Upside Down! Justin Bieber FanFic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Amelie Fyhn er en 17 årig pige fra Danmark. Hun har besluttet sig for at tage til Canada i et år som udvekslingsstudent. Hun skal bo hos en helt fremmed familie i et år. Det eneste hun ved er at det er 2 forældre, Alice og Steven. De har sammen en søn ved navn Ryan. Amelie er en sød og glad person og der skal meget til at få hende til at være trist. Amelie er en meget musik-glad person og lytter til musik mindst 3 timer hver dag og har mange forskellige yndlingskunstnere. Hun har også selv gået til sang, men det blev ikke det helt store. Så man kan godt sige at musik er en stor del af hende.
Håber at I vil læse med og nyde den. Dette er min første movella.

9Likes
2Kommentarer
767Visninger
AA

5. Kapitel 6

*Amelie’s synsvinkel*

 

Det der med at vi skulle til Justin Bieber koncert syntes jeg godt at Ryan kunne have sagt.

Jeg havde prøvet at få billetter til en af hans koncerter i oceaner af tid, men det var ikke nemt i Danmark plus at mine forældre virkelig er nærige.

”Mener du det seriøst?” Spurgte jeg for tyvende gang indenfor en time. Jeg kunne ikke lade være med at smile som en sindssyg. Han var jo for God sake en af mine yndligskunstnere.

”Jeg mener det seriøst, og jeg har endnu en overraskelse, men den får du ikke af vide endnu. Den må du vente med at opleve.” Sagde han hemmelighedsfulgt. Jeg fnøs en gang. Hvorfor kunne han ikke bare fortælle mig det nu, som i lige nu.

”Det kan du ikke være bekendt.” Sagde jeg surt.

Han grinede bare. ” Hvorfor ikke det? ” Spurgte han og så over på mig.

Vi kørte stadig rundt på parkeringspladsen efter en parkeringsplads. Der var jo fuldstændig proppet.

”Fordi at du har haft nok overraskelser nu. Sig det nuuuuuuu.” Bedte jeg om med de største hundehvalpe øjne. Dem kunne ingen modstå, i hvert fald ikke indtil nu for Ryan faldt ikke for dem.

Pokkers.

”Nej. Jeg siger det ikke.” Sagde han, stadig med hans hemmelighedsfulde smil på læben.

Pludselig sukkede han opgivende. Vi havde også kørt rundt på den kæmpe parkeringsplads i snart 1,5 time.

Han hev sin mobil op fra hans lomme og stoppede bilen midt i det hele. Ikke at det gjorde noget for det var absolut ingen biler som kørte her lige nu.

Ryan holdte sin mobil op for øret og jeg tror at han ringede til nogen?

Argh, hvor dum er du lige Amelie? Hvad gør man når man holder ens mobil op for ens øre og den siger nogle lyde? Man malker køer. Jeps.

Jeg kunne pludselig høre en stemme i den anden ende af røret. Hvem ringede han til nu? Vi var jo ligesom i gang med at finde en plads, eller var jeg helt forkert på den?

”Hey bro. Øhhm, vi har snart kørt rundt på parkeringspladsen i snart 1,5 time nu, så jeg tænkte på om du vidste hvor vi måske kunne holde et andet sted?” Snakkede han ind i mobilen.

Nå, Ryan. Du kender mange folk som præcis ved hvor man kan finde et sted at holde, eller hvad?

Åbenbart, for han lyste op i et smil kort tid efter og begyndte at køre igen. Ryan sagde farvel til personen i den anden ende og kørte om på den anden side at arenaen.

Hvad ville han nu her? Du forvirrer mig, Ryan.

Vi holdte foran en slags port som var lukket. Der kom 2 store mænd i jakkesæt over imod os. Jeg kan godt sige en ting. Jeg har aldrig kunne lide store buff-mænd i  jakkesæt, så derfor gjorde den her situation mig usikker.

Jeg kiggede over på Ryan som bare så helt afslappet ud.

Undskyld mit sprog, men forhelevede Ryan. Der kommer 2 store mænd over imod os, og du er bare afslappet? Det giver ingen mening.

De nåede over gik over på Ryans side af bilen, heldigvis for det. Det havde nok noget at gøre med at det var ham der kørte? Ich don’t know.  

Jeg ved godt at mine spogkunstskaber er gode.

Ryan smiler da de når hen til ham i vinduet.

”Hej, Ryan. Længe siden.” Siger han den ene og giver Ryan hånden.

What the hell? Kender Ryan dem?

Confused kid overhere!

”Hey. Ja, det har været noget tid siden sidst. ” Svarede Ryan.

De snakkede lidt frem og tilbage og pludselig gik de 2 vagter igen.

Thank GOD!

”Øøøøh, Ryan?” Jeg så spørgende over på ham. Hvad havde han nu gang i?

”Øøøøh, Amelie?” Svarede han igen med et lumsk smil på læben.

Lad vær’.

Jeg skød det ene øjenbryn i vejeret. Kunne han ikke selv regne den ud? Altså, jeg vidste godt at han var dum, men så dum? Der kan man bare se.

”Hvem var de?” Spurgte jeg og pegede over imod de 2 vagter som var i gang med at åbne den port der.

”Det var bare nogle gode venner.” Svarede han som om at det var helt normalt at det her, som jeg lige kan informere jer om at det ikke var. Overhovedet.

”Aha, og hvorfor køre vi herom?” Blev jeg ved med at spørge imens at Ryan begyndte at køre igen.

”Fordi at vi ikke kunne finde en plads omme foran arenaen, og så var det meget nemmere at holde heromme.” Svarede han, stadig med den der ’der er ikke noget unormalt i det her’ tone.

”Jeg giver op.” Sagde jeg imens jeg smed armene i vejeret.

Hvad skulle jeg spørge ham om? Ej, prøv at overvej hvis at han kidnappede mig sammen med de der to mænd? Hjælp!

Jeg kiggede nervøst over på ham, men han sad bare med et irriterende smil.

Vi kørte igennem porten og Ryan vinkede til de der sikkerhedsmænd, tror jeg at man kaldte dem. Something.

Jeg så mig lidt omkring da vi nu var indenfor portens porte.

Lad vær’ med at kommentere det. Det lød dumt, jeg ved det.

Pludselig holdte der en stor bus. Og når at jeg siger stor, mener jeg stor. Den var virkelig bare stor.

Der stod noget på dens side, men det var mørkt, så jeg kunne ikke se det ordentligt til at kunne læse det.

Tis også.

Ryan stoppede bilen og åbnede døren. Jeg sad som forstenet til sædet og rørte ikke på mig.

Var det nu ar han ville komme over til mig for at voldtage mig og derefter dræbe mig?

GISP!

Han går rundt om bilen foran imens han griner. Måske ser jeg lidt skræmt ud eller noget, men ville du heller ikke det hvis at du var bange for at blive voldtaget og slået ihjel bagefter? Nu ved I da at jeg ville se skræmt ud.

Han når om til mig og åbner døren. Jeg sætter mig i forsvarsposition, klar til at kæmpe agtigt, right?

”Hvad har du lige gang i?” Ryan ser skræmt på mig og træder et skridt længere væk fra mig.

”Øøøh, ikke noget.” Siger jeg og skynder mig ud af bilen og lukker døren efter mig. Hvad skal jeg sige? Man kan sgu aldrig være for sikker og så er de jo heller ikke helt normale de der Canadaere.

Det er da det de hedder, ikke? Ellers så er det lidt pinligt. Jeg er flyttet til Canada og jeg ved ikke engang hvad man kalder dem.

Flot Amelie.

Ryan begynder at flytte sine ben over i mod den store arena, og jeg vil helst ikke blive væk, så jeg følger efter ham. De to vagter er vidst også væk nu.

Thank God!

Vi går ind af en slags bagdør og hvorfor vi gør det ved jeg virkelig ikke, men jeg har opgivet at få noget svar ud af Ryan. Han er bare umulig.

Umulige Ryan. Hans nye kælenavn.

Han bliver ved med at gå som om at han har været her en million gange før. Mærkeligt.

Pludselig slår jeg hovedet ind i et eller andet. Det var i hvert fald noget hårdt og derfor sidder jeg også nede på gulvet og ømmer mig på min pande.

”Hvad laver du dernede?” En grinende Ryan kommer over til mig. ”Nåårh, ikke noget. Jeg syntes bare at gulvet var så tiltrækkende at jeg simpelhent bare blev nødt til at sidde på det.” Svarede jeg med et falsk smil rettet i mod ham.

”Den undskyldning bruger jeg næste gang.” Sagde en stemme. Jeg troede egentlig at det var Ryan, men hans mund bevægede sig ligesom ikke.

Spookie!

”Er du også blevet bugtaler nu, Ryan?” Spørger jeg med et løftet øjenbryn. Han ser bare mærkeligt på mig inden han bryder ud i grin og det samme gør en bag mig.

Vent lige lidt. Den latter har jeg hørt før, og det er ikke Ryans latter. Jeg snurrer hurtigt rundt på gulvet og ser et syn som jeg ikke havde forstillet mig ville være så perfekt.

Jeg sad med åben mund og pegede på ham. Jeg må have lignet en eller anden struds på rulleskøjter, for ham og Ryan grinede bare endnu mere.

”D-du er Justin Bieber.” Erklærede jeg for mig selv.

”Ja, det skulle være mig.” Svarede han mig. Han svarede mig!

OH HAPPY DAY!

Efter lidt tid hvor jeg havde stirret på ham og deres grineflip var blevet mindre, rakte Justin en hånd ned i mod mig. Han ville røre mig! Jeg falder om, om lidt. Altså når at jeg engang var kommet op at stå. Jeg kunne jo ikke falde om når jeg stadig sad ned, vel?

Nej.

Jeg tog i mod hånden og jeg kom op at stå igen. Tog mig dog lidt til hovedet da jeg ikke bare var gået ligeså stille ind i den ting jeg nu var gået ind i.

Jeg vendte mig om fra det smukke syn af Justin for at finde ud af hvad jeg gik ind i. Jeg kunne ikke se noget og blev derfor forvirret.
What the hell? Jeg var gået ind i luften? Gør man ikke det hele tiden, eller er det mig der er bagud? Just asking.

”Hvad gik jeg egentlig ind i? Jeg kan ikke se noget undtagen luften, og jeg tror ikke at man falder om af at gå ind i den.” Sagde jeg spørgende og endnu engang brød de ud i grin. Denne her gang var det dog værre. De trillede rundt på gulvet af grin imens jeg bare stod der som en forstenet abe.

”Søde, du gik ind i en glasdør.” Svarede Justin mig imellem alle hans grin.

En glasdør? Jeg kunne sgu da ikke se nogen glasdør?

Det var dog heller ikke det som jeg lagde mest mærke til. Justin freaking Bieber kaldte mig ’søde’. Kunne den her dag blive meget bedre?

 

**************************************************

Så var der lige et kapitel mere.

Jeg har en lille overraskelse til jer. 

Jeg laver snart en ny movella! :-D Spændende.

Så må vi jo bare se om jeg kan finde ud af at lave 2 på en gang.. x)

Gerne Like & Favoritisere x)

 

xxC

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...