15 år og ikke længere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 3 jul. 2013
  • Status: Igang
Halv kort novelle om den 15 årige pige Olivia, der vågner op i en kiste. Der er ikke så meget at skrive om det, da det er svært ikke at lave en "spoiler".

Hvis I vil hører "længere" og mere detaljeret historie om hendes efterliv skal i bare skrive en kommentar

2Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

2. Den første del af livet, eller det hele

Mørke og lys på samme gang, overrumpler mig. Mørket forsvinder stille, så der kun er lys omkring mig. Jeg føler mig som en engel. Et billede former sig i lyset for mine øjne. Mig selv til min 1 års fødselsdag, 2, 3, 4, 5, 6. Jennifer bliver født og mine forældre kommer op at skændes første gang. Billedet springer videre. 7, 8, 9, 10, 11 også selvfølgelig den mest skrækkelige dag i hele mit 15 årige liv, min 12 års fødselsdag. Fra om morgenen til lidt over formiddag, hjemme hos min far, det gik fint. Resten af dagen hos min mor, som jeg havde håbet på var gået lidt bedre. Men det var selvfølgelig den dag hun skulle have sin nye kæreste med hjem. Selvom det ikke var det der var det værste. Men en enkel dum sætning, som absolut skulle blive sagt på min fødselsdag.

 

   ”Olivia, Jennifer. Steve kommer nu, så skynd jer og få noget fint tøj på,” min mor stod i køkkenet og var ved at bage. Mit 12 årige jeg kom ned ad trappen, med lille Jennifer på 5 småløbende efter. Vi satte os pænt ved bordet, mens mor tog kagen ud af ovnen. Hele køkkenet begyndte at dufte af kage. Det ringede på døren og mor gik ud og lukkede op. De snakkede lidt, men vi kunne ikke høre hvad de sagde. Eller mit jeg, som sad i køkkenet med Jennifer kunne ikke høre det, men jeg som var død kunne godt.

   ”Ej, Steve det skulle du ikke have gjort, nå, men kom dog indenfor i varmen.” Det var faktisk ikke så meget der blev sagt. Men alligevel føltes det som om der var blevet sagt en masse. Mig og Jennifer rejste os op og gav hånd til ham, da han kom ind i køkkenet.

   Mor fortalte os om aftenen, at hun og Steve skulle giftes og at vi skulle flytte hjem til far for at bo der, da der ellers ville blive for trangt, da Steve, Rose, hans datter og hendes kæreste, som så er Scott, skulle flytte ind. Og det var netop det der ødelagde det hele. Jeg blev sur over at hun skulle giftes, men glad for at jeg kunne være sammen med min fødselsdagsgave hele tiden, nemlig Adelaide.

 

Billedet flyver videre til den dag hvor Adelaide fik Kimberley. Videre til hvor Jennifer fyldte 6 og jeg gav Kimberley til hende. 13, 14, vores tur til London, som min far havde givet mig og Jennifer i julegave. Vi måtte tage en person hver med. Jeg tog Jake og sjovt nok tog Jennifer Celine med. Min sidste fødselsdag, nemlig min 15 års, og så selvfølgelig den dag hvor jeg ”døde”.

 

”Far, jeg tager lige ud og rider,” jeg råber ude fra den lidt for primitive stald, hvor de to heste står. Adelaide hilser med et lille vrinsk, da jeg træder ind i hendes boks, som hun halvt om halvt deler med vores lille brune cockerspaniel Jamie. Jeg tager dækkenet af og hænger det over det reb vi har sat op langs den ene side af boksen. Da jeg går ud, støder jeg ind i Jennifer.

   ”Og hvor skal du så lige hen?” jeg lader min hånd løbe gennem hendes hår, mens jeg går over til den væg hvor sadlerne er.

   ”Jeg tænkte på om jeg ikke nok må komme med dig ud og ride,” hendes øjne er store og man kan se på hende at hun kun accepterer et ja.

   ”Jeg har brug for noget alene tid, forstår du det?” svaret jeg giver, får hende til at bukke hovedet og traske ind i huset igen. Jeg følger hende med øjnene indtil hun lukker døren. Går så ind til Adelaide igen og gør hende klar til en ridetur. Da jeg trækker hende forbi Kimberleys boks, pruster han, som for at sige at han også godt vil med. Jeg lukker ham ud og binder den ene ende af et tov fast i grimen på ham og den anden ende fast i tøjlerne på Adelaide.

   Vi rider ud ad en lille grusvej og videre hen imod en skov der er lidt derfra. Vi traver roligt af sted lige indtil det sted hvor jeg ”døde”. Nu kan jeg faktisk se hvad der rigtig skete. Billedet vender sig så man kan se huset. En lille skikkelse kommer løbende. Jeg synes det ligner Jennifer, men ser så den løber på 4 ben. Jeg smiler, da jeg ser det er Jamie, der er fulgt efter mit menneskelige jeg. Billedet drejer igen, og jeg ser mig selv dreje Adelaide ind ad den lille græs sti, der fører ind til skoven. Det næste sker så hurtigt, at det er svært at følge med. Kimberley bliver forskrækket over Jamie’s pludselige opdukken, den stejler så knuden på rebet går op og det falder til jorden. Adelaides ben bliver viklet ind i rebet så den ikke kan gå. Jamie løber ind under hende, og der, lige der, er det at alt går galt.

 

Det hele går i stå og det opløses til lys. Mit hjerte banker og jeg tænker på om Jamie egentligt overlevede. Et nyt billede viser sig og det er der hvor Scott og Benjamin kommer hen og åbner for kisten, jeg bliver skudt og havner her, men billedet forsætter bare med at være i kapellet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...