Den eneste ene... Min eneste ene.

Du ved at du har fundet den eneste ene, når du elsker personen så meget, at det gør ondt, når du vil gøre alt får den person, når den person er den eneste der betyder noget for dig.
Sådan har jeg det nemlig og derfor ved jeg også, at Martin, den dejlige dreng, er den eneste ene... Min eneste ene.


3Likes
0Kommentarer
588Visninger
AA

4. Kapitel 3

Det bankede på Martins dør.

”Der er aftensmad.”, lød Martins mors stemme igennem døren.

”Ja.”, svarede Martin tilbage. Han rejste sig fra sengen og tog hans tøj på, og derefter kastede han mit tøj op til mig i sengen. Jeg tog mit undertøj på under dynen og rejste mig så, for at tage mine shorts og T-shirt på. Jeg ordnede hurtigt mit hår, ved at sætte det i en hestehale.

”Klar?”, spurgte Martin, som stod og ventede på mig.

”Ja.”, svarede jeg og Martin åbnede døren.

”Ladies first.”, sagde han og smilede. Jeg gik ud i køkkenet, hvor Martins forældre sad ved spisebordet med mad på bordet.

”Hej Jose.”, sagde Martins far da vi gik hen til bordet.

”Hej.”, svarede jeg da det gik op for mig, at jeg slet ikke havde hilst på ham før. Jeg satte mig ned overfor Martin. Bagte kartofler, mørbrad og salat stod på bordet, det så virkelig lækkert ud.

”Bare tag.”, sagde Martins mor og hentydede til mig. Jeg tog skålen med salat og øste lidt op på min tallerken, og sendte den derefter videre. Sådan forsat jeg indtil jeg havde fået lidt af alt det der var på bordet, på min tallerken. Det lød, som om jeg var en total grovæder, men tro om igen.

”Hvad lavede I før?”, spurgte Martins far lidt nysgerrigt efter lidt tids stilhed.

Martin og jeg kiggede hurtigt på hinanden, mon Martins far hentydede til noget specielt.

”Hvad mener du?”, spurgte Martin, som om han ingenting vidste.

”Altså der var ret mange underlige lyde, man skulle tro i boksede eller noget?”, sagde han og grinte en smule. Martin og jeg brød sammen af grin, vi vidste jo udmærket godt, hvad for nogle lyde Martins far havde hørt.

”Hvad nu?”, spurgte han forvirret.

”Det var bare fjernsynet.”, løb Martins undskyldning, men han kunne stadig ikke stoppe med, at grine.

”Nååå.”, sagde Martins far. Jeg kunne godt lidt fornemme, at han vidste hvad vi havde lavet, og bare ville have os til, at sige det. Lidt pinligt måske, men det var ikke første gang vi var blevet opdaget. Martins forældre kendte vores forhold. De vidste hvor meget vi elskede hinanden, og at vi bare ikke kunne få nok af hinanden en gang imellem. Så selvfølgelig havde de opdaget, at vi havde hygget os lidt.

 

"Dig og mig, Spanien, i morgen?", spurgte han pludselig, da vi var gået ind på værelset igen og sat os i Martins seng. Han tog min hånd imellem sine.
"Hvad?", jeg lød sikkert forvirret, hvilket jeg også var.
"Skal vi tage til Spanien i morgen?", spurgte han igen. 
"Bare sådan helt spontant?", spurgte jeg og var stadig lidt forvirret. Vi kunne jo ikke bare tage til Spanien og tro alt kom ned fra himlen.
"Faktisk, så har jeg bestilt hotel og flybillet.", sagde han med et kæmpe smil på læben.
"Seriøst?", nu var jeg ikke forvirret men begejstret.
"Seriøst.", svarede han og bekræftede derved mit spørgsmål.
"Ej, hvor fedt. Selvfølgelig vil jeg det.", jeg var så glad og spændt. Det var første gang jeg skulle på en rigtig ferie med Martin helt alene. Og jeg var allerede der sikker på, at det vil blive den bedste ferie noglesinde.

 

Så Josephine skal altså med Martin til Spanien alene. Hun er sikker på det vil blive den bedste ferie noglesinde, men har hun nu også ret i det? Opstår der problemer i deres forhold? Eller bliver ferien bare helt perfekt og problemfri? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...