THG fan fictions

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 3 jul. 2013
  • Status: Igang
Få lavet en the hunger games THG med dig i. Skriv i kommentaren!

0Likes
5Kommentarer
109Visninger
AA

1. THG fanfic (Eksempel)

Lillis øjne blinkede svagt, og et tåget billede formede sig for de blå øjne. Trætoppene kronede, og hun selv lå nede på jorden. De var 9 tilbage, kunne hun huske. En tolvårig, hun heletiden havde lagt mærke til, hvilket var mærkelig som ambisoner. Havde hun overlevet. Den lille tolvårige Admina. Med de brune øjne. Hvis de andre, havde fundet hende var hun så godt som død. Måske, var hun lige nu på vej til distrikt 9 i en kiste. 

Hun snusede duften ind. Blomster. Smukke rosenblade, lod op af hende. Hendes taske lå vedsiden af hende. Pænt dækket af roser. 

Hun kunne huske sit eget skrig. Da 3 - Måske 4 sporingshvepse angreb, og stikkede hende i ansigtet og armen. Hvordan de råbte hun skulle væk. De andre slap vidst væk. 

Noget rødt hår, stak ud fra et træ. Det var spændt i en hestehale. En anden soner. En der havde overlevet. Hun kunne ikke mærke nogen smerte, og hævelsen havde næsten lagt sig, og var kun på størrelse med et middelstort jordbær. Hun greb om spydet. Hendes arm rystede stadig. 

"Jeg ved du er der - Hvor er du?"

Et fregnet ansigt stak frem. Det røde hår. Pigen fra 7. Den 14 årige pige fra 7. De grønne øjne. Hun sænkede spydet. 

"Jeg gør dig ikke noget"

"Sikker?" mumlede en stemme.

"Ja"

Hun trådte frem. Håret var uldent, og hun havde kun nogle småsår. Håret krøllede i to rottehaler, og hun dækkede sin mave. 

"Hvad hedder du så?"

"Shiran"

Spydet borede sig, og hun hørte skriget, og den hurtige knasen, da spydet knækkede hendes arm. Hvordan hun faldt forover, og blodet rendte. Kun en kunne kaste på den måde. Hendes distriktmakker. Toron Shields stod triumferende, med et spyd, mens Shiran gav små støn af smerte. 

Hun mærkede i sin lomme. Kniven sad der stadig. Hun hev den skarpe klinge op. Skar tænder. Holdte den i kaste stilling.

"Jamen Lil. Er du pludselig blevet blød?" Han lo. Han havde en latter folk elskede ham for. 

"HOLD DIN KÆFT, DIN FEDE STODDER"

Øjnene var blodsprængte. Hans hånd holdte om en økse. Ikke hans fortrukne våben, men han kunne bruge alt. Alt, og hun havde tænkt sig at gå i nærkamp.

Fødderne slog mod græsset. Det var fugtigt og svuppede. Toron modtog udfordringen, og klemte hånden om den skarpe økse. Flåede den i gennem luften, så Lilli kunne mærke luftrykket fra øksen. Hun tyrede kniven afsted, men han undveg. Hun kendte ham så godt til at vide at hun var den stærkeste. Hun var akkurat en smule stærkere, klogere, og hurtigere end sin muskuløse lillebror. Hun havde altid været den, der kom tættest på at være ambisoner. Hendes tvillingebror havde aldrig vundet over hende. 

"Lil! Hvad er det DU GØR! VI ER SØSKENDE FOR HELVEDE"

"Du dræbte hende! Du er ikke min bror! DU ER FUCKING IKKE MIN BROR, DIN FEDE STODDER! DU SKAL DØ! DØ!" Hendes skrig gav genlyd, da hun sparkede ham ned. Tårerne rendte ned af kinderne. Hun stod med valget. 

Kniven var stift over hans bryst. Hendes hånd rystede igen, og hun gispede efter vejret. Han lignede en skræmt dyr. Bare endnu mere bange. 

"Lil, vi kan jo vinde sammen! Vi skulle komme ud sammen! Du skulle passe på mig, og jeg skulle passe på mig! Brug nu dit hoved Lil"

Hendes vejrtrækning blev panisk. Tårerne rendte. Kniven stod fast. Hun kunne dræbe ham nu. Hun kunne dræbe ham på direkte. Hun kunne tage hævn, for en hun ingengang kendte, ved at dræbe sit eget kød og blod. Sin egen tvilingebror. 

Hun faldt bagover. Ramte græsset. Hulkede, uden lyd. Løb. Løb væk. Tog intet med. Løb bare væk. Indtil hendes fødder ikke kunne bære hende mere. Der, brød hun sammen. Års opbygning af facade smuldrede mellem hendes fingrer. Krakelerede så massen faldt ud. Alle de gemte tårer. Hun ville jo bare gerne hjem. Hun ville ikke det her!

Han humpede efter hende, på hans blodige fod. Den hun havde angrebet ham i. Han havde altid haft en dårlig fod. Ikke meget dårlig, og slet ikke spastisk lammet. Den kunne bare ikke tåle særlig meget. Og den viden, havde hun udnyttet. 

"Lil.." sagde den tåredrukne stemme.

Hun satte i løb væk. Væk fra alt. Væk fra alt, der var efter hende. Indtil hun faldt. Faldt over en sten, og væltede forover. 

Bærernes lugt virkede forførende, og deres væske skøn. Mon ikke de smagte godt? Hun så ham løbe efter hende. Bærerne forsvandt ned i hendes hals. Og de smagte meget godt. De smagte af kærlighed og venskab.

Og med den smag forlod hun livet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...