Fight For Me*PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Igang
I et år har Raven Hall levet med fest, druk og sin fars seksuelle misbrug af hende. Hun får nok og rejser til Dublin hvor hun møder One Direction til en af de vilde fester. Ubevidst fårhun forhold til to af drengene. Harry og Louis der før varde bedste venner, bliver nu stillet op mod hinanden i kamp om Raven's hjerte. Raven har slet ikke de samme følelser for nogen af drengene da hun opbygger et godt, skjult forhold med Niall Horan. Raven begynder at få drengene til at slås om hende, og derfor skaber splid i det verdensberømte Boyband. Zayn og Liam finder hurtigt ind i hendes ind og finder ud af hendes splid mellem drengene, og prøverat stoppe hende. Hvem vil det lykkes, og kommer Harry, Louis og Niall til at blive gode venner igen?
*PAUSE PÅ UBESTEMT TID*

2Likes
11Kommentarer
446Visninger
AA

5. Say what?

 

 

 

 

En hånd der kørte blidt over mit ansigt vækkende min dybe søvn. Jeg skubbede øjnene op og så ind i et par bløde øjne. Kunne ikke genkende på tøjet, for personen havde ingen trøje på. Rauwr, skal der lige siges. Jeg blinkede et par gange, og så at de bløde øjne, og den dejlige overkrop tilhørte Louis. 

- "Lou?" spurgte jeg med hæs stemme. Jeg kom op og sidde i sengen og Louis så på mig med et sødt smil.

- "Godmorgen smukke." smilede han og nussede min hånd. Dafuq? Hvad havde han gang i? Og hvor fanden var jeg? Det var ikke mit hotel værelse, så Louis' maybe? 

- "Hvor er jeg?" spurgte jeg efter at have kigget mig om. Lugten, og bunken af beskidt tøj, tydede på at værelset her tilhørte en dreng. Jeg lod emnet om hans kæleri ligge, han prøvede sikkert bare at være venlig. Lidt for venlig efter min smag. 

- "Du er i min og Harry's lejlighed. Du fik vist for meget at drikke igår. Du faldt lige pludselig om." grinte han og rejste sig op med min hånd i hans. Hvordan var den endt der!?

- "Det lyder som mig." fniste jeg og undersøgte værelset. Jeg havde ligget i en en-mands-seng. Hvis der var noget der hed det. Lidt længere væk stod der en seng magen til. Sikkert Harry's. 

- "Hvad skete der lige til den fest igår?" spurgte jeg undrende. Jeg var overrasket over hvor svag og træt min stemme var. 

- "Body tequila, isterningleg.. lidt af hvert, du ved." grinte han og åbnede døren. Han gjorde tegn til at jeg skulle gå ud. Med blikket alle mulige steder i rummet gik jeg ud af døren. Huskede ikke at Louis var så sød? Da jeg trådte ud kom jeg ind i en lille, hvid gang fyldt med flotte malerier. Jeg bevægede mig ind i et random rum der viste sig at være stuen. Ingen Harry der. Vent what? Min underbevidsthed ledte åbenbart efter Harry? 

- "Jeg kan ikke se nogen Harry." kommenterede jeg undrende. Han kneb øjnene en smule sammen, og hans stemme lød skarpere end før.

- "Han er ude med Liam." sukkede han og satte sig i sofaen. Han så trist ud, og der tog nysgerrigheden over. Jeg satte mig ved siden af ham, tæt. Ikke fordi at jeg prøvede at få noget, men han lignede en der komme kunne trænge til en venlig opbakning. Ikke en random der sad halvanden meter fra ham.

- "Hvad er problemet?" spurgte jeg stille. Han kiggede ned på sine sammen foldet fingre.

- "Havde bare et mindre skænderi med ham her til morges. Når han kommer op og skændtes med Harry skrider han altid." sukkede han og så på mig. Hans øjne var bløde, og imødekommende. De var flotte, men alle drengenes øjne var flotte? 

- "Han kommer igen." smilede jeg, og det smittede åbenbart. For han smilede også derefter. Minuttet efter blevdøren åbnet hårdt. Vi rejste os begge i et spjæt. Lou blev stående med et koldt udtryk.

- "Harry." hviskende han. Jeg prøvede at finde vej til hoveddøren. Tjekkede alle rum, det var lige før jeg gav op. Da jeg skulle til at gå tilbage hørte jeg en tæt raslen. Jeg løb ind i det nærmeste rum og mit blik blevtaget fra en høj dreng med flotte grønne øjne. Hans krøllede hår sad lige som det skulle, og et mindre skævt smil dannede sig på hans læber. 

- "Harry." hviskede jeg let. Hans øjne var kolde og fulde af vrede. Det måtte havde været et stort skænderi mellem ham og Lou. 

- "Du er oppe." smågrinte han. Jeg tvang et lille smil frem. Han hængte sin jakke på stumtjeneren og gik ud efter mig med armene ude. Nervøst gik jeg ham i møde. Han trak mig ind i et stort kram. Det gjorde nærmest ondt da jeg blev kastet ind i hans hårde brystkasse. På den ene siden var den hård som sten, men den var også blød som silke. Jeg lagde forsigtigt armene omkring ham og krammede igen. Det var lidt akavet, der jeg havde INGEN IDÉ OM HVEM HAN VAR! Vidste bare at jeg havde festet med ham og Lou, ikke andet. Og så deres navne ikke? 

- "Hvad skete der?" spurgte jeg bestemt og trak mig stille tilbage. Jeg så på ham med næsten tåre i øjnene. Vidste ikke hvorfor!?

- "Til festen?" spurgte han med et flabet smil.

- "Nej ikke til festen. I morges. Lou fortalte mig at i havde været oppe og skændtes og så skred du..?" tøvede jeg lidt. Jeg prøvede at holde øjenkontakten med Harry, men han kiggede skamfuldt i jorden. 

- "Det er ikke noget specielt." sagde han koldt og gik lige forbi mig. Han kom ind i køkkenet hvor Lou kom ind på samme tid. De kiggede irriteret på hinanden med stift blik. Jeg løb uroligt derind, da jeg var bange for at de ville komme op og slås. Hadede når fyre sloges. De stod overfor hinanden, med spisebordet imellem sig. De stirrede bare ind hinanden i øjnene, og holdt kæft det var uhyggeligt. 

- "Er i søde at fortælle mig hvad der forgår? Hvis i skal opføre jer sådan, tror jeg bare jeggår med det samme." vrissede jeg og gik på vej ud af køkkenet. Harry's stemme stoppede. 

- "Raven vent!" sagde og kiggede trist på mig. Jeg sukkede og gik tilbage. Jeg kiggede ventede på dem begge. Louis' bed sig i læben, mens Harry bare kiggede ned i jorden. Ingen af dem smilede, okay Raven. hvad havde du regnet med!?

- "Nå?" spurgte jeg forventende. Ingen af dem sagde så meget som en lyd. Jeg knyttede mine fingre af raseri. De irriterede mig, når de var sådan. 

- "Det var så det. Tak fordi i hjalp mig, vi ses måske aldrig igen." smilede jeg og jeg gik ud af rummet. Ude i gangen ledte jeg snerrede efter mit overtøj. Jeg fandt mine sorte, høje stiletter. Dem skulle jeg I HVERT FALD ikke gå med. Jeg tog dem i hånden og søgte efter jakken. Vent, jeg havde overhovedet ikke jakke med!? Så var det problem løst. Jeg åbnede døren hårdt, og så mig tilbage. De stod begge i døråbningen, så langt væk fra hinanden som muligt. 

- "Raven, du må ikke gå. Vil du ikke nok vær sød at blive?" spurgte Louis. Han rokkede uroligt. 

- "Hvorfor Lou? Hvorfor skulle jeg blive?" jeg fik langsomt flere tåre i øjnene. Da en tåre løb ned af min kind, kunne jeg se Harry ændre sit ansigtsudtryk. Han sænkede øjenbrynene, og åbnede og hans lige mundvige bøjede sig ned. 

- "Vi skal nok fortælle dig det.. bare lad være med at gå." bedte Harry og så tryglende på mig. Jeg nød det et øjeblik, men kom hurtigt tilbage til min NORMALE tankegang. Eller normal og normal. 

Jeg fulgte med drengene ind i stuen hvor de satte sig i en sofa. Med vilje gjorde de plads til at jegkunne sidde imellem dem. Jeg fnøs let og satte mig i sofaen overfor. 

- "Bliver jeres forklaring til noget?" spurgte jeg let irriteret. Det provokerede mig. 

- "Hen af festen.. var vi alle fulde, og mig og Lou.. følte nogle.. følelser omkring dig.." sagde Harry flovt og kiggede ned i jorden ligesom Lou. Jeg løftede overrasket øjenbrynene, SAY WHAT!? 

- "Jamen i var jo fulde god dammit?" sagde jeg frustreret. Vidste ikke hvordan jeg skulle tage det, havde aldrig prøvet noget lignende. Første dag, og jeg fucker allerede alting op. Great Raven, super.

- "Ja det var vi.. men dagen efter da vi troede alt for fint.. havde vi stadig den samme.. følelse." mumlede Louis som ikke havde sagt noget i noget tid. Jeg tog benene op på stolen og gemte mit hoved i mine lår. 

- "Og det SKULLE I LIGE FORTÆLLE MIG!?" råbte jeg fustreret med hovedet i benene. De kiggede bebrejdene på mig.

- "WHAT? Det var dig der pressede os?" råbte Harry som nu havde fået tåre i øjnene. 

- "Jeg ved det.. det var bare nemmere at skylde skylden på jer." græd jeg. Jeg havde det så dårligt. 

- "Vi kom op og skændtes om hvem der skulle have dig.." sagde Harry efter noget tid. Jeg så forskrækket på ham.  

- "Af hvad sagde drengen?" sagde jeg undrende, og mit blik flakkede fra Lou, til Harry. 

- "Vær ærlig.. hvad føler du?" sagde Harry igen. Havde lyst til at løbe, det virkede som en meget god ide!? 

- "Har brug for at tænke." mumlede jeg og løb ind på badeværelset. Løb faktisk bare ind i et random rum, at rummet havde lås, ja det var da bare heldigt. Jeg låste efter mig og lagde mig i badekarret. Følte mig som et lille barn, der var bange for monstret under sengen. Jeg kunne høre en masse banken på døren. Jeg lod som om jeg ikke var der, hvis jeg var heldig gik de videre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...