Upside Down! Justin Bieber FanFic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Amelie Fyhn er en 17 årig pige fra Danmark. Hun har besluttet sig for at tage til Canada i et år som udvekslingsstudent. Hun skal bo hos en helt fremmed familie i et år. Det eneste hun ved er at det er 2 forældre, Alice og Steven. De har sammen en søn ved navn Ryan. Amelie er en sød og glad person og der skal meget til at få hende til at være trist. Amelie er en meget musik-glad person og lytter til musik mindst 3 timer hver dag og har mange forskellige yndlingskunstnere. Hun har også selv gået til sang, men det blev ikke det helt store. Så man kan godt sige at musik er en stor del af hende.
Håber at I vil læse med og nyde den. Dette er min første movella.

9Likes
2Kommentarer
731Visninger
AA

1. Kapitel 2

*Amelie’s synsvinkel*

 

Ugh, yearh! Canada here I am! Ja jeg kom godt til Canada selvom jeg egentlig ikke vågnede førend at der kom en af de der damer hen til mig og fik mig til at vågne da jeg var den eneste i flyveren. Knapt så heldigt siger jeg bare, for ikke at tale om pinligt.

Jeg gik hen for at lede efter min taske og fandt den hurtigt. Det er nok heller ikke den der var sværest at finde da den er lyse grøn.  Suprise! Nu gjaldt det bare at komme ud af den her sal og vidre til modtagnings salen, eller hvad den nu hedder. Den der hal/sal hvor man tager imod folk som er kommet med flyet. Der skulle min nye ’familie’ i hvert fald gerne vente på mig. Jeg havde kun set dem én gang før på et billede og det var så kun Alice og Steven der var på det, så jeg har absolut ingen anelse om hvordan Ryan så ud. Det finder jeg jo nok ud af, men jeg håber lidt på at han er lidt lækker. Bare en lillllllle smule.

Jeg gik lidt i mine egne tanker og stoppede lige pludselig da jeg kom til en mega hal. Hvordan endte jeg lige her? Whatever. Jeg skal bare finde Alice, Steven og hvis de har Ryan med så også ham. Ikke at det ville hjælpe at lede efter ham da jeg absolut ingen anelse har om hvordan han ser ud.

 

*Ryan’s synsvinkel*

Vi stod i modtagningshallen og ventede på Amelie. Jeg have set hende én gang før og jeg vil lige understrege at hun ikke var grim. Hun er det stik modsatte med hendes lange og let krøllede mørkebrune hår og med hendes grøn gule øjene. De var også meget flotte. Men jeg skulle bo med hende og ikke date hende. Det havde jeg også fået klar besked på derhjemme inden vi tog afsted.

Jeg havde det der billede inde i mit hoved og så rundt for at få øje på hende. Lige i det øjeblik hvor jeg skulle til at vende mig om mod mine forældre og fortælle dem at jeg ikke troede at hun kom da alle de andre allerede var kommet ud fik jeg øje på en meget smuk pige med langt let krøllet hår. Og det var nok ikke lige det man først lagde mærke til, men hendes kuffert kunne man i hvert fald også godt få øje på. Den skrig grønne farve sprang nærmest i øjnene på en. Hun så lidt forvirret ud, men da hun så mine forældre lyste hun op i et smil. Damn it. Hvorfor skulle hun også lige gøre det hele værre? Det smil der det satte bare lige prikken over iet.

Hun begyndte at gå over imod os, dog havde hun lidt svært ved at komme herover med hendes meget store og sjove kuffert. Det lignede at hun havde taget alt sit tøj med, og det skulle ikke undre mig hvis hun faktisk havde taget det hele med. Hvis der var noget jeg havde lært om piger så var det at de ikke kunne leve uden deres tøj, smykker, mobil, og make up, og jeg tror bestemt ikke at Amelie var en undtagelse.

”Hej.” Lød det smilende fra hende da hun langt om længe nåede os. ”Hej Amelie, og velkommen til Canada.” Det var min mor der snakkede. ” Mange tak! Jeg har glædet mig rigtig meget.” Sagde hun stadig med smilet i stemmen.  Man kunne godt høre at hun ikke kom fra Canada da hendes accent var meget tydelig. Ikke fordi at man ikke kunne forstå hvad hun sagde, men  hun havde en sød accent.

 

*Amelie’s synsvinkel*

Vi bevægede og alle ud imod bilen. Jeg kiggede lidt på Ryan, og som jeg håbede så var han lækker. Thank God.

Jeg kunne simpelhent ikke lade være med at smile. Det hele var så nyt for mig. At man skulle snakke engelsk og ikke dansk. Altså jeg kunne jo godt bare snakke dansk, men det ville de ikke forstå en hylende papand af, så det måtte jeg jo nok hellere lade være med. Der var dog en fordel ved at de ikke kunne forstå mit dansk. Jeg kunne kalde alle dem jeg ikke kunne lide alt det jeg ville på dansk uden at de ville forstå det. Fordel til Amelie.

Jeg sad og kiggede ud af vinduet imens vi kørte. Jeg hørte godt at der blev snakket i bilen, men det var som om at jeg bare lukkede det ude. Jeg fik pludselig en albue i siden og jeg kom hurtigt ud af min trance og kiggede forskrækket over på Ryan som bare sad og grinede af mig. ”Hvad?” Spurgte jeg forvirret om. De kiggede bare på mig som om jeg var dum. Årh klaptorsk Amelie. Jeg sagde det på dansk. Jeg rettede det hurtigt og kiggede spørgende på dem. ”Jeg spurgte bare hvad du hed til efternavn.” Lød det fra Steven af. Vidste de ikke det? Hmm, Mærkeligt. ” Jeg hedder Fyhn til efternavn. Et typisk dansk efternavn.” Sagde jeg imens jeg så mig lidt omkring i bilen. Den var faktisk ret stor. Ikke sådan en lille en, men min egen familie havde jo også selv en firhjulstrækker så jeg var jo vandt til de store biler. ” Fyhn. Lyder mærkeligt i mine øre.” Sagde Ryan grinende. Jeg kunne heller ikke lade være med at grine, dog ikke at  mit efternavn, men af den måde han udtalte det på. Det lød altså lidt komisk.

 

****************************************************************************************

Det var så andet kapitel. Jeg nyder så meget at skrive på den her movella, og den gør bare lige en dårlig dag god. Jeg ved ikke hvorfor, men den gør mig bare glad at skrive på.

 

Jeg håber I kan lide dem og I må meget gerne favoritisere den og like den hvis det lyster. x)

 

xxC

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...