Wanted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2013
  • Status: Igang
Melanie. Det hedder jeg. Et meget almindeligt navn og så alligevel ikke. Ikke i denne sammenhæng.
Jeg har oplevet... noget. Noget jeg gerne vil dele med resten af omverdenen, for at de ikke laver den samme fejl som mig. Sådan at de ikke glemmer det vigtigste til sidst.
Jeg håber at i kan lære noget af min fortælling. Jeg kan i hvert fald.

2Likes
3Kommentarer
417Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg strakte mig søvnigt, da mit vækkeur ringede.

”Always look at the bright side of life”, skrålede ud fra min mobiltelefon og startede bare dagen perfekt. Jeg steg nynnende ud af sengen og kunne ikke lade være med at smile da jeg så mig selv i spejlet. Mit kæbekorte mørkebrune hår strittede ud til alle sider, og mine ellers grønne øjne havde det gule skær, de altid havde om morgenen. Ellers lignede jeg en blanding af en teenager og en abe, men det var bedre end mange andre morgener. Der lignede jeg udelukkende en abe.

Stadig nynnende gik jeg ud i køkkenet og hældte en portion havregryn op. Derefter kom der et tykt lag sukker på, noget mælk og til sidst endnu mere sukker, og så var den bare klar til at blive spist. Jeg fandt avisen frem, mens jeg proppede sukkergryn i mig. Uroligheder sydpå. Politikere, der ikke holdt hvad de lovede. Den økonomiske krise. Min nynnen falmede lige så stille ud. Negative nyheder efterfulgte hinanden. Dog var der et enkelt lyspunkt. Ulven var kommet til Danmark. Jeg smilede kort over denne oplysning, inden jeg bladrede videre og blev mødt af overskriften: Korea prøvespringer langdistancevåben! Jeg smækkede avisen sammen og smed den på gulvet.

Det regnede ned i stænger, hvilket betød at vejret passede meget godt til mit humør. Efter den nedtrykkende avis var mit morgenhumør lig med nul. Blæsten hylede i mine ører og smed bunker af vand over mig, da jeg kæmpede mig på vej til skole. Min tynde sommerjakke holdt ikke til det her, så alt mit tøj indenunder var allerede gennemblødt efter blot hundrede meter. Det var bare en rigtig møgdag.

Jeg havde lyst til at ryste alt vandet af mig som en hund, da jeg endelig trådte ind af dobbeltdørene til skolen. Jeg lod være, dog rystede jeg hovedet så mit korte hår sprøjtede vand til alle sider. Jeg elskede virkelig mit hår, som nu sikkert sad helt uglet. Langsomt gik jeg op af de utallige trapper til min klasse, der selvfølgelig skulle ligge på øverste etage. Og jeg som troede at man blev privilegeret når man var den ældste klasse på skolen. Langt fra.

Da jeg havde hængt min drivvåde jakke på knagen uden for klassen, traskede jeg ind og smed min taske på min plads bagerst ved vinduet. Ret upraktisk sat egentlig, da jeg ofte sad dagdrømmende og stirrede på bygningerne udenfor. Det kunne være så fedt at kunne springe fra tag til tag, som man så på film eller læste om i bøger. Mit liv foregik bare ikke i hverken en film eller en bog.

”Godmorgen Melanie! ” lød det friskt fra Victoria, der lige var trådt ind af døren. Jeg smilede venligt til hende. ”Godmorgen. ” Selvom jeg ikke snakkede så meget med folk og for det meste bare sad begravet i mine bøger, havde jeg altid synes hun var meget rar. Hun var en af de eneste, der hilste på mig. Jeg tror nu ikke, det var fordi folk hadede mig. Grunden til at hun var den eneste, der hilste på mig, var nok at jeg var meget aggressivt anlagt over for personer i det hele taget. Den mindste joke kunne få mig helt op i de røde felt, hvis den omhandlede mig, så derfor lod de fleste bare vær med at snakke til mig. Hvilket egentlig passede mig fint.

I dag kunne jeg dog ikke lade være med at lægge mærke til at folk var mere spændte. Det var som om de ventede på et eller andet. Jeg spidsede ører og tunede ind på samtalen fra nogle piger ved bordet foran. Laura og Helena tror jeg nok de hed. ”Tror du så han er hot?” spurgte Laura. Jeg rynkede panden. Vores matematiklærer Henning, som vi skulle have i første time, var da absolut ikke `hot´. Helene fnisede. ”Det ved jeg nu ikke… Hvem flytter skole i midten af 9.? Nok ikke en hottie!” Jeg rullede med øjnene. Så det var det, de var så spændte på. Næsten usynligt rystede jeg på hovedet og begravede hovedet tilbage i den bog, jeg havde fundet frem fra tasken. Det eneste jeg håbede på var, at den nye dreng ikke ville gå mig for meget på nerverne. Nu havde jeg det lige så godt.

”Kan I være søde at vende opmærksomheden herop!” bekendtgjorde Henning, og jeg lagde sukkende bogen i tasken. Nu ville han komme med den lange pløre, om at vi nu skulle huske at tage godt imod den nye dreng, og bla, bla, bla. Jeg vendte blikket op, og kunne ikke lade være med at rejse øjenbrynene. Hvis hot havde været i min ordbog, havde jeg sikkert brugt det ord om drengen, der stod oppe ved katederet. Han havde pjusket sort hår, der næsten gik ham i øjnene, som jeg dog ikke kunne se farven på herfra, var høj og spinkel, og havde de sødeste fregner. Hvorfor jeg lige lagde mærke til fregnerne ved jeg ikke, men jeg synes det var meget vigtigt at få med. Han var iklædt et par lange shorts, selvom vi var i oktober måned, og en sort T-shirt med påskriften; Radioactive! skrevet med store neongule bogstaver. Sød, som var et ord, der fandtes i min indre ordbog, var det jeg ville kalde ham.

”Kan i nu tage godt imod Matthew!” annoncerede Henning med en overdreven armbevægelse, så drengen blev nød til at træde nogle skridt tilbage, for ikke at blive slået omkuld.

”Det må være en joke!” udbrød jeg højlydt, inden jeg fik tænkt mig om, og jeg lagde halvt mærke til at alle vendte sig om mod mig. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at denne dreng kunne hedde Matthew. No way! Jeg ved ikke hvor længe jeg havde haft mareridt, hvor jeg havde vågnet ved at jeg skreg det navn. Matthew. Han kunne umuligt hedde det. Det hed man bare ikke i lille Danmark!

”Nej Melanie, det er ikke en joke… Og som jeg var ved at fortælle, skal han, som i nok har regnet ud, begynde i klassen nu her.” Alle havde igen vendt opmærksomheden mod Henning og drengen, som umuligt kunne hedde Matthew, og jeg lænede mig tilbage i stolen med armene over kors og nedstirrede ham, Matthew. Han undgik tydeligvis min stirren, hvilket gjorde mig endnu mere irriteret.

”Hvis du nu sætter dig… ” Henning kiggede ud over klassen for at finde en ledig plads. Den lærer havde ikke styr på noget som helst! Til sidst opdagede han dog pladsen ved siden af mig, der uheldigvis var tom, og hans ansigt brød i et stort smil. ”Du kan sætte dig ned ved siden af Melanie”, sagde han og pegede på pladsen ved siden af mig. ”Og nej Melanie, det er ikke en joke”, fortsatte han, og jeg fnyste. Ja, bare grin af mig, fordi jeg for en enkelt gangs skyld åbnede munden. Matthew bevægede sig ligeså elegant som en gazelle, hvilket nok virker som en underlig sammenligning, ned mod mit bord, og smed sin blå skuldertaske på gulvet, inden han satte sig ned.

”Kan vi så komme i gang med undervisningen?” spurgte Henning, hvorefter han delte ark ud omkring trigonometri. Havde denne dag overhovedet et eneste lyspunkt?

Jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig i matematiktimen. For det første fandt jeg trigonometri dødkedeligt, da jeg allerede havde forstået princippet, og for det andet var der så mange spørgsmål jeg havde lyst til at stille Matthew. Mange af dem var nok rimelig ubehøvlede, men det var jeg egentlig ligeglad med. Alle andre skulle nok fortælle ham hvilken nar jeg var alligevel, så jeg kunne ligeså godt vise det selv.

”Hvor kommer du egentlig fra?” spurgte jeg ligeud, da det meste af klassen var gået ud på gangen. Han vendte hovedet op fra matematikken og jeg kunne nu se at han havde grønne øjne. Han smilede venligt til mig.

”Altså, hvis du tænker på mit navn, er det fordi min far er englænder. Jeg kommer skam fra Danmark.” Jeg kiggede mistroisk på ham, og han brød ud i grin. ”Hvad har jeg egentlig gjort dig, siden du ser ud til at hade mig så meget? Og det er ikke en joke!” Han kiggede igen ned i sine papirer og jeg kunne se at han skrev et stort fedt 7-tal ud for en af opgaverne. Det var også rigtigt nok.

”Jeg hader dig skam ikke… Du virker bare meget bekendt.” Det sidste mumlede jeg til vinduet. Det var stadig gråt udenfor, men det var stoppet med at regne. Endelig. Så kunne det være at jeg ville være tør, når jeg kom hjem.

”Det er fordi jeg har spillet med i diverse tv-serier, og jeg er rent faktisk en meget kendt person.” Jeg kiggede overrasket på ham, men kunne se på det store grin, han havde klistret midt i fjæset, at det var løgn. Jeg lavede en grimasse af en art, hvilket endte med at blive til et smil.

”Så siger vi det.” Jeg vendte igen opmærksomheden mod opgaven, bare for at gøre noget. Altså gøre noget andet end at stirre mistænksomt på ham. Hvilket jeg havde en enormt stor lyst til.

Jeg hørte en blyant klirre mod bordet og skævede kort til siden. Han kiggede på mig med et trist smil.

”Hvad?!” spurgte jeg brysk og lagde selv blyanten på bordet. Henning var gået ud af klassen, hvilket betød at vi var de eneste herinde lige nu. Heldigvis, for ellers ville Henning nok have givet mig en opsang om, hvordan man skulle tale til nye elever.

”Jeg tænkte bare på om du ville vise mig rundt her?” Han smilede stadig det triste smil. ”Det her sted er jo enormt!”

Jeg kiggede stadig på ham med sammenknebne øjne. Hvad havde han gang i? ”Hvis du har lyst til at vandre op og ned af omkring 1000 trappetrin, så okay”, svarede jeg til sidst, og tvang et smil frem. Han prøvede jo ikke på andet end at være venlig. Og det med navnet var sikkert bare et tilfælde?

”Fedt, det er en aftale så!” smilede han rigtigt nu, og jeg sendte ham et kort smil til gengæld. Det ville sikkert blive dagens motion at gå op og ned af alle de trapper. Så behøvede jeg ikke bekymre mig om det, når jeg kom hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...