Børn af natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2013
  • Status: Igang
Novellen er til konkurrencen Inspireret af en sang. Jeg har valgt sangen "Børn af Natten" af Panamah. Jeg har allerede før konkurrencen været inspireret af Børn af Natten, men har aldrig fået taget mig sammen til rent faktisk, at skrive en novelle inspireret af den. :)
NB: Hovedpersonen er en dreng, hvis i skulle være i tvivl.

3Likes
2Kommentarer
146Visninger
AA

3. Børn af Natten

Jeg vågner op, i hjørnet af den forladte bygning, hvor jeg faldt i søvn. Tvivlen plager mig endnu, men jeg er nødt til, at glemme den. Det siger jeg til mig selv hver nat, men den går alligevel ikke helt væk. Den er en del af mig nu. 

Jeg går gennem mørke gyder, der hist og her bliver lyst op af et par neonskilte. Jeg har gået her mange gange før, og kender ruten ud og ind. Jeg ved eksempelvis, at når jeg går rundt om det næste hjørne, vil der være en lang gyde der fører ind til midt af Chicago. Og væk fra slumkvarterene.

Jeg lister langs murerne i gyden, og stopper ved containeren. Der falder ikke megen lys der, så når de kommer vil fokuset ikke risikere, at lande på mig. Jeg har knap stået der er minut, da de stormer frem. De andre kommer altid på samme tid, men ikke mig. Jeg kommer tids nok før til, at stille mig ved muren. Vi, nattens børn, nikker kort til hinanden.

Jeg stormer ned gennem byens gader, og raserer alt hvad jeg ser. Jeg har gjort det mange gange før, og jeg stopper aldrig. Det kan jeg ikke. Det er en del af mig nu. Der går en mod mig, det er en ung pige. Uden hun når, at ænse det har jeg grebet fat om hende. Jeg holder hende for munden, så stramt, at hun ikke kan skrige, men stadig blidt nok til hun kan få luft. Hun spræller med arme og ben, og hendes øjne er spærret op, så skrækken lyser ud af dem. Jeg kan se pulsåren på hendes hals dunke. Mine hugtænker glider langsomt frem, mens jeg stirrer på pulsåren. Jeg kan næsten ikke klare, at se al den blod strømme afsted bag huden. Det er i det øjeblik, at jeg mærker tvivlen komme snigende. Men jeg kan ikke tage den seriøst, ikke nu, jeg er gået for langt til, at stoppe. Og jeg husker hvor godt det føles. Jeg er nødt til, at gøre det igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...