U want me ~ 1D+JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Det hele startede da en smuk pige, ved navn Emma, vinder en konkurrence om en tur til London, med alt betalt. Selv maden de spiser, bliver betalt.
Hun tager selvfølgelig hendes bedste veninde, Laura, som hun bor sammen med, hvor de hygger sig meget sammen.
En dag skal Emma købe noget morgenmad, hvor hun kommer til at fare vild. Hun prøver at spørge nogle om vej, og støder uventet på vores alle sammen charmetrold, Harry Styles.
Efter Harry har hjulpet hende med vejvisningen, er det så det sidste hun ser fra Harry? Møder hun ham igen? Og hvad vil Laura sige til det?
Hvis du vil vide det, skal du bare læse med i movellaen 'U want me'.

-God fornøjelse ;-)

23Likes
4Kommentarer
4058Visninger
AA

7. Mødet fra begges synsvinkler

Harrys P.O.V:
Nej hvor var hun dog dejlig. Tænkte jeg lidt for mig selv da jeg gik væk fra hende. 'Emma' sikke et sødt navn. Emma... Hun var godt nok smuk og hun havde de smukkeste blå øjne, og de mest fristende læber. Jeg kunne tale med hende uendeligt hvis det skulle være. Ville ønske der var længere til butikken, så vi havde længere tid til at snakke. Åh, og så hendes smil det brækkede mit hjerte og healede det hurtigt igen. Og hendes dejlige latter. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende. Selvom jeg lige havde mødt hende, så havde jeg fået det bedste indtryk på hende. Det bedste ved det hele var nok at hun ikke kendte mig. Det ville havde været så anderledes, hvis hun kendte mig. Jeg ville slet ikke havde kunne snakke med hende på den måde, som jeg gjorde nu. Jeg håbede bare at hun ville ringe eller noget.

"Oh. My. God. It's Harry Styles" kunne jeg høre en pigestemme sige, som vækkede mig fra mine dagdrømme. Jeg kiggede hen mod stemmen, og så en pigegruppe, som havde fået øje på mig. Jeg smilede så venligt jeg kunne, da de kom hen mod mig. Jeg skrev et par autografer og tog billeder med dem alle sammen. Jeg smilede til dem og var imødekommende. Selvom jeg ikke havde lyst til det lige nu. Men 'the show must go on'. Da jeg havde givet dem alle autografer og billeder, dækkede jeg mig så meget op som muligt, og skyndte mig, eller løb nærmest hjem, inden rygtet spredes om at jeg er hér, så der ikke kom flere fans. Prøv og tænk, hvis Emma havde kendt mig, som de piger, havde jeg slet ikke været så interesseret. Interesseret? Jeg var interesseret i hende. Det var gået op for mig. Lidt overdrevet hurtigt at finde ud af, men hun fik mig til at føle glad, i den korte tid jeg talte med hende. Jeg fik en helt speciel følelse i maven, bare af at snakke med hende. En følelse jeg ikke havde haft i lang tid. Ikke siden 6 klasse i hvert fald. Var det bare en lille snert af forelskelse? Jeg måtte finde ud af det. Jeg måtte se hende igen. Hun havde bare at ringe. Jeg håbede bare at hun ikke var en af de piger, som følte sig alt for ivrig til at ringe. Hun skulle bare gøre det. Jo hvis det var mig i hendes situation, ville jeg nok vente i det mindste to dage, men alligevel, håbede jeg at hun ville ringe med det samme...
Før jeg vidste af det var jeg nået hjem, og jeg havde fanget mig selv i at tænke på den smukke, dejlige, mest fantastiske Emma hele vejen. Måske var det en lille overdrivelse, men på den korte tid, følte jeg at hun var den mest dejlige, attraktive kvinde jeg havde mødt.

Jeg boede sammen med Louis, så jeg skulle på en måde også hjem til ham. Jeg vidste godt at drengene var der for vi skulle øve i vores lille studie nede i kælderen, men jeg var blevet lidt forsinket, fordi Emma lige skulle spørge om vej og alt det der. Men det var jeg også glad for hun gjorde, ellers ville jeg jo ikke gå at dagdrømme om hende...


Jeg gik indefor, og kunne straks høre drengene larme ude fra køkkenet af. Specielt Louis. Jeg tog lige mit overtøj af og gik ud i køkkenet til de andre. Da jeg kom til syne, sagde jeg lidt højt "Hi" med et kæmpe smil, og kunne mærke mit smilehul komme til syne .De var mega overgirret, og smilede da de så mig hvor Louis sagde lidt højere end Liam: "Yaaaay" og der var en der sagde, Niall tror jeg "Finally he came", hvorefter Louis sagde undrende og højt "Where have you been?". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg havde lyst til at nævne, at jeg havde mødt Emma, nu hvor det var derfor jeg var kommet for sent. Det sprang så ud af munden på mig, "I met a girl. That's why I was late", i det jeg sagde det tog jeg en vindrue i munden, som stod på køkkenbordet, og det samme gjorde Niall.  Alle drengene kiggede med store øjne på mig, og smilede stort. "Surprise" sagde Zayn ironisk, fordi jeg altid møder mange piger, men ikke som denne gang. De andre grinede selvfølgelig af ham, men hvor jeg så sagde "No. This girl was special.. I gave her my number". "Uh" sagde Niall, for så vidste de at hun var speciel. Jeg giver ikke mit nummer ud til hvem som helst. Jo hvis det har noget med mit arbejde at gøre, men ellers ikke. Jeg tog endnu et par vindruder i munden, og var en smule koncentreret om dem. Men da drengene var underligt stille, kiggede jeg spørgende op på dem. de kiggede alle sammen på mig, med nogle frække,drillende blikke. Jeg kiggede bare med store øjne og jeg kunne ikke holde mit smil inde, hvor jeg så sagde "What?", mens jeg tyggede videre på vindruerne jeg havde i munden. "You met a girl. A special girl" sagde Louis og kiggede drillende på mig for sjov."Yes. And her name is Emma" svarede jeg, og kunne ikke gemme mit smil. "Oooh" sagde de alle i kor, med en underlig toneart. Louis ville lige drille mig noget mere og sagde "Harry is in loooove" Han sang det nærmest i en drillende tone. Jeg sagde bare "Do you want to make some music, now?" for at få dem til at stoppe med at drille, selvom jeg på en måde godt kunne lide det. Jeg fik meget opmærksomhed for pigerne, men dene gang var det specielt. Som jeg har sagt en million gange nu. Louis kiggede med store skræmte øjne på mig og sagde overdrevet højt "NOT NOW. ARE YOU INSANE?". Jeg grinede bare af ham, men fortalte dem så om vores lille tur, samtale.. whatever...

Emmas P.O.V:
Jeg gik ind i supermarkedet som Harry havde ført mig hen til, men jeg kunne stadig ikke lade være med at tænke på ham, selvom jeg prøvede at tænke på hvad Laura ville have. Hans smukke grønne øjne, og hans perfekte fristende mund, kom hele tiden til syne foran mig.Så det var svært at se hvad der vær i et morgenmadsprodukt, da Harrys ansigt poppede op på kassen. Hans dybe grønne øjne, og hans søde smil. Jeg kunne godt forstå, at hans fans kunne lide ham. Han var jo så sød, og også rimelig charmerende. Jeg prøvede virkelig at koncentrere mig om hvad hun ville have, men det var lidt svært da Harrys navn var det eneste jeg kunne tænke på. Så derfor tog jeg bare det morgenmadsprodukt, som jeg havde i hånden, og hentede efterfølgende noget mælk. Men jeg måtte skynde mig hjem til hende så jeg kunne fortælle Laura alt. Jeg skyndte mig op til kassen for at betale, og skyndte mig herefter hen til hotellet. Jeg var bange for, at jeg skulle fare vild igen, men jeg fandt heldigvis tilbage til hotellet. Jeg tror bare man skal være ivrig nok, for at finde vej. Jeg må fare vild noget oftere hvis det betød, at jeg skulle møde Harry hver gang.

Da jeg stod foran hotellets dør, tøvede jeg ikke med at åbne døren,jeg skyndte mig med drastiske skridt op til hotelværelset. Da jeg langt om længe stod foran og åbnede den med nøglekortet. Jeg gik hen til Lauras seng for at se om hun var vågen. Det var hun heldigvis. Hun sad på sin computer, nok på Twitter for at se hvad Justin Bieber lavede, eller lignende. Jeg var ikke så nysgerrig, jeg kunne ikke vendte med at fortælle hende om Harry. Da jeg åbnede døren, kunne jeg høre, Laura råbe "Hej". "Godmorgen" sagde jeg og kom nærmere hen til hendes seng, med Laura i den. Jeg spillede lidt cool i starten, og begyndte sætningen ved at sige "Jeg har købt noget morgenmad til dig. For vi nåede ikke morgenmaden, nedenunder" mens jeg sagde det, kunne jeg ikke lade være med at smile, usædvanligt meget, selvom jeg prøvede at lade være. Man kunne se på Laura, at hun ikke rigtigt lyttede til det jeg sagde, hun kiggede mere på mit ansigtsudtryk. "Hvad har du lavet?" sagde hun lige ud i det blå. "Hvad mener du" jeg kunne stadig ikke lade være med at smile, men prøvede stadig at være chilled. Selvom jeg var den værste til det. "Ja, du har nok det største smil i hele ansigtet lige nu" Laura lavede et ansigtsudtryk, som lignede at hun var helt irriteret, men hun smilede alligevel. Jeg kiggede ned på mine lår, efter jeg havde sat mig nede i fodenden i Lauras seng, og kunne stadig ikke lade være med at smile. Hvor jeg så sagde "Jeg fik den sødeste mest charmerende drengs nummer", "Er du seriøs?" sagde Laura og var ved at smile stort på mine vegne. "Ja, men det var ikke hvilken som helst dreng...", "Hvem var det så" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile. "Jeg ved godt at jeg ikke burde sige det her, men du kommer helt klart til at flippe ud, men.. øh. Det var Harry Styles". Jeg kunne ikke glemme hans navn, selvom jeg ikke var så godt til det med navne. Laura begyndte at skrige lidt sindsygt, men holdte så en hånd foran hendes mund, så naboerne ikke skulle høre det. "OH MY GOD" sagde hun lidt mere dæmpet. "Jeg ved det. Og han gav mig forresten også sit nummer" sagde jeg og spillede cool, men kunne stadig ikke gemme det smil jeg havde på læben. "Ej, hvor vildt. Fortæl mig alt, hvad der skete...".
Og jeg begyndte så at fortælle om, den fantastiske dreng jeg mødte...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...