U want me ~ 1D+JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Det hele startede da en smuk pige, ved navn Emma, vinder en konkurrence om en tur til London, med alt betalt. Selv maden de spiser, bliver betalt.
Hun tager selvfølgelig hendes bedste veninde, Laura, som hun bor sammen med, hvor de hygger sig meget sammen.
En dag skal Emma købe noget morgenmad, hvor hun kommer til at fare vild. Hun prøver at spørge nogle om vej, og støder uventet på vores alle sammen charmetrold, Harry Styles.
Efter Harry har hjulpet hende med vejvisningen, er det så det sidste hun ser fra Harry? Møder hun ham igen? Og hvad vil Laura sige til det?
Hvis du vil vide det, skal du bare læse med i movellaen 'U want me'.

-God fornøjelse ;-)

23Likes
4Kommentarer
4190Visninger
AA

9. Middagen

Emmas P.O.V: 
Klokken var ved at blive 8, og jeg havde gjort mig pæn i stand. Ikke for meget og ikke for lidt. Jeg havde taget en kjole på. Den var stram lige til taljen, og var så derfra løs, den gik til lige over knæet. Kjolen var hvid på det stykke der gik til taljen, og resten var lidt en lidt lysetyrkis, i det. Under kjolen var der selvfølgelig et strammere lag under, for ellers kunne man jo bare se lige op eller igennem. Til det tog jeg nogle hvide åbne stilletter på, med nogle flotte diamant øreringe, som matchede mit armbånd. Jeg havde taget en lidt mørk brunlig makeup på, og havde lavet det look man kalder 'Smokey eyes'. Laura sagde farvel og god fornøjelse og alt det der. Og så tog jeg afsted.
Jeg gik ned i receptionen, for at få limousinechaufføren til at køre mig. Jeg hilste på chaufføren, men jeg tænkte slet ikke på hvor lækker han så ud. det eneste jeg havde på hjernen, var Harry og hvor nervøs jeg var for daten. Det var da en date, ikke?


Da jeg ankom til Harrys hus, blev jeg meget overrasket. Det var jo sindsygt flot! Det var lidt mørkt i det, så der var nogle lygter udenfor, som var tændt. Rigtigt flot. Jeg gik ud af limousinen, og gik op til hoveddøren. Er du sindssyg, hvor var jeg nervøs...

 

Harrys P.O.V:
Næsten al maden var klar nu. Jeg rørede bare lidt rundt i den gryderet jeg havde lavet, det var en gryderet min mor havde fundet på, og jeg elskede den. Den var snart færdig, jeg skulle bare røre rundt i den noget mere. Jeg havde taget en hvid T-shirt på, med nogle sorte bukser til. Jeg havde også taget mit ynglings sølv ur på, som selvfølgelig passede til tøjet.

 
Lige pludselig kom der en limousine. Var det virkelig hende? Hun var nok et rigt menneske. Jeg så hende stige ud af limousinen... Damn hvor var hun smuk. Den næsten lårkorte kjole til hendes brune hud, og hendes flotte lange brune hår. Hun var fantastisk smuk! Hun begyndte at gå op til hoveddøren, og jo tættere hun kom, jo mere nervøs blev jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg gik bare forvirret rundt, og rettede på noget af borddækningen. Det skulle være perfekt. Og før jeg vidste af det ringede det på døren. Jeg løb nærmest derhen, åbnede døren og der stod hun. Så smuk! Hun smilede sødt til mig, med hendes hvide smil, og sagde "Hi" stille og charmerende. "Hey... You look amazing" det røg bare ud af min mund, men jeg mente det godt nok også! Hun grinte bare sødt af det og sagde "Thanks... Can I come in?". Hvor er jeg dum, jeg havde helt glemt at invitere hende indenfor. Jeg havde bare stået og kikket på hende. Hvor er jeg dum...

Emmas P.O.V:
Han havde helt glemt at invitere mig ind, så jeg måtte hellere spørge om jeg måtte "Can I come in?", han svarede mig som om han skammede sig på en måde "Yea, yeah of course...". Jeg smilede bare, gik ind og kiggede mig lidt omkring. Da jeg gik forbi ham kunne jeg godt se at jeg var lidt høj med disse stilletter på, men ikke for høj. For han var stadig lidt højere end mig, selv med stilletterne på. Heldigt. Her var godt nok flot. Ikke for meget men rimelig stilet. "It's a really preatty house you have" tilføjede jeg og kiggede nysgærrigt rundt, mens Harry stod ude i køkkenet og lavede noget mad. "Thank you. One day, can I get the chance to judge your house?" sagde han med en flirtende stemme, jeg gik stille ud i køkkenet, ud til ham som stod og rørede rundt i en gryde. Med en grydeske selvfølgelig. Der var en kogeø med nogle bar-stole til. Jeg gik hen og satte mig på en af de midterste barstole,  så jeg kunne sidde og snakke med ham, mens han lavede mad. "Well I live in Denmark, så you need to fly to see my house." svarede jeg ham. "I will love too" han kiggede sig lige over skulderen, så vi fik øjenkontakt med hinanden. Det fik min mave til at kilde mere end sidste senere i dag. "So why are you in England?" sagde han, efter han havde vendt sig om til gryden igen. "I actually won a competition. That i could go to England for a week with all inclusive!". "Really?" sagde han overrasket, hvor jeg så bare sagde "mhm",  "Congratulations" sagde han og kiggede mig i øjnene. "Thank you" sagde jeg og smilede tilbage til ham. "Im actually really glad you won that competition" han vendte sig ikke om og kiggede mig i øjnene, som jeg ellers ville ønske at han gjorde. "Why?" spurgte jeg smilende. Han vendte sig helt om, og stod nu på den anden side af kogeøen, med øjenkontakt med mig "I know It sounds stupid.. but If you wouldn't have won, I wouldn't have met you". Jeg kunne mærke et smil vokse på mit ansigt, og sagde "Im glad I met you too". Der var et kort øjeblik hvor vi bare kiggede hinanden kærligt i øjnene. Jeg ville ønske, at det varede længere tid...


Han havde dækket et fint bord, for to. Han begyndte at sætte maden på tallerknerne og hældede noget rødvin op i 2 rødvinsglas. Jeg spurgte om jeg ikke skulle hjælpe ham med noget, hvor han sagde at jeg bare kunne tage rødvinsglassene over på bordet, og jeg adlød. Vi satte os over til bordet, og jeg begyndte at tage en bid af maden "Mhm...Delicious". sagde jeg og det smagte helt fantastisk "You like it?" sagde han, smilede og tog selv en bid af maden. "Uhuh. What is it?" spurgte jeg og kiggede med et lille smil, på ham. "It's something my mother has invented". Han kiggede mig i øjnene og smilede med sit søde smilehul. "Well your mom is a genius" han takkede og sagde at det var hans ynglings ret. Jeg satte en ny samtale igang "So... do you live here alone" sagde jeg og smilede så charmerende som jeg kunne. Han grinede lidt af mig, men sagde så; "No, I actually don't... Louis, one from the band, lives here too". "Oh, so you are like best friends?". "Yeah... we are". "Cool... I live together with my best friend too!". "Ha! Totally coincidence" sagde han og vi grinede begge to af det.

Gennem middagen snakkede vi om mange ting, også hvordan vores hverdag er og lignende ting. Og jo mere vi snakkede, jo mere kunne jeg lide ham. Han var nærmest for god til at være sand...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...