 2013
  • Status: Igang
Halv kort novelle om den 15 årige pige Olivia, der vågner op i en kiste. Der er ikke så meget at skrive om det, da det er svært ikke at lave en "spoiler".

Hvis I vil hører "længere" og mere detaljeret historie om hendes efterliv skal i bare skrive en kommentar

2Likes
0Kommentarer
250Visninger
AA

3. Slutningen og Begyndelsen

”Hvorfor skød du hende, Ben?” Scott stod med en kniv der lå hen over halsen på Benjamin. Kisten stod stadig åben, men jeg lå anderledes, mine hænder var foldet på brystet og mine øjne var lukkede. ”Hun var levende, og jeg ved godt at det er underligt, at hun var det, men det kan bare være hun besvimede, da hun faldt af hesten, og helt ærligt, halvdelen af hendes krop var lammet.” Hans øjne lynede af vrede og jeg kunne næsten føle alt hans raseri, men det var vel bare mit eget had mod Benjamin.

   Benjamin stod bare og trak vejret i hurtigt tempo, som om han lige havde løbet eller havde været i slåskamp. Mine øjne ramte igen Scott, som stod med blod løbende ned over hele ansigtet, da han havde et lille hak i panden. Benjamin havde ikke ligefrem så meget blod på sig, men jeg fik kvalme alligevel, da der lå blod hele vejen rundt om hans mund og da han, underligt nok smilte, kunne jeg se at han havde mistet flere tænder. Et skud lød og Scott vaklede. Han faldt så på knæ med et brag, så det hele næsten rystede, og kiggede på det røde mærke der var ved at brede sig på maven. Han kiggede så op på Benjamin, med store forbavsede øjne, og faldt så lang han var på gulvet. Benjamin lagde pistolen i Scotts hænder og gik stille hen imod døren, som om intet af det foregående var sket.

 

Billedet opløses og jeg står tilbage og kigger ud i det kæmpe hav af lys. Billedet hvor Scott ligger på gulvet med blod overalt og pistolen i hånden danser stadig for mine øjne. Mørket kommer igen, men bliver hurtigt sendt væk af en engel, der er badet i lys fra top til tå.

   ”Velkommen til Himmeriget, Olivia Summer, din lillesøster kommer snart med Kimberley og Adelaide,” englen lander elegant foran mig, dens hvide lange kjole dækker fødderne og vingerne er større end jeg havde troet. Jeg kigger spørgende på den, da jeg ikke forstår det med at Kimberley og Adelaide kommer, og som om englen kan læse mine tanker siger den: ”Adelaide havde fået en skade i det ene ben og din far havde ikke nok penge til at betale for en operation, så den blev aflivet af dyrlægerne i dag. Din lillesøster Jennifer har bedt til Gud om at snakke med dig en sidste gang, så det har hun fået lov til, og det samme med Kimberley,” englen smiler og peger så hen over skulderen på mig. Jeg vender mig om og ser Adelaide, Kimberley og Jennifer komme igennem et lille hul i lyset. Jeg kan se Jennifer har store øjne af forventning.

   ”Jennifer!” råber jeg uden at jeg har tænkt over det, mens tårerne begynder at trille ned over mine kinder og hun løber mig i møde, mens Adelaide og Kimberley stopper op lidt derfra. Vi græder side om side, mens vi krammer. Efter lidt tid siger jeg stille: ”Jennifer, jeg synes du er alt for ung til at dø, så jeg synes du skal bo hos far og få ham til at beholde Kimberley. Jeg vil altid være i dit hjerte og bare kald på mig så skal jeg nok beskytte dig.” Jeg kan mærke mit hjerte hamrer under ribbenene og tænker på hvordan det kan hænde, da jeg jo er død.

   ”Olivia, kan du ikke bare komme med hjem?” Jennifers stemme er fuld af gråd, tårerne triller ned ad hendes kinder og blikket fra hende er store hundeøjne, der bare glinser af vand. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige nej til det blik, men gør det, da jeg jo er nødt til det.

   ”Nej, Jen. Tag tilbage til jorden og lev livet, jeg vil altid være der, måske bare ikke ved siden af dig, men over dig og i dig,” jeg smiler til hende og prikker hende på brystet der hvor hjertet sidder. Hun kigger op på mig og jeg stryger tårerne væk fra hendes kinder og øjenlåg.

   ”Lover du det?” hendes store hundeøjne får en kvalme til at løbe igennem mig.

   Jeg nikker, rejser mig op og tager hende med op. Vi går hen til det hul hun kom op ad uden at sige noget. Kimberley vrinsker og puffer til mig, jeg drejer rundt og siger: ”Selvfølgelig siger jeg også farvel til dig, lille Kimber,” jeg nusser ham, tager fat i grimen og giver ham til Jennifer. Adelaide står bag mig og pruster, jeg gætter på at Kimberley og hende lavede det samme som mig og Jennifer, nemlig at sige farvel.

     Jeg krammer hende en sidste gang og sender hende hen imod det lysende hul. Hun vender sig om et øjeblik og jeg kan se at tårerne triller ned over hendes kinder. Jeg nikker en enkelt gang og smiler vemodigt til hende. Hun hopper så op på Kimberley og sammen rider de tilbage til deres normale liv. Hullet lukker og tilbage står jeg, Adelaide og englen, som bare har set til.

   ”Er du, hesten og ham drengen der sidder der ovre, klar til at komme ind i selve byen?” englen åbner en nyopdukket port, som der strømmer lys ud af. Jeg kigger hen til det sted hvor englen sagde, at der skal sidde en dreng og rigtigt nok ovre i et hjørne sidder Scott, helt badet i lys og uden et eneste sår fra kampen mod Benjamin. Jeg går der over, mens jeg kigger på ham med øjne, der både lyser af medfølelse og had.

   ”Hvad havde du egentligt tænkt, Scott,” spørger jeg, men, da jeg kun får et træk på skuldrene af ham snakker jeg videre, ” havde du bare tænkt dig, at to 22 årige drenge, bare kan gå ind og stjæle fra en pige, der er blevet halvt dræbt af hendes hund, uden nogle konsekvenser?” min stemme bliver hård og jeg kan se at han skammer sig over hvad han har gjort.

    ”Jeg havde jo ikke troet at du ville være levende,” der er kommet tårer i hans øjne, og jeg får igen medfølelse for ham. Jeg rækker min hånd frem, for at signalere at alt er okay mellem os. Han tager den, smiler vemodigt til mig og siger tak. Sammen går vi tilbage til englen og Adelaide. Jeg springer op på Adelaide, og sammen med Scott går vi ind i den nye by, for at starte på ny i en ny verden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...