Upside Down! Justin Bieber FanFic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Amelie Fyhn er en 17 årig pige fra Danmark. Hun har besluttet sig for at tage til Canada i et år som udvekslingsstudent. Hun skal bo hos en helt fremmed familie i et år. Det eneste hun ved er at det er 2 forældre, Alice og Steven. De har sammen en søn ved navn Ryan. Amelie er en sød og glad person og der skal meget til at få hende til at være trist. Amelie er en meget musik-glad person og lytter til musik mindst 3 timer hver dag og har mange forskellige yndlingskunstnere. Hun har også selv gået til sang, men det blev ikke det helt store. Så man kan godt sige at musik er en stor del af hende.
Håber at I vil læse med og nyde den. Dette er min første movella.

9Likes
2Kommentarer
784Visninger
AA

3. Kapitel 4

*Ryan’s synsvinkel*

 Jeg sad inde på mit værelse. Jeg havde fået et rigtig godt førstehåndsindtryk af Amelie. Hun virkede meget nede på jorden og det kunne jeg godt lide. Nu havde jeg jo også haft lidt tid til at lære hende at kende da hun havde været her i næsten en uge nu. Skolen begyndte først om 5 dage, så vi havde lidt tid uden at skulle bekymre sig om den endnu.

Jeg sad med min mobil i hånden og skrev med en af mine bedstevenner. Jeg savnede ham ekstremt meget for han flyttede til Atlanta for lang tid siden, men vi har holdt kontakten lige siden. Han hedder Justin – Justin Bieber. Ja ham den verdenskendte popsanger.

Jeg sad og stirrede ud i luften da endnu en besked tikkede ind på min mobil.

Justin: Yo bro. Jeg har en koncert i morgen som er tæt ved Stradford. Kunne du ikke tænke dig at komme over for at se den?

Mit humør steg lige med 110%. Selvfølgelig måtte han da komme. Jeg tænkede det ikke yderligere igennem førend mine fingre fløj hen over mobil skærmen.

Ryan: Hey. Det lyder fedt. Kommer selvfølgelig, men kunne du ikke skaffe en billet mere da vi har en udvekslings student boende i et år. Jeg tror hun er en fan da jeg har hørt din musik blive spillet inde fra hendes værelse op til flere gange.

Jeg kunne lige se Amelie’s ansigt når hun fandt ud af at hun skulle møde ham. Jeg håber bare ikke at hun er en af de der helt sindssyge fans som nærmest overfalder ham når de ser ham.

Jeg kunne igen mærke noget vibrere i min hånd og så at Justin havde svaret.

Justin: Jo, selvfølgelig kan jeg det. Du tager hende bare med.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over beskeden. Nu havde jeg en overraskelse, men hun skulle ikke vide at hun skulle se ham da jeg kendte ham. Det ville ødelægge hele overraskelsen. Jeg måtte lave en plan.

 

 

*Amelie’s synsvinkel*

Jeg havde ikke rigtig lavet noget i den tid jeg havde været her. Jeg havde vidst kun fået lagt alle mine ting på plads så det lignede det værelse derhjemme så meget som muligt, ikke at det ikke tog tid for det gjorde det bestemt. Jeg var også blevet gode venner med Ryan, og vi havde næsten sådan et bror- søsterforhold. Det var nu meget rart da jeg ingen søskende havde.

Jeg lagde i min seng og tænkte på hvad i alverden jeg skulle give mig til. Jeg kunne jo sætte noget musik på og lege superstar for en dag. Ja, det ville jeg gøre.

Jeg fik hurtigt min mobil frem og sat den i min højtaler. Jeg fandt Avril Lavigne – When You’re Gone og trykkede på afspil. Jeg havde ikke rigtig lyst til noget muntert, for det humør var jeg ikke lige i. Jeg savnede lidt dem derhjemme.

Begyndte at synge med på sangen og fandt hurtigt en hårbørste, vendte den om og lod som om det var en mikrofon. Så gik det hele.

Jeg dansede rundt som om der var ild i mit hår eller sådan noget og legede at jeg stod på en scene hvor man lagde alle følelser i sin stemme og sang hjertet ud.

Da sangen skiftede var det et helt andet tempo. Det var også Avril, bare med Girlfriend i stedet. Det var der det hele eksploderede inde i mig.

Jeg stod oppe i sengen og dansede med en ping jeg havde fundet og lod som om det var en guitar.

Jeg kunne faktisk godt spille på guitar. Jeg havde gået til det i 8 år, så var rimelig godt til det syntes jeg selv.

Jeg var så meget inde i min egen lille danseverden at jeg ikke havde hørt at der blev banket på døren og at den var blevet åbnet. Det var først da musikken lige pludselig stoppede at jeg kiggede op.

What the fuck. Hvorfor stoppede musikken? Lige efter den tanke fik jeg øje på Ryan som stod og var ved at dø af grin ved siden af højtaleren.

Jeg stod først bare og gloede på ham før jeg faldt sammen på sengen af grin. De fleste piger ville nok rødme og ligne en tomat i hovedet, men jeg var ikke specielt god til at rødme. Det var faktisk aldrig sket før.

”Hvad har du gang i?” Spurgte Ryan efter hans grineanfald var gået lidt over. Dog kunne han ikke holde det helt inde. Og så var der mig som bare så dumt på ham. Helt ærligt. Han havde sgu da grint i snart 15 minutter nu. Så sjov var jeg heller ikke.

”Jeg sang og dansede.” Svarede jeg som om at det var en selvfølge. Come on. Han havde sgu da lige set det. Kunne han ikke se det, eller var han bare blind?

”Ja, det kunne jeg godt se, men hvorfor?” Spurgte han endnu en gang om. Hmm. Hvorfor plejer piger eller drenge på min alder at lege superstar med sang og dans? Nårh, ja. ”Jeg kedede mig.” Svarede jeg med et smil på læben. Lige nu havde jeg faktisk lyst til at skubbe ham ud af værelset for at gå hen og tænde for højtaleren igen og starte helt forfra.

”Aha. Du kedede dig og så legede du sindssyg orangutang?” Spurgte han imens han endnu engang var ved at falde om af grin.

Altså var den dreng unormal? Det var ikke mærkeligt at synge og danse som en sindssug når at man kedede sig. Han skal ikke komme og sige at han ikke selv havde gjort det.

”Jeps.” Svarede jeg og hoppede ned fra sengen. Havde jeg stået deroppe hele tiden? Sejt.

Jeg kiggede lidt på ham. Hvad ville han egentlig?

”Hvad ville du egentlig?” Spurgte jeg efter min gode tanke.  ”Bare sige at vi skal til koncert i morgen og at det er en overraskelse hvilken.” Sagde han med et hemmelighedsfuldt smil på læben. Nu skulle jeg ikke med til sådan en dødssyg koncert hvor der var sådan en eller anden countrysanger som lavede comeback med sine gamle hits.

”Hvad nu hvis jeg ikke vil?” Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Han kunne altså ikke tvinge mig. Om jeg så skulle låse mig inde på mit værelse.

”Jeg tror godt at du vil med, men hvis ikke så er det også lige meget.” Sagde han og var allrede på vej ud igennem døren igen.

Hvad mente han med det? Han troede godt at jeg ville? Pokkers til nysgerrighed.

Jeg nåede lige akkurat at lukke døren inden han gik ud af den. ”Jeg tager med, men hvis at det ikke er noget jeg gider at bruge hele min aften på tager jeg altså hjem med det samme igen, okay?” Sagde jeg med en halv bestemmende stemme. Han lyste op i et smil med det samme og åbnede endnu en gang døren.

”Du vil ikke fortryde det.” Sagde han lige inden han gik ud af døren igen og lukkede den bag sig.

 

****************************************************************************

Hvad tror I at Amelie siger til når hun finder ud af at hun skal møde Justin, og finder hun overhovedet ud af det førend hun står face2face med ham? Læs med i næste kapitel og find ud af det.

 

Som altid må I meget gerne favoritisere den og like den hvis det lyster.. x))

 

xxC

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...