15 år og ikke længere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 3 jul. 2013
  • Status: Igang
Halv kort novelle om den 15 årige pige Olivia, der vågner op i en kiste. Der er ikke så meget at skrive om det, da det er svært ikke at lave en "spoiler".

Hvis I vil hører "længere" og mere detaljeret historie om hendes efterliv skal i bare skrive en kommentar

2Likes
0Kommentarer
267Visninger
AA

1. Den rigtige død

Jeg ligger og kigger op på låget af min kiste. Jeg er død, ifølge mine venner, familie og ja, resten af byen. Men her er jeg så helt levende, vil jeg selv mene. Rundt om mig, ligger der et par billeder. Et af klassen, som jeg faktisk godt kunne have undværet, et af familien, og et af mine to dejlige heste, Kimberley og Adelaide. Min mobil ligger der også, den jeg fandt i går. Den er en ret så dårlig lygte, men god nok til at jeg lige akkurat kunne skimte hvad der ellers var.

   Jeg mener at det er 2 dage siden at jeg vågnede i kisten, altså første gang. Jeg kunne en høre stemme, der sagde mit navn, også alt det der pladder med af jord er du kommet, til jord skal du blive, så jeg gætter på at det var præstens stemme jeg kunne høre. Jeg prøvede at råbe om hjælp på det tidspunkt, men intet kom frem. Min mobil havde ingen dækning, og har stadigvæk ikke. Og jeg kunne heller ikke ligefrem slå på kisten, da jeg på det tidspunkt var lam overalt. Nu er jeg kun lam i benene.

   Efter min bisættelses ceremoni hørte jeg min far sige noget til min mor, som bare græd og snøftede alt for meget. Det ”noget” var, at han ville sælge Kimberley og Adelaide. Han har ikke så mange penge og, da jeg nu er død, behøvede han ikke have dem stående længere på hans gård. Der begyndte jeg at græde, kun en lille smule, men da jeg var blevet hentet og sat ind i kapellet, begyndte jeg at blive hysterisk.

   Så nu vil jeg meget gerne op af denne lorte-kiste og få skaffet mig Kimberley og Adelaide tilbage igen. Men den eller de dumme bedemænd har selvfølgelig skruet det her lorte låg sammen med resten af kisten, så jeg gætter på at jeg vil blive brændt ihjel.

   Jeg famler mig frem til min mobil, får den tændt og går ind i galleriet. Finder det billede, hvor min kæreste, Jake, min bedsteveninde, Celine, og min søde lillesøster, Jennifer, står foran Big Ben i London. En lille tåre løber ned over min højre kind og en tanke løber igennem hovedet på mig: Hvad vil Jennifer egentligt gøre når jeg ikke er der mere? Hun er så skrøbelig. Nu hvor mor og far nok er endnu mere sure på hinanden og Kimberley bliver solgt, hvad vil så gøre hende glad, i denne skrækkelige tid? Min tankegang slutter brat, da en knirken når mit øre. Et gulvbrædde mere knirker, og en stemme siger: ”Så træd dog mere forsigtigt, dit fjols.” Jeg forventer det værste. Kommer så i tanke om, at de nok tror jeg er død, så jeg kan bare skræmme dem.

   ”Hvad laver I her, på dette hellige sted?” min stemme rammer væggene i det lille kapel og bliver så sendt tilbage til mig.

   ”Hvem der?” det var den samme stemme, der havde skældt den anden ud, der spurgte. Den har en dyb klang og man kan høre at vedkommende prøver på ikke at lyde bange. Stemmen føler jeg, at jeg har hørt før, men trækker bare på skuldrene, da nogle stemmer jo lyder ens.

   ” Jeg er …” min stemme knækker, da jeg nu kommer i tanke om hvem det er. ”Hvad laver du her, Scott,” min stemme er gået fra den dybe spøgelses stemme til den lyse klang jeg har brugt i alle de år jeg har levet.

   ”Du…, du kender mit navn,” hans stemme skælver let.

   ”Ja, jeg kender dit navn, Scott. Det er mig, Olivia, din kærestes halvsøster,” min stemme er blevet hård og man kan høre at jeg er vred. ”Vil du egentlig være så sød, at lukke kisten op så jeg kan komme ud?”

   Et eller andet hårdt rammer kistens ene side og noget tungt falder på gulvet. Det samme sker en gang mere og låget bliver brækket op af et koben. En lille lyskegle rammer mit ansigt og min arm ryger automatisk op for at skærme øjnene. En lille tåre løber ned af min kind, da det er flere dage siden jeg har set kraftigt lys. Endnu en lyskegle kommer inden for kistens sider, og den første fjerner sig for mit ansigt.

   ”Hvorfor kan det være du ikke er død?” Scott kigger på mig, som om jeg er et spøgelse. Hans ansigt er blegt. Den anden person står kun halvt inde i lyset fra lygten. I den anden hånd holder han noget, jeg ikke kan se hvad er.

   ”Det ved jeg faktisk ikke.” Jeg skubber mig op, så jeg sidder op af den ene ende af kisten. Der kommer en stank af død imod mig, så jeg trækker hurtigt den trøje jeg har på op foran næsen.

   ”Jamen, hvad så med at du rigtigt dør, så vi kan få alle dine ting,” den anden person læner sig ind over mig og skubber mig ned at ligge igen. Jeg spærrer øjnene op, da jeg ser det er Celines storebror Benjamin. Et lille klik når mine ører, mens smagen af blod, overgår alt det andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...