Den eneste ene... Min eneste ene.

Du ved at du har fundet den eneste ene, når du elsker personen så meget, at det gør ondt, når du vil gøre alt får den person, når den person er den eneste der betyder noget for dig.
Sådan har jeg det nemlig og derfor ved jeg også, at Martin, den dejlige dreng, er den eneste ene... Min eneste ene.


3Likes
0Kommentarer
595Visninger
AA

6. Kapitel 5

Mig og Martin havde nu været på hotellet i 2 dage. Vi havde fået badet en del i hotellets store pool. Vi havde fået solet og tjekket de forskellige barer ud rundt omkring på det store hotel.

Jeg hørte døren til hotelværelset åbne og lukke igen, da jeg lå inde i soveværelset. Jeg regnede med det var Martin.

"Hej mussi.", råbte han og derved fik jeg også bekræftet, at det var Martin der kom.

"Heeej.", råbte jeg tilbage og gik ud til ham. Han gav mig et kram og trak mig med ind i den såkaldte "stue".

"Du skal se noget.", sagde han og satte sig i sofaen, og klappede ved siden af sig, som tegn på jeg skulle sætte mig der. Jeg satte mig og kiggede spændt på ham.

"Klar?", spurgte han og løftede sit ene øjenbryn. Jeg synes altid det var så forbandede sexede, når han gjorde det. Men det synes han også det var, når jeg gjorde det. Hvordan ved jeg det? Ser du, det havde han selv indrømmet.

"Ja.", svarede jeg og så ham tage et plaster af på hans underarm, hvilket jeg faktisk først lagde mærke til nu. Under plasteret kom noget sort skrift frem.

"En tatovering?", udbrød jeg forvirret selvom jeg udmærket godt vidste, at det var en tatovering. Martins første tatovering.

"Mhh. Kan du se hvad der står?", spurgte han og smilede.

Jeg prøvede at læse hvad der stod, og da det gik op for mig, at der stod mit navn smilede jeg stort.

"Ej, hvor vildt.", nærmest råbte jeg.

"Kan du lide den?", spurgte han.

"Jeg elsker den!", svarede jeg begejstret og kørte fingerne over den. Seriøst, den var virkelig flot! Den havde den der søde skråskrift og J'et var helt perfekt skrevet.

"Men er det klogt?", spurgte jeg uden at fjerne blikket fra tatoveringen.

"Hvad mener du?"

"Jeg mener, altså det er jo mit navn. Vil du ikke komme til, at fortryde det?"

"Nej, du er jo min kæreste?", svarede han og lød sten sikker på, at han ikke havde fortrudt.

"Men hvis nu jeg ikke er det foreviget?", lige da jeg havde sagt det havde jeg allerede fortrudt det.

"Hvad mener du med det?", spurgte han og lød en smule såret.

"Ikke noget, undskyld.", skyndte jeg mig at sige, for at rede den. Han svarede ikke, men gav mig i stedet et kys i panden.

 

Martin har altså fået sin første tatovering med Josephines navn.

Josephine synes den er flot, men hvad vil Martins mor sige til denne slags udsmykning?

Vil Martin komme med flere overraskelser?

Og ligger der noget bag det Josephine sagde med, at de måske ikke ville være kærester for evigt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...