Farver i mørket.

Kommer snart.

0Likes
2Kommentarer
332Visninger

2. Prolog.

Deres latter kan høres over hele engen, så ubekymret, så velklingende, de har ikke helt forstået alvoren af livet endnu, men det kommer de vel til.

Pigens tynde hvide kjole flagrer om hende som et par englevinger, drengens hår er filtret og uglet efter at han har løbet efter pigen i et stykke tid.

Alting virker til at stå stille lige pludselig, latterens klingende kan ikke længere høres udover marken.

Pigens kjole hænger bare ned af hendes side og drengens hår stritter stadig men alt omkring dem er stille, det er ligesom orkanens øje, alting er bare stoppet midt i det hele.

Deres hoveder drejer fra side til side, da en skikkelse langsomt dukker op to meter fra dem.

Drengen trækker pigen indtil sig, han forsøger at beskytte hende da skikkelsen bevæger sig hen mod dem.

Pigens begynder at flagre og hendes øjne lyner, hun er sur, meget sur kan man tydeligt se da hendes mund åbner sig.

”Hvem er du, siden du ville finde mig og ham?” Siger hendes blide pige stemme samtidig med at alting begynder at bevæge sig igen.

”Det ved man aldrig, Asalia” Siger den utydelige skikkelse, pigens trodsige blik glider hen på drengen.

Drengens blik flakker fra den hvidklædte pige til skikkelsen, skikkelsen bliver langsomt tydeligere, pigen kigger rundt men alligevel lander hendes blik på skikkelsen.

”Hvor mange gange skal jeg sige at jeg ikke hedder Asalia, jeg hedder Amalia” Siger pigen hårdt mens hun vender sig om og begynder at løbe væk fra drengen og skikkelsen.

”Det gør du, du ved det bare ikke endnu” Siger den nu tydelige skikkelse, da drengen kigger på skikkelsen ser han en pige der er omkring atten, hendes hår er langt og sort ligesom den anden piges, øjnene er lynende gyldne og grønne, præcis som pigen der lige er løbets.

Den ældste pige forsvinder hurtigt da det går op for hende at det er begyndt at gå op for drengen hvem hun er.

To høje lyde lyder ud over hele engen, da den ældste pige pludselig står foran den yngste så den lille pige tumler ind i hende, og da en dreng dukker op foran drengen der har stået og kigget på de to piger der tumler rundt i marken.

Den yngste piges øjne lyner og hun slynger på en eller anden måde den ældste pige væk fra sig selv.

De to drenge tager det lidt mere roligt og står bare stille mens de stirrer hinanden i øjnene, da det igen går op for den yngste dreng hvem det er han står foran.

Pigernes kamp lyder ud over hele marken, den lille pige slynger konstant den ældste væk indtil begge drengene griber ind og fanger den lille pige.

Den yngste drengs blik glider op i den ældste drengs øjne, ”Hvis hun ikke hedder Amalia, hedder jeg vel heller ikke Stefan ?” Spørger den yngste dreng den ældste.

”Du hedder Stefian ikke Stefan” Siger den ældste med en rolig og venlig tone i sin stemme.

De to pigers øjne har stadig en lang stirre kamp.

”Nu slapper i af, Amalia og Asalia stop så” Sigger drengene i kor, pigernes øjne glider meget hurtigt hen på de to drenge.

” Det hjælper jo ikke” Siger begge piger i kor med en vred undertone.

” Stop det, vi skulle bringe dem tilbage ikke skade dem” Siger drengen vredt og kigger på pigen i den sorte kjole, pigen nikker og sukker.

De to piger rejser sig op og studerer hinandens udtryk.

” Tag det her på” Siger pigen og rækker en smuk kjole i hvid og guld til pigen, drengen rækker samtidig en skjorte i de samme farver med matchende bukser og jakke til drengen.

Hurtigt for de yngste trukket i tøjet og går hen til de to ældste.

” Er i klar?” Spørger de ældste i kor, deres stemmer former en smuk melodi og de griber de to børns hænder.

Alting står stille og de to yngste kigger på marken for sidste gang i 5 år.

Alt drejer rundt og farverne blander sig, til mørke.

 

 

---------------------------------------------------

 

Det var så prologen, jeg håber i kan lide den !

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...