Wanted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2013
  • Status: Igang
Melanie. Det hedder jeg. Et meget almindeligt navn og så alligevel ikke. Ikke i denne sammenhæng.
Jeg har oplevet... noget. Noget jeg gerne vil dele med resten af omverdenen, for at de ikke laver den samme fejl som mig. Sådan at de ikke glemmer det vigtigste til sidst.
Jeg håber at i kan lære noget af min fortælling. Jeg kan i hvert fald.

2Likes
3Kommentarer
422Visninger
AA

1. Prolog

Jeg rystede. Mine tanker kørte i ring og gav ingen mening. Min evne ville ikke virke og det flippede jeg endnu mere ud over. Selvom den ikke havde virket i alt den tid jeg havde været her, var det først nu det begyndte at gå op for mig, hvor galt det egentlig stod til.

”Overgiver du dig?” lød stemmen jeg havde måttet høre på i flere uger nu. ”Fortæller du os hvor hovedkvarteret er?” Jeg kunne ikke engang svare. Mine tanker kunne ikke forme ord, og min mund var alt for beskæftiget med at mumle til overhovedet at prøve at råbe det store rungende nej, som jeg havde gjort utallige gange.

I stedet blev jeg liggende i fosterstilling og mumlede for mig selv. Det eneste ord jeg kunne skille ud fra alle lydene var: Matthew. Det blev gentaget igen og igen, men jeg havde helt mistet fornemmelsen af, hvad ordet egentlig var. Det vigtige var bare at jeg ikke måtte glemme det. Derfor blev jeg ved med at gentage det.

”Hvad fanden har pigebarnet gang i?” hørte jeg en ny stemme hviske, og den eneste grund til at den trængte ind var pga. den medfølende klang jeg kunne fornemme. Medfølelse havde jeg ikke hørt til længe.

Jeg krammede mine knæ endnu hårdere ind til mig og bed mig i min i forvejen blødende læbe. Lad det forsvinde, lad det forsvinde, Matthew, lad det forsvinde, Matthew, Matthew, Matthew…

Der lød et brag, og jeg blev slynget ind i væggen med et bump.

 

Alt var i glimt. Jeg lå omtumlet og mumlende neden for væggen. Jeg kunne se der var kommet et stort hul i muren overfor. Jeg blev båret af sted af nogle spinkle arme, der dog alligevel ikke så ud til at have noget besvær med at løfte mig. Jeg lå sammenkrøben i et hjørne og hvæsede af alle dem der prøvede at komme tæt på. Og imens alt det skete, blev jeg ved med at mumle det samme ord: Matthew.

Til sidst var jeg spændt fast. Jeg bed og kradsede ud efter alle, for hvad fanden havde de gang i? Det eneste jeg ville var at rulle mig sammen til en kugle og bare være alene, men mine arme og ben var bundet så stramt fast til briksen at jeg ikke kunne bevæge mig. En skikkelse dukkede op over mig.

”Vi er kede af det… Det er for dit eget bedste”, sagde den robuste mand med den hvide kittel. Jeg bed ud efter ham, men mit hoved var også spændt fast, så der var ikke noget jeg kunne gøre for at komme fri. Og først der, da jeg endegyldigt havde fået taget min frihed fra mig, begyndte jeg at græde. Tårerne trillede ned af mine kinder som aldrig før, og jeg fortsatte hulkende med at kalde på det samme navn: Matthew.

Min hulken steg til et skrig, da et blændende lysglimt fjernede hele min verden.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...